James vågnede op ved lyden af banken på døren ind til det lille værelse, og han kunne høre stemmer og fodtrin ude på gangen på den anden side. Han vidste, at dette måtte betyde, at klokken nu havde nået 07:30, og huskede med ét sin aftale med psykiateren godt to timer senere. James havde altid kaldt dette sted sit hjem, da han aldrig havde haft andre steder; ikke rigtigt. Dog var han på det sidste begyndt at tvivle på sig selv, på sit nyfundne hjem, og på den familie han havde fundet i patienterne her på stedet. Særligt ved tankerne om sin tidligere familie, som nu kun var fjerne minder, vækkedes fortvivlelsen og længslen i de dybeste gemmer af hans sind. Han huskede dem kun svagt og kun i korte glimt, og lægerne havde forklaret det med, at han havde fortrængt sit liv før stedet her. Så på en måde var det som om, at han intet liv havde haft før han kom hertil. Han havde da også været her ligeså længe, som han reelt kunne huske. Der var dog en ting han altid havde manglet; et sted hvor han rigtigt følte, at han hørte til; et sted som han i sandhed kunne kalde sit hjem helt uden tvivl i hjertet. Jo, han var da godt tilfreds med stedet her, og de mennesker som var her, om end det så var de faste beboere eller de lejlighedsvise midlertidige patienter, men det var nu ikke helt det samme; dog havde han med tiden lært at indfinde sig med det.
   Da psykiateren ankom to timer senere, og de indfandt sig på det lille rum, som de altid benyttede under disse møder, var det ikke blot de sædvanlige tomme diskussioner og utallige spørgsmål, som de begge vidste, at James ikke kunne svare på, psykiateren bragte med sig. Han bragte også en nyhed, som han i flere dage forinden havde gruet for at videregive til James i frygt for hans reaktion; og i sandhed var det kommet bag på James, da psykiateren fra sin plads på den modsatte side af skrivebordet sagde, at James ville være nødt til at forlade hospitalet. Han forstod tydeligvis ikke konteksten af dette nye og yderst uvelkomne stykke informations natur, og psykiateren forklarede ham på bedste vis, at der havde været en revision af hans sagsakter; at bestyrelsen havde været inde over, og det var til sidst blevet besluttet, at de følte sig nødsaget til at overføre ham til et hospital oppe nordpå i overbevisningen om, at de deroppe ville kunne få en positiv indvirkning på hans sag og tilstand. Denne nyhed faldt grangiveligt - som forventet - ikke i god jord hos James, som ikke forstod, hvorfor han var nødt til at rejse væk. Dog forløb det hele betydeligt nemmere og mere roligt, end psykiateren på noget tidspunkt havde ventet eller turdet håbe på, og kun knap en halv time senere stod James alene ude på gangen, og psykiateren var allerede på vej ud til parkeringspladsen, hvor hans bil holdt og ventede på at bringe ham videre i dagens program.
   Det hele var dog endnu ikke ovre, og i takt med at tankerne begyndte at bundfælde sig, tog de kun mere og mere til, og til sidst traf James en beslutning, som han aldrig selv havde turdet forestille sig. Han huskede tydeligt drømmene; de små glimt fra fortiden; og selvom han frygtede hvad der gemte sig bag gardinet, følte han, at han var nødt til at trække det fra og se, hvad der skjulte sig i den forgangne tids skygger; og det var nu kun alt for tydeligt for ham, at dette ikke ville være stedet, hvor han ville opnå dette. Men ligeså vel som han vidste det, ligeså vel vidste han, at han ikke kunne tage til dette nye sted, som psykiateren havde talt om, og i næste øjeblik vidste han nøjagtigt, hvad han måtte gøre. Han kunne ikke forklare hvorfor, han kunne ikke forklare hvordan han vidste det; det gjorde han bare. Det var kommet til ham med ét, som i et lynnedslag. Knap havde han tænkt tanken, før hans ben var begyndt at føre ham af sted ned ad den lange mennesketomme gang.
