Jeg synes sq det er skide svært. Jeg føler mig ensom, og livet er drysset ud som sand mellem mine fingre.
   Der er grænser for, hvor mange gange man kan trykke opdater på sin Facebookside, og hvor mange gange man kan tage skuffelsen over at den ven, man har brug for ikke dukker op i chatten. Jeg ved ikke hvem vennen skulle være, og i virkeligheden er skuffelsen mest, at den ven ikke er der. Det er ikke fordi jeg er skuffet over mine venner, eller skuffet over andre mennesker i det hele taget, så jeg ved slet ikke om skuffelse er det rigtige ord. Men det gør bare ondt pludseligt at opdage at man er ensom, og det er nærmest ubærligt at opdage det igen og igen, dag efter dag. Hver morgen, når jeg slår øjnene op, og der ikke er en besked på min telefon, hver eneste sekund jeg tænder for displayet i løbet af dagen, og ser at hun ikke har skrevet, eller den besked, der er kommet, ikke er fra hende, men fra en almindelig ven med en almindelig forespørgsel, eller som spørger til om jeg kommer ned og øver i aften. Skuffelsen over mig selv, over at aflyse endnu engang. Det er ikke fordi jeg ikke har lyst til at se mennesker, men jeg er mere bange for at skuffe med det de vil se når de ser mig, end jeg er for skuffelsen over at skuffe mig selv igen, og igen aflyse aftalen.

Jeg ved ikke hvordan hun er kommet ud på den anden side, eller hvordan kvinder i det hele taget kommer videre efter sådanne brud. Men der er jo store forskelle. Bruddet har stjålet min værdi for andre mennesker. Jeg var mig, jeg var noget. Jeg havde en identitet og en person, som andre ønskede at være i selskab med, jeg kunne give andre mennesker noget. Efter bruddet er hun stadigvæk sig selv. Selvfølgeligt flokkes drengene stadigvæk om hende, de står i kø for at trøste hende. Hun behøver ikke at sige noget, hun behøver ikke at forklare noget. Hendes værdi er stadigvæk til stede, og hun kan i overflod få det jeg så desperat søger. Selvfølgeligt er det ikke det samme hun søger, og hun vil sikkert løbe ind i sine skuffelser, men gud hvor jeg misunder hende. Jeg misunder hende hendes studie, jeg misunder hende de gode venner, og hendes nye lejlighed som hun deler med veninden, jeg misunder hende hendes liv.
   Jeg føler ikke, at mit eget liv er værd at misunde, for hvad er der, som er værd at misunde? Jeg har min lejlighed og jeg har mit job, og jeg har mine venner, men hverken min lejlighed eller mit job eller mine venner taler til mig eller forstår den desperate desperation og ser de håbløst udstrakte hænder, som i tavshed og desperat søger bekræftelsen, nogen som vil tale med mig og nogen, som er der til at dulme smerten når jeg lukker øjnene, og når jeg åbner dem igen.
   Det gør ondt, hver eneste gang mine hovedtelefoner bipper og der indløber en mail, og det gør ondt hver gang jeg ved, at den er ikke er fra hende. I desperation søger jeg de sociale kontakter og rækker ud efter mennesker som ikke er der. På overfladiske datingsiger skriver jeg beskeder ud i det blå, og får svar tilbage, der kunne skrives af robotter, og ingen rolle har i min liv. Ord fra mennesker, som ikke kender mig er ikke gyldige. De skriver til en datingprofil med styr på livet, og flotte billeder, og de skriver til en kunstig person, som ikke eksisterer i den virkelige verden.

