Menig gruppefører 545965 Olsen, 3'kompagni, Falsterske Fodregiment i Vordingborg blev i daglig tale blot kaldt Ole blandt sine kammerater, selv om hans dåbsattest sagde Svend. Han manglede blot et halvt år af sin tjenestetid, der dengang løb op i hele 16 måneder idet Den kolde Krig kørte for fuld propagandaskrue. Gnidningerne mellem Øst- og Vestblokken var mere end tydelige og de sovjettiske skibe, der skulle fragte raketter til Cuba, var blevet tvunget til at vende om i dansk farvand kort tid forinden.
   Alt denne krigsrummel var dog ikke noget Ole og hans mange kammerater tog alvorligt. De skulle bare have deres tvungne værnepligt overstået, så de kunne komme videre med deres uddannelse eller den beskæftigelse, de havde været i gang med inden indkaldelsen. De menige gruppeførere var en nødvendighed, da der var meget stor mangel på befalingsmænd såsom sergenter og korporaler. Ole tog sin titel og beføjelser med ophøjer ro og delte gerne ud af sine privilegier til de øvrige syv i sin gruppe, de kunne nyde godt af hans ubegrænsede nattegn og han kunne holde hånden over dem, hvis de havde jokket i spinaten, hvilket skete med alt for jævne mellemrum.
   Lige netop nu, da de manglede et halvt år at tjenestetiden havde kompagnichefen major Keller og hans næstkommanderende premiereløjtnant Madsen i al deres visdom fundet ud af, at Ole samt resten af kompagniet på omkring 100 mand, skulle på en dejlig, opslidende øvelse i nærheden af Jægerspris. Ja, de militære strateger havde mange år i forvejen udlagt et område til det samme formål med bakker, dale, skove og hvad der ellers hørte til for at få det hele til at ligne en naturlig slagmark.
   At løbe rundt med fuld udrustning i kampuniform og med løs ammunition i geværer, maskinpistoler og maskingeværer mens temperaturen nærmede sig 30 grader i skyggen, er ikke den største inspirationskilde og sidst på eftermiddagen denne augustdag var soldaterne dødtrætte. De glædede sig som små børn til at kaste sig over feltrationerne og dase foran bivaukkerne, mens mørket sænkede sig og køligheden satte ind. Kun to dage mere i denne bageovn, så kunne de sætte sig op i GMC'erne og lade sig transportere tilbage til kasernen i den nordlige ende af Vordingborg, tids nok til at halvdelen af mandskabet kunne komme hjem på en velfortjent weekend. Ole skulle besøge en kammerat i København og de fandt nok på at gå en tur i byen for ligesom at prøve kræfterne af på det modsatte køn. Der var nok at glæde sig til, han lænede sig tilbage, lagde hovedet på sin oppakning og tændte en cigaret han havde bommet af en af de andre i gruppen og følte sig helt godt tilpas.
   - Trreeedie kompagni trrææææd an !!!! lød det pludselig du over det smukke, bakkede landskab. De menige virrede med deres trætte hoveder, men de havde ikke hørt forkert, premiereløjtnant Madsen stod et stykke væk og holdt sine hænde op for munden som en tragt, så alle kunne høre.
   - Treeedie kompagni trææææd an, gentog han en del højere end første gang. Var han ikke pædagog havde han i det mindste en stemme der var i stand til at vække de døde. Soldaterne begyndte langsomt at rejse sig og slukke tobakken, der var ikke aften,- eller natøvelse på programmet, så ordren var lidt usædvanlig selv i de kredse, hvor intet var sikkert når det handlede om den personlige frihed.
   Efter 3-4 minutter stod kompagniet i tre meget forskellige, afslappede geledder foran Madsen. Han overlod kommandoen til sin chef, major Keller.
   Major Keller var ikke en hvilken som helst officer i den danske hær, han havde faktisk tegnet og udviklet den første, fodformede og langskaftede støvle som netop hans kompagni havde fået som de første i hele landet. Det var en forrygende forskel i forhold til de gamle, stive skistøvleagtige af slagsen man havde måttet klare sig med indtil da, der klemte alle de forkerte steder. Keller var også uddannet på Forsvarets Gymnastikhøjskole og gik næsten for meget op i FUT, som det hed, eller oversat til forståeligt dansk : Fysisk Uddannelse og Træning. Han var efter sin pension med til at udvikle de berømte Jacoformsko, der blev produceret på en fabrik lige nord for Vordingborg.
