Jeg så ud af bilruden. Den hvide bygning foran mig, var ikke bare stor, men nærmere enorm. Jeg vidste at den indeholdt flere sindsforstyrrede mennesker end jeg kunne tælle til, og det skræmte mig, mere end jeg ville indrømme. Jeg var langt væk fra alting. Hospitalet lå langt ude på marken bag en tæt bevokset skov.
   Jeg steg ud af bilen og mærkede støvregnen mod mit ansigt. En mand der var iklædt en hvid dragt, kom ud af døren og gik hen til mig. Han behandlede mig allerede som om jeg var psykisk syg. Jeg tog min taske med de få ting jeg havde fået lov at tage med, og gik med ham hen til indgangen. Rundt om hospitalet var der et højt hegn med pigtråd øverst. Det lignede alt sammen noget der var taget ud af en gyser film.
   Det var et mærkeligt vejr i dag. Skyerne var grå og det støvregnede. Alting havde et gråt skær, selv en knaldrød bold der lå på den øde fodboldbane så trist og grå ud. Manden låste en stor metal dør op og hev mig med ind, hvorefter han lukkede og låste den med det samme. Jeg gik med han ned af en lang smal gang. Væggene var kridhvide og gulvet var hårdt og glat i grå-hvide nuancer.
   Der lugtede af medicin, som hos en tandlæge. Vi kom ind i en fællesstue. Der sad tre mennesker og stirrede på et tv, der viste nyhederne. Men forbindelsen var dårlig, så for næsten hvert andet ord kom der sne på skærmen. De så ynkelige ud som de sad der og gloede, med et tomt blik i øjnene. Den ene af dem var en lidt overvægtig kvinde. Hun havde en hvid morgenkåbe på og uglet brunt hår. Hun sad med åben mund og savlen dryppede stille fra hendes mund ned af hendes dobbelthage og på hendes tøj.
   Jeg syntes ikke jeg hørte til her. De mennesker havde nogle seriøse psykiske problemer. Alt jeg fejlede var lidt skizofreni.. Og så spiste jeg ikke rigtig noget, men jeg syntes godt selv jeg kunne holde styr på min vægt. Her behøvede jeg i hvert fald ikke at være.
   Jeg fulgte med manden ned af endnu en smal gang. Gangen havde grå metal døre på begge sider. Han åbnede en af dem og fortalte mig det var her jeg skulle være det næsten lange stykke tid. Jeg gik derind og så rundt. Rummet var lille og hvidt, der var en metal seng med en tynd madras på og et tæppe. Der var også et lille metal skrivebord og en stol.
   Jeg satte min taske i sengen og satte mig på stolen. Der var et lille vindue med tremmer for som jeg så ud af. Jeg følte mig fanget, som var jeg i fængsel. De små vinduer og den afskårede kontakt til alle, bekræftede blot mine tanker om et slags psykisk fængsel.

Det blev hurtigt nat og jeg lå på den hårde seng og så op i loftet. Pludselig hørte jeg en lyd ovre fra skrivebordet. Jeg satte mig op og tændte lyset. Det var Kevin.
   Kevin er grunden til at jeg er herinde. Han er en fyr på min alder. Jeg har aldrig set hans ansigt, for han har en form for hætte på der altid dækker hans ansigt. Hans stemme er mørk og hæs. Han fortæller mig hvad jeg skal gøre og hvis jeg ikke gør det fortæller han mig at jeg er svag, eller at jeg ikke er god nok. Han er høj, tynd og hans tøj er sort.
   Jeg så på ham og hviskede lavt "Hvad vil du nu..?" Han vendte hovedet mod mig, så jeg kunne se ind på det sorte under hætten hvor hans ansigt skulle være "Jeg vil bare lige sige hej.." Han lød hånlig i hans tonefald. "Hej.. og skrid så.." Jeg smilede ikke. Han havde ødelagt alt for mig og nu havde han også fået mig herind. På grund af ham troede folk at jeg var sindssyg. Jeg kunne ikke huske hvad jeg havde gjort men mine venner skrev ikke til mig mere og mine forældre var bange for mig.