   Det var nærmest som om, at hans krop i dette øjeblik handlede på egen hånd, og på en måde følte han sig som fanget i sin egen krop, og fulgte bare med fra bag kulissen. Et par minutter senere indfandt han sig bag døren, som markerede enden på deres afdeling, og han vidste, at bagved denne var vejen ud af hospitalet - af alt det han kendte og holdt af; alt hvad der var trygt. Han havde aldrig været på den anden side, ikke siden han først var kommet til hospitalet for nu elleve år siden, og han huskede ikke meget fra den tid. Dog vidste han, at han måtte krydse denne barriere, at han var nødt til at bevæge sig over denne grænse og træde igennem denne dør, som i så mange år havde betydet tryghed, samt afskærmet og markeret hvad han og så mange andre i flere år nu havde kaldt deres hjem. Men nu var tiden inde til at forlade det. Han vidste, at dette var den eneste vej frem, og uden yderligere overvejelse trak han ned i dørhåndtaget, som straks gav efter, og trådte ud på den helt øde og forladte korridor på den anden side. Han lukkede døren i bag sig, så ingen skulle opdage hvor han var på vej hen. Det var dem ikke tilladt at forlade afdelingen alene uden opsyn, så de måtte ikke se hvor han befandt sig nu, eller hvor han var på vej hen. Han vidste at de så blot ville forsøge at stoppe ham, og han kunne ikke lade det ske.
   Han bevægede sig ned igennem de utallige gange, og endelig nåede han en trappe, som ved siden af havde et skilt med teksten "reception", og han vidste at her måtte vejen ud ligge. Her måtte han hen. Underligt nok var det som om, at han under hele denne korte rejse havde vidst nøjagtigt hvor han skulle gå hen, hvor han skulle dreje, og generelt hvad han skulle gøre på trods af, at han ikke huskede noget af dette sted fra sit ene tidligere besøg. Som om en lille stemme et sted i baghovedet fortalte ham, hvad han skulle gøre, guidede ham og viste ham vejen. Det gik overraskende hurtigt, at nå til den store klinisk rene reception. Næsten som om han havde kendt vejen havde han på forunderlig og behændig vis undgået at gå forkert, og derved undgået at gå rundt og lede efter udgangen længere end nødvendigt. Som om han instinktivt tog de rette veje uden at kende dem.
   Da han endelig nåede receptionen, så han sig om, og fik snart øje på udgangen, hvor enkelte personer i dette øjeblik var på vej ind. Det ville nok ikke blive nemt at liste sig uset væk, hvor diskret og naturlig han så end kunne formå at virke iklædt disse hospitalsrober, som fik ham til at virke umådelig suspekt, og vidnede om at han ikke burde befinde sig for langt fra sygehusets præmisser; og ganske rigtigt blev han også snart stoppet af en del af hospitalets stab. Hvem han var, eller hvad han arbejdede med, vidste James ikke. Han havde aldrig set ham før, så han havde tydeligvis intet at gøre med den afdeling, som James selv var indlagt på. Han var heller ikke læge, det sås tydeligt på hans arbejdsuniform. Han virkede snarere til at være portør, eller anden form for vedligeholdelsespersonale. Den ukendte mand begyndte at spørge ind til, hvor James var på vej hen, hvordan han havde det, og lignende trivielle spørgsmål, som James umiddelbart ikke vidste, hvordan han skulle svare på. Han forsøgte at bortforklare sig med, at han havde det fint, og at han bare lige skulle et eller andet, som han ikke selv fik helt fat i. På trods af sin noget pressede og usikre udstråling, lod det til at hans vage forklaringer hjalp. Den ukendte mand skulle netop til at gå igen, da han fik øje på armbåndet på James' arm, hvor der stod hans navn, samt navnet på hospitalet, og afdelingen han var indlagt på, og han vidste derved, at han ikke burde være her uden opsyn. James kunne dog ikke lade sig stoppe her, og da han i samme øjeblik så tre af hospitalets sikkerhedsvagter, tog han en hurtig, og måske lidt forhastet, beslutning. Uden at tænke videre over det, gav han manden foran sig, som forsøgte at få ham tilbage, hvor han hørte til, et hårdt skub i brystet, så han tog et par vaklende skridt tilbage, hvorefter han faldt over noget og væltede bagover. Han slog hovedet ind i væggen bag sig med en kraft, som slog ham ud med det samme, så han nu lå bevidstløs med et svagt blodigt spor på baghovedet.
