1967. Som dagen vender
   Mor og Far havde købt sommerhus i Vallensbæk. Jeg husker det som langt ud på landet. Vi skulle køre helt fra Østerbro, gennem Nørrebro, Frederiksberg, Valby og gennem det triste område, Hvidovre, ud af den lange Gammel Køge Landevej, og endelig kom vi til Brøndby og der begyndte at lugte af hav og landskabet lignede noget ude på landet.

Og vores lille hippiegrønne Renault Dauphine falder naturligt ind i landskabet som den tøffer af sted, med far bag rattet og mor ved sin side. Vi tre unger på bagsædet, hvor vores nøgne ben er blevet fugtige ved kontakten til nappa sædet. Og det siger "slup" når man løfter benet.

Endelig Vallensbæk. Vores sommerhus består af et hovedhus og et eksternt sovehus og kloset, samlet med et udendørs gangsystem lavet af plankehegn, så ingen kan se os udefra vejen. Udefra fra ser det ud som et hus uden vinduer. Sommerhuset er sådan et med halvrunde mørke brædder, et stort stuevindue og dobbelt glasdør til terrassen og så har det tagpap på taget.
   Tagpap taget spiller så dejligt, når det regner. Jeg elsker at sidde og lytte til de tunge dråber der rammer det tynde tag. Lige pludselig øsregner det. Et symfoniorkester af dråber.
   Og så løbe udenfor, når de musiske dråber holder inde, og dufte til friskheden i luften og alt det grønne. Det er ikke en lugt, men en herlig duft.

Jeg sidder tilbagelænet i en blå snorestol med hvide stålben. Er rigtig sommerklædt. Korte cowboybukser med elastik. På baglommen er der et cowboy mærke, det synes jeg er ret sejt. Har en blød skjorte med korte ærmer af lyseblå ternet flonel. Ankel strømper og sandaler. Og så er jeg helt plysset. Mine to søstre, Jenna sidder i sin tynde hvide sommerkjole, Anne har T-shirt og shorts på, de sidder og tegner og vores lille sorte puddelhund, "Krølle" læner sig op af min stol. Den har et skævt venstre øre.
   Vi har fået besked på, at holde os i ro, så vi ikke bliver beskidte. Vi får besøg.

Terrassen vender ud mod haven. Haven er temmelig stor. Det bedste ved den er helt nede bagi. Der løber en lille å. Og mindst halvdelen af græsplænen er altid meget fugtig. Far siger vi ligger for lavt. Til gengæld er der altid en masse små løvfrøer. Dem leger jeg tit med, helt forsigtigt holder jeg dem i min hule hånd. Ser på dem. Deres små mørke øjne og deres hastige vejrtrækning der bevæger den lille krop. Bitte små tynde ben, der sidder klar til spring. Nogle er brune, lysebrune, nogle er faktisk lidt lysegule. De er meget søde.
   Terrassen har plankeværk, så der godt læ for vinden, selv om det ikke blæser ret meget i dag. Solen bager dejligt. Jeg har snart fødselsdag, i august på sommerens sidste dag, fylder jeg 10 år. Men søster Jenna har før mig i denne juli måned. Hun er altid så heldig. Så bliver hun otte år, så er der kun to år imellem os. Men det varer ikke længe så er jeg igen 3 år ældre. Sådan kan jeg bedst lide det.

Nu hører vi Fars bil ude på vejen. Han har hentet vores gæster. De gamle i familien.
   Morfar, Faster Karen og Søster Fransiska.
   Krølle gør, det gør hun for øvrigt altid, og løber rundt om huset. Mor som har trakteret inde i huset, kommer til syne i den dobbelte stuedør, med forklæde om livet.
   Håret er sat, blå sommerkjole med åben hals og hun har store orange ørenringe på.
   Jeg synes hun ser flot ud.
   Alt er parat. Friskbagte boller, småkager og kaffe. Os unger rejser os og gør os parat til at tage imod.
   Jeg tænker altid, når de gamle kommer på besøg, så er der lagt en naturlig dæmper på alt. Ingen opdagelses tur ned af åen. Ingen storvildt jagt. Ingen musketer fægte lege..
   Vi står på række og rækker hånden frem. Lillesøster Anne er endnu ikke så disciplineret, fumler lidt rundt med sin lille tykke krop, men så smiler hun skævt og så er alt forladt.

