Vi gik langs vandet, Thomas traskede et par skridt foran os andre. Han gik i det brede bælte af tørt, næsten sort tang, der glinsede rødligt og nogle steder grønt, hvor det stadig var vådt og hvor bølgerne med jævne mellemrum ramte ind, i hvert fald de største af dem. Tanglopperne sprang omkring hans skosnuder, og han var flere gange ved at glide på de glatte sten der som miner lå skjult under tangen. Han var selvfølgelig ligeglad, han havde udviklet en teknik, så det aldrig gik galt. Han kunne gå, hvor han ville, og han gjorde det, gik målrettet afsted uden at bekymre sig det mindste. Han gik som havde han travlt, som havde han et vigtigt ærinde. Der var noget magtpålæggende og stålfast over hans ufravigelige kurs, men alle vidste jo, at han ikke skulle nå noget. Når han ikke var sammen med os, stod han vist mest ved filebænken i sin stedfars værksted og rodede med knallertmotorer. Hans fingre, og især neglene og strækhuderne mellem fingrende var kronisk sorte af gammel fedtet motorolie. Han burde gå oftere i bad, det ville nok også afhjælpe lidt af akneproblemet. Vi kunne ikke kalde ham pizza face, men han var hårdere ramt end os andre. I det mindste kunne han skifte T-shirt, så lugten af sved, der altid hang om ham, ville blive mindre intens. Ja, det burde han, men vi burde nok også opfordre ham til det, måske bare sige noget om, at pigerne lettere bed på krogen, hvis man gik i bad og skiftede tøj. Vi tænkte det nok hver især, men ingen af os gjorde noget ved det. Han var jo stadig en af os, det kunne der ikke sådan laves om på. Nu gik han her på stranden og banede vejen for os. Bag ham gik Troels, ikke nær så sikkert, men han veg ikke udenom tangbæltet. Tænk at hedde Troels, det var næsten ligeså slemt som at hedde Carsten. Troels var den ældste af os, det hjalp lidt. Han fyldte snart 16. Vi andre var kun lige fyldt 15, ja Jesper var stadig kun 14. Vi gik side om side, Jesper og jeg, vi var cirka lige høje, men Troels var næsten et hoved højere. Han var også bredskuldret, og det var ham vi søgte ly bag, hvis vi i skolen eller til festerne blev provokeret eller passet op af knallertbøller eller andre idioter. Han havde sorte krøller, men var altid så kortklippet, at det var de færreste, der vidste det. Hans hud var mørk, som havde han lige været en uge på ferie et sted i syden, og så havde han aldrig haft en bums. Han var stor og robust, men måske ikke ligefrem flot. Der var piger, der så efter ham, men han sigtede selvfølgelig for højt, ignorerede de interesserede, og endte altid op med ingenting. Jeg beundrede hans styrke, og at han brugte størrelse 46 i sko, men var ham på andre områder overlegen, det bildte jeg mig i hvert fald ind. Jeg var bedre til det med piger, jeg sigtede også højt, men var ikke for stolt til at tage imod tilbud fra de lavere rækker. Det gav selvtillid, og når man lå der på en sofa eller i en eller anden seng i et eller andet hjem, hvor der tilfældigvis var fest, med kroppen fuld af øl og hænderne fulde af begær, spillede det ikke den store rolle, hvor pigen til dagligt var indplaceret. Troels skulle være fisker, hvordan han skulle blive det, vidste han vist ikke helt, men han havde snakket med en vejleder af en slags, og de havde prajet sig ind på, at det var fisker, han skulle være. Thomas gik i specialklasse og ville være mekaniker eller smed. Jeg anede ikke, hvad jeg ville være, jeg ville gerne være rig, være noget, men mere konkret kunne jeg ikke gøre det. Jesper, der var så klog, ville være lærer, ligesom sin far, der boede i København, eller læse på universitetet i København, men først skulle han på gymnasiet, og der var stadig nogle måneder til. Vi gik i sandet. De andre lagde ikke mærke til det. De gik jo forrest, og jeg ville ikke ødelægge mine nye sko. Det var et par helt nye Airwalk, sorte snuder og blå og grå sider i ruskind, med det lysende hvide "A" lige midt i den mættede blå, og så selvfølgelig med den sorte skrift mod de hvide såler. Jeg havde fået dem i fødselsdagsgave dagen før. Jeg gik ikke så godt i dem, og gjorde mig umage for, at min mor ikke skulle se, at jeg faldt lidt ind, at de ikke støttede svangen i tilstrækkelig grad. Opdagede hun det, ville hun stensikkert bytte dem til nogle andre, men det var dem her, jeg ville have, dem jeg havde ønsket mig. Jesper gik stadig i vinterstøvler, selvom det havde været den luneste marts jeg kunne huske. Nu var det den 19. vejret var mildt, men havet bar en kold brise med sig, og vi skuttede os i vores åbne vinterjakker. Kun Thomas så ud til at være ligeglad, han gik med lange skridt og hænderne dybt begravet i lommerne på den tynde jakke, han altid gik med. Han skulle altid spille så cool.
