I slutningen af trediverne blev der bygget masser af udlejningsboliger i Danmark. Det var et udslag af Socialdemokratiets politik med det formål at skaffe folk i arbejde efter tyvernes enorme arbejdsløshed og deraf følgende lavkonjuktur. Der var også et andet og mindst ligeså vigtigt formål med byggeriet, nemlig at give funktionærer og arbejdere sundere boliger og som de var i stand til at betale. Hvordan samfundet kunne finansiere den store opgave er et udtryk for, at hvor der er en, vilje er der en vej. Det var politikere med visioner, der styrede landet dengang.
   En af de bydele der gennemgik kolossale forandringer var Københavns Sydhavn, hvor store kareer blev opført hele vejen inde fra Enghave Plads helt ud til Valbyparken, som dengang slet og ret var losseplads. Arbejderne skulle væk fra Vesterbro, Nørrebro og ikke mindst den indre bys slum - og det kom de.
   I begyndelsen af fyrrene var der et stort overskud af ledige to- og treværelses lejligheder specielt i Sydhavnen og for at lokke lejere til, reklamerede boligforeningerne med skilte i vinduerne, der bekendgjorde at man kunne bo den første måned uden at skulle betale husleje. Det var for at lokke folk til og den form for markedsføring er vist ikke set siden.
   En af de familier der tog imod tilbuddet og flyttede ind i en to et halvt værelses midt i Musikbyen, hed som så mange andre Nielsen, slet og ret.
   Rundt om Mozarts Plads ligger Beethovensvej, Offenbachsvej, Glucksvej, Straussvej, Tartinisvej og andre, der gav bydelen navn. Huslejen var dengang 112,- kr. om måneden med tre måneder forud og arbejdsmand tjente omkring 400,- kr. om måneden. I dag betaler de fleste halvdelen af deres løn i husleje.
   I takt med at de mange lejligheder blev udlejet især af familier med børn, opstod der hurtigt et behov for større skoler og på den måde byggede man Ellebjerg Skole, der var planlagt til at huse omkring 1600 elever. En eneste ting havde politikere og arkitekter imidlertid ikke taget højde for og det var de store årgange, der var et udslag af mørklægningen under 2' verdenskrig. Hvad skulle man ellers lave i de små hjem. I slutningen af fyrrene var skolen alt for lille, idet der efterhånden var omkring 2200 skolesøgende børn der hørte til denne skole og hvordan i alverden klarer man det rent praktisk?? Et genialt hoved i den kommunale forvaltning nedkom med Columbusægget.
   Man indførte mellemtimer !
   Nogle elever fik undervisning fra 8 til 10 om morgenen, så kunne de møde igen fra 14 til 16 om eftermiddagen og det blev de mindste klasser der fik delt undervisningen i to med en ordentligt "spisekvarter" på ikke mindre end fire timer. Eleverne fra fjerde klasse og opefter havde de gode timer midt på dagen, da de skulle op til mellemskoleeksamen efter femte klasse. Nogle kaldte ordningen genial, men det var dem, der ikke selv prøvede det.
   Familien Nielsens yngste hed Per og begyndte sin lange skolegang med mellemtimer i 1949. Det mest interessante ved den historie var på alle hverdage omkrink klokken 13, hvor Pers mor sammen med kvarterets andre mødre råbte på deres børn, så de atter kunne genoptage skolearbejdet klokken 14. Ofte var det ikke nok at råbe, så måtte mødrene på gaden for at finde deres afkom, der selvfølgelig skulle skifte til skoletøjet, inden de blev returneret til læreanstalten. Det kunne være en opslidende proces flere gange om ugen, især om sommeren hvor legepladsen omfattede alt fra fiskerihavnen over Valbyparken til sandkassen midt i ejendommen.