   Efter noget tid med en masse nedgørende ord, forsvandt han så og jeg faldt i søvn. Næste dag skulle jeg til samtale med en psykolog. Jeg blev fulgt ned til rummet, hvor samtalen skulle foregå. Rummet var lille og igen hvidt. Alt på det her sted virkede ens og kedeligt. Den eneste forskel var at inde i det her rum var en rød streg malet på midten som gik hele vejen rundt i lokalet. Jeg så på kvinden jeg skulle tale med, der stod et skilt på bordet der afslørede hun hed "White" til efternavn. Meget pudsigt, eftersom alt på det her sted var hvidt. Jeg så på hende med et vredt blik, jeg syntes stadig ikke jeg hørte til her.
   Hun rettede på sine små briller og så sig selv i et lille håndspejl, hun havde rosenrøde læber der matchende til hendes neglelak. Hendes blege rynkede hud afslørede hun var mindst 70 år gammel og hendes hvide hår sad som en fin knold på toppen af hendes hoved. Der lugtede skarpt af en parfume hun havde på. En kvalm tung lugt af blomster og sukker.
   Efter lidt tid i stilhed åbnede hun munden og talte "Nå.. Jay.. Jeg kan se i papirerne at du er her fordi du lider af slem skizofreni og anoreksi.." Jeg rynkede panden lidt "Det er ikke slemt. Jeg kan sagtens klare det. Der er ingen grund til jeg skal være her..??" Hun så på mig og smilede overfladisk "Jay.. Den del i din hjerne som..." Hun begyndte hurtigt at fortælle om hvad jeg tænkte, og hvad jeg burde tænke. ".. Derfor er du her. Du slog en af dine kammerater ihjel."
   Jeg spærrede øjne op "Er du dum? det har jeg sgu da ikke gjort?!" Jeg rettede mig op og så vredt på hende. Tænk at hun kunne beskylde mig for noget så forfærdeligt. "Okay.. Der er meget der skal arbejdes med her." Hun så ned i en tom blok og begyndte at skrive ting ned.

Jeg rejste mig op. "Jeg ved ikke hvad folk har fortalt dig, men jeg har ikke gjort noget!" Jeg gik hen og tog fat i dørhåndtaget men der var låst. "Åben døren nu!" Jeg blev en smule panisk og rev hårdere i døren. Hun rejste sig op og gik hen til mig, inden hun hårdt lagde en hånd på min skulder. Jeg fik hurtigt puffet hende væk og rykkede mig et par meter fra hende. Panikken bredte sig i min krop og jeg ønskede kun at komme væk herfra.
   Pludselig dukkede Kevin op ovre i den stol jeg sad i før. Jeg gik lidt baglæns. "Jay, tag det roligt der sker ikke noget" sagde White mens hun gik hen imod mig. Kevin rejste sig op og forsvandt "Hvad er du bange for?" Hans stemme kom omme bag mig, jeg vendte mig om og så på ham. "Hvad ser du Jay?" White var nu helt tæt på mig.
   "Jeg vil gerne ud herfra!" Jeg rykkede mig panisk og skræmt væk fra hende. Hun nikkede og gik hen til døren for at få den åbnet. Kevins skumle hånlige grin bredte sig i rummet "Du er så ynkelig!" Han lød meget hånlig. Jeg kom hurtigt ud derfra, men Kevins hånende stemme rungede stadig i mit baghoved.
   Jeg sad i fællesstuen og kiggede rundt på de andre. Jeg sad fordybet i mine egne tanker da der kom en ind i rummet. Han lignede et monster, han havde ikke noget tøj på men i stedet en mærkelig form for tyk sort pels og nogle små spidse horn. Jeg havde set en af hans slags før, jeg havde slået ham ihjel før, han kiggede over på mig med gule øjne og smilede ondt.
