Da solen endelig skinnede,
var jeg trillet ind i søvnen
efter lange mørke dage
og nætter for at fylde mere træ i ovnen,
holdt vågen i den håbløse hvile der føltes
som mit liv var gået ud.
Stjernen lyser alene med sin dværg
over opvasken og kaffekoppen,
blå og hvid og genkendt
ser vi på hinanden igen,
langt derude i kanten af Orion
blinker du endnu og ved,
at min lille flamme har en ende.
Jeg er blevet tung
som en sten der falder
over endeløse tankerækker
der længes efter mening,
træt og deprimeret bliver jeg
som en vintersnegl med hus
der går alt for langsomt
med hyper sensitive følehorn
der ingenting finder
bortset fra støvet jord i frosten.
Jeg trillede i søvn igen,
som jeg har gjort så tit,
til varmen vækker de sidste rester
af smuldrede små håb,
jeg næsten havde glemt.
De er som små krummer
der skal gemmes dybt.