Han sidder i sin gode stol og ser på mig, øjnene glimter bag de store brilleglas: "Emma", siger han: "Jeg har en ide".

Jeg nikker, Jan får tit ideer: "Jo".

"Vi har brug for en forening", han hamrer hånden ned i bordet ved siden af computeren, rejser sig og begynder at trave rundt: "Jeg bliver så vred", mumler han.

Jeg sætter mig på en af spisebordsstolene, og ser på ham. Der er lidt løve i bur over det. Han gør mig urolig: "Jan, kan du ikke sætte dig ned".

"Nej", han står som et fyrtårn midt i stuen og blinker.

"Hvad for en forening"? Spørger jeg.

"Foreningen af sure gamle poeter. Hø - hø", han ser på mig med et vredt blik.

"Det lyder ikke som nogen forening jeg har lyst til at være med i".

"Næ, du er også altid så positiv".

"Navnet", tøver jeg.

"Er der noget galt med navnet"?

"Sure, det lyder ikke godt".

"Næ, næ, men det er heller ikke godt. Jeg tror vi er mange der er sure. Jeg skriver et læserbrev", han peger på mig, som er jeg skyld i miseren. Så sætter han sig ved computeren og taster løs: "Der er kaffe på kanden", brøler han.

Jeg trasker ud i køkkenet, og hælder kaffe i et krus, før jeg sætter mig ind i stuen igen. Jeg ser på min gamle ven. Evigt indigneret kaster han sine arme og fingre rundt i dans over tastaturet. Om lidt vil han bede mig kommentere teksten.

Jan synes vi bliver uretfærdigt behandlet. Det gør vi måske også. Jeg synes han er heldig, han har fået udgivet en hel bog, på et "rigtigt forlag".

"Tror du jeg har fået andet end almisser", hvæser han hver gang jeg nævner det. Jeg er alligevel lidt misundelig. Han kan sådan rigtig skrive forfatter om sig selv. Jeg har skrivebordsskuffen.

"Måske er der ikke den store forskel", siger Jan. Der er forskel synes jeg. I dag vil jeg sende min novelle til en konkurrence. Måske er jeg heldig at få en plads i antologien og to gratis eksemplarer af bogen. Jeg ser det for mig. Når bogen kommer vil jeg åbne den på den side, hvor min fortælling står. Jeg vil lade en finger glide kærtegnende henover titlen og forfatternavnet. Trykt sort på hvid, det bliver en stor dag. Men jeg er ikke sikker på jeg vil fortælle Jan om novellen. Jeg drikker af kruset, ser ned i den sorte væske. Romanen jeg er i gang med, er en strandet hval mellem overspringshandlinger, nødvendigt arbejde og manglende stædighed. Hvem bekymrer sig om det? Det gør Jan. Jeg studerer hans bøjede ryg og koncentrerede blik. Jeg kan lære meget af Jan, har allerede lært meget. Lyden af printeren fortæller han er færdig. Han vender sig og løfter en knyttet næve, og går ud i køkkenet, sikkert efter kaffe. Jeg går over, griber papiret og begynder at læse:

Hvem bliver udgivet på de etablerede forlag

Er adgangsbilletten om du er kendt? Journalist? Har en højere uddannelse? Og/eller gerne alle tre i en? Er jeg bare misundelig? Tør jeg overhovedet tale om det? Vil det stemple mig og mine meritter fremover?
   Ja gu' er jeg misundelig. Lige muligheder for alle har jeg fået tudet ørerne fulde med hele livet. Jeg kunne bare have taget mig sammen, og gjort det jeg drømte om. I en alder af 60 år tvivler jeg. Ballasten er ikke helt enkel at bryde.

Jeg vil derfor foreslå, at alle interesserede, "Sure gamle poeter", der føler sig diskriminerede og dårligt behandlede af de etablerede forlag tager kontakt her. Så laver vi en forening, der arbejder på at ændre forholdene til det bedre.
   "De sure unge poeter", kan henvende sig til min unge veninde Emma.

Med venlig hilsen Jan Jensen, forfatter til "Gorillaer uden bur".

Jeg ler og ser på Jan.

"Du vil da gerne være med. Vil du ikke?" spørger han inden han sætter sig i den gode stol igen.