Han har aldrig før haft en ven. I folkeskolen blev han altid holdt udenfor, fordi han var mærkelig. Sagde de. Siger de. I frikvartererne fandt han de store klassers matematikbøger frem fra skabene på gangen og sad ved sit bord og regnede alle stykkerne fra ende til anden. Uden lommeregner, hvad skulle han dog bruge den til? Et snyderedskab for mennesker, der ikke kan finde ud af simpel hovedregning. Da han blev ældre og kom i gymnasiet, var han stadig mærkelig. Han husker folks undersøgende øjne, når han gik forbi dem på gangen iført sine brune lærredsbukser. Matematikken var hans tilflugt, hans skjulested. Den eneste kontakt han havde med sine klassekammerater, var, når de ville have hjælp med afleveringerne. Så blev han pludselig klassens midtpunkt. Klaus, der kunne klare alt. Klaus med sin fjollede matematik. Staklen Klaus.

Han får en kildrende fornemmelse i maven, når han tænker på dagen for over fem år siden, hvor han mødte hende for første gang. Hun sad på en bænk i parken med benene over kors og øjnene rettet mod ham. Da han mødte hendes blik, så hun ikke forlegent væk, som de fleste gjorde, men smilede til ham og fastholdt blikket. Han kom tættere på, og hun rykkede sig ud til den ene side af bænken for at gøre plads til ham, selvom han ikke havde tænkt sig at sætte sig der. Hendes blik fik ham til at ændre mening, og han satte sig langsomt. Afstanden mellem dem føltes uendelig lang på trods af de kun tredive centimeter. Toogtredive.
   "Jeg hedder Anne." Stemmen var blød og den fremstrakte hånd spinkel.
   "Klaus." Han kunne slå sig selv for at lyde så usikker og tøvende, men hendes tilstedeværelse gjorde ham nervøs. Hun var et menneske, en kvinde. En kvinde, som ville tale med ham.
   "Er du... tit i parken?" Det var det eneste, Klaus kunne komme i tanke om at sige, men hellere et meningsløst spørgsmål end pinlig tavshed. Hun nikkede og smilede sit mystiske, skæve smil. Han iagttog hende ud af øjenkrogene og indprentede sig hendes udseende. Høj og spinkel kropsbygning, store, tunge krøller og grønne, katteagtige øjne.
   "Vi forstår hinanden, naturen og jeg. Her er så fredfyldt og... ægte, hvis man kan sige det sådan. Mennesker kan være så overfladiske og uærlige, at man får nok af dem, ikke?" Klaus nikkede ivrigt. Han følte en pludselig lyst til at fortælle hende alt. Simpelt hen alting. Og han fik rig lejlighed til det, for det var første, men ikke sidste gang, de mødtes.

Klaus' mor kan ikke lide Anne og det gør ham vred. Det var en katastrofe første gang han og Anne blev inviteret op i morens lejlighed til middag. Moren glædede sig, sagde hun, men hendes opførsel over for Anne var uacceptabel. Hun stirrede uhæmmet på den stakkels pige ved siden af Klaus og så forvirret på sin søn.
   "Hvad sker der, Klaus?" spurgte hun med gråd i stemmen. Klaus forstod ikke, hvad hun mente, og hans mor begyndte at sige en masse grimme ting om Anne. Han husker ikke præcist, hvad hun sagde, for han lukkede af med det samme og stirrede på sin mor med vrede i øjnene. Hvordan kunne hun tillade sig at overfuse Anne på den måde? Hun nægtede endda at dække op til Klaus' kæreste. Ja, for det var det, hun var. Klaus' første kæreste. Da han tog den forvirrede Anne ved hånden og hev hende med ud af lejligheden, græd hans mor og løb efter dem.
   "Du forstår det ikke, Klaus. Lad mig forklare..." Men Klaus stoppede ikke. Ikke før de var hjemme hos ham selv, og han blev formildet af Anne, der sagde, at hans mor bare ikke forstod deres kærlighed.
   "Vær ligeglad med hende," hviskede hun og aede hans hånd, hun vil stå i vejen for os to, men det vil vi ikke lade hende gøre. Klaus nikkede stumt og skubbede tankerne om sin mor ud af hovedet. Han skubbede hende også ud af livet, selvom hun gentagne gange prøvede at komme i kontakt med ham. Hans gamle, ensomme, dumme mor.

Han ved ikke, hvor de er på vej hen, for det er Anne, der fører an. Hun smiler så hemmelighedsfuldt og hiver ham i armen. Han ler indvendig af hendes iver og føler sig mere lykkelig, end han nogensinde har været. Her går han, midt i byen, sammen med verdens smukkeste og sødeste pige. Så er alt andet lige meget. Endelig føler han sig accepteret og elsket. Foran dem ligger den evigt øde togstation, og Klaus undrer sig over, hvorfor Anne styrer derhenimod.
   "Skal vi nogen steder hen?" spørger han spændt.
   "Ja, det kan man godt sige." De træder op på perronen, hvor der ikke er andre mennesker at se i nærheden, men det er også blevet sent. Det er et smukt billede, et ensomt par i lyset fra sløve, grå lygtepæle. Da lyden af toget høres, ser Anne intenst på Klaus.
   "Elsker du mig?" spørger hun hæst, og han nikker uden at tage øjnene fra hendes blege ansigt.
   "Så hop sammen med mig." Hun knuger hans hånd og vender ansigtet mod toget. Han bliver tør i halsen, og hjertet begynder at banke hurtigere og hurtigere. Adrenalinen pumper i hans blod, da han følger hende hen til kanten. De overskrider de advarende gule pletter. Så tæt på.
   "Så er det nu." Hendes stemme er fjern, men uden bæven. Klaus ser kærligt på den eneste person, han har tilbage i sit liv. Den person, han vil slutte livet sammen med. I et splitsekund husker han morens ord:
   "Hun er ikke virkelig, Klaus. Du er syg. Anne findes ikke. Du har brug for professionel hjælp." Han bider tænderne sammen, glemmer moren og vender sig mod Anne for sidste gang.

"Hvis du siger det..."