Kontakt, kontakt med et rigtigt menneske, en som kan løfte smerten væk og fylde tomheden ud. Løfter om at være ved siden af mig, være der til min begravelse og være gæsten til min fødselsdag. 4 eller 5 åbne chat-vinduer i Facebook, med et "hej, hvad så", "alt vel" og andre små-ligegyldige beskeder, som for modtageren synes ligegyldigt overfladiske eller sært malplacerede. To ligeså desperate forældre, som for hver dag bliver mere frustrerede og tørsten efter hvidvin, der kan fylde tomheden ud, holde tårerne inde eller åbne for sluserne, endnu en togtur til sine forældre, for at kunne sove i ensomhed, med følelser, som er kemisk bedøvede i Mirtazapin, efter jeg ikke længere har Benzodiazepinerne som krykke, efter et kulsejlet misbrug. Selvfølgeligt har jeg misbrugt dem, og det er ikke en misbrugssygdom. Tårerne og desperationen, der blev holdt kemisk i ave er ikke en sygdom, men sorg og en himmelhøj angst.

Jeg synes også, at det er pissesvært at være på antabus. Det var i virkeligheden ikke min idé til at starte med, eller jo, selvfølgeligt var det min idé at være på antabus og det var også min idé at holde op med at drikke, men jeg holdt i virkeligheden op for at få hende tilbage, for at vise hende, at jeg selvfølgeligt kunne blive den mand hun bad om, og rigtige mænd kan holde op med at drikke, og rigtige mænd kan løbe langt og enten barberer de sig hver eneste dag, eller også har de sådan nogle perfekt trimmede skægstubbe, som passer godt til den korthårede langhårs- eller langhårede korthårsfrisurer som de plejer, ugenert af at jeg står som et tomt skrog ved siden af dem, og imens de synes hun er meget sød og holder af deres selskab, græder jeg indvendigt og udvendigt og ville dø for hende, og jeg går mod dødsporten, velvidende at jeg sikkert overlever, men det føles på ingen måde som om jeg overlever, og alle de gode venner er blevet fremmede for mig og i min lejlighed samler støvet sig og posten leverer regninger som jeg godt kan betale, men som jeg slet ikke ænser, fordi, i min verden er regninger ligegyldige, og det er lige meget om jeg har været i bad og jeg ringer til mennesker klokken ni om morgenen og midt om natten, for uret er uden magt i min verden, og det eneste der adskiller nat fra dag er om det er lyst udenfor, og at jeg om natten bliver nødt til at se TV3 eller noget på DK4, fordi TV2 er holdt op med at sende.
   For 4 måneder siden lavede jeg en masse lister og meldte mig til tjenester på internettet, som kunne holde styr på alle mine projekter, og de samlede ikke rigtig støv, de blev bare kasseret fra tid til anden, fordi jeg havde fået en ny idé, eller der var en ny aftale som skulle overholdes. Jeg spillede på mit klaver dengang, og jeg spiller ikke længere på det i mere end to eller tre minutter af gangen, og jeg giver op når jeg skal vende nodepapirerne. Den anden dag kiggede i noterne på min telefon, og der var en note fra Juli 2012, hvor jeg havde skrevet 4 ting ned, som gjorde mig glad netop den dag. Hun stod både på 1., 2. og 3. pladsen i forskellige versioner, noget med at være der for mig, noget med at løbe ture sammen med hende, og der var også en ugeplan over hvad vi skulle spise, og om søndagen skulle vi have sushi, dagen efter at vi havde fået fisk af en slags i sunde fuldkornsboller. Sorgen skaber tidslommer og hukommelsen er en tidsmaskine, og jeg ved hvor jeg sad henne den dag jeg skrev den ugeplan. Jeg sad ved det rundes bord i vores hjem, som dengang var hendes værelse i hendes forældrekøbte lejlighed, som hun delte med søsteren. Det var umiddelbart før vi flyttede ind i min lejlighed, som dengang var vores, og min og vores lejlighed var en herskabslejlighed, både fordi den er rigtigt stor, men også fordi der boede herskaber i den. En stor mand, der kunne blive tyk, fordi han kunne lide at spise, og en pige, der var et herskab i hans verden, og hun var stor i alle de tanker jeg havde, og hun fyldte rigtigt meget i min seng, og jeg ville ønske, at jeg hver eneste nat havde holdt mig længere vågen, så jeg havde haft flere sekunder af hende i mit liv. Jeg fortryder, at jeg nogensinde sov, og jeg fortryder endnu mere, at jeg nogen gange lavede noget andet, men jeg blev nødt til at lave noget andet, for hvis jeg ikke lavede noget andet, ville hun jo ikke være sammen med mig.

