Det var mørkt udenfor, og på den kolde asfalt kunne man se en lille pige, som gik med bare fødder og tårer trillende ned ad hendes kinder. Hun så ud til at have mistet håbet. Som om alt hendes livsglæde var blevet revet væk fra hende. Hun var ikke mere end fjorten år gammel, og man kunne ikke lade være med at undre sig over, hvorfor hun gik alene midt om natten uden sko på hendes fødder. Men selvom man ønskede at spørge hende om hun var okay, så kørte man alligevel videre. For hun var sikkert bare en teenager med helt normale problemer, og den slags problemer havde man jo ikke tid til at tage sig af. Så man kørte bare videre i sin fine bil, og efterlod den grædende pige udenfor i kulden. Der gik hun så helt alene, kun iført sit tynde nattøj og en plasticpose i hånden. Hver gang hun så en bil køre forbi, håbede hun, at den ville stoppe, og at personen i bilen ville spørge om hun havde brug for hjælp. Men der var ingen, der stoppede. De kørte alle forbi hende, som om hun var fuldstændig usynlig.
   Efter at have gået i et kvarter, nåede hun endelig det sted, hvor hun altid tog hen når hun ville væk fra det hele. Det var en gammel bro som lå i udkanten af byen, og som hun havde besøgt mange gange, siden hendes mor havde giftet sig med Erik. Endnu engang satte hun sig på kanten af broen, og brød ud i gråd. Ville det nogensinde stoppe? Hun tørrede sine blanke øjne, og lod blikket falde ned på de mange biler som kørte på motorvejen. Hvor ville det dog være nemt at springe. Et enkelt spring, og så var hun væk fra denne verden. Så ville hun slippe fra alt den smerte, som tydeligvis var det eneste som verden kunne byde på. Ingen ville savne hende, det var hun sikker på. Hun var ikke andet end en byrde for dem alle. Ja det ville helt klart være det nemmeste at springe. Hun tog en dyb indånding, og forsøgte at få sig selv til at springe, men hun turde ikke. Hun var rædselsslagen for at dø. I stedet brød hun endnu engang ud i gråd, og fandt frem til flasken som hun havde stjålet fra stedfaderens skab. Smagen af whisky varmede hendes kolde krop, og gjorde det nemmere for hende at klare den bidende kulde. Gad vide om hendes mor ledte efter hende? Det gjorde hun garanteret ikke. Efter at have drukket halvdelen af flasken, lukkede hun sine øjne, og tænkte tilbage på alt det der var sket.
   Hun var fem år gammel, da hendes mor flyttede sammen med Erik. Hun kan huske, at hun på det tidspunkt håbede, at Erik ville blive den far som hun altid havde manglet. At han ville elske hende, som var hun hans egen datter, og at han ville udfylde det tomrum som hendes far havde efterladt. Men hun fandt hurtigt ud af, at Erik ikke var en mand, som brød sig om børn. Faktisk sagde børn ham absolut intet, udover hans helt egne. Dem behandlede han som guld, og gav dem alt hvad de ønskede sig. Erik havde tre børn på 15, 13, og 6 år. De var alle meget rasende over, at Erik havde forladt deres mor, så derfor gjorde de alt hvad de overhovedet kunne, for at ødelægge det imellem dem. De håbede, at hvis de lod det gå ud over Julie, så ville hendes mor til sidst slå op med deres far. Når man tænker på at de ikke var særlig gamle, så var det dybt chokerende at de kunne være så stride. Hver gang de voksne ikke var til stede, så kunne de finde på at tage kvælertag på hende, slå hende, og nedgøre hendes udseende fra top til tå. Hun var alt for lille til at gøre noget, og når hun forsøgte at forsvare sig selv, så blev de bare endnu værre. Enkelte gange bad hun hendes storebror Michael om hjælp, men han var selv for bange til at trodse dem. Han så bare på når de gjorde lillesøsteren fortræd. Erik vidste egentlig godt hvad der foregik, men han valgte at lukke øjnene. De var jo trods alt kun børn, så der var grænser for hvor onde de kunne blive. I øvrigt ønskede han ikke at gå imod hans egne børn, fordi han jo allerede havde svigtet dem da han forlod deres mor. Når Julie forsøgte at fortælle det til hendes mor, så blev hun hele tiden afbrudt ved at moderen sagde: " Julie du er ligesom en radio, og lige nu slukker jeg for dig." Moderen led af en slem depression, hvilket gjorde at hun ikke var i stand til at lytte til sin datters problemer. Hun var slet ikke i stand til noget. I hvert fald ikke andet end at græde. Når hun var ude i blandt andre mennesker, så satte hun altid en glad facade op. Folk skulle jo nødigt tro at hun var ulykkelig. Men på det sidste havde moderen bare lagt i sin seng, med nedrullede gardiner, og grædt ned i en pude. Hun anede slet ikke, hvad hendes datter gik igennem.