   Vi stoppede op ved nogle store sten og satte os på dem. "Så blev du sgu buksemyndig, tillykke med det, den slags skal sgu fejres" sagde Troels med en påtaget gammelmandsstemme. Jeg rødmede lidt, men vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare, så i stedet ned på mine sko og fjernede lidt ålegræs, der havde kilet sig fast mellem de brede snørebånd. Der var allerede kommet saltvandsskjolder på det blå ruskind, vi boede på en ø, så hvad fanden. "Vi har en lille gave til dig" sagde Thomas og rakte mig en flaske lambrusco. Hvor den kom fra, forstod jeg ikke. Den var der bare lige pludselig, stampet op af sandet. Jeg fik fremstammet noget i retning af "forhelvede da, tak, men skal vi drikke den nu, det er jo søndag?", mens Troels himlende tog flasken fra mig, løsnede ståltråden og hjalp proppen et lille stykke på vej, til den selv kunne klare resten. Puf sagde det, og indholdet begyndte at løbe skummende ud ad mundingen. "Det er en han" råbte Troels og gentog "det er en han". Det var sgu da kun noget, man sagde om øl, men han havde ret. "Skynd dig for helvede, det hele løber jo ud, hvis du ikke kommer og drikker" råbte Thomas, og jeg tog flasken og drak. I begyndelsen var det mest skum, der smagte af gær og som bare voksede og voksede i halsen på mig, men så nåede lambruscoen min tunge, og jeg kunne slappe mere af, drikke slurk for slurk. "Ahh, men føj for satan, jeg har det som om, at jeg skal knække mig" stønnede jeg, mens jeg rakte Jesper flasken. Han lugtede lidt til indholdet, men gav den så videre til Thomas, der hånligt tog imod den og drak nogle enorme slurke, før Troels tog den fra ham, og jeg indså, at jeg igen stod for tur. Satans. Jeg kunne ikke komme hjem og lugte af vin. Jeg følte mig allerede beruset, åhhh for helvede da også, og jeg så, at jeg havde spildt ned ad jakken. Så blev det min tur, men før jeg fik sat flasken for munden, trak Troels et paprør frem af sandet. "Her" sagde han, og jeg satte flasken i sandet og tog imod røret. Den ene ende var modificeret en smule, og var pakket ind i avispapir og tape, den bulede ud. Den anden ende så almindelig ud, hvid med det røde dæksel for enden. Hvad fanden var nu det? Vi plejede ikke at give hinanden gaver, og jeg så nok lidt mistroisk ud, for Troels sagde "kom nu din bøssetøs, den bidder ikke, tør du nu ikke engang åbne din fødselsdagsgave?". "Er det en kæmpe negerdildo?" spurgte Thomas, men hvad fanden regnede han med? Jeg fjernede det røde dæksel i enden af røret og så ind. Det var spidsen af fægtekårdee. Troels havde købt den på et loppemarked da han var 12. Jeg havde brændende ønsket mig den, men han havde hverken villet sælge den eller låne mig den, men nu var det pludselig min. En bulet og skæv Wilkinson Sword. "tak" fik jeg fremstammet, og prøvede ikke at virke alt for skuffet. Jeg var 15 nu, jeg var ikke et barn mere, hvad skulle jeg dog med en kårde? Jeg vendte røret om og pakkede grebet med håndbeskyttelsen ud, som Troels ikke havde kunnet presse ned i røret, men nødtørftigt dækket med en reklameavis fra Spar. Jeg trak kården ud af røret, tog nogle trin og illuderede Zoro, slog ud i luften med kården, men stak den så i bæltet. "Tak" sagde jeg endnu engang, og så gik vi videre.
