Vi befinder os nøjagtigt på grænsen mellem 50'erne og 60'erne. Dengang levede resterne af de berømte Ford-biler Model A, fra anden halvdel af 20'erne, ubekymret videre til andre formål end oprindelig tænkt af Henry Ford. Enkelte kunne opleves på Amager Travbane, når der var stock-car løb og det kun handlede om at gennemføre, uanset hvordan man kom frem og hvor bulede bilerne blev. Mange af kørerne havde i deres ungdom kørt rigtigt ræs, hvilket krævede en banelicens og hvis de skiftede til bule-bil-løb, som stock-car race blev kaldt i folkemunde, mistede de deres banelicens. Dansk Motorsports Union mente ikke sidstnævnte var en sport på niveau med det, der foregik på bl.a. Roskilde Ring. En af de berømteste kørere var Morian Hansen der på trods af en fantastisk karriere på europæiske racerbaner, sluttede med at bule biler på travbanen og vist nok ikke kunne generhverve sin banelicens. Motorerne var noget af det mest sejlivede, der nogensinde er fremstillet og når karosseriet var tæret op, styrtøjet nedslidt og livsfarligt, levede motorerne videre i små fiskejoller og lystbåde. Reservedele var nemme og ikke mindst billige at støve op hos hele landets mange autoophuggere.
   På trods af dette kørte der stadig et eksemplar af den populære model rundt på landevejene i trekantområdet Tåstrup, Ishøj Strand og Køge hér 30 år efter produktionen var stoppet og afløst af mere eller især knapt så holdbare modeller. Bilen var velholdt og opholdt sig for det meste i sin garage, idet ejeren til dagligt havde nok at gøre med at passe sit lille husmandssted på 20 tønder land. Den blev startet sådan cirka hver eller hver anden fredag for at transportere husmanden og hans evigt knævrende kone de 7-8 kilometer til Høje-Tåstrup, når de skulle til byen for at købe ind i større omfang. Bilen havde samme lortebrune farve som fabrikken i USA havde forsynet den med 33 år tidligere.
   Historien var aldrig kommet udenfor den lille, firlængede gård ved navn Ågård, hvis det ikke lige havde været fordi der den 2' november 1959 var kommet en helt ny og grøn landvæsenselev på gården ( undskyld husmandsstedet ), der med lidt velvilje kunne betegnes som et alsidigt roderi. Konen havde et halvt hundrede høns, der var 7-8 søer enten drægtige eller med smågrise, der var fedegrise og et besætning på 8 røde, danske malkekøer plus et par kvier. Alting ganske normalt for den tids små landbrug.
   Landvæsenseleven fik tildelt det obligatoriske værelse i forlængelse af malkerummet. Møblementet var ydeerst spartansk, men også typisk for tiden : En seng med frisk byghalm i bunden, et klædeskab, et lille vakkelvorent bord og en tilsvarende stol. I loftet hang en søvnig pære, der knapt gav lys nok til at læse ved om aftenen og for at understrege det landlige miljø var væggene hvidkalkede og lugtede kolde og sure. Det var langt fra spændende, men når arbejdstiden begyndte klokken seks om morgenen og aldrig sluttede før 12 timer senere var det kun sengen, der blev benyttet.
   Af disse grunde blev de kommende udflugter til Høje-Tåstrup et befriende afbræk i det daglige trommerum. Den unge, uerfarne landvæsenselev blev nemlig inviteret med.
   Da de havde spist aftensmaden fredag aften, blev Ford'en bakket ud af sin garage, hvis underlag bestod af jord, hvorpå der var lagt et par brædder. Disse forhindrede at hjulene sank i, når regnen var løbet ind under garagedørene og forvandlet det hårdttrampede underlag til en mudderpøl. Der gik lidt tid med at indstille tændingen og gassen på de to håndtag under rattet og imens ventede konen og landvæsenseleven andægtigt ude på gårdspladsen.
   Bonden tøffede den aldrende bil ud, passagerende steg ind og så gik det i roligt tempo hen ad den grusbelagte markvej.
   Jens, som landvæsenseleven hed, havde det store bagsæde for sig selv. Ude på den asfalterede sognevej blev farten sat op og i næsten samme øjeblik begyndte konen at sludre løs på sit brede, uforfalskede sjællandske. Hun kom oprindeligt fra omegnen af Ringsted, nærmere betegnet Sneslev og har man trådt sine barnesko der, er det næsten umuligt at skjule sin dialekt. Bonden gryntede bare med jævne mellemrum for han havde nok at gøre med at styre Ford'en på den mørke vej, hvor hastigheden ikke på noget tidspunkt kom op over 50 kilometer i timen.
