Der er ligeså mange vandrehistorier om, hvordan man skaffer sig gratis bajere, som der er ølmærker i Danmark.
   Følgende historie er dog lidt ud over det sædvanlige.
   Scenen er et værelse i den sydlige ende af Køge, nærmere betegnet Klemmenstrupvej, hvor tre kammerater er samlet en lørdag aften for at snakke og hygge sig over et par øl. De arbejder på den samme gård henholdsvis som landvæsenselever og forkarl. Oprindeligt havde det været meningen, at de ville på den populære danserestaurant "Landsbyen" for at overvære det ugentlige talentshow, men mangelen på likvid kapital forhindrede udflugten. Det er en del år siden og om restauranten er døbt om, lavet til supermarked eller noget helt tredje er historien uvedkommende. Fakta er imidlertid at den lå for enden af Køge Torv og de senere så berømte Lollipops blev opdaget ved et af disse talentshows i starten af tresserne, historien fortsætter i nutid.
   De to kammerater har endnu ikke været inde at springe, som man kalder militærtjenesten. Det har den tredje, forkarlen, og han underholder i malende vendinger om livet ved Garderhusarregimentet i Næstved, hvor han passede heste, gjorde tjeneste på Amalienborg og viser stolt billeder frem fra den opslidende tid i Kongens klæder.
   Han er landmandssøn fra de udstrakte roemarker på Lolland og den slags havner automatisk som gardere.
   - Jeg kender en fidus, hvor man kan skaffe sig en masse gratis bajere, siger han hemmelighedsfuldt, da de almindelige skrøner er ved at slippe op sidst på aftenen. Historien er med vilje gemt til sidst, han kigger nysgerrigt til de to kammerater.
   - Dem er der vist mange af, svarer Otto skeptisk. Han kommer fra Nørrebro, faren er værtshusholder og Otto kender de fleste af den slags uladsiggørlige fiduser.
   - Lad os høre, siger Jan nysgerrigt, - jeg vil sgudda gerne lære sådan et fif.
   - Det var en af mine soldaterkammerater, der lærte mig det, fortsatte landmandssønnen Henrik, efter en længere pause, hvor han tændte sin blankpolerede pibe,- Jo, han kunne skubbe en tændstik op i det ene næsebor og efter en masse underlige grimasser kunne han trække den hel ud af munden.
   Otto og Jan kigger undrende på hinanden mens de prøver at fremkalde nummeret på deres nethinder.
   - En tændstik kan da ikke komme rundt oppe i næsehulen uden at være knækket, siger Otto mistroisk.
   - Eller osse skal man være snotforkølet, griner Jan og forestiller sig hvor ulækker tændstikken er, når den kommer ud igen.
   - Nej, nej, den er god nok, det kan lade sig gøre, bedyrer Henrik.
   - Har du prøvet selv? ville Jan vide.
   - Nej, men min kammerat gjorde det flere gange på værtshusene i Næstved og fik øl ud af det hver gang, folk troede ikke på det, før de så det med deres egne øjne.
   - Jeg skal fandeme ikke nyde noget, er Ottos kontante svar.
   - Nu er du næsten nødt til at bevise, at det kan lade sig gøre, lokker Jan.
   - Jeg har jo ikke prøvet det selv, Henrig gør et spagt forsøg på at trække sig tilbage, han regnede med at de to andre bare ville tage fidusen for gode varer. Det vil de ikke.
   - Nej, nu må du bevise, at der er noget om det, skubber Ole på.
   - Ok, svarer Henrik med beslutsomhed i stemmen, - har du et stykke sytråd?
   - Ja, svarer Jan på hvis værelse episoden udspiller sig.
   Garderhusaren med den usædvanlige militære holdning i ryggen binder den fremskaffede sytråd i den ene ende af tændstikken der ikke er svovl på og skærer 15-20 centimeter af rullen.
   - Hvorfor gør du det? vil Otto vide.
   - Hvis den sætter sig fast oppe i næsehulen kan jeg trække den ud igen, svarer forsøgsdyret med en anelse usikkerhed i stemmen.
   - God idé, siger Otto anerkendende, - en slags sikkerhedsline.
   Henrik har rejst sig op, skubber forsigtigt tændstikken op i højre næsebor med svovlet forrest. De to andre hjælper til med kvikke bemærkninger.
   - Den kan måske sætte ild i håret, hvis du skubber for hurtigt, griner Jan.
   - Der er under alle omstændigheder plads til en hel husholdningsæske af Tordenskjolds de sikre, supplerer Otto.
