Første gang jeg mødte Jon var i ungecenteret. Han sad inde på et værelse med nogle andre og tog stoffer. Da jeg mødte ham var han meget imødekommende. Han havde en helt speciel charme over sig som fangede mig øjeblikkeligt. Den næste gang jeg mødte ham, var det tydeligt at mærke kemien imellem os. Vi stod længe og kiggede hinanden i øjnene, og selvom Jon havde en kæreste så flirtede vi helt afsindigt med hinanden. Jeg kan stadig huske den varme følelse jeg havde i kroppen da vi stod der. Jeg vidste at jeg ikke burde flirte med ham, men det var umuligt at lade være. Jeg var helt og aldeles betaget af ham. Alle de andre kunne se det på mig, og min veninde trak mig til side: "Han har altså en kæreste, i bliver simpelthen nødt til at lade være med at flirte med hinanden" efter festen så jeg ham ikke i et par måneder. Jeg vidste at han havde en kæreste, og derfor glemte jeg meget hurtigt alt om ham. Et par måneder senere så jeg ham igen. Denne gang var han single. Kemien imellem os var ikke til at tage fejl af, og derfor gik det hele også meget hurtigt. Før jeg vidste af det, lå vi inde på min venindes værelse og så en film sammen. Han lå i ske op af mig, og jeg kunne tydeligt mærke at han forsøgte at tage det første skridt. Der gik ikke længe før han tog fat i min hånd og flettede fingre med mig. Sommerfuglene baskede rundt i min krop! Den nat sov han ved mig, selvom jeg egentlig ikke ønskede det. Allerede der kunne jeg nemlig mærke min enorme tiltrækning til ham, og jeg frygtede at jeg ikke ville kunne styre mig selv. Hvis han sov hos mig, var jeg sikker på at vi ville ende med at have sex. Det gjorde vi også og det var fantastisk. Selvom vi havde haft sex var han stadig interesseret i mig, og vi begyndte at date..
   I begyndelsen var det helt vidunderligt. Jeg svævede på en lyserød sky 24 timer i døgnet, og jeg var blevet fuldstændig hovedkulds forelsket. Aldrig havde jeg oplevet så intens en forelskelse før, og jeg nød det i fulde drag. Men som månederne gik, blev det hårdere og hårdere at være hans kæreste. Han var meget uforudsigelig. Det ene øjeblik var han omsorgsfuld og kærlig- det næste øjeblik var han dybt deprimeret og lod hans frustrationer gå udover mig. Selvom jeg godt vidste at han var en "bad boy", så havde jeg alligevel ikke forestillet at det ville være så galt. Jon var meget afhængig af hash og det var meget tydeligt at det var hashen der styrede hans liv. Det eneste der hjalp på hans humør, var når han røg sig så skæv, at han ikke længere kunne skelne imellem virkelighed og "drømmeland" Jeg forsøgte mange gange at overtale ham til at stoppe men det lykkedes ikke. Til sidst opgav jeg, for jeg begyndte at indse at det var umuligt for ham. I stedet lærte jeg at leve med hans misbrug. Der var også mange tidspunkter, hvor jeg faktisk var glad for at han røg hash. Det var af den simple grund, at det var for hårdt at være i nærheden af ham når han ikke var skæv. Så opstod der nemlig de mest ekstreme skænderier. Nogle gange var skænderierne så slemme, at jeg ligefrem blev bange for ham. Han havde nemlig altid haft svært ved at styre sit temperament, og derfor blev han nogle gange meget truende overfor mig. Der var mange gange, hvor jeg tænkte: " Det her går jo ikke. Du bliver nødt til at slå op med ham." Men selvom jeg tænkte de tanker, så var jeg alligevel ikke i stand til det. Han var blevet så stor en del af mit liv, og selvom min hjerne gentagne gange bad mig om at slå op, så skreg mit hjerte at det var ham jeg ville have. Derfor blev jeg hos ham, og bad til at vores forhold en dag ville blive bedre.

