Alle normale søfolk har siden tidernes morgen drømt om fjerne og eksotiske steder, ellers var der vel heller ingen grund til at blive sømand?
   I dag har de fleste landkrabber været på fjerne destinationer enten som turister eller i professionelt øjemed som forretningsfolk. At flyve den halve jord rundt, klares nu om dage i løbet af et døgn, noget der tog halve år eller i værste fald måneder i et sejlførende skib.
   Den gudsbenådede, men desværre afdøde visesanger Osvald Helmuth, beskrev denne udlængsel i en sang fra midten af halvtredserne. Fortælleren var kontormand og slog et smut forbi Københavns Frihavn efter fyraften for at se de store fragtskibe ankomme og lægge til ved Orientkaj, Indienkaj og hvad de ellers hed. I dag er det meste af den gamle, travle Frihavn bebygget med kontorer og lejligheder, men atmosfæren fra dengang kan man ikke skabe. Fortælleren i visen fik tilbudt cigaretter fra de fjerne steder og på den måde gik hans tanker på langfart inden han skulle hjem til aftensmaden, mens han lænede sig op af sin cykel.
   Ude på Østerbro ligger Omøgade stadigvæk, men i mange år lå der en Peugeotforhandler. Chefen havde en bror, der havde sejlet over hele verden med A.P. Møllers store skibe som maskinmester. Denne bror havde fået hjælp til at starte et lille maskinværksted i den fjerneste ende af autoværkstedet og beskæftigede 5-6 mand. Deres hovedopgave var at renovere gaffeltruckmotorer for bryggeriet Tuborg, hvad man vist kan kalde at specialisere sig. Lad os kalde denne mand for Knud, slat og ret.
   Om Knud gik der rigtig mange historier.
   Han var rå og brovtende overfor de fleste, men sine egne maskinarbejdere behandlede han ordentligt under forudsætning af at de lavede et godt stykke arbejde. De havde sådan en slags indbyrdes våbenhvile. Opdagede Knud derimod den mindste svaghed eller usikkerhed hos medarbejderne i den øvrige del af firmaet, var han ikke alene ubehøvlet og grov, men også afstumpet og umulig at komme i nærheden af.
   Onde tunger påstod at han havde taget skade af druk, når kedsomheden havde indfundet sig ude på de store oceaner.
   Ingen satte deres ben på maskinværkstedet, hvis de ikke havde en ualmindelig god grund til det.
   I autofirmaet var der selvfølgelig ansat en chauffør, der rullede rundt i byen med reservedele til de mange små værksteder der lå overalt i baggårde, barakker og hvor man ellers kunne finde plads til at reparere en enkelt bil ad gangen. Chaufføren hed Jens og han var umådelig glad for sit job. Han skulle også køre for Knud, hvis der var tid til det.
   Han syntes selv, han var god til at nå det hele, men det var chefen for maskinværkstedet fløjtende ligeglad med. Han anså sig selv for den mægtigste mand i flere kilometers omkreds.
   En dag lyder Knuds brøsige stemme i højtaleranlægget på lageret.
   - Er chaufføren der? nærmest råbte han uden svinkeærinder.
   - Ja, svarede Jens og kiggede på de andre på lageret. Lagerchefen rystede opgivende på hovedet.
   - Har De tid til at køre for mig? De var dengang, man stadig sagde De til hinanden, for ligesom at markere afstand. På lageret var de selvfølgelig alle dus.
   - Jeg kommer nu, svarede Jens, drak resten af sin kaffe og luntede ud af døren til værkstedet.
   For en sjælden gang skyld skulle Knud selv med ud at køre. Han havde før besøgt vennerne på Tuborg, når Jens skulle hente en truckmotor til renovering, men denne gang var retningen forkert. Han dirigerede bare til højre og venstre og Jens fulgte sløvt ordrerne. De kørte ind gennem porten til Frihavnen for enden af Nordre Frihavnsgade. Det var noget helt nyt, men forklaringen kom hurtigt.
   Han var jo gammel maskinmester og kendte Gud og hvermand på de store skibe, der sejlede på Orienten, så meget havde han da fortalt Jens, når han havde været passager. Jens blev bedt om at parkere ved siden af et tårnhøjt skib, der lå fortøjet ved Orientkaj, selvfølgelig.
   - Kommer om lidt, snerrede Knud på sin sædvanlige facon.
   Jens stod ud af den bedagede Peugeot 403 med det knaldgule firmanavn på siderne og kom lige med det samme i tanke om Osvald Helmuths vise om at cykle et smut forbi havnen efter fyraften, lade tankerne komme derhen, hvor man aldrig kom selv rent fysisk. Dele tobak fra de fjerne steder osv-osv.
   På agterstavnen af skibet stod der: M/S Tasmania.
   Der fik en rum tid men der var nok at se på. Lossekranerne lænsede lasten for eksotiske træsorter, enorme gaffeltrucks flyttede ubesværet videre på de tunge stammer. Sikken akuratesse og højt tempo. Det var mere end fascinerende og Jens kunne mageligt have brugt resten af adgen med at kigge på.
   - Hva' fa'n står De og drømmer?
   - Jens blev revet tilbage til virkeligheden af Knuds meget genkendelige stemme.
   Nå, tænkte han, da han vendte sig om, skal der nu også lossen ned af lejderen? Forrest gik Knud med flere kartoner cigaretter under armen. Bag ham fulgte seks mand, der to og to bar i alt tre rigt udskårne kamfertræskinter.
   - Lad os få lortet ind i varevognen, kommanderede Knud.
   Det virkede også helt indlysende på Jens, så han åbnede den sidehængslede bagdør.