   Jeg blev bange og slog blikket ned. Det er bare noget du forstiller dig.. Det er ikke ægte.. Tænkte jeg for at berolige mig selv. Jeg så op igen og nu stod han helt tæt på mig, han sagde nogle uhyggelige lyde, ikke ord eller menneskelige lyde, men lyde som kun en ulv eller et vredt dyr kunne sige.
   Jeg begyndte at ryste. Han stod så tæt på mig at jeg kunne mærke varmen fra hans pelsklædte krop. "Det er ikke ægte.." De andre i rummet så på mig i et øjeblik, men vendte så tilbage til det de var i gang med. Så dukkede Kevin op " Jay.. Slå ham ned.." Han lød drillende og udfordrende.
   Jeg så på Kevin og derefter på monsteret, der sagde lyde og rakte hånden ud efter mig. Jeg slog dens hånd væk. "Flot.. Kom nu.. Ikke vær så bange!" Kevin grinede ondskabsfuldt. Monsteret sagde flere lyde og rakte ud efter mig igen. Jeg sprang på ham og fik ham lagt ned, jeg slog han gentagende gange i hovedet. Kevin stod bare og så på "Kom nu! Gør det af med ham!! Kvæl ham!!" Jeg tog kvælertag på monsteret og pludselig blev alt sort.

Jeg vågnede op i en tomt hvidt rum, det eneste der var ud over mig var en tynd madras der lå på gulvet. Jeg satte mig op.
   Der var så stille, at den eneste lyd der var, var min vejrtrækning. Jeg så ned af mig selv. Jeg havde hvidt tøj på og et slags armbånd af papir med mit navn på om håndledet. Jeg satte mig hen i hjørnet og krummede mig sammen. Jeg ville gerne hjem hurtigst muligt.. Hjem. Det var den eneste tanke der gik igennem mit hoved. Hjem..
   Døren gik op og to mænd kom hen til mig, den ene havde en sprøjte i hånden og inden jeg kunne nå at gøre noget havde han stukket den i min arm. Langsomt blev alt mørkere og jeg faldt i søvn.
   Jeg vågnede ved lyden af nogle maskiner der larmede, bore maskiner eller noget lignende. Jeg åbnede øjnene, jeg lå på en briks, mine håndled og ankler var spændt fast.
   Der var helt hvidt i rummet og lyset var så skarpt at jeg måtte knibe øjnene sammen for at se ordentligt. Jeg så hen på en flok mennesker i hvide kitler, de stod rundt om en der lå på en briks magen til min. Jeg kunne se noget blod og da en af lægerne rykkede sig kunne jeg se de opererede i hans hjerne. Jeg gik i panik fordi frygten om de ville gøre det samme ved mig, spredte sig i min krop.
   Jeg prøvede ivrigt at komme fri fra briksen, men jeg var spændt godt fast. Den ene af lægerne gik hen til mig, hun havde blod på sine handsker, hun havde en maske for sin mund og et hårnet på. Det eneste jeg kunne se af hende var hendes øjne. De var isblå, næsten hvide. Hun måtte være mørkhåret for hun havde nogle mørke næsten sorte lange øjenvipper. Hun løsnede mig fra briksen og hev mig ind på det værelse jeg var blevet smidt ind i da jeg kom her til.
   Hun lukkede døren og låste den. Jeg satte mig i sengen. Jeg havde ondt i hovedet. Da jeg stille lagde min hånd på mit hoved panikkede jeg helt vildt, jeg havde bandage om hovedet. Jeg så rundt på værelset efter et spejl, men der var selvfølgelig ikke noget.
   Jeg fandt min iPhone frem og så på mig selv i den. De havde klippet mig skaldet for bedre at kunne komme ind til min hjerne. Jeg rystede virkelig meget. Jeg så hurtigt hen på væggen da et brag lød derfra. Hele væggen var rød af blod, det hele føltes så uvirkeligt.