Da jeg havde været kærester med Jon i et halvt år, var jeg overbevist om at han var mit livs kærlighed. Han var den første jeg elskede så højt, at det gjorde ondt dybt inde i mit hjerte. Vores forhold var meget specielt. Det var lidt ligesom en rutsjebane. Nogle gange gik det op, men for det meste gik det ned. Når det gik godt imellem os, så var jeg den lykkeligste pige i verden. Et enkelt smil fra ham, var alt hvad jeg behøvede. Det kunne redde min dag, selv når den havde været forfærdelig. Men når det gik dårligt imellem os, så faldt hele min verden sammen omkring mig. Så var der intet, der betød noget. Han var som en magnet for mig. Jeg havde aldrig følt så dyb en tiltrækning til en anden person før. Når han rørte ved mig blev jeg helt elektrisk, og ville hele tiden have mere af ham. Det var som om jeg aldrig kunne få nok. Vores sexliv var ubeskriveligt. Fuldstændigt vildt og vidunderligt. Der var ingen grænser for hvor meget sex vi kunne have. Det var hvor som helst og når som helst. Selv hvis der var andre i rummet. Vi kunne slet ikke holde fingrene væk fra hinanden. Der var ingen tvivl om at vores sexliv fungerede bedre end vores forhold gjorde.
   Folk forstod ikke den kærlighed jeg havde til ham. De sagde at han var en dårlig fyr, og at jeg fortjente bedre. Jeg var så træt af at høre på dem, for de kunne slet ikke sætte sig i mit sted. De forstod ikke at jeg var fanget af min kærlighed til ham. De vidste ikke, at det var ham der havde kontrol over min lykke. Det var ham der styrede mit humør. For selvom han til tider gjorde mig ulykkelig, så var han også den person, der gjorde mig allermest lykkelig. Når skænderierne var ovre, og når han ikke var deprimeret, så var han den dejligste person. Så var han så kærlig og omsorgsfuld, og gav mig alt den kærlighed han havde i sig. Det var en farlig kærlighed. Farlig fordi han havde så meget magt over min lykke, og farlig fordi den både ødelagde og helede mig på samme tid. Men den var mest af alt farlig, fordi den gjorde mig SÅ blind. Efter noget tid blev der stjålet penge fra mine venner og jeg. Mine venner var selvfølgelig overbevist om at det var Jon der havde stjålet dem, men det nægtede jeg at tro på. Jeg fortalte dem, at jeg vidste at han elskede mig, og at jeg derfor var sikker på at han ikke ville stjæle fra mig. De kiggede mig dybt ind i øjnene, og sagde så: " Ja, men han elsker stofferne højere, og vil gøre alt for at få dem. Selv hvis det betyder at han skal stjæle fra sin kæreste." De ord gjorde ondt at høre, og selvom jeg ikke ønskede det, så fik de mig alligevel til at tvivle på ham. For efter at vi var blevet kærester var en masse af mine ting forsvundet. Jeg fik gang på gang stjålet dyrebare ting og penge. Jozz var meget overbevisende, og gjorde alt hvad han kunne for at få mig til at stole på ham. Det var virkelig svært for mig, for jeg havde aldrig før tvivlet så meget på ham. Til sidst valgte jeg at stole på ham, for tanken om at han havde stjålet fra mig var ikke til at bære. Jeg forsøgte at overbevise mine venner om at det ikke var Jon, men det troede de ikke på. Det endte så med, at han blev nødt til at flytte fra byen, fordi alle i vores by ville tæske ham. Jeg savnede ham utrolig meget. Så meget at det næsten ikke var til at holde ud. Det gjorde så ondt indeni mig, at det føltes som om mit hjerte var blevet revet ud af mit bryst. I den periode havde jeg opgivet mit arbejde og spiste næsten ingenting. Jeg levede af 50 kr om ugen, og halvdelen af de penge gik til cigaretter. Jeg følte mig helt alene i verden, fordi alle mine venner var imod vores forhold, og hele tiden bad mig om at lade være med at stole på ham. Det var en virkelig hård periode for mig, for jeg følte at jeg stod på midten af en vippe, og skulle vælge hvilken side jeg ville være på. Enten var det mine venner, eller også var det Jon. Hvis jeg valgte Jon, så ville vores forhold muligvis gå i stykker før eller siden, men hvis jeg valgte mine venner, så valgte jeg at opgive en fyr som jeg elskede højere end noget andet. Det var ubeskriveligt svært for mig at vælge, men til sidst valgte jeg at lytte til mit hjerte. Jeg valgte kærligheden, for jeg var ikke klar til at give slip på vores forhold. Jeg indså også, at mine venner ikke var rigtige venner, hvis de ikke kunne støtte mig i mine beslutninger. Så da jeg blev 18 fulgte jeg mit hjerte og flyttede til en ny by sammen med Jon.