   James begyndte nu at løbe, og straks satte de tre mænd i vagtuniformerne efter ham. Han vidste, at han ikke ville have en stor chance imod dem, og han kunne ikke tillade dem at stoppe ham nu, så han løb af alle kræfter uden at se sig tilbage. Heldigvis forsøgte ingen at stå i vejen for ham i hans forsøg mod udgangen, og få sekunder efter nærmest sprang han ud af døren og ud i friheden. Han var dog ikke fri endnu, da vagterne fulgte ham ud, og han var derfor nødt til at fortsætte sit løb over parkeringspladsen, men fornemmede snart, at de begyndte at nærme sig. Uden at tænke over det, og uden helt at forstå hvorfor, stoppede han op og så en mellemstor sten liggende på jorden ved siden af sig, som han samlede op. Da den første af de tre vagter nåede frem, langede James ud efter ham rent instinktivt med sin højre hånd, hvor stenen hvilede i, og ramte ham lige på siden af hovedet. Dette var nok til at kaste ham til jorden, og da han ikke rejste sig igen, vendte James sig mod de to andre, som nu nærmede sig hastigt. De var stoppet op et kort øjeblik, da stenen havde ramt deres kollega, og de trak nu begge hver en knippel, som de havde haft strategisk placeret i sine bælter. De nærmede sig nu langsomt, og i ren desperation kastede James nu stenen imod dem, og meget uventet ramte han den ene over næsen, som næppe overraskende tabte kniplen, og James spænede nu over til ham og samlede den op fra jorden, før vagten selv kunne nå det. James slog nu ud efter ham og ramte ham hårdt på underkæben. Et højt knæk hørtes lige inden vagten faldt til jorden. Den tredje vagt løb nu imod ham med kneblen hævet, og inden James kunne nå at reagere, havde han slået ud efter ham og ramt ham på skulderen. Smerten var næsten uudholdelig, men James samlede sig, og inden vagten nåede at gøre mere, slog James ud efter ham og ramte ham på det højre øre. Han slog ham nu fire gange i ansigtet, indtil manden snart efter lå blødende på jorden.
   James smed kniplen fra sig og begyndte nu igen at løbe, så hurtigt hans ben ville bære, væk fra hospitalet. Han hørte sirener i det fjerne og forstod, at de havde tilkaldt politiet, som i dette øjeblik var i færd med at ankomme ved sygehuset et sted bag ham. Han løb derfor nu om muligt endnu hurtigere, da de uden tvivl ville afsøge området efter ham. Han vidste ikke hvor længe han havde løbet, eller hvor langt, men en stikkende følelse var begyndt at sprede sig i hans side, og benene smertede, så han var nødt til at stoppe op for et øjeblik. I dette sekund fik han øje på noget, han aldrig før havde set og gik så i stå i et splitsekund. Et lille pjusket egern sad nærved for foden af et stort piletræ, og James stod der blot og studerede det for en stund. Så forunderligt et dyr, som han aldrig havde andet end hørt om. End ikke på et billede havde han set det, men alligevel vidste han, at det var hvad det var. Eller det følte han i hvert fald, at han gjorde, og så gjorde det ham ingenting, om det var rigtigt eller ej. Tog han fejl, ville han jo alligevel aldrig finde ud af det, og så kunne han jo bare blindt leve i troen. Det var han godt tilfreds med.
   Lidt efter måtte han dog erkende, at han måtte videre. Han havde ikke råd til at stoppe op nu. Han anede ikke hvor han var, men vidste at han måtte fortsætte ligeud; at på en eller anden måde var det han søgte efter i den retning. Men hvad var det egentlig han søgte efter? Ikke engang dét vidste han, så hvordan kunne han vide hvilken vej det befandt sig? Måske han slet ikke vidste det, men snarere blot ledte sig selv i den tro. Intet af det betød noget, det eneste som var sikkert og vist var, at han var nødt til at holde sig i bevægelse, hvor end han så bevægede sig hen.