Og så er der kaffe. De voksne sidder nu ved bordet og porcelænet klirrer. De snakker. Det er mest Mor der fortæller. De gamle nikker. Far sidder uroligt på stolen. Det er utroligt hvor meget Mor altid kan fortælle, så meget oplever hun da ikke. Men det gælder nok om at gøre de små ting til store. Jeg sidder og lytter nede på terrassens træplanker. Vi unger har fået boller ned til os og i dagens anledning rød og grøn sodavand. Min er grøn. Måske Mor siger alt det, for at de gamle skal synes, det går os godt. Det er vigtigt at det går os godt. Det gør det vel også? Tænker jeg.
   Morfar synes det er tid til at vi unger kan få vores chokolade nu. Ser over på Mor.
   "Det må du godt nu, Far".
   Og vi får sædvanen tro, vores Pernille flødechokolade.
   "Tak, Morfar" alle tre med smil på.
   Pernille chokolade har en mørk bror, den hedder Senator. Men den er jeg ikke så glad for.
   Chokoladen smelter blødt på tungen.

Søster Fransiska er nonne. Hun er vist også socialrådgiver. Jeg ved ikke rigtig hvad det betyder. Hun går i nonnetøj, hele året rundt. Mon hun ikke sveder forfærdeligt her i sommervarmen?
   Hun er Mors kusine. Hun kigger altid så intenst på alle, i hvert fald på mig. Hun har sådan nogle tynde øjenlåg, de dækker halvdelen af øjnene. Det har Faster Karen for resten også. Det må være noget i familien.
   Jeg har sådan en respekt for hende, måske endda lidt bange, for hun er meget tættere på Gud, mere end vi andre.
   Hun siger endda, hun er gift med Gud. Kan man det? Hun har i hvert fald ikke præsenteret ham for os, endnu. Men hun lyver i hvert fald ikke, for det må man ikke.

Faster Karen er Morfars søster. Hun kommer helt ovre fra Jylland, nede i bunden, fra Tønder. Så besøger hun, ret tit, sin lillebror, min Morfar i Valby. Så er de næsten som mand og kone. Faster Karens togmand er nemlig død. Jeg er opkaldt efter ham.
   Morfars kone er også død, så jeg har aldrig set Mormor, kun på et foto.
   Faster Karen går rundt i en småblomstret kittel, men sidder meget ned. Hun holder altid sine arme sådan, at hun støtter hovedet, den ene arm vandret hen over sine bryster og den lodrette hviler så på den vandrette. Måske fordi hendes hoved er så klogt, hun siger i hvert fald mange ting som er vigtige og som mor lytter til.

Min Morfar går med hat. Jeg kan godt lide hans hat. Det er en rigtig morfar. Han arbejder med læder. Er sadelmager hos Københavns Sporveje. Han har også syet min og Jennas skoletaske. Med håndtag, et stort rum, to yderlommer med lukkebeslag. Midt, mellem lommerne er der en rem, som spændes til som et bælte.
   Morfar har sådan et sjovt mellemnavn; Alfred Sextus Christensen. Fordi han var nummer seks og den mindste af børnene. Morfar er ved at være lidt gammel nu.
   Jeg kan godt lide Morfar. Ikke at han siger så meget eller laver noget specielt sammen med mig, eller os børn, men jeg ved at han holder af os. Vi er vigtige for ham. Og så kommer han altid med chokolade og i Påsken får vi en pose slik.
   Det er rart, at holde ham i hånden, når vi går tur rundt i kvarteret. Der er flere rigtige huse, hvor folk bor hele året. Far siger det hedder Parcelhus kvarter. Nogen gange når vi går tur, låner, Morfar et lille stykke af en blomstrende pude, sådan nogen der vokser i folks stenbede. Så siger han, at det der er - lånt - vokser bedre. Og så planter vi det hjemme i vores egen have.
   Og selv om Mor synes puden med de gule blomster er køn og glad for den, så skal hun lige retfærdig sige, lovligt eller ej, "Altså Far, den slags, gør man altså ikke".
   Og så ikke mere om den sag.

Nu bliver jeg lidt urolig. Synes jeg har siddet og været pæn nok, længe nok.

"Mor, må jeg godt gå fra bordet og gå ud og lege?" Jeg rejser mig op fra plankerne og ser på Mor og de gamle vender sig mod mig. Mine søskende kigger op.
   "Har du spist op?" Jeg nikker. Mor kigger ned til min tallerken. Den er tom og ikke mere grøn sodavand.
   "Det må du godt, men du bliver i haven og nu ikke noget beskidt".
   "Tak!". Jeg springer ud fra terrassen og lander blødt i græsset. Står stille, tænker mig om, hvad skal jeg lave.
   Mine to søstre kommer efter, forsigtigt ned af trappen. Anne holder fast i rækværket. Med den ene hånd og Jenna i den anden. Hun er også kun tre år.
   "Må vi være med?" spørger Jenna. Åh nej, ikke det. Det gider jeg bare ikke.
   "I kan lege med hinanden, jeg skal noget". Jeg løber ned i baghaven. Græsplænen slubrer og gynger lidt når jeg løber over den. Sætter mig i skyggen af træerne. Åens vand løber hurtigt i dag. Døgnfluer og myg danser helt tæt på det urolige vandspejl.
   Jeg kigger på dette skue og falder ind i drømmeland.