Da jeg satte mig ind i hans bil og vi langsomt kørte væk fra min hjemby begyndte tårerne med det samme at trille ned ad mine kinder. For det gik pludselig op for mig, at jeg havde truffet mit valg, og at der ikke var nogen vej tilbage. Nu var Jon den eneste jeg havde. Nu skulle jeg for første gang stå alene i en fremmede by, uden hjælp fra venner og familie. Jeg tørrede mine øjne, kiggede ud ad vinduet, og så hvordan mit liv langsomt forsvandt væk fra mine øjne. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om jeg havde truffet det forkerte valg. Om de havde ret i det de havde sagt. Men så kiggede Jon på mig med hans smukke grønne øjne, og det var i det øjeblik at jeg indså, at selv hvis det gik galt imellem os, så vidste jeg at jeg elskede ham. Jeg vidste at jeg havde fulgt mit hjerte, og derfor havde jeg intet at fortryde. Vi skændtes allerede den første dag vi ankom. Jon var ufattelig god til at manipulere. Det endte altid med, at han fik det vendt om til at det var min skyld. Selvom jeg var klog nok til at vide at han manipulerede mig, så virkede det alligevel og jeg følte mig skyldig. Efter en times skænderi gjorde vi det godt igen, ved at have hed sex midt i skoven. Vi havde nemlig ikke set hinanden i flere uger, og den seksuelle kemi imellem os var stadig ligeså stærk som den altid havde været.
   Jeg ville ønske jeg kunne sige, at det var nemt at bo sammen med ham. Det var det desværre ikke. Faktisk var det noget af det sværeste jeg nogensinde har prøvet. Min evige nyforelskelse begyndte langsomt at forsvinde, og pludselig var det som om hans sande jeg begyndte at komme frem. Jeg begyndte at se den person, som mine venner havde talt om. Han var så ødelagt, og der gik længere tid imellem de gode dage. Nu var det efterhånden sjældent at hash kunne løfte hans humør. På det tidspunkt var jeg selv ved at blive lidt deprimeret. Vi boede nemlig i et lille værelse med hans onkel og onkelens kæreste. Der var så lidt plads at det nærmest var klaustrofobisk. Både Jon og hans onkel røg utrolig meget hash, og den ene var mere deprimeret end hinanden. De sugede simpelthen energien ud af hinanden, og påvirkede os alle med deres elendige humør. Der var mange tidspunkter hvor jeg gik alene rundt i skoven, fordi jeg ikke kunne holde ud at være i rum sammen med dem. Som om det ikke var slemt nok, så måtte vi kun gå i bad 1 gang om ugen, og der var heller ikke særlig meget mad i huset. En dag så jeg at Jon havde efterladt hans telefon, og jeg kunne ikke lade være med at kigge den. Det var af ren og skær nysgerrighed, og jeg havde ikke forventet at finde noget der ville såre mig. Derfor blev jeg fuldstændig målløs da jeg læste de mange beskeder til hans ekskæreste. Der stod blandt andet: " Jeg elsker også dig. Hvis det ikke går imellem mig mig og min kæreste, så skal vi to finde sammen igen." Jeg kan ærligt sige, at det var som om mit hjerte stoppede da jeg læste den besked. Jeg var fuldstændig i chok. Kunne det virkelig passe at jeg havde efterladt hele min verden for en fyr som elskede sin ekskæreste? Jeg kom lynhurtigt ud af mit chok stadie, som i stedet forvandlede sig til den vildeste raseri. Jeg råbte og skreg af ham, og var fuldstændig ligeglad med at der var andre tilstede. Jeg løb ud af huset og kastede hans mobil hårdt ned i jorden så den gik i stykker. Den dag i dag kan jeg stadig huske den ubeskrivelige forfærdelige følelse jeg havde indeni mig. Det er seriøst en af de gange hvor jeg har haft det allerværst følelsesmæssigt. Det føltes som om mit hjerte