   Da det gik op for Eriks børn, at Julies mor ikke ville forlade deres far, blev de meget mere ondskabsfulde. De blev så slemme at Julie ikke længere turde, at være i nærheden af dem. Hun var så bange for hvad deres næste træk ville være, så derfor isolerede hun sig på sit værelse. Desværre havde hun ingen lås på døren, så det var helt umuligt at slippe af med dem. Men selvom det gjorde ondt når de slog hende, så var slagene langt fra ligeså smertefulde som deres ord. For deres ord gik nemlig dybt ind i Julies sjæl, og fik hende til at tro på det de sagde. De sagde tit: "Du ved vel godt at din mor ikke elsker dig? For hvis hun gjorde det, så havde hun ikke fundet sig i, at vi behandlede dig sådan her." Den sætning fik tårerne til at trille ned af Julies kinder, for hun havde længe tvivlet på hendes mors kærlighed. Hun havde lyst til at skrige hver gang de kom i nærheden af hende, men hun vidste at hvis hun skreg, så ville de kun blive endnu værre. Så hun tog bare imod deres slag, og blev mere og mere ødelagt psykisk. Der var ingen der kendte til det Julie gik igennem, udover Erik og hendes bror. Men de lukkede bare deres øjne, og lod som om de ikke vidste hvad der foregik. Deres opførsel overfor Julie strak sig over mange år. Det stoppede først en nat, hvor den ældste søn Niklas gik langt over grænsen.
   Episoden skete en nat, da Julie var otte år gammel. Klokken var 03, da Niklas kom slentrende ind på hendes værelse. Det var ikke noget nyt. Han plejede altid at vække hende midt om natten, og tvinge hende til at slås imod ham. Men det gjorde han ikke denne gang. Han satte sig bare ned ved siden af hende, og betragtede hende imens hun sov. Hun så så fredfyldt ud. Han undrede sig over at hun sov så roligt, eftersom hun godt var klar over, at de hvert et sekund kunne vække hende. Men hun lå bare og sov, og så slet ikke ud til at bekymre sig. Mens han sad der og betragtede hans lille stedsøster, kunne han ikke lade være med at blive overmandet af hendes skønhed. Han vidste godt, at hun kun var en lille pige, men han fandt hende alligevel utrolig tiltrækkende. Der var noget tragisk, men også yderst tiltrækkende over hendes blege ansigt, som var fuldstændigt livløst. Tanken om at det var ham, der var skyld i hendes ødelagte udseende frydede ham. Langsomt lod han sine hænder glide ned under dynen, og fandt frem til hendes bløde lår. Han kærtegnede dem helt forsigtigt, og lod derefter hans fingre glide ned til hendes kønsdele. Hun vred sig en lille smule, men så ikke ud til at vågne af det. Så han tog sine bukser af, greb fat i hendes spinkle hånd, og fik hende til at røre ved ham. Det vågnede hun af. Hun så forskrækket op på ham, og bad ham stille og roligt om at stoppe. Han kunne se frygten i hendes øjne, og i det øjeblik følte han sig virkelig magtfuld. Hendes krop rystede af skræk, imens hun forsøgte at vride sig væk fra hans brutale hænder. Hans ånde lugtede langt væk af sprut, og det var helt tydeligt at han ikke var ædru. Endnu engang bad hun ham om at holde op, og denne gang lyttede han til hende. Da det pludselig gik op for ham, hvad han havde gjort sagde han: " Vil du ikke nok love mig, at du ikke siger det her til nogen? Så lover jeg dig, at vi alle lader dig være fra nu af." Hun nikkede forsigtigt, og lagde sig så til at sove igen.