   Efter hvad der føltes som timers gang nåede han en by. Han anede ikke hvor han var, han havde aldrig været her før. Det var ikke en voldsomt stor by, men heller ikke et af de der små bondesamfund, i stil med det sted han selv var vokset op. Han huskede intet om stedet, men alligevel var han slet ikke i tvivl om, at det var en meget lille by langt væk fra alting. Hvordan han havde erhvervet sig denne viden måtte dog forblive ham en gåde. Han havde ikke gået i lang tid i byens gader, inden han indså, at han lige nu vækkede nok så meget opsigt i den mundering han gik rundt i, og han måtte enten få fat i nogle nye klæder eller holde sig ude af syne for andre mennesker. For hvordan skulle de ikke reagere, hvis de så en mand klædt som han vandre omkring på gaden? De ville uden skyggen af tvivl kontakte de nærmeste myndigheder, som ville jage ham og forsøge at sende ham tilbage. Han kunne ikke gå tilbage nu, han var nødt til at fuldføre det han havde sat i gang. Men hvor skulle han gå hen?
   Med ét hørte han en stemme et eller andet sted fra, og selvom han ikke anede hvorfra den var kommet, adlød han den instinktivt. "Kom væk fra gaden!" havde den sagt, og så snart stemmen havde lydt, var han løbet ind i en lille gyde nærved. Knap var han kommet i skjul fra vejen, før han så en cykel komme kørende forbi lige udenfor hans skjul. Han var evigt taknemmelig til stemmen som havde advaret ham, men hvorfra var den kommet? Så snart cyklen var forsvundet ud af syne, skyndte han sig ud på vejen og spejdede til alle sider, men hans blik fandt intet. Der var ingen i nærheden. Han undrede sig over denne yderst mærkværdige oplevelse, men kunne ikke blot stoppe op, så i stedet lod han tankerne flyde, mens han begyndte at gå igen.
   Ikke længe efter skete det igen. Stemmen lød endnu engang i hans hoved: "Drej til højre." Denne gang adlød han den ikke blot instinktivt, men begyndte straks at kigge overalt omkring sig, men så ingen indenfor hørevidde. Der gik et par sekunder inden han erkendte, at stemmen måtte være opstået i hans eget hoved. Men hvordan var det muligt? Hvordan kunne han have advaret sig selv om en fare, han endnu ikke havde set? Og hvordan kunne han nu fortælle sig selv, som end ikke anede hvor han selv var, i hvilken retning han skulle søge? Han havde ingen forklaring andet end den mulighed, at han ubevidst havde bemærket cyklisten, på en eller anden vis, men ikke bevidst registreret det før det øjeblik stemmen var kommet; og måske han af ukendte årsager formodede, at han skulle gå til højre her, og af yderligere ukendte årsager underbevidst forklædte disse formodninger bag en stemme i sit hoved? Hans hoved smertede ved blot at tænke denne komplicerede tankerække, og han slog det væk for et øjeblik. At fundere over det ville alligevel ikke hjælpe.
   Hvad end grunden til det hele var, fulgte han imidlertid anvisningen og drejede til højre. Dette viste sig dog snart at have været en fejltagelse, for så snart han drejede om hjørnet, fik han øje på to politibetjente stående på fortovet ved siden af deres patruljebil, som holdt parkeret med åbne døre. Ikke mange sekunder senere, før han nåede at komme ud af syne, fik de øje på ham. Enten havde de hørt om episoden hjemme på sygehuset, eller også virkede han bare mistænkelig, for hvad end årsagen begyndte de nu at bevæge sig imod ham. Om end deres skridt var rolige og deres udstråling samme, så vidste han hvad deres intentioner var, og at de ville holde ham i varetægt, indtil de ville finde ud af hvor han kom fra, og så ville de sende ham tilbage - hvis de da ikke allerede vidste det. Han kunne ikke lade dette ske, så frem for at blive stående og afvente sin dom, begyndte han at løbe.