blev revet ud af mit bryst, og det gjorde så ondt at det næsten føltes uvirkeligt. Her stod jeg mutters alene i en ny by med en fyr jeg elskede højere end noget andet, men som tydeligvis ikke elskede mig højt nok. Det var lige præcis DEN dag hvor min lejlighed var blevet opsagt, og jeg havde derfor ingen mulighed for at vende tilbage. Min stedfar havde smidt mig ud hjemmefra, så jeg så absolut ingen muligheder for at komme væk. Jeg var fanget. Da det gik op for mig, faldt jeg grædende sammen på jorden. Jeg græd så ustyrligt at jeg tvivlede på om jeg nogensinde ville stoppe igen. Mit hjerte hamrede afsted og jeg kunne mærke at jeg var på randen til at få et angstanfald. Jeg blev helt bange for mig selv, fordi jeg var fuldstændig ude af kontrol og hyperventilerede meget. Jon råbte og skreg at jeg havde ødelagt hans mobil, og prøvede som han altid gjorde, ved at lægge skylden over på mig. Denne gang virkede det ikke, for jeg var så rasende på ham at jeg kunne have slået ham ihjel lige der. " Hvad tænker du på?! Samme dag hvor min lejlighed er opsagt, så vælger du at skrive det til din ekskæreste? Jeg har opgivet hele mit liv for at være hos dig!". Efter at have grædt på græsplænen i et par timer gik jeg omsider tilbage til huset. De andre sad i stuen, så jeg valgte at gå ind på værelset. Jeg var så udmattet at jeg faldt om på sengen med det samme. Efter et stykke tid kom Jon ind og undskyldte. Selvom alt føltes ødelagt imellem os og tilliden var væk, så endte det alligevel med at jeg tilgav ham. Jeg havde jo brug for ham. Han var den eneste person jeg havde, og jeg var dybt afhængig af at bo hos hans onkel. Eftersom jeg endnu ikke havde fået et arbejde, havde jeg ikke råd til at klare mig alene. Derudover elskede jeg ham stadig helt sindssygt, og valgte at stole på at han også elskede mig.

Jeg snakkede med onkelen om at jeg ville have et arbejde. Både fordi der var meget lidt mad i huset, og jeg brød mig ikke om at jeg ingen penge havde. Men også fordi jeg desperat trængte til at komme væk fra det deprimerende værelse. Heldigvis kendte onkelen et sted hvor jeg lynhurtigt kom til jobsamtale. Der gik ikke længe før jeg havde fået fast arbejde fra klokken 16-20. Desværre var lønnen meget lav, så det var langt fra nok til at betale regninger og stadig have nok mad. Derfor besluttede jeg mig for at tage 10 klasse på VUC så jeg kunne få SU udbetalt. En dag fortalte onkelen mig, at han havde lejet et hus som vi alle kunne bo i. Jeg var lykkelig! Endelig et sted hvor vi kunne få vores eget værelse, og måtte gå i bad flere gange om ugen. Jeg begyndte at føle, at tingene så lysere ud, og for første gang i lang tid følte jeg mig glad. Nu havde jeg plads nok til at bevæge mig, jeg havde gang i en uddannelse, og jeg havde fået et arbejde. Jon delte dog ikke min glæde. Der var efterhånden intet der kunne gøre ham glad, og det var næsten umuligt ikke at blive påvirket af hans negativitet. Selvom jeg sagde til mig selv at jeg skulle holde humøret højt, så lykkedes det ham alligevel altid at ødelægge det. Jeg var glad når jeg var i skole og på arbejde. Det var dejligt at snakke med andre mennesker, og dejligt at have noget at se frem til. Der var tider hvor jeg ikke ønskede at tage hjem igen, fordi jeg vidste at der ventede mig et helvede. Så snart jeg kom ind ad døren startede Jon et skænderi med mig, fordi han var træt af at være alene. Det var meget svært at få det hele til at løbe rundt, for jeg var den eneste der betalte husleje. Jon brugte hans penge på hash og cigaretter. På