   På grund af den skæve skolegang var de små elever tit henvist til lokaler, der på ingen måde egnede sig til dansk, skrivning og regning og den slags ting, der blev undervist i de tre første skoleår. Pers klasse, der bestod af ikke mindre 45 elever havde dansk i fysiklokalet, der lå øverst oppe i den store hovedbygning. Tankerne tog næsten altid på en lang udflugt sidst på eftermiddagen, når solen bagte ind af vinduerne og indlæringsprocenten var lig nul. Et af de mere kvikke hoveder i klassen fandt ud af, hvordan man kunne underholde de trætte kammerater og på den måde bidrage til en lidt mere spændende skolegang. Han fandt på at lukke op for den ene af de to gashaner, der var monteret på forkanten af hvert bord, bare en lille bitte smule. De kammerater der sad nærmest opdagede hurtigt den karakteristiske lugt og vidste at der var noget i gære. Når lærer Madsen kom forbi på sin evige travetur, standsede han brat op og udbrød.
   - Hvad i alverden, sidder I og leger med gashanerne?
   I mellemtiden har eleven lukket for gashanen og sidder ganske uskyldigt med himmelvendte øjne mens beviset fordamper op under loftet.
   - Jeg spørger igen, hvem har åbnet for gassen? Han rettede sin inkvisitoriske blik mod den formastelige, der gør alt for at ligne uskyldigheden selv. Det lykkes ikke alt for godt, men heldigvis er der hjælp at hente. Per lukker en lille smule op for hanen på sit bord og lukker med det samme, virkningen udebliver ikke.
   - Hvad er nu det, råber Madsen der også gik under navnet "Hudibras", - hvem fanden lukker op for gassen?
   Han for op og ned af midtergangen for at lokalisere lugten, men hver gang han vendte ryggen til, bliev der lindet bare en lille smule på en ny gashane. Det lykkedes aldrig at finde gerningsmændene eller gerningskvinderne, idet pigerne var nøjagtig ligeså ihærdige som drengene.
   - Hvis det ikke holder op omgående, henter jeg skoleinspektøren, Madsens stemme går næsten i falset.
   Navnet "Hudibras" har læreren i det lortebrune, tætsiddende jakkesæt, den slidte skjorte og det fedtede slips erhvervet felre år tidligere, han havde nemlig været danmarksmester i 100 meter løb og "Hurtig-Madsen" blev af de uvorne unger lavet om til "Hudibras", hvilket bragte manden på sammenbruddets rand, når det blev råbt efter ham i skolegården, når han var gårdvagt, men han var ikke så hurtig, at han kunne fange de elever der råbte.
   At lukke op og i for gashanerne var timet utroligt godt, selv om de forbandede elever ikke havde aftalt noget på forhånd, man lukkede ikke op for gassen før der manglede 10 minutter eller et kvarter af timen. Det resulterede altid i, at klokken ringede, inden Madsen fandt den skyldige, eller fik sig taget sammen til at hente skoleinspektøren.
   Gasfidusen fik en parallel. På den lange hylde over vinduerne ud mod skolegården stod væsker og syrer i række med gummislanger ned i en højde, hvor man kunne tappe indholdet over i reagensglas eller kolber og hvad de ældre elever skulle bruge til fysikforsøg. Gummislangerne var lukket med klemmer.
   Når så undevisningen blev alt for kedsommelig kunne en elev finde på at linde lidt på klemmen med svovlsyre, der så langsomt dryppede ned på gulvet, hvorefter der hurtigt bredte sig en hørm af rådne æg. Reaktionen hos Madsen var fuldstændig som med gassen, han opdagede selvfølgelig lækken og fik sat klemmen rigtigt på, men fandt aldrig ud af, om det var den forrige klasse der havde smølet med de giftige dråber, eller det var hans egne elever der fik tiden til at gå med noget fornuftigt.
   Hvis ikke lærerne forstod at fængsle eleverne med moderne pædagogik og levende undervisning, skulle de, altså eleverne, nok selv finde ud af slå tiden ihjel mellem klokken 14 og 16. Et arrangement alle eleverne var enige i og hvordan Herluf Madsen havde det med den slags, må stå hen i det uvisse, på den anden side kunne han ikke se det morsomme i noget som helst.