Han gemmer sig bag en tåge af røg.
Dag efter dag kan man finde ham høj.
Han er omgivet af mennesker, han er omgivet af støj.
Der gik så lang tid, før jeg indså at han løj.
For han prøver at spille smart, men han kan snart ikke mere.
Han prøver at flygte, men problemerne bliver flere og flere.
Så han gør hvad han kan, for at udøve vold.
Han vil vise hele verden, at han er fuldstændig kold.
Når han møder folk på gaden, så smækker han dem ned.
Kun fordi han nyder følelsen af at være så led.
Han går videre, uden overhovedet at se sig tilbage.
Husker bare på hvad vennerne sagde:
"Afreager på folk du ikke kender, du får det bedre, og du beholder dine venner."
Han skjuler den han er.
Han skjuler sin smerte.
Men jeg ved inderst inde, at han har et godt hjerte.
Han kan bare ikke mere.
Han bliver nødt til at spille stor, men det er så tydeligt at han har brug for sin mor.
For han er knust indeni.
Han er ved at miste håbet.
Hvis han begyndte at skrige, ville folk så høre råbet?
Men han skriger ikke, han er fuldstændig stille.
Hvis alt går galt, så sluger han bare en pille.
Jeg har ondt af ham.
Vi kender alle til smerten, men der er stadig ingen grund til at ødelægge sin verden.
Han er ligeglad.
Han lever som han gør.
Jeg kender ham.
Han har bare lyst til at leve som før.
Dengang han kunne styre sig.
Dengang han havde kontrol.
Men det ændrer sig aldrig, så længe han er kold..