trods af at han var dybt deprimeret, så elskede jeg ham stadig ligeså højt som jeg altid havde gjort. Derfor ville jeg gøre alt hvad jeg overhovedet kunne, for at få vores forhold til at fungere. Men lige meget hvad jeg gjorde, så forblev han ulykkelig. Der var intet der hjalp på hans humør. Han var faldet ned i et meget dybt hul, og selvom jeg virkelig kæmpede, så kunne jeg ikke hive ham op derfra. Jeg havde fuldstændig glemt alt om min egen psyke, fordi jeg var så opsat på at redde ham, at jeg ikke kunne se, at jeg selv var ved at blive ødelagt. Så det kom som et chok, da det pludselig gik op for mig, at han ikke var den eneste der skulle reddes. Jeg var nu selv blevet så deprimeret, at det eneste jeg lavede, var at græde, skændes med Jon, og så sove. Vi skændtes så meget at vi for alvor begyndte at undgå hinanden. Der var ingen af os der orkede at skændes mere. Han opholdte sig for det meste på loftet, hvor han brugte alt sin tid på at ryge hash. Jeg opholdte mig i soveværelset og prøvede på at sove dagene væk. Det var en forfærdelig periode. Så forfærdelig at jeg knap nok orkede at eksistere. Det var som om, en mørk og dyster skikkelse havde overtaget min krop. Som om den forhindrede mig i at være lykkelig. Alle vores skænderier havde taget alt min energi fra mig, så jeg orkede ikke længere at gå i skole eller tage på arbejde. Jeg tænkte slet ikke over hvilke konsekvenser det ville have. Det eneste jeg tænkte på, var hvordan jeg skulle redde Jon og mig selv. Men en dag fik jeg et brev fra skolen, hvor der stod at de ville fjerne min SU, hvis jeg ikke kom i skole øjeblikkeligt. Jeg vidste at jeg blev nødt til at tage mig sammen, for ellers ville både Jon og jeg blive hjemløse. Det var virkelig hårdt at koncentrere mig om skolen, fordi jeg efterhånden var blevet så udmattet at jeg ikke orkede noget. Det var en kamp at komme op af sengen hver eneste dag. På samme tid vidste jeg også godt, at skolen var det eneste der forhindrede mig i at blive endnu mere deprimeret.

Som tiden gik, fik Jon det bare værre og værre. Han gik nu rundt med selvmords tanker, og fik konstant et raseri anfald. Jeg prøvede at være der for ham, men han blev bare ved med at skubbe mig væk. Når jeg forsøgte at tale med ham om det, så sagde han bare: " Du skulle prøve at være i mit sted! Du er den eneste jeg har, og du flygter jo nærmest væk fra mig." Han forstod ikke, at jeg havde det på præcis samme måde. Hans selvmords tanker skræmte mig fra vid og sans, og hver gang jeg kom hjem fra skole, så frygtede jeg at jeg ville finde ham død. Frygten for at miste ham var ikke til at holde ud. Men jeg vidste, at jeg blev nødt til at tage i skole, for ellers ville onkelen tilsidst blive træt af os, og højst sandsynligt smide os på gaden. Jeg forstod ikke, hvad der var sket med os. Selvom vi elskede hinanden, så trak vi bare hinanden længere og længere ned. Udenfor piskede regnen ned, og jeg kunne se at det trak op til storm. Jeg kiggede betagende ud ad vinduet, og jeg lagde mærke til, hvordan stormen ruskede rundt i træerne. Jeg var så træt af det hele. Jeg orkede simpelthen ikke mere. Jeg havde ikke mere at give. Da jeg fortalte Jon om mine tanker, så udløste det endnu et skænderi. Han styrtede op fra sofaen, kiggede mig dybt ind i mine øjne, og sagde så: " Slår du op med mig, eller hvad? For hvis du gør det, så er du virkelig egoistisk! Hvis du går fra mig nu, så har du aldrig nogensinde elsket mig. For hvis du elskede mig, så ville du ikke gå fra mig, når du ved hvor dårligt jeg har det." Da