   Vi gik videre langs vandet og bøvsede lambruscobøvser, mens flasken gik på omgang. Min fødselsdagsgave, kården, strejfede igen og igen Jespers højre ben. Jeg måtte undskylde, men den var jo ikke rigtig spids. Det var jo sådan en sportskårde, men han blev alligevel overraskende hidsig. "Undskyld det var ikke med vilje, det er fordi vi går for tæt" sagde jeg, men Jesper sagde ikke noget, han så bare den anden vej, ud over havet. Derude kunne man, når det var mørkt og klart, se arbejdsprojektørende på storebæltsbyggeriet, men ikke nu. Der var fralandsvind, de små bølger bevægede sig væk fra stranden. Foran os gik de to andre og talte om vigtigheden af at være buksemyndig, at kunne gå hele vejen, hvis chancen bød sig. Ingen af dem havde endnu haft heldet med sig, men Thomas havde været tæt på flere gange, sagde han. Jeg havde kun været vidne til nogle håbløse forsøg fra hans side, men han havde vist fået bid engang. Det var vist på sidste års Reventlowmarked, eller til noget byfest i Nakskov. Jeg var i hvert fald ikke med. Det talte de meget om. Hans fangst altså. Han var gået med en pige, og havde været væk i en halv times tid. Da de kom tilbage, havde han stolt vist sin højre hånd frem. Sort som altid, men pege- og langefingeren var påfaldende rene. Det var beviset. Sådan var historien blevet gengivet igen og igen. Troels blev ved med at hive detaljer ud af Thomas, der nød det, han svælgede i sine bedrifter, og selvom vi havde hørt det meste før, farven på kussehårene, duften, størrelsen på brysterne, farven på brystvorterne, hvor mange fingrer hvor, og så videre, virkede Troels henrykt. Jeg kunne også godt lide at høre på det. Også selvom det meste sikkert var løgn. Lambruscoen var næsten tom, men jeg rakte den prøvende over mod Jesper, der tog tilløb til at tage imod den, men i det samme strejfede kården hans ben igen, hvilket fik ham til at trække hånden til sig, mens Troels så sit snit til at snuppe flasken.
   Vi gik i stilhed, vi gik i den sagte brusen fra den lette brænding, vi gik, modvilligt lyttende til Thomas' og Troels' umulige eskapader. Jeg passede på mine nye Airwalk. Jesper så ud over vandet. Vi boede på Fejø. Det var det, der bandt os sammen. Vi gik på stranden. Fra Skovnakken mod Briget og videre endnu. Jeg var buksemyndig. Jesper var stadig 14. Thomas og Troels var snart 16. i hvert fald Troels. Jeg så ned på mine sko, kården strejfede Jespers ben. Han satte farten op, forcerede og overhalede hurtigt de andre. Jeg så op, men så igen ned, prøvede at lokalisere hvor mit næste skridt ville placere skoen denne gang. Thomas og Troels grinede ad Jesper. De hånede hans pludselige temposkift, vi var jo ikke børn, der løb om kap længere. Nu handlede det om kusse og knallerter. Han kunne sgu da ikke bare begynde at løbe. Jesper stoppede op ud for en lille blå glasfiberjolle, der lå fortøjet til en bøje et stykke ude i den lavvandede vig. Nej han stoppede ikke op, han skiftede retning, og styrede direkte ned mod vandkanten og videre ud i det lave vand, ud mod jollen. De andre stoppede op og råbte og lo, kom med tilråb, men det lod ikke til, at Jesper hørte det. Han nåede jollen. Vandet gik ham til skridtet. "Kun til navlen, husk det nu" råbte Thomas, mens Jesper svang sig op og ind over rælingen. Han satte sig på bænken midt i jollen og så ind på os. Vi stod der og vidste ikke rigtigt, hvad vi skulle sige. Hvorfor havde han gjort det, vadet ud i det forbandede kolde vand, ud til jollen? Det var sgu for åndsvagt. "Kom ind din idiot" råbte Thomas og fortsatte "bøsser som dig får sgu da lungebetændelse af