   Efter den nat lod de hende være, og det var hun meget taknemmelig for. Men det, der var sket den nat havde sat sig dybt inden i hende, og var skyld i at hun aldrig blev den samme igen. Hun blev en meget indelukket person, som tilbragte hver eneste dag på sit værelse, med lyset slukket, og med en cigaret i hånden. Hun ønskede ikke at tale med nogen, og kom kun ud fra værelset, når hun skulle i skole, eller når resten af familien sov. Hendes lyst til at leve var forsvundet, og det eneste der forhindrede hende i at gøre en ende på det hele, var frygten for døden, og det lille håb om en bedre fremtid.
   Når folk kiggede på hende, så var det helt umuligt at se hvor ødelagt hun var. Hun lignede jo en helt normal pige. En normal pige med mørkt langt hår, store brune øjne, og et blegt ansigt. Det blege ansigt tænkte man ikke nærmere over, for man gik bare ud fra at det skyldtes hendes hudfarve. Man havde ingen anelse om, at hendes familie havde været årsagen til, at farven fra hendes ansigt var forsvundet. Der var intet ved hendes udseende, som afslørede at hun var en teenager, der havde haft en forfærdelig barndom, og som nu bar på en pinefuld hemmelighed. Hun lignede bare enhver anden teenager. Det var til dels hendes egen fortjeneste, at folk ikke kunne regne ud, hvor dårligt hun havde det. Hun havde nemlig lært at smile til folk, selvom hun var dybt ulykkelig. Det havde moderen lært hende. Hun sagde altid: " Det er vigtigt, at du udstråler at du er lykkelig Julie. Også selv hvis det ikke er tilfældet" Så hver gang der var gæster i huset, så fremstod de som den perfekte kernefamilie. Der var ingen triste miner, og ingen gråd bag de lukkede døre. Alt var bare den rene idyl, når der var fremmede folk i deres hjem. Folk var misundelige på deres familie. De troede virkelig på det de så. De anede ikke at der bag overfladen, gemte sig en familie som langtfra var perfekte.
   Men da Julie blev femten, kunne hun ikke længere skjule den smerte hun havde indeni sig. Den havde hobet sig op, og var blevet til en stor klump, som nu var sprunget i tusind stykker. Hendes indre rebel kom langsomt springende frem, og det samme gjorde alle hendes aggressioner. Da hun var lille, havde hun altid været en stille pige, som ikke turde forsvare sig selv. Men nu var den stille pige forsvundet, og frem kom en meget aggressiv teenager. Hendes familie var dybt chokerede over hendes pludselige forandring, og forsøgte at tale hende til fornuft. De forklarede hende, at hun blev nødt til at opføre sig ordentligt, for ellers ville det få alvorlige konsekvenser. Men Julie lyttede ikke til dem. Hun skreg bare, at de var skyld i at hendes liv var ødelagt, og at de skulle holde sig langt væk fra hende. Det var på det tidspunkt, at Julie begyndte at drikke sig fuld. Hun fandt nemlig hurtigt ud af, at alkoholen bedøvede hende, og fik hendes problemer til at virke mindre. Så når de voksne var på arbejde, så stjal hun alkohol i skabene, og forsøgte at drikke smerten væk. Da smerten ikke forsvandt, prøvede hun at påføre sig selv en anden form for smerte. Hun tænke at den nye smerte, måske ville få hende til at glemme den gamle. Så hun gik ud i køkken skuffen, og fandt den største og skarpeste kniv. Hun stod lidt og kiggede på den, og overvejede hvad hun skulle gøre med den. Skulle hun ende sit liv her og nu? Eller skulle hun bare skade sig selv? Hun valgte det sidste, for når alt kom til alt, så håbede hun på at hendes familie ville indse, hvor dårligt hun havde det. Så hun satte sig på sit værelse, tog en dyb indånding, og begyndte langsomt at skære. Det gjorde ondt, det var der ingen tvivl om. Men det gjorde ikke nær så ondt, som den smerte hun havde haft indeni sig i alle disse år. Da hun tænkte på den smerte, faldt det hende helt naturligt at skære dybere. Hun skar så dybt, at blodet fossede ned af hendes hænder, og ud på det brune gulvtæppe. Det var som om, en mørk og dyster skikkelse havde overtaget hendes krop. En skikkelse, som sugede alt kærlighed væk fra hendes liv, og lod hende sidde med en skarp kniv i hendes hjerte. En kniv som bare borede sig dybere og dybere ind. Den sad så dybt inde i hendes hjerte nu, at den var helt umuligt at trække ud. Julie så ned på sin arm, og var overrasket over, hvor dybt hun havde skåret. Det var et råb om hjælp, men desværre kom hjælpen aldrig...
