Hvornår er det ensomheden indtræffer? Og hvordan håndterer man denne uvelkomne følelse?
Vi ved alle hvad det er, og har alle prøvet at være det.

Ensomhed er en forfærdelig følelse af udelukkelse, hvor man føler sig tom indeni og længes efter andres nærvær og selskab. Tit følger den dårlige samvittighed med, man skammer sig over at man ingen venner har og at man måske har svært ved at snakke med andre mennesker.
Det lidt ligesom at blive fanget i kviksand, du synker bare længere og længere ned i tavshedens og ensomhedens klæbende favntag. Til sidst er man helt opslugt af den ødelæggende masse uden at kunne komme op, man må bare vente på der kommer en person der har kræfter nok til at hive en op af det. Det er bare ikke altid det sker.
Ensomheden har ingen grænser, den kan brede sig overalt og trænge ind alle steder. Den stortrives blandt de ældre, familiemedlemmer til en afdød og patienterne på sygehusene.
Du ved aldrig hvad du skal kigge efter for at undgå den. Den kan vise sig som en dødsannonce i avisen af en gammel kammerat, en mobbers ansigt der skræmmer alt og alle væk fra en, eller en ældres ensomme rum på plejehjemmet. Ingen til at sidde og snakke med en, ingen der kommer og besøger en. Er det en selvforskyldt ensomhed? Hvorfor ringer den ældre ikke bare til nogen og invitere dem over? Er det ikke deres eget ansvar at skabe kontakter til andre? Problemet kan bare være at de ældre kan være bange for at virke 'anmassende' ved at påtvinge andre mennesker deres selskab, men er det ikke vores alle sammen ansvar at være opmærksomme på hinanden, og sørge for at vi alle har det godt? Eller er det op til den enkelte person at finde nogen at dele sit selskab med?

Hjemme ved mig kan ensomheden godt overvælde mig når jeg træder ind af døren, råber "Hej." Og bliver mødt af en stilhed der larmer så meget at det er helt utroligt jeg ikke opdagede den helt ude fra gaden. Den hvisker mig hele tiden i øret om at jeg er helt alene hjemme. Hvis man ikke tæller edderkopperne og musene med. Lyden af at ingen er hjemme, hvor vinden rigtig kan få gulvet til at give sig, og lyden af de mus vi har på loftet der tripper hen over loftet med en knasende lyd. Dér føler jeg mig alene og forladt, når ingen heller er på chatten og jeg bare sidder og kigger ind i skærmen, og tænker: 'Er jeg virkelig blevet; 'Palle alene i verden?'
Jeg har dog ikke noget imod at være alene oppe på mit værelse imens der er andre i huset, så ved jeg nemlig at jeg altid kan gå ned til dem hvis jeg får et akut behov for selskab, eller jeg har brug for hjælp til et eller andet.

Er at være alene det samme som at være ensom?
At være alene er ikke nødvendigvis det samme som at være ensom. At være alene er noget nogen vælger da de mener det kan hjælpe dem til kende sig selv helt ud til tåneglene. Det har mange forfattere, kunstnere, videnskabsmænd og filosoffer draget nytte af igennem tiden når de skulle tænke store tanker.
At føle sig ensom, er som sagt ikke nødvendigvis det samme som at være alene. Især kan det være svært til fester når alle har det sjovt undtaget dig selv. Du sidder i hjørnet som en edderkop i sit eget spind, uden at turde slutte sig til de andre. Du ser alle more sig og grine, og ønsker det var dig selv der stod sammen med de andre.

Det kan være svært at fortælle andre at man er ensom, da det er blevet et tabu at tale om. Det kan gå hen og blive et stort problem at det er blevet sådan et stort tabu at tale om, fordi når man har været længe inde i 'ensomheds-cirklen' er det svært at komme ud af den igen. Det er en selvforstærkende proces da du til sidst mister troen på dig selv, og på dine sociale færdigheder. Du måler dig selv med de folk du omgås med i skolen, og kan se de har styr på deres liv og imens dit er et stort rod.
Du føler dig anderledes, fordi du ikke bare kan smile og være glad. Ikke anderledes som de anderledes er anderledes, de har i det mindste hinanden at være anderledes sammen med.
Selvvalgt ensomhed er dejligt, den påtvungne ensomhed er et helvede.

Familiefester er altid et mareridt for mig, jeg har en kusiner der er ældre end mig, hun sidder også altid og hænger ved voksenbordet, ligesom mig. Så har jeg tre fætre der er yngre end mig, de er altid sammen. Den ældste er dog kun et år yngre end mig, men bliver altid nød til at være sammen med de to andre på 7 og 4 år, til hans store irritation. Ved voksenbordet slår jeg først den sædvanlige sludder af: "Går godt i skolen?" Ja det går fint. "Hvad klasse er det nu du går i?" Jeg går i syvende "Jamen, hvor er du dog blevet en stor pige! Jeg kan stadigvæk huske dengang du var en lille pige..." Hvorefter de kommer med en latterlig historie fra dengang jeg var en lille og sagde noget dumt og uvidende. Så snakker jeg ikke mere til den familiefest, undtagen når jeg skal sige farvel.
Hvorfor gør jeg ikke selv noget ved det? Går hen til mine kusiner og spørger om jeg må være sammen med dem, eller redder min ældste fætter fra de klæbrige småbørn? Eller i det mindste bare prøver at blande mig i de voksnes samtaler? Fordi jeg ikke tør. Jeg er bange for at få et nej fra min fætter, hvis han nu slet ikke gider være sammen med mig. At de voksne bare ville synes jeg var en lille irriterende unge der hele tiden blander sig i samtalen.
Det er som sagt en selvforstærkende proces, for hver gang jeg ikke deltager i samtalen bliver det sværere at prøve at sige noget næste gang. Hver gang bliver det også ensommere og ensommere at sidde der ved voksenbordet og lave ingenting.

Er det ikke vores alle sammen ansvar at holde øje med hinanden?
En der har selvmordstanker råber jo ikke højt om det, men gemmer sig og dukker sig. De fleste af os kan alligevel godt mærke på personen der er noget galt. Så er det vel vores ansvar at undersøge om der er noget galt. For hvis der er noget galt, og der ikke bliver grebet ind kan det i værste fald føre til selvmord.
Vi har alle et medansvar over for hinanden, så ingen føler sig udenfor gruppen og alene.