Han hvisker sødt, men stemmen brænder,
et net af løgne, spundet af hænder.
Med øjne bløde som fløjl og nat,
men kolde som is bag maskens pragt.
Han drejer ordene, bøjer dem skævt,
så du tror, det var dig, der trådte forkert.
Han smiler, han griner, han lover dig fred,
mens han binder din vilje i usynligt net.
Han planter tvivl som torne i sjælen,
sår et mørke, der gror i tætheden.
Han kalder det kærlighed, kalder det skæbne,
mens han maler din verden i skygger og lænker.
Hvor han går, visner glæden bort,
han gør din sandhed hul og kort.
Alt han rører, splintres og dør,
men stadig står han.
For han er stormen, der aldrig standser,
den hvisken, der kvæler dine chancer.
Og først når du brænder, falder, forsvinder,
står han tilbage - med smil, der vinder.