det der". Sådan stod vi og så ud på den let vuggende jolle, prøvede at læse Jespers ansigt. Thomas slog smut, men så begyndte Troels at tage sko og strømper af. Han smøgede bukserne op til knæene og mærkede forsigtigt på vandet. "For helvede, aih, hvor er det koldt" han gøs lidt mens han sagde det. Det lød fimset, det indså han også selv og bevægede sig så lydløst ud mod jollen. Han gik med hænderne om de opsmøgede bukser, så de ikke skulle falde ned og blive våde. Vi kunne se, og næsten selv mærke, hvor ondt det gjorde på fødderne, han var sikkert tæt på krampe. Troels nåede bøjen, som jollen var fortøjet til, så bukkede han sig ind over den og bandt fortøjningen op. "Nu trækker jeg dig ind" sagde han med tænderne hårdt sammenpresset, så de ikke skulle begynde at klapre afslørende, mens han hurtigt bevægede sig ind mod stranden igen. Jesper sagde ingenting, det var ligesom om, at han var et helt andet sted. Den blå fortøjning var måske 10 meter lang og bestod af et tyndt nylonreb. Da Troels var næsten inde, vendte han sig mod Jesper i jollen og sagde " nu kan du sgu selv klare resten" og slap så rebet. Troels grinede til os andre, mens han nåede land og fik sat sig på en sten, så han kunne få varmen og fjerne det værste sand fra sine fødder. Jeg så ud mod Jesper. Han sagde stadig ikke noget, men jollen var begyndt at drive. Ikke særlig hurtigt, men hele tiden lidt længere ud. Han burde hoppe i nu, før den kom så langt ud, at gåturen ind ville blive for lang og smertefuld, men han tøvede. Jeg kunne pludselig se, at han tøvede, og for hvert sekund drev jollen længere ud. "Du når Storebælt, hvis du ikke hopper i nu" råbte jeg, men han svarede ikke. Hans tøvende blik var blevet trodsigt. Ventede han meget længere, ville turen ind blive en svømmetur. Jeg tror, at han indså det, for han så sig om i jollen, ledte efter en stage eller nogle årer, men jollen var tom, det vidste han da for helvede godt. Jollen drev og drev og var nu så langt ude, at det var et spørgsmål om sekunder før den ville være fri af Skovnakkens læ, drive ud i det åbne vand og accelererende drive mod Storebælt. "Man kan jo gå til Vejrø, så hold da op med at stå der og gå i panik" sagde Thomas, men han fattede jo intet, når det kom til stykket. Det her var alvor, Jesper turde ikke springe i, og vi andre kunne ikke nå jollen. Han havde opgivet, jeg kunne se det på ham. Han var efterhånden for langt væk til, at jeg kunne læse de finere nuancer af hans ansigt, men jeg kunne se, at han havde givet op. han ville ikke springe i, men han var jo allerede gennemblødt fra livet og ned, så at blive i jollen, drive afsted, til havs, var heller ikke en mulighed. Han ville dø halvt af kulde, før han ville blive hentet i land. Han havde indset det, men også affundet sig med det. Nu var jollen fri af Skovnakkens dækning, og begyndte at vugge voldsommere som strømmen og bølgerne tog til, og jeg kunne se, at Jesper holdt bedre fast i rælingen end han havde gjort før. Jeg synes han så bebrejdende på mig, men måske var det indbildning. Jeg tøvede, men for helvede da, det var nu eller aldrig. Jeg plantede kården i sandet, dybt, og løb så ud i det iskolde vand. Bunden gav sig et par centimeter, føj, jeg så ned på mine Airwalk, men de var umulige at skelne fra det gråsorte opvirvlede mudder. Satans, men jeg kunne ikke stoppe op, det her var alvor. Troels og Thomas var færdige af grin, oh, hvor de morede sig, men de var let gennemskuelige. Deres grin og tilråb dækkede selvfølgelig over mig i vandet der, men mindst ligeså meget over den forløsning, det måtte være, at en anden