Det klør pludseligt, men genkendeligt på mit ben. Jeg slår mig på læggen. Dumme myg. Blodet er splattet ud på mit ben og myggen er helt flad.
   " Der fik jeg dig!" Her er alt for mange myg. Jeg træder ud i solen. Roder i mine lommer. Mit forstørrelsesglas. Det bruger jeg mest til at brænde cykelstyr celluloid, når jeg følges med Stig hjem fra skole.
   Lægger mig fladt ned på maven. Græsset stikker mine ben og albuer. Det er lidt irriterende, men så glemmer jeg det. Jeg er nu i en helt anden verden. I de små dyrs verden. De små dyr må blive forskrækket, hvis de kigger op og ser mit store øje i glasset. Men de kigger ikke op. De passer bare deres, hvad det så er. Hold da op hvor er der mange små, levende småkravl.
   Forstørrelsesglasset vandrer hen over de grønne strå. Med min venstre hånd flytter jeg forsigtigt stråene til side. Hov, sikke en masse tissemyrer. Det ligner en myre vej, for de går alle sammen samme vej og nogle få, går modsat. De har nok et hus i nærheden.
   Er de på vej hjem fra arbejde? Det kunne være. Det er også eftermiddag nu.
   Jeg følger dem nøje. Fanger af og til en enkelt myre, som jeg følger helt tæt på.
   Det er utroligt, at sådan en lille fyr har alt. Øjne, kindbakker, krop i to dele, ben og jeg kan lige netop se, at der er små hår på. Utroligt. Jeg er forundret og ser med ophøjet respekt på den lille fyr. Nogle myrer slæber på alt muligt, mest strå og små bladstykker. Nogen bærer på pupper. Deres børn. Nogen gange er det de slæber på, meget større end myren selv. De er godt nok stærke.

Pludselig farer der en djævel i mig. Kan mærke ondskaben.
   Jeg vender forstørrelsesglasset og fanger solens stråler. Den varme lys kegle skaber panik på myre vejen. De små myrer spæner af sted. De smider end ikke det de bærer på. Det var godt nok utroligt. Jeg udser mig en myre og jager den med varmen.
   Og jeg fanger den. En lille stikflamme, "Puf!" siger det stille, og myren bliver til ingenting. Et satanisk smil breder sig på mit ansigt. Jeg bestemmer over liv og død.
   Og jeg udser mig endnu en myre til sit ubarmhjertige endeligt. Mange myrer lider samme skæbne. Enkelte myrer giver sig endda tid, til at stoppe op og undersøge deres døde. En myre er ikke helt død og bliver båret væk af en anden myre. Hov.. hov... den går ikke kammerat og jeg giver dem begge dødsstødet. Min blodrus vil ingen ende tage.
   "Puf ... Puf ... mange myrer når aldrig hjem.

Nu forsvandt solen. Sådan pludselig. Jeg løfter hovedet. Overskyet?
   Mit syn er lidt sløret da jeg ser op mod solen.
   En mørk skygge står i modlys, foran mig.
   Et par velpudset sorte sko, omkring en meter fra mig.
   En lang sort kjortel med læderbælte. Jeg løfter mit hoved mere, samtidig med, at jeg langsomt rejser mig op til en siddende stilling i skyggen af hende.
   Nu kan jeg se hendes ansigt, med det hvide pandebånd og det sorte slør.
   Hendes arme er lagt ind i kjortlens lange ærmer, så jeg kan ikke se hendes hænder.
   Føler allerede skylden i hjertet. Jeg siger forsigtigt.
   "Søster Fransiska?"

Langt bag mig kan jeg høre de andre snakke. Far går pligtskyldigt rundt med Morfar og fortæller om haven. Mor sidder med Faster Karen på terrassen. Mine søstre kan jeg høre lege på tæppet.
   Og her sidder jeg. Fanget og dømt skyldig.
   Jeg ved godt, at det er slemt og Søster Fransiska behøver ikke at sige noget.
   Og så gør hun det alligevel. Det allerværste der kan siges og jeg mærker at det svidende og brændende Kains mærke i min pande. Stemplet for altid.
   "Gud ser alt!". Siger søster Fransiska.

Søster Fransiska går op mod huset. Om lidt er der aftensmad.