   - Nu skal det ikke være øvelser og legen krig det hele, indledte Keller da der var faldet nogenlunde ro over mandskabet der også talte samtlige bafalingsmænd og et par løjtnanter og en overfænrik samt de ni menige gruppeførere,- vi skal ud på en lille, nem travetur uden oppakning, ja der er faktisk fri uniform, kompagniet stiller her igen om fem minutter, træææd af !!!
   Fri uniform betød at man kunne vade afsted ret ureglementeret.
   - Hva' fa'n skal det til for, spurgte Ole sin sidekammerat der blev kaldt Morfar, ingen anede hvor hans hyggelige øgenavn kom fra.
   - Næh, det ved jeg heller ikke, men vi er heldigvis fri for at slæbe på alt det sædvanlige lort.
   De lagde udrustningen ind under regnslagene, der var hægtet sammen to og to til biauvakker og vendte tilbage til stillepladsen mens de højlydt gav deres utilfredshed tilkende over det nye tiltag.
   - I dobbeltkolonne efter mig, råbte Keller og skridtede derudaf. Ikke noget med at tælle sine folk som han plejede at bede sine befalingsmænd om, ikke noget med at gå i takt eller anden militærisk disciplin, så man vadede nærmest bevidstløse afsted i det tunge sand, der udgjorde den primitive vej, de gik på. Det var stadig drønende varmt og i starten snåsnakkede soldaterne som de plejede at gøre, når disciplinen kørte på lavt niveau. Efterhånden som sandet blev tungere og trætheden indfandt sig efter dagens mange strabadser, ophørte snakken ganske langsomt. Selvfølgelig var der som altid de kvikke, der absolut skulle indvie resten af kompagniet i dårlige vittigheder, man havde hørt utallige gange før, men den slags soldater var der ikke noget at gøre ved. En eller anden tåbelig sergeant opfordrede til at synge Buster Larsens landeplage " Her i lejren ", men det ebbede meget hurtigt ud. Det lignede ikke den store succes.
   - Nu kunne jeg godt tænke mig at vide, hvor vi skal slæbes hen, nej hvor ville jeg give mange bajere for at få lov til at ligge hjemme hos en dejlig pige i stedet for at spilde sin ungdom i denne sandede udørk, sagde -27 der gik ved siden af Ole.
   - Som talt ud af min mund, svarede Ole svedende, - vi skulle bare have fyldt vores feldtflasker med vand.
   - Der var vel ingen ved deres fulde fem, der kunne forudse, at vi skulle udsætte os for dette.
   - I Cirkus Mille kan man udsættes for hvad som helst, der er sgu ikke mange der tager hensyn til de såkaldte menneskerettigheder, pustede Ole sig op til at sige.
   De traskede videre i tavshed.
   - Hoooldt foran, kommanderede premiereløjtnant Madsen efter en halv times traven.
   Det lod de menige sig ikke sige to gange. De faldt nærmest over hinanden og lignede nærmest rekrutter, der endnu ikke havde lært det mindste om militær optræden. Major Keller lod som ingenting, han havde øjensynlig vigtigere ting i baghånden, siden han lod soldaterne opføre sig som de ville.
   - Vi står nu foran Danmarks ældste, levende organisme, begyndte Keller sit foredrag mens kompagniet stirrede sløvt forbi ham. Det eneste de fik øje på var et gammelt, kroget egetræ, der så ud som om det var på vej til at gå ud. Et par af de laveste grene var understøttet at pæle for ikke at knække af i utide.

- Er vi gået så langt bare for at se på et egetræ? hviskede Ole til Morfar.
   - Det kunne se sådan ud, svarede han og fik ild på sin stinkende pibe.
   - I tror det næppe, fortsatte kompagnichefen,- men træet er plantet i slutningen af vikingetiden og er derfor omkring 850 år gammelt, tænk hvis det kunne fortælle, hvad det har oplevet i alle disse år? Uvist af hvilken grund hedder det Storkeegen.