   Han drejede tilbage om hjørnet, og de satte i løb og fulgte efter ham. Han var længe forinden kommet sig over sin løbetur væk fra sygehuset, så han holdt sig på en god afstand fra de to betjente. De var dog meget adrætte og tydeligvis vant til at forfølge sine mål, for de begyndte snart at indhente ham med foruroligende hastighed. James selv var ikke vant til at løbe og måtte derfor snart erkende, at han ikke ville kunne løbe fra dem. Han havde nær givet op, da stemmen endnu engang vendte tilbage, og bad ham løbe af vejen ind på en af de små sidegader. Denne gang havde han ikke i sinde at stille spørgsmålstegn ved det, men løb med det samme ind på den første vej han stødte på. Det var ikke meget mere end en smal gyde, og den lod til at føre ud til en anden vej. Han anede ikke hvor han løb hen, men bevægede sig blot frem så hurtigt benene ville bære. Ved vejs ende så han sig omkring, og instinktivt løb han til højre uden at tænke yderligere over det. Han måtte forsøge at ryste de to betjente af sig, da han ikke ville kunne stille så meget op mod dem, hvis de kom for nær.
   Han stoppede op, idet han passerede en kirke, og efter et splitsekunds overvejelse sprang han over det lave gærde, og løb tværs over det lille græsareal til kirkegården bag kirken. Området var afskærmet af kirken til den ene side og en stor hæk til den anden, og var lige netop ikke synlig fra vejen. Han burde kunne være i fred her, indtil betjentene var væk igen. Heldigvis var her ingen andre end ham, så der var ingen umiddelbar risiko for at blive opdaget af flere ukendte mennesker, i hvert fald ikke som tingene så ud nu. Han så sig om på den menneskeforladte kirkegård og besluttede, at han hellere måtte blive her et øjeblik, blot for at være helt sikker på, at det var sikkert at bevæge sig væk.
   Han gik imellem de mange gravsten og kiggede ned på de gamle inskriptioner. Han havde aldrig været på en kirkegård før, og fandt det hele meget fascinerende, og han syntes det var umådelig interessant at gå rundt og læse de mange forskellige navne og årstal. Han genkendte naturligvis ingen af dem, han havde trods alt været på hospitalet i mange år nu og kendte derfor ingen udenfor dets sikre mure. Alligevel fandt han det underligt beroligende at læse navnene på de gamle ornamenterede sten, og årstallene der fulgte med.
   Efter en rum tid, cirka halvvejs ned langs rækken af gravsten, stoppede han op. Han fik pludselig øje på et navn, som han straks genkendte, trods han aldrig huskede at have hørt det før, og af en eller anden ukendt årsag satte det noget i gang i ham. Han fik pludselig en kvalmende følelse i maven, hans hoved gjorde ondt og alting begyndte at snurre for ham, inden hans blik gik helt i sort.

James stod på en lille mark, selvom den i dette øjeblik virkede umådeligt stor i forhold til hans kun niårige gamle krop, og så ud over de lange græsarealer. Det var en almindelig efterårsdag, og den kølige vind slog blidt imod hans hud og legede med de falmende blade i de store trækroner. Jonathan stod foran James med et hengivent smil rettet mod ham. Smilet vækkede splittede følelser i James' krop, og han vidste ikke nøjagtigt, hvordan han følte lige i dette øjeblik. Han havde altid været umådeligt glad for sin lillebror, men samtidig havde andre følelser sneget sig ind i de senere år. Den dag James kom til verden havde været en velsignelse for forældrene. I mange år havde de forsøgt, men intet var der sket. De havde endda fået beskeden om, at hans moder med al sandsynlighed aldrig ville kunne få børn på naturlig vis, en nyhed der havde slået hårdt. Derfor var det selvsagt en glædens dag, da de endelig modtog beskeden om graviditeten. Men som det er med alting, ændredes tingene. Hidtil havde de levet et ganske idyllisk og fredeligt liv i den lille by, men noget var galt med den unge dreng. Det havde været klart for dem længe. Hvad det var, havde de ingen ide om, men James var ikke som alle de andre. Det smertede forældrene, og så stor en lidelse det var dem, når de dag efter dag måtte lægge ører til landsbyens snak, som størstedelen af tiden omhandlende James, og hvordan han ikke var som han burde.