   Henrik siger ikke noget, han lægger hovedet tilbage og trykker tændstikken længere op i næsehulen. Der stikker kun en centimeter træ ud af næsebordet, plus altså hele sytråden.
   Efterhånden som tændstik og ikke mindst den hvide Guttermanns Sysilke forsvinder op i næsen, forstummer de kvikke bemærkninger. Nu begynder alvoren.
   Henrik er kommet til det sted, hvor tændstikken skal beskrive en bue oppe i næsehulen for derefter at glide forbi ganen og ned i mundhulen. 7-8 centimeter af den solide, hvide kinesertråd flagrer i luften i takt med Henriks vejrtrækning, der er steget en anelse i tempo, samtidig med de første sveddråber træder frem på den rynkede pande.
   - Se bare at få det overstået, siger Otto spændt, han er begyndt at tvivle på at fidusen kan gennemføres.
   Henrok siger ikke noget, til gengæld fortæller hans grimasser at alt ikke er som det skal være. Han foretager den mest fantastiske mimik, selv en professionel mimiker ville falde død om af misundelse. Der er ikke en muskel i ansigtet, der undgår at komme i brug.
   De to kammerater i lænestolene er ved at dø af grin.
   - Nu behøver du ikke at gøre mere ud af det, hikser Jan.
   Henriks ansigtsfarve skifter fra det naturlige til det mere rosafarvede og nu siger han noget.
   - Den sidder fast!!!
   Da alvoren af ordene er trængt ind, stopper grineriet øjeblikkeligt.
   - Kan du ikke få den ud? spørger Otto intelligent.
   - Det kan du sgudda se, svarer Henrik med begyndende panik i stemmen.
   - Træk i snoren, foreslår Jan.
   - Nå, ja, selvfølgelig, svarer Henrik lettet og trækker i kinesertråden,- den har jeg helt glemt.
   Der sker iktet der kan medvirke til at tændstikken kommer tilbage ned gennem næsen. Til gengæld får Henrik et fjoget og meget komisk udtryk i højre side af ansigtet, hver gang han trækker i sytråden. Han trækker kraftigere og kraftigere, men lige lidt hjælper det.
   - Du skulle næsten se dig selv, griner Otto ufrivilligt og holder et spejl op foran den mislykkede, lollandske fakir.
   - Det er fandeme ikke sjovt det her, svarer han med en mistænkelig, nasal stemme,- min soldaterkammerat gjorde det meget nemt hver gang.
   - Måske har han haft mere plads oppe i snudeskaftet, siger Jan vidende.
   De næste fem minutter prøver de tre alt, hvad der er muligt for at få den formastelige tændstik ud, men resultatet er negativt. Tændstikken sidder urokkeligt fast på trods af utallige mere eller mindre kraftige ryk i den solide sytråd.
   - Jeg cykler ind på skadestuen, siger Henrik fortvivlet.
   - Der er nok ikke andet at gøre, nikker Otto samtyggende.
   Henrik forlader det lune værelse, hopper på sin cykel og joller afsted mens natten er ved at falde på.
   De to tilbageblevne forestiller sig, hvad man vil sige på skadestuen til dette mærkelige fænomen.
   Svaret får de en halv time senere, da en lettet Henrik træder ind gennem døren.
   - Hvad så? spørger Jan.
   - Jamen lægen stak en speciel tang op i bæsen, så han kunne udvide næsehulen en smule og så var det meget nemt at fjerne tændstikken med en kraftig pincet, grinede Henrik.
   - Se, der er lige en ting, jeg gerne vil vide, siger Otto skeptisk, - spurgte lægen ikke hvordan tændstikken var havnet oppe i din næse?
   - Næææh, svarer Henrik efter at have tænkt sig om, - han fjernede den og sytråden som om det var noget han gjorde rutinemæssigt flere gange om dagen!!
   - Det var satans, mumler Otto og Jan nærmest i munden på hinanden.
   De sad tavse, mens især Otto tænker på, hvor morsomt det har været at se Henrik jolle gennem Køges aftenstille gader med et stykke hvidt sytråd flagrende ud af det højre næsebor. Et kosteligt syn som udelukkende blev overladt til fantasien og den fejler bestemt ikke noget.
   Men at prøve at stikke en tændstik op i næsen for kort tid efter at få den ud af munden, blev kun ved dette ene forsøg og hverken Otto eller Jan kunne se fidusen ved de lovede, gratis bajere.
   Det kunne garderhusaren uden tvivl heller ikke.