Min sande kærlighed er lyserød,
den er i løvets hule,
i forårets gyldne lys,
træernes spirende blade der titter frem,
blomsterne der viser deres sarte lysrøde kinder,
solopgangen der stråler på skyerne,
giver dem den samme farve som en nyfødts gris tryne,
fuglesangen danser gennem træerne,
så klar som månen,
så sød som modne blommer,
min erstatning af violiner.
Min sande kærlighed.
Kærligheden er grøn,
som græsset på en midsommerdag,
som bøgebladene der synger at nu er sommeren kommet,
biernes harmoniske summen lyder,
bølgernes blide hvisken,
ræveunger tager de første svære skridt,
de lange dages tid,
solen skinner så klart som den var ildfluernes moder,
det er kærligheden.
Kærligheden er rød,
skovens grønne farve falmer,
antager farven af solens sidste varme stråler,
solnedgangen stråler omkap med løvets rødgule glorie,
egernet piler rundt som et lyn,
bladene daler som sne ned i mit hår,
fuglene pakker og flyver et sted hvor der atter er grønt,
de ser ikke bladene med farver så dejlige og varme som ilden,
kærlighedens sande jeg.
Kærligheden er hvid,
som den nyfaldne sne på en vinterdag,
som månen der hænger højt på himmelen,
udspreder sit bløde lys,
genskinnet fra sneen der ligner himmelens lys på jord,
som istappene der hænger fra de bare grene,
fuglesang er sjælden,
som en gave oppefra når den lyder,
kold som sneen,
smuk som månen,
blød som den varme dyne,
kærligheden er når familien samles om det pyntede træ,
når vi alle ønsker hinanden et godt år,
hvor vi ser tilbage på farverne,
og de glade minder der skinner i os som tusinde lys.
Kærligheden er naturens skiften.