   En aften hvor hun skulle på toilet, blev hun stoppet af Erik. Han havde lagt mærke til sårene på hendes arm, og i stedet for at hjælpe hende, blev han rasende. "Hvad har du gang i Julie? Hvordan i alverden kan du være så egoistisk? Du ved at din mor i forvejen er syg, og så byder du hende det her!? Alle dine små forsøg på at få opmærksomhed, forhindrer din mor i at blive rask." Han greb fat i hendes arm, og kiggede hende dybt ind i øjnene. "Du er en egoistisk unge, ved du godt det?" Hans ansigt var ildrødt af raseri, og hans blik var så ondskabsfuldt at hun frygtede at se ham i øjnene. Hun ønskede virkelig at sige noget til ham. Nogle ord, som kunne få ham til at forstå, hvor dårligt hun havde det. Men hun kunne ikke. Hans sætninger havde gjort hende fuldstændig mundlam, for det sidste hun ønskede, var at gøre moderen endnu mere syg. Så hun græd bare. Denne gang mere end hun nogensinde havde gjort. "Jeg går ind i stuen nu, og du skal være væk når jeg kommer tilbage. Er det forstået?" Julie nikkede forsigtigt, og skyndte sig ind på sit værelse. Hun greb fat i et stykke papir, og skrev en seddel til sin mor. Hun frygtede at Erik ville komme tilbage, så hun fandt hurtigt plasticposen med Whisky i, og løb så ud ad døren. Det var koldt udenfor. Så koldt at det gik igennem marv og ben. Men det betød ikke noget for hende. Hun ville bare væk fra det hus, og væk fra sin familie. Hun var ligeglad med, at hun kun var iført nattøj, og havde glemt sine sko i forgangen. Hun ville bare væk fra det hele.
   Sådan var hun endt på broen, en mørk og kold aften. Minderne om hendes liv, havde fået hende til at indse, at hun ikke ville hjem igen. Der var ikke længere nogen grund til at tage tilbage. Skænderiet med Erik havde åbnet hendes øjne, og det var nu gået op for hende, at hun ikke skabte andet end problemer for sin familie. De ville klare sig meget bedre uden hende. Måske ville hendes mor endda blive rask. Hun kiggede endnu engang ned på bilerne, men denne gang var hun ikke bange. Tanken om at dø, virkede ikke længere skræmmende. Hendes liv havde været fyldt med så meget smerte, og så meget sorg, og hun vidste at døden ville være vejen væk fra det hele. Så hun tog en sidste slurk af whisky flasken, og stillede sig så op på kanten af broen. I det øjeblik følte hun sig fri, fordi hun vidste at det var den rigtige beslutning hun tog. Hendes mor fortjente at blive rask igen. Hun kiggede op på den smukke himmel, og for første gang i lang tid, bredte der sig et smil på hendes læber. Måske ville hun oven i købet blive til en engel? Hun tog en dyb indånding, og tog så et sidste skridt ned imod den hårde asfalt. Det blev det skridt, som endte hendes liv..
   Dagene efter Julies død, fandt moderen seddelen på sin datters skrivebord. Det var den seddel, som fik folk til at indse, at de ikke var nogen kernefamilie. Det var også den seddel, der fik moderen til at smide sin falske facade, og i stedet vise sit sande jeg. For da hun læste den, faldt hun ned på sine knæ, og brød sammen i tårer. På seddelen stod der:
   Kære mor.
   Når jeg er væk, så skal du bare leve videre.
   Du må ikke være ked af det, for jeg har det godt nu.
   Husk på, at jeg kigger ned fra himmelen, og smiler til dig.
   Jeg er ikke længere i smerte, så det skal du heller ikke være.
   Du skal bare smile tilbage til mig.
   Jeg elsker dig, og jeg håber at du bliver rask nu.
   Knus fra Julie.