   Jeg gik hen til væggen og rørte ved den, blodet smittede af på min finger og efterlod også et aftryk på væggen. Jeg så ned af mig selv, jeg havde en hvid hospitals kjole på. Ikke en rigtig kjole men sådan en form for forklæde i noget plastic stof der gik ned til mine knæ.

Papiret med mit navn på der sad rundt om mit håndled så nyt ud, de måtte ha taget det gamle af og sat et nyt på. Jeg gik stille hen i hjørnet og satte mig ned. Jeg rystede kraftigt og sveden piblede ned af min pande. Jeg var rædselsslagen, det her sted ville mig ikke noget godt. Jeg sad i hjørnet og rystede. I løbet at natten skete der forfærdelige ting. Døde mennesker, som kravlede ud af væggen for at se på mig, blod der pludselig strømmede ud af min arm for så at forsvinde igen og monstrene kom også og besøgte mig.
   Men det det værste var at Kevin stod i det andet hjørne af rummet hele natte og holdt øje med mig.
   Næste morgen åbnede en mand døren, han gik hen imod mig. Jeg skreg da han rørte ved mig "Nej!! Lad mig være!" Jeg hev mig fra fri fra hans greb og maste mig op ad væggen. "Jay er du okay?" Han så bekymret på mig.
   "De tog mig, mit hår, hvor er mit hår, hvad gjorde i ved mig..?" Jeg så rædselsslagen på ham. "Jay dit hår sidder på dit hoved, vi har ikke gjort noget ved dig." Han så underligt på mig. Jeg tog en hånd op til mit hoved og mærkede lettelse i min krop, da jeg kunne mærke mit hår, men jeg blev også forvirret og bange.
   "Kom, du skal tage din medicin." Jeg rystede på hovedet "Jeg skal hjem!" Jeg løb forbi ham og ned mod udgangen. Nogle patienter der stod på gangen så efter mig, men jeg var ligeglad, jeg skulle bare hjem nu. Jeg hev i døren men den var låst, jeg rystede kraftigt. Jeg indså jeg ikke kunne komme hjem herfra. Jeg var fanget. En flok store mænd tog fat i min spinkle krop og bar mig tilbage til mit værelse, imens jeg slog, sparkede og vred mig for at komme fri. Men de var for stærke.
   Jeg fik en spænde trøje på og blev sat ind i et tomt, dystert rum med et vindue øverst. Jeg så ting igen, over det hele, lige meget hvor jeg så hen var der blod, døde mennesker eller monstre.
   Jeg følte mig sindssyg nu.

Efter nogle dages medicinering skulle jeg i retten.
   Det var en stor sal der lugtede af gamle møbler og støv. Jeg sad der i mit hospitalstøj med mørke render under øjnene, jeg havde ikke sovet i flere nætter. Dommeren begyndte at læse op, "Jay Melody James er dømt for 2 mord, det første på sin ven Kennedy McCann og en det andet på Harry Johnson, en medarbejder på Psykiatrisk skadestue, Rindsgården. Jay har en voldelig adfærd overfor alle der nærmer sig ham. Jay lider af Skizofreni i svær grad."
   Han satte sig ned og så på mig oppe fra sin 'trone', hvor han sad og bestemte skæbnen for menneskers liv hver dag. Der blev talt en del. De forklarede at jeg havde slået medarbejderen ihjel ved kvælning og jeg havde været i en form for trance lignende tilstand.
   Det havde været monstret jeg så, som havde været medarbejderen. Da jeg slog monstret ihjel første gang måtte det have været Kennedy.
   Der havde ikke været nogle operationer på min hjerne, det havde alt sammen været en del af min fantasi. Men jeg er sikker på det skete.
   Jeg sidder nu på den lukkede afdeling og venter, Jeg skal sidde her på livstid, Jeg håber døden kommer hurtigt og tager min sjæl, for jeg ser dem hver nat. De venter på mig, de døde mennesker.