   - Det ville sikkert gerne fortælle, hvor mange der har stået og pisset op af det gamle træ, kommenterede Fætter Guf interesseret. Navnet havde han erhvervet fordi han spiste de feltrationer ingen andre kunne få sig selv til at spise, såsom dåseleverpostej og ditto makrel.
   - Ville De spørge om noget -60? spurgte Keller.
   - Øhh ja, jeg ville spørge om der må ryges? fik Fætter Guf fremstammet.
   - Jeg ser nogen allerede er begyndt at ryge, svarede Keller,- ja der må ryges, jeg kan videre fortælle at træet er hult indeni og jeg synes det kunne være sjovt at se, hvor mange soldater der kan stå inde i træet.
   - Hvor sjovt kan det være? kommenterede Morfar og Ole i munden på hinanden og kom til at grine samtidig.
   Ingen syntes at være videre interesseret i projektet.
   Efter opfordring fra et par af de ivrigste befalingsmænd, lykkedes det at få kompagniet til at stille op på en lang række og da de første kravlede ind gennem hullet til egens indre, begyndte Keller at tælle. Ole blev nummer 31 og træet var næsten fyldt op.
   - Prøv at se, sagde -91 ivrigt, - der er et lille hul ovre i den anden side.
   De kiggede alle i den angivne retning og der var ganske rigtigt et mindre hul i træet, der førte ud i friheden, modsat den resterende kø.
   - Kom, vi kravler ud af hullet og stiller os op i køen en gang til, grinede - 91.
   De andre nikkede anerkendende, fin idé.
   Hullet var kun halvt så stort som det, de var kravlet ind ad, men ved at vride og vende sig kom de ud lige så hurtigt som de andre soldater kom ind, hvor Keller omhyggeligt talte hvor mange der kunne være i det gamle træ. Det gik meget fint i lang tid, men da køen udenfor blev ved med at være lige lang, fik majoren en grim mistanke. Alle gode feste slutter på et eller andet tidspunkt og det gjorde denne også. Hvis der var en soldat Keller havde fulgt med stor interesse siden indkaldelsen, var det -91, idet han altid havde en kvik bemærkning på læberne, men som aldrig var blevet straffet men ekstravagter eller lignende.
   - Hør -91, begyndte Keller, da han havde talt til 83 og hans veludviklede sans for proportioner fortalte ham, at træet for længst var fyldt op, - er De ikke allerede kravlet ind gennem hullet en gang tidligere???
   - Javel hr. major, men jeg lider af klaustrofobi og kravlede hurtigt ud af hullet på bagsiden af træet, jeg troede ikke det var ulovligt.
   - Jeg har et godt øje til Dem -91.
   Et par sergeanter gik hurtigt om bag træet for at afsløre snyderiet og var hurtigt tilbage for at afgive melding.
   - Hr major, soldaterne kravler ud gennem hullet og stiller op i køen igen.
   - Hele kompagniet stiller herude, tordnede premiereløjtnant Madsen, mens de menige dårligt kunne skjule deres svedne grin.
   - Er der overhovedet ingen af jer platfodede haletudser, der har sans for den slags? råbte Madsen videre.
   Total tavshde over hele linien.
   - Tør de fjogede grin af ansigterne, tilbage til lejrområdet i dobbeltkolonne.
   Soldaterne pjoskede efter Madsen mens de førte en lavmælt samtale om det nummer, de lige havde haft så stor succes med. -91 blev omend mere populær end han havde været hidtil. Det forblev en uløst gåde at der ikke var en eneste blandt officererne eller befalingsmændene der havde tænkt på, at der højst kunne presses nogle og tredive ind i træet, men tallet kom op på 83 inden afsløringen.
   Aldrig siden blev 3'kompagni beordret ud på en lignende udflugt og det passede dem egentlig meget godt. Til gengæld var der stof til mange gode historier, der belv fortalt igen og igen under de lange, kedelige vagter, i Tutten eller andre steder på kasernen, hvor man kunne nyde godt af den og på denne måde var de 16 måneders tvungne militærtjeneste ikke helt spildt.