   Så da Jonathan to år senere blev født, havde det ændret markant på James' liv. De andre i landsbyen havde aldrig brudt sig om James, altid havde han stået udenfor; og efter Jonathan kom til - et helt almindeligt, raskt barn - røg James snart helt ud i kulden. Den eneste som ville nærme sig ham, snakkede til ham og ville omgås ham frivilligt, var Jonathan. Ligeledes var han også den eneste, som James ønskede at være nær. De kom fantastisk ud af det med hinanden, de var næsten altid sammen. Men trods den broderlige kærlighed, som var mellem dem, spirede nu også en anden følelse fra James' side; had. Et had til den bror, som havde ændret så meget på hans liv. Som havde alt det, James manglede. Alt det han aldrig kunne få. Den fantastiske, perfekte og altid elskede Jonathan. Den bedre bror. Det var hvad han omtaltes som, så snart de troede James ikke hørte det. Eller måske de vidste, at han hørte det, men bare var ligeglade.
   Igennem årene var det kun blevet værre og på trods af, at James endnu elskede sin yngre bror, blev det indebrændte og spirende had kun større og mere udtalt. At han undertrykte det gjorde det kun værre, og fik det fortsat til at boble op indtil denne dag, hvor han endelig ikke kunne holde det under kontrol længere. Han anede ikke, hvordan det var sket. Jonathans øjne var blevet store, da den ældre broders hånd slyngede stenen, som han netop havde samlet op fra jorden, mod hans ansigt. Den knasende lyd, da den ru overflade brutalt mødte drengens ansigt, var gruopvækkende og fulgtes snart derefter af en dump lyd, da Jonathan faldt til jorden; livløs. James stod der blot et øjeblik som forstenet og så ned på sin broder, endnu ikke helt klar over hvad der netop var sket. Det hele havde fremkommet så surrealistisk og unaturligt, som om han ingen kontrol havde haft over sin egen krop. Som om den for et øjeblik havde taget over og taget styringen. Efter et par sekunder kom han dog til sig selv, kastede sig ned over sin bror, og forsøgte desperat at få en reaktion fra ham, men for sent. Han var død i det øjeblik, stenen ramte.
   Uden varsel vendte han tilbage til nutiden og skød øjnene op. Han satte sig besværet op og huskede ikke, hvordan han var endt på græsset. Med ét huskede han de billeder, som netop havde passeret igennem hans hoved og for første gang i over et årti, huskede han nu nøjagtigt, hvad der var sket dengang. Det havde været lige inden han var ankommet til hospitalet. Han havde stået i køkkenet foran sine livløse og blodindsmurte forældre og afventet politiets ankomst. Han huskede til denne dag stadig deres ukontrollable råben forinden, som han så ofte havde hørt. Han huskede knivens blankskinnende blad. Hvordan det havde penetreret deres hud. Han huskede deres skrig af smerte og frygt. Brændt dybest ind i hans hukommelse stod dog det sidste rallende åndedrag, netop som de forlod denne verden. Han havde stadig mareridt om det, men havde aldrig vidst, hvad det havde betydet, eller været i stand til at huske hvorfra disse lyde og glimt kom, før denne dag.
   Efter nogle minutter hvor han blot havde stået og stirret ned på sin længe fortrængte broders gravsten, med øjnene fastlåst på navnet, fornemmede han en tilstedeværelse nærved. Han drejede hovedet og så nu til sin store overraskelse og gru manifestationen af hans kun syvårige afdøde lillebror. Han så nøjagtigt ud, som han havde gjort i det sidste sekund, James havde set ham. Den eneste forskel var, at hans ansigt lige nu ikke så forslået ud, og det var ikke indsmurt i blod. Det hele kom tilbage til ham nu, alle de minder han havde fortrængt i så mange år. Et glemt liv, som nu endelig efter umindelige år boblede tilbage til overfladen og trængte sig på. Han opfyldtes med en gru over sine handlinger, men samtidig fyldtes han af en uforklarlig og altoverskyggende ro, der strømmede over ham, som varmt vand på hans nøgne krop.