han sagde de ord, føltes det som om han stak en kniv ind i mit hjerte. Hvad var der galt med ham? Kunne han da ikke se, at jeg havde opgivet alt for at være sammen med ham? At jeg havde gjort alt for at redde ham, og at jeg havde kæmpet i en evighed for at få vores forhold til at fungere? Jeg blev så rasende på ham, at jeg var meget tæt på at slå ham. Jeg havde gjort alt for at hjælpe ham, og så var han ikke engang taknemmelig. Jeg forklarede ham, at jeg var færdig med at kæmpe for vores forhold, og at han nu måtte klare sig selv. Derefter gik jeg ind i soveværelset, for jeg kunne mærke, at hvis jeg blev et sekund længere, så ville jeg ende med at slå ham. Desværre gik Jon efter mig, og blev bare ved med at provokere. "Jeg håber, at du skammer dig over dig selv! Tænk, at du træder på en person, som allerede ligger ned." Hans provokerende attitude fik mig til at indse, at han på ingen måde respekterede mig. Han respekterede ikke mine grænser. Selvom jeg gentagne gange bad ham om at gå, så blev han stående. Til sidst blev jeg så vred på ham, at jeg skubbede ham, og lukkede døren i. Det skulle jeg ikke have gjort, for det fremprovokerede bare hans ustyrlige temperament. Han sparkede døren hårdt op, i et forsøg på at ramme mig. Det chokerede mig fuldstændig. Jeg blev så bange, at jeg faldt sammen på mine knæ, og brød sammen i tårer. Det gik hurtigt op for Jon hvad han havde gjort, og han forsøgte at undskylde. Jeg rystede på hovedet, og sagde så stille: "Det er ovre imellem os." Så løb jeg ud på badeværelset, låste døren, og begyndte at stortude. Da jeg kunne høre at han var på vej hen imod døren, tændte jeg for bruseren og holdt mig for mine ører. For jeg kendte ham. Jeg vidste, at han ville prøve at overtale mig til at tage ham tilbage, og jeg ønskede ikke at høre på det. Ingen ord kunne gøre det godt igen. Der var ingen ord, der ville kunne fjerne den smerte han havde påført mig. Jeg var godt klar over, at jeg blev nødt til at give slip på ham, men jeg vidste også godt hvilken magt han havde over mig. En enkelt sætning fra ham, var nok til at jeg ville komme krybende tilbage. Derfor lukkede jeg mine ører, og lod hans tilbedende ord flyde i et med bruseren.
   Efter at have siddet på badeværelset i mange timer, besluttede jeg mig omsider for at gå ud. Der var helt stille i lejligheden. Det eneste man kunne høre, var regnen som piskede imod ruderne. På sofabordet kunne jeg se, at der lå en seddel fra Jon. På den stod der, at han var kørt til psykiatrisk hospital i Århus og at han håbede jeg ville tage ham tilbage igen på et tidspunkt. For første gang i mit liv, gik det op for mig at min kærlighed til ham ikke var nok. Lige meget hvor højt jeg elskede ham, så ville min kærlighed til ham, ikke kunne overvinde alle de problemer vi havde. Selvom det gjorde ondt at give slip på ham, så vidste jeg, at jeg var nødt til det. Han havde været ligesom en afhængighed. Det var svært at leve med ham, men det var mindst ligeså svært at leve uden ham. Jeg vidste, at det var på tide at give afkald på min afhængighed. Jeg ville klare mig bedre uden. Udenfor var stormen begyndt at stilne af. Det samme var stormen i mit liv. Vores kærlighed havde været præcis ligesom stormen udenfor. Den havde været så kraftig og intens. Den havde rusket rundt i mig fra alle sider. Taget alt min energi fra mig, og havde efterladt mig fuldstændig gennemblødt. Den havde ødelagt alt omkring mig og havde fået mig til at glemme mig selv. Men nu var det omsider ovre. Nu var jeg endelig blevet fri igen.