havde taget affære. At det var mig, en af de små og slappe, så ikke ud til at gå dem på, men mon ikke det alligevel gjorde? Der kom efterhånden færre tilråb, men de stod stadig derinde, nærmest sammenknækkede af grin, oh, de syntes det var morsomt. For helvede da, hvad havde de gang i, de vidste sgu godt, at den var gal? Jesper så nu mere ud mod Storebælt end ind mod os, jeg vadede så hurtigt jeg kunne, men jollen drev hurtigt nu. Vandet nåede de kritiske punkter, først nosser, så røvhul og få meter længere fremme maveskindet. Jeg krympede mig ved hvert punkt, det var som om, at det iskolde vand forsøgte at tvinge mig tilbage. Jesper var ligesom vågnet af sin tilstand af trods, opgiven eller vægelsind eller hvad det nu var, og vendte ansigtet mod mig, så direkte mod vandet på den anden side af jollens ræling. Ville han måske alligevel springe? Nej, han så ind mod mig, jeg var kommet tættere på, men nu blev det dybere, det gik hurtigt nu. For helvede - vi var langt fra land. Vandet nåede mig til brystet, og den øgede vandmodstand umuliggjorde mit forsøg på at indhente jollen. Jeg lænede mig forover, svømmende nærmede jeg mig jollen, men kun fordi Jesper forsøgte at bremse op, han brugte sine hænder og skovlede løs. Det hjalp ikke meget, men jeg nærmede mig trods alt. Jeg havde glemt kulden, men da jeg opdagede, at jeg kun kunne nå bunden ved at stå på tæer og hoppe, kom bevidstheden om kuldens nærhed igen. For satan, hvor var det koldt. Jeg blev bange, ikke panisk, jeg var stadig fattet, men jeg var bange. Jeg var ved at opgive at nå den forbande jolle, da noget pludselig ramte min ryg og ligesom gled forbi mig, mens det bydende kærtegnede min gennemblødte jakke. Det var det blå reb, fortøjningen, jeg havde glemt den, udelukkende fokuseret på jollen, men bedst som jeg stod der og hoppede op og ned som et andet ekkolod, gled rebet forbi mig. Det drev forbi, og jeg nåede ikke at gribe fat om det. Jeg nåede at tænke "grib fat", men mine hænder ville ikke lystre. Jeg satte af fra den mudrede bund, som jeg kun lige kunne nå, hvis jeg stod på tæer. Det gik langsomt, men jeg havde kurs mod enden af det blå nylonreb. For helvede da, hvor var min jakke tung. Jeg tog svømmetag med armene, mens mine ben hoppede hen over bunden. Jesper sad som forstenet, han havde for længst opgivet padlerriet. Hans hænder måtte også være stivfrosne, men det gjorde ikke livet lettere for mig. Jeg tænkte på mine sko, mine helt nye Airwalk, som jeg ikke engang havde nået at have på i skole. Jeg tænkte på de M&M's peanuts i min inderlomme, og hvordan de mon ville farve indersiden af lommen blå, grøn, gul og rød, men så nåede jeg rebet. Vandet føltes næsten varmt om min hånd, da jeg strammede til og så, hvordan jollen kort efter gav et lille ryk, og trodsede strøm og bølger. Jeg havde nået målet, indfanget jollen, men faren var ikke drevet over endnu. Nu begyndte den hoppende tur tilbage. Jesper padlede igen med sine hænder, men det var alligevel tungt at komme frem. Jeg måtte tænke ti meter frem ad gangen. Delmål på delmål, og da det lykkedes og vandet gradvist blev lavere, kunne jeg efterhånden rette mig op og gå. Der var stadig omkring 100 meter til land, men jeg kunne gå hurtigere nu. Vi var i ly af Skovnakken, men den kolde vind var stadig bidende herude. Det var næsten bedre at være omsluttet af vandet, men jeg var nu alligevel glad for at kunne mærke bunden, og at vandmodstanden blev mindre for hvert skridt jeg tog. 50 meter fra land sprang Jesper i. Jeg var svimmel og segnefærdig. Vi løb, så godt vi kunne, de sidste meter ind mod land.