Kvinder vil have rigtige mænd, og de vil have store mænd, som har travlt med alt muligt andet, men alligevel altid har tid til at være sammen med deres kvinder. Nu har jeg alt den tid der skal være i verden, men jeg laver ikke andet, og jeg er slet ikke sammen med hende, faktisk ved jeg slet ikke hvor hun er henne.

Jeg har ikke vidst hvor hun er henne siden i søndags, eller måske i lørdags. Hun hold op med at skrive til mig i onsdags, lige omkring frokost tror jeg. Det var noget med at hun var bange for mig, men hun havde ikke nogen grund til at være bange for mig, troede jeg selv. I det øjeblik ville jeg ingenting gøre hende, og jeg kunne slet ikke gøre hende noget, for jeg lå oppe i mine forældres seng, og skrev beskeder som om jeg var på arbejde, at jeg savnede hende. Når jeg vidste hvor hun var henne indtil i lørdags eller i søndags, er det fordi at hun søndagen før fortalte mig, at hun ville tage ned og besøge sine forældre fra torsdag og weekenden med. Det bedste gæt er, at hun også var der i søndags, men det kan jo godt være at hun tog hjem i lørdags. Om onsdagen skrev hun, at hun var blevet syg og ville tage ned at besøge dem. Det gav dog ikke så meget mening for mig, for hun skulle jo til koncert om aftenen, men jeg tror heller ikke hun tog derned før i torsdags, men hun havde ikke lyst til, at jeg vidste hvad hun lavede om onsdagen, for hun var bange for at jeg skulle opsøge hende.