   Det lykkedes at finde en parkeringsplads langs kantstenen midt på hovedgaden.
   Konen havde indkøbstasken med og var klar til på egen hånd at ordne det fornødne i butikkerne, bonden skulle klippes og Jens ville bare købe et ugeblad, lidt slik og en sodavand til at forlyste sig med, når han var tilbage på værelset, det vigtigste var bare at komme væk fra gården et par timer. Han savnede København og ikke mindst Strøget, så det gjorde ondt langt ind i hjertet.
   Hans første arbejdsplads efter skolen sluttede lige før Sankt Hans havde været et lille gartneri ikke langt fra Sengeløse, det skulle være en forsmag på, hvad der ventede ham ved landbruget hvor det var planen, han skulle begynde til skiftedag, altså d. 2. november.
   Han købte en sandkage, et ugeblad og et par sodavand hos en købmand og så bonden komme ud fra en barbersalon ikke så langt fra fra bilen. Det var blæst op og vinden medførte de første, kolde regndråber. Jens tænkte på ugen der skulle komme og alle de forderoer, de endnu ikke havde nået at køre i kule. Det var ikke nogen fornøjelse at arbejde ude alt for dårligt vejr. Længere kom han ikke i tankerækken.
   - Nå, jamen så venter vi bare på Karen, sagde bonden og lukkede bildøren op.
   Jens satte sig atter ind på bagsædet, lidt efter regnede det rigtigt og vinden var taget yderligere til. Folk ude på gaden hastede afsted i det flimrende lys fra gadelygterne og hurtugt dukkede konen op med alle sine pakkenilliker.
   - Nå, er I allerede færdige? hun vendte sig om og kiggede på Jens.
   - Hm,- ja, svarede bonden og var allerede i gang med at finde tændingslåsen og indstille de to håndtag.
   - Jeg er osse færdig, sagde Jens og glædede sig til sandkagen og ugebladets krydsord.
   Da motoren havde de rigtige omdrejninger kom et uventet spørgsmål.
   - Er der noen bagvied? spurgte bonden på sit bedste sjællandske.
   Hverken han eller konen drejede hovedet, så Jens fattede hurtigt at spørgsmålet var henvendt til ham. Han drejede hovedet og kiggede ud gennem den ovale bagrude.
   - Nej, der er ikke nogen bagved, svarede han.
   - Og fremdeles ikke? fortsatte chaufføren, der åbenbart ikke kunne dreje hovedet på grund af sin kødfulde, lyserøde nakke.
   Jens kiggede endnu engang bagud.
   - Nej, det er der ikke.
   - Kan jeg kyre?
   - Ja, der er helt fri bane, svarede Jens med et smil på læberne, hvorefter der blev givet gas og bonden styrede Ford'en ud i den sparsomme trafik på hovedgaden. Kursen blev stukket af mod husmandsstedet ved Ishøj Strand.
   Hvordan han klarede sig, når han var alene i byen forblev en gåde.
   Kort tid efter skulle bilen til mekanikeren og bonden kørte selvbevidst ud af gården. Jens var lige sat i arbejde, så han under ingen omstændigheder kom til at kede sig resten af formiddagen. Lige før klokken 12 og den ventende middagsmad kom bonden tøffende tilbage med klenodiet og Jens tabte både næse og mund, da han var på vej ind i malkerummet for at vaske hænder. Efter at have passeret porten, drejede bonden i et flot højresving ind i garagen og lige dér på trinbædtet stod hans træsko uden at falde af.
   Noget lignende havde landvæsenseleven aldrig oplevet før. Træskoene blev på sin plads, fordi det brede trinbrædt var forsynet med skridsikkert, bredriflet gummi.
   Da de havde spist og husbond trukket sig tilbage for at få sin hårdt tiltrængte middagslur, spurgte Jens sin madmoder.
   - Hvordag kan det være Aksel kører rundt med sine træsko ude på trinbrædtetog ikke har dem på inde i bilen?
   - Jeg vil ikke ha' de beskidte træsko inde i bilen, svarede konen ganske indlysende.
   - Nej, det er da klart nok, svarede opkomlingen fra stenbroen, takkede for maden og luskede ud på sit lille værelse for at sove en halv time.
   Hver gang de var i Tåstrup var det fast procedure at Jens kiggede ud gennem bagruden for at delagtiggøre chaufføren med den kødfulde nakke om der var noen bagvied og hver gang kom han til at tænke på træskoene der foretog turene på trinbrædtet. Men om fredagen havde bonden sine fine gå-i-byen-træsko på og de måtte gerne være inde i varmen, så der var ikke så meget at grine af.