   De stod derinde, og de grinede. Da vi var inden for rækkevidde, begyndte de at kaste tangbomber efter os. Blæretang og deres ankersten. De fleste var sikkert skyllet i land, mens andre var nøje udvalgt blandt de planter, der kunne nås fra stranden. "Idioter" råbte jeg, "stop for helvede" råbte Jesper, men de grinede bare og kastede med flere sten og med mere tang. De var kåde, og de kastede målrettet og for fuld kraft. De råbte og hujede, hver gang de ramte så tæt, at vandet sprøjtede op på os. Vi var vel 20 meter fra land. Vi skiftede retning og prøvede at løbe et stykke langs kysten, ryste dem af os. Det var umuligt. Jeg lod det blå nylonreb, fortøjningen, falde. Det gav lidt mere fart, men slet ikke nok. De fulgte med, behøvede ikke engang at løbe, men de kom længere og længere væk fra deres arsenal af tang og sten. De fandt hurtigt nyt kasteskyts langs stranden, men bomberne faldt trods alt mindre tæt end før. Vi tog chancen og styrede ind mod stranden, men de indhentede os konstant og kastede flere sten efter os. Jeg var rasende, men kunne ikke finde på noget at sige. Jeg var for kold og udmattet, grædefærdig. Jeg var bange, de så det, men lo bare forlegent og kastede flere sten. Idioter. Sådan fortsatte det et stykke tid, men til sidst lod de os komme op. Vi kastede os om på sandet. Jeg var gennemblødt og rystede af kulde, men også af vrede. Jesper var også gennemblødt, han rystede også, sitrede, men om det var kulden, vrede, eller begge dele, vidste jeg ikke. Vi sad der, våde og forkomne, med sand klæbende til vores håndflader og på det meste af vores våde tøj. Det hvide "A" på siden af mine sko lyste ikke mere, vi sad i stilhed og så efter den blå jolle, der igen var fri af Skovnakken. Den lå mere uroligt i vandet nu, hvor Jesper ikke sad i den længere. "Den ser vi ikke igen" sagde jeg lavt, men fik ikke noget svar. De to andre stod lidt væk. Eller Thomas stod i tangen, mens Troels sad på en sten. Jeg ved ikke hvad de lavede, men jeg var vel sådan set også ligeglad.
   Det var for koldt til at blive siddende, jollen var næsten forsvundet i det fjerne, så vi gik tilbage. Nu gik jeg forrest, målrettet mod næste vej, Brigetvej. Den var lang og blæsende åben, og det var umuligt at blive samlet op af en forbipasserende. Den var blind, gik fra hovedvejen og ud mod vandet, den endte bogstaveligt talt i strandsandet, blindt. Vi gik fra vandet og op mod hovedvejen. Vi var tavse, jeg gik hurtigt, Jesper kunne ikke følge mit tempo. Han gik bagved, sammen med Troels og Thomas. Jeg var rasende, men så forkommen, at det virkede håbløst at sige eller gøre noget, og jeg vidste, at næste gang var det en af de andre, der stod for skud. Det var os fire på denne ø. Så kom konturende af en bil til syne. Dens forlygter lyste gult som et rovdyrs øjne i natten. Bilen kom direkte mod os, og med rasende fart. Mine forældre var de eneste på øen, der havde en bil med gult kørelys, en rød Citroen BX. Det var min far, han kørte forbi os og vendte bilen i sandet for enden af vejen og kørte så tilbage mod os, sagtnede farten og holdt så stille ud for os. Thomas og Troels stod i grøftekanten og så fjogede ud, selv Jesper lignede en, der ikke helt vidst, hvor han skulle gøre af sig selv. De tænkte måske, at jeg ville sladre, men hvordan kunne de tro det? Idioter. Jeg satte mig rystende ind. Min far så lidt på mit våde tøj, på sandet, på mine ødelagte sko, men sagde ingenting, så så han ud gennem forruden. Bilen gik i tomgang, mens jeg justerede varmeblæseren, så den var rettet mod mig. Jeg afsatte sand på alt, hvad jeg rørte ved. De stod og så på fra grøftekanten, rådvilde, så satte min far endelig i gear, gassede op, og bilen accelererede aggressivt, men alligevel uendeligt langsomt. Jeg så dem i bakspejlet. De begyndte at gå, mere kunne jeg ikke se, så kom jeg i tanke om kården. Den stod stadig plantet i vandkanten.