Jeg ved godt jeg nogen gange kan virke desperat, og jeg har sikkert presset alt for meget på, alt for mange gange, og skrevet alt for mange beskeder, men det er jo kun fordi jeg var, og stadigvæk er, så forfærdeligt bange. Hun sagde endda, at hun godt vidste hvor bange jeg var, og det gør det bare endnu mere svært for mig at forstå, at hun på den måde kunne være ligeglad med min angst og ikke være der. For hun havde lovet at være der, hun havde så mange gange lovet at være min bedste ven.
   I 2 måneder havde vi skrevet hver eneste dag, og mine forældre har slet ikke troet på, at hun var min ven, og de troede jeg var sindssyg og levede i en fantasiverden. Jeg måtte forstå, at hun ikke var min ven og hun ikke kom tilbage, men hvorfor skulle jeg ikke tro på hende, når hun hver dag skrev til mig, og jeg hver eneste aften skrev godnat sammen med hende, og hun skrev jo, at hun savnede mig, og glædede sig til vi kunne ses. Der var aftenener, hvor hun skulle drikke sig fuld, og på den ene side frygtede jeg dem, fordi jeg jo ved hvordan mennesker bliver, når de er fulde, men til sidst holdt jeg af dem, for hun blev altid så kærlig i sine beskeder, når hun var fuld og hun gik tit ikke nogen steder, men drak sig bare fuld sammen med sin veninde i deres nye lejlighed, og så skrev hun til mig, at hun savnede at overfalde mig i sengen, eller savnede vores hyggelige fredage eller lørdage sammen.
   Jeg ved da ligeså godt som andre, at den slags tætte kontakt og forhold med sin ekskæreste er farligt og usundt, men netop fordi den slags er usundt, og jeg også troede hun vidste, at det er usundt, troede jeg jo på, at der rent faktisk lå følelser i hendes beskeder og hun i sit hjerte også tænkte vi skulle være sammen igen. Vi skulle starte med at ses i Tivoli, og det gjorde vi også om søndagen, før vi blev uvenner den tirsdag, som var i sidste uge. Den dag i Tivoli var så hyggelig, og lige da jeg åbnede døren for hende derhjemme var hun lige ved at kysse mig, og jeg var tæt på at kysse hende, og det kunne vi grine af. Vi gik lidt rundt, og hun så hvordan jeg nu boede i lejligheden, og så gik vi over på Nimb og spiste sammen. Det pissede ned den søndag, og vi gik ind i bolchekogeriet, og hun gav en pose bolcher, og vi blandede hver vores pose bolcher fra bland-selv bolcherne. På vej ud af Tivoli prøvede vi Vikingeskivbne, og sad tæt ved siden af hinanden - jeg ved slet ikke om jeg kan skrive det her, og mine tårer triller ned af kinderne, og det vil altid gøre ondt - og vi grinede sammen, og grinede af den film vi havde set, hvor pigen går fra manden, fordi hun gerne vil ud at opleve verden og forelskelsen, fordi i filmen er pigen nemlig også i et Tivoli og prøver sådan en karrusel, og en dag går pigen tilbage til karusselen og al magien er forsvundet efter lukketid, hvor der ikke er lys der blinker og røg. Jeg fortalte hende, at sådan må denne karrusel aldrig blive, og den dag i dag ved jeg, at jeg aldrig kan køre i Vikingeskibene igen, men måske vil jeg kører den tur med fremtidens børn om mange, mange år, og jeg ved at jeg vil komme til at græde. Efter Tivoli gik vi igen hjem til mig, og vi så en quiz på TV2, og jeg kyssede hende på hendes kind og hun kyssede mig, og jeg prøvede at kysse hende på hendes mund, men det ville hun ikke, og så ville hun gerne alligevel og vi kyssede lidt. Jeg satte mig nede i fodenden, og jeg holdt om hendes tæer, på samme måde, som man holder om sit døde kæledyr i barndommen. Menneskers tæer og fødder er i den slags situationer ligesom afkoblet fra resten af deres krop, og jeg kunne røre ved hende, uden at røre rigtigt ved hende. Forsigtigt prøvede jeg at røre ved hendes lår og hofter, og lod mine hænder ae hendes venstre og hendes højre lår, og jeg ved godt hvad der er midt i mellem de lår, og når jeg måtte røre på begge sider, var det som om jeg også måtte rører midt imellem, men selvfølgeligt rørte jeg ikke der. Vi kiggede hinanden lidt i øjnene, og resten af aftenen sad jeg ved siden af hende, og jeg var lykkelig og ulykkelig, fordi jeg vidste hun skulle hjem, men mit hjerte troede jo på det, og vi havde skrevet sammen i så mange måneder, og måske ville min ekskæreste snart være min kæreste, og måske ville vores blomst, som stadigvæk står i min vindueskarm blomstre igen, selvom den aldrig har blomstret, men i det mindste ville den holde op med at tabe bladende.

Vi så starten på en film, og hun gik ud af min dør kl. lidt i ti, og jeg kyssede hende i gangen, og jeg fulgte hende ud på gaden. Ude på gaden så jeg hendes nye, brugte cykel, og jeg gav hende et stort kram og et kys, og jeg ved ikke om jeg kyssede hende på hendes kind eller måske på hendes min, og i min verden var verden smuk, og jeg glemte helt at se filmen færdig. Jeg kunne sove, og jeg skrev godnat til hende, og hun skrev at hun elskede mig, og det havde været en dejlig dag, og vi skulle holde min fødselsdag sammen, og jeg blev 33 år, og jeg var en mand som var kæreste med en gudinde, uden at være det, men vi havde lovet hinanden at være venner, og alle ved, at hun ikke kan være venner med drenge, og hun ved, at jeg ved det, så hvis hun ikke ville være min kæreste, ville hun aldrig sige ja til at være min ven.