   Det viste sig meget hurtigt, at de tre kister ikke kunne være i bilen, uden bagsøren stod halvt åben. Det var der imidlertid råd for, en stump reb klarede problemet.
   Knud takkede mandskabet for veludført dåd og satte sig ind på forsædet. Venligheden bredte sig i varevognen i skøn forening med hans whiskyånde. Jens fik endda en Chesterfield cigaret. Hvilken generøsitet tænkte han, men sagde blot tak.
   - Så er det bare om at komme tilbage til Omøgade, grinede Knud og pegede mod Sundkrogsgade, - det er meget nemmere at få kisterne den vej ud, der er tolderne ikke så strikse.
   - Nå på den måde, sagde Jens og satte i første gear.
   - Ja på den måde, det er ikke første gang jeg har prøvet den slags, svarede Knud selvsikkert.
   Nu var det, for at sige det mildt, meget svært at skjule varerummets indhold, idet den ene kiste hang halvt ud af bagdøren og selv om den sagesløse tolder var stæreblind, afslørede stanken fra kamfertræet, at København og nærmeste omegn var blevet tre af de eftertragtede kister rigere. Jens havde ikke sans for de reelle kulturværdier og havde umådelig stor lyst til at hælde hele lortet i havnen. For at sige det mildt, var stanken simpelthen ulidelig.
   Nu går det heldigvis ikke altid som præsten prædiker, tolderen vidste nemlig, hvad han havde med at gøre.
   - Har De noget at fortolde? spurgte embedsmanden Knud.
   - Ikke en skid, svarede han og knipsede cigaretskoddet lige forbi tolderens næse.
   Whisky gør underværker ved et rigtigt mandfolk.
   - Kisterne dér, er det privat import? tolderens næse vibrerede faretruende.
   - De kan bide Dem selv i næsen på, at det er til privat brug.
   - Ja, den er god, grinede tolderen, - der er vist ikke en almindelig familie, der kan huse mere end én af den slags kister.
   - Hva' fan' bilder De Dem ind? svarede Knud på samme tid rasende og fortørnet. I den forbindelse en meget farlig kombination.
   - Vend bilen, råbte han til Jens, der parerede ordre og gav gas uden kommentarer.
   - Sådan en skidespræller, jeg har før fået fire af den slags gennem tolden uden problemer, kør til Århusgade.
   Jens kørte mod den næste destination.
   - Noget at fortolde? spurgte den venlige tolder.
   - Nix, svarede Knud.
   Embedsmanden lod sig ikke nøje med dette korte svar men kiggede ligesom tilfældigt ind gennem den nedrullede siderude.
   - En enkelt af de dér kister er toldfri, oplyste tolderen høfligt, tre stykker er vist ikke til eget brug.
   - De er fa'me til mig selv og min familie, spruttede Knud. Det var en dårlig vane han havde, når han var ved at koge over. Næsen virkede som en stoppet karburator på en motor, der ikke får nok indsugningsluft.
   - Næh hr., så let går det ikke.
   - Vend bilen, råbte Knud, - sådan en haleneger skal saftsusemig ikke tro, han er noget.
   - Nej selvfølgelig, svarede Jens høfligt, han havde en stærk fornemmelse for, hvad fremtiden ville bringe.
   - Dampfærgevej og det skal gå hurtigt, udgangen ved Landelinie, sagde Knud.
   Jens var lige på nippet til at fortælle passageren, at telefonen var opfundet, men der var absolut ingen grund til at forværre tingenes tilstand, manden var allerede gasblå i hovedet.
   Frihavnens største toldsted, tre-fire toldere ventede på deres næste offer.
   Jens bremsede ned, en af embedsmændene nærmede sig i et roligt, men selvsikkert tempo.
   - Noget at fortolde? Jens mente at have hørt netop det spørgsmålet tidligere.
   - Intet, svarede Knud, han prøvede at gøre sig lille ved at synke ned i sædet. Det lykkedes ikke.
   - De tre kamfertræskister skal fortoldes, sagde tolderen, der var en kold skid på trods af sommervarmen.
   Nu var der ikke flere toldsteder til rådighed. Fælden var klappet og efter meget banderi måtte den forhenværende maskinmester erkende sit nederlag og følge med ind på kontoret. Jens ville meget gerne have overværet samtalen, mens udregningen fandt sted, men måtte tænke sig til dialogen. Momsens forløber, den mere neskedne oms var netop indført, så der slulle såmænd nok ogsålægges 12,5 % oven i det hele.
   Langt om længe kunne de forlade Frihavnen på helt legal vis.
   - Kør, sagde den lænsede Knud for fjerde gang.
   Forbi Kastellet ad Folke Bernadottes Allé og til højre over Oslo Plads, først dér fik passageren vejret igen og den gasblå farve forsvandt langsomt fra hovedet.
   - Jeg skal kraftedeme kasterere de møghunde, sådan nogen paphoveder, nu kommer jeg ikke til at tjene en eneste krone på de forpulede kister.
   - Næh, svarede chaufføren diplomatisk.
   Alskens eder og forbandelser fortsatte til de holdt ved indgangen til maskinværkstedet og de tre famøse kister var anbragt i kontoret. Jens fik hverken tak eller flere cigaretter for ulejligheden, men hvad gjorde det?
   - Nu skal I bare høre, sagde han glædestrålende, da han sparkede døren til lageret op. De var der alle og der stod fyraftensbajere på bordet. Jens fortalte og malede med meget stor pensel. Den undrende skare var tryllebundne, tænk at den berygtede Knud B. måtte krybe til korset, - aldrig havde man hørt mage.