Og hun havde sagt at hun elskede mig. Om mandagen skrev hun også, og tirsdag skrev hun ikke, og så skrev hun alligevel om tirsdagen. Hun skrev, at hun ikke kunne ses på min fødselsdag, men måske sende mig et kort, og måske kunne vi ses engang om måneden. Hvem laver regler med sine venner, for hvornår de må ses, og hvorfor ville hun ikke ses, for da jeg ringende til hende, sagde hun, at det gjorde ondt ikke at se mig, men måske gjorde det også ondt at ses. I den telefonsamtale græd jeg hele tiden, imens jeg ikke trådte på stregerne imellem fliserne, for den slags fodfejl måtte ikke ødelægge mig liv og min fremtid.

Hun skulle besøge sin veninde og ville ikke tale med mig mere, men hun blev så ked af det, fordi jeg var så ked. Og hun vidste godt jeg var bange, og hun bliver altid så ked af det, når jeg er bange, fordi jeg også var et menneske i hendes verden, ligesom hun også var et menneske i min verden, og ikke bare tekstbeskeder og korthuse. Hun ville tænke over det, og måske kunne vi være venner, og det var så tæt på, og måske var det bare så tæt på at jeg kunne overtale hende, men det var nok ikke særligt tæt på, for måske ville hun bare væk og ud. Men hun skrev ikke den besked om tirsdagen som hun sagde hun ville skrive, da vi talte i telefon, og så var det hun var syg om onsdagen.

3 måneder og 14 dage efter, at hun flyttede ud af vores lejlighed og 3 måneder og 17 dage efter hun ringede til mig, da jeg var på besøg hos minde bedsteforældre, og sagde hun ville flytte. 3 måneder og 18 dage efter hun kyssede med en mand, som er en dreng, på et diskotek på Falster, og 3 måneder og 20 dage efter, at jeg købte ind i Irma ved Industriens hus, til en citronmåne, som hun skulle bage på sin sommerhustur med veninderne. Og jeg troede hun skulle i sommerhus med veninderne, og spille brætspil om aftenen og spise kage og gå tur om dagen, og hun skulle savne mig, for vi var et rigtigt par, som havde boet sammen i 2 år og været kærester i næsten 4 år. Jeg troede at vi var rigtige kærester, som skulle blive kone og børn, og det vidste jeg godt, at vi så måske alligevel ikke var, fordi hun var det sammen med mig, men i hendes eget hoved var hun måske ikke min kæreste, helt uden at sige det til mig. Men jeg troede det, også selvom hun var mig utro og gik i seng med Søren, som boede i den samme opgang som mig, efter vi havde været kærester i 8 måneder. Men det var min egen skyld, fordi jeg skulle på festival med Brian, og siden dengang har jeg ikke været på festival. Og jeg var et menneske, og hun var et menneske. Jeg stod på toppen af klippen i Sverige ved mine bedsteforældres ødegård, da hun ringende den søndag fra sine forældre, efter hun havde været i sommerhus med sine veninder i den weekend. Hun fortalte mig, at hun ville flytte, og hun havde fundet en lejlighed. På vejen hjem fra mine bedsteforældre sad jeg ved siden af min far, og havde spist en sovepille til bilturen, og jeg sov ikke. Jeg lavede fiskefileter til os den aften, og fordi hun spiste dem sammen med mig, og fordi hun trak benene op under sig, og sad på min egen og vores spisestol, troede jeg hun ville blive sammen med mig. Det var mandagen efter den søndag, at jeg opdagede det med ham manden, som var en dreng, som hun havde kysset om lørdagen, og om tirsdagen flyttede hun fra mig, og min verden gik fra hinanden, og i 3 måneder har jeg troet hun igen ville være i min verden. Det er den historie, det er den tavshed, det er jo derfor jeg er bange, og hvorfor vil min mor og far og alle andre ikke forstå det, og måske vil de gerne forstå det, men det gør ikke ondt på dem, og det gør ikke ondt på nogen, og hvorfor er der ikke nogen, og hvor er gud henne.

Imens jeg skriver, hører mine ører ekko at sms-beskeder der ikke bipper, og mine øjne ser ekkoer af e-mail-notafikationer, som ikke dukker op nede på højre side af skærmen. Og den verden er der ikke længere, og min kollega Karsten siger, at han vil være mit antabus mod hende, og min stopklods, når hun igen vender på en tallerken og skriver til mig, fordi hun er ensom. Og jeg siger, at det må han gerne være, og jeg siger det kun, fordi så er der en overensstemmelse med Karsten og med den virkelige verden, om at hun måske skriver, og jeg ved jo godt, at jeg aldrig vil lade mig stoppe, hvis hun skriver, og jeg ved også godt, at hun aldrig skriver, men jeg kan så godt lide tanken og legen, og det er det eneste, som får mig til at trække vejret, og det er det eneste som gør, at jeg skal have en mobiltelefon, og det er det eneste som gør, at jeg går dagen og natten og skumringen og smerten i møde og igennem, og den eneste grund til jeg kan gøre de ting jeg ikke gør.

Der er ikke andet end nuancer af ingen farver, der er ikke andet end mennesker, som ikke eksister, og der er aftaler, som jeg ikke overholder, og utallige cigaretter, som jeg ryger uden lindring, og tavse samtaler.


Nå ja, historien er jo ikke helt sandfærdig. For guderne skal vide at jeg også kedede mig bravt, og selvfølgeligt gik jeg også i seng med andre kvinder. På mange måder er erindringen og opfattelse jo en forræderisk skøge, og det værste er, at man så dygtigt kan lyve overfor sig selv. Jeg var da ganske forelsket i hende, men det var nok ikke en stormende forelskelse, for at sige det mildt. Ja, sandheden er jo, at jeg faktisk var ved at forlade hende fra tid til anden, og nok mere til tid end til anden. Og nu sidder jeg så her, efterrationaliserende, og overvejer situationen. Hun var sq en god tøs, og jeg vil da savne hende, men det er nok for det bedste, og i virkeligheden er jeg da ret bange for hvad jeg har gjort ved hende. Jeg tror hun har slået sig forfærdeligt, og det med at være bange for mig; Jeg tror mest hun var bange for, hvad jeg gjorde ved hendes følelser, for jeg tror netop, at hun den søndag, som var den søndag vi var i Tivoli, blev så frygteligt bange for, at jeg ville gøre det engang til. At jeg ville male store billeder, og male stjerner på himlen, og fremtylle hummermiddage og serverer champagne på sengen, og at hun slet ikke vidste hvordan tingene hang sammen, og jeg pludseligt havde fået hende til at føle ting, som hun slet ikke vidste om hun følte. Og måske er det netop derfor hun slet ikke ville og derfor hun blev så bange, at hun ikke kunne tale med mig, fordi hun slet ikke vidste om hun elskede mig, hvis hun skulle spørge sig selv. Det var jo nok netop det hun blev så frygteligt bange for, at jeg igen fik hende til at elske mig, selvom hun ikke ville elske mig. Og det var nok derfor hun sagde hun var bange, og jeg misforstod det, fordi jeg troede hun var bange for, at hun ville slå sig. Jo, kærlighedens veje er i sandhed uransagelige, og når hun dengang sagde, hun ønskede sig en simpel mand, var det jo nok fordi hun mest ønskede sig en mand som hun forstod, og som ikke lavede små korttrick med virkeligheden, eller serverer vin i højstilkede glas, alt imens han fortæller hende om dengang han... Ja, det kan jo også være ligemeget, for du ved jo godt hvad jeg mener; Ord er farlige, og ord kan blive til virkelighed og der findes mange virkeligheder, og hun blev bange for mine mange virkeligheder, som bestod af fyrværkeri og sære blandinger af film om kærlighed, tårer der trylles frem på kommando og engang imellem spiller jeg på klaver.

Jo, det er nok bedst, at hun er gået, og der var nok heller ikke noget med den kærlighed; Men du er ikke alene, for jeg hoppede også på den et øjeblik.