1979. Den smukke dame

Jeg står bag disken i Farvehandler Ravns butik på Jernbane Allé i Vanløse. Er snart udlært i farver og lakker. Ved allerede nu, at dette ikke er mit kald i fremtiden. Kan godt lide at sælge og jeg er faglig dygtig. Dejligt at hjælpe kunder der er i vildrede. Min kreative intuition hjælper dem på vej, jeg kan på en eller anden måde læse dem. På den måde kan jeg få kasseapparatet til at klinge vellystigt. En lyd som min mester godt kan lide. Han står tit i døren til sit kontor og nyder mit salgsarbejde. Hr. Ravn roser mig ikke, sådan direkte, men jeg ved at han er tilfreds.

Det er eftermiddag, en fredag. En lang dag med sen lukketid. Forretningen bliver snart stormet af alle de mennesker der skal male i weekenden.
   Jeg Står i kunstner afdelingen og læser noget fagligt. Jeg har ansvaret for denne afdeling. Jeg maler jo selv, men jeg møder også mange anerkendte kunstnere. Ofte kommer Finn Mickelborg, Henry Heerup, Rudi Napoleon Olsen forbi. Synes det er stort, at jeg er i dialog med dem, på bølgelængde, en af dem.

Pludselig står en smuk dame foran mig. Hørte ikke hende komme, var slet ikke klar over athun var i butikken. Jeg løfter blikket, smiler og undskylder min manglende tilstedeværelse.
   "Det gør ikke noget unge mand... jeg har netop været oppe i tapet afdelingen...vil De ikke hjælpe mig?"
   Hun er virkelig smuk. Jeg skyder hende til at være omkring de 50 sådan cirka. Hun er iført en flot pels, det er også februar måned, en flot hat på sit grå pagehår. En elegant taske hænger fra hendes skulder. En dame med stil og klasse.
   "Nu skal jeg hjælpe Dem" Jeg fører an, viser vejen med en glidende hånd gestus, selv om hun kender vejen.

Så står vi på første sal. Tapet afdelingen. Et utal af tapeter, den ene mere grim end den anden. Jeg har aldrig været til tapet selv. Jeg begynder at lægge tapetter op og rulle dem ud, så hun kan se dem an. Prøver at finde et hun kan lide. Det er til hendes badeværelse, så det skal være en vinyl tapet. Jeg spørger ind til ynglings farve, hvor stort er badeværelset...og langt om længe og flere ruller senere, har vi fundet det tapet der skal pryde damens badeværelse. Et brunligt og meget stormønstret. Det er en kostbar tapet.
   Den smukke dame tømmer sig.
   "Jeg kan ikke sætte det op selv, kender De nogen?" Samtidig roder hun rundt i sin taske.
   Som farvehandler lærling er man ikke just rig på penge. Den sparsomme løn får hurtig ben at gå på, når der er husleje, øvrige regninger og lidt til at gå i byen med. Jeg kan altid bruge lidt ekstra. Derfor driver jeg en lille forretning efter lukketid. Fritidshåndværker. Mester ved det godt, bare jeg køber materialerne hos ham.
   "Det kan jeg godt!" Jeg ruller tapeterne sammen, leder efter fælles produktions nummer og det antal ruller hun skal bruge.
   "Hvornår kan det lade sig gøre?" Den smukke dame ser på mig og jeg rødmer lidt, kan jeg mærke men svarer allievel prompte.
   "Jeg kan komme i aften efter lukketid, vi lukker klokken 19:00... så skal jeg lige tælle kasse op og ..." Hun afbryder mig.
   "Det var da pragtfuldt, så venter jeg Dem ved 20 tiden".
   Vi går ned og ordner det sidste i handlen. Tapetklister og hun betaler. Hun køber intet værktøj for det har jeg.
   "Så ses vi" siger hun kækt, på vej til glasdøren som jeg skynder mig at åbne for hende.

Fri, endelig fri og jeg løber op til min lejlighed, som ligger ovenpå farvehandlen. Min mester ejer hele huset. Klæder om til håndværker. Finder værktøj. Lim spand, lineal, kost, saks, snor og vaterpas. Stigen over skulderen og så er jeg på vej til Kastanje Allé 2.A i Vanløse. Jeg cykler opstemt.

Der står Nielsen på døren. Jeg skal lige til at ringe på, men hun åbner døren inden da.
   "Nå, der er du?" Hun går i forvejen og jeg lukker selv døren.
   "det er så badeværelset". Hun bliver stående i døren og jeg må kante mig ind. Tænker noget...men bliver afbrudt.
   "Er det en svær opgave?" Spørger hun, da hun har set min bekymrende mine. Det lille badeværelse er fuld af hjørner og rør. Det bliver svært at få mønstret til at passe sammen.
   "Jeg skal nok løse det, det er bare om at komme i gang!" Samtidig smører jeg handlekraftigt, mine ærmer op.
   "Nej!", siger hun. "ikke i aften, jeg har tilladt mig, at lave lidt mad til dig, du har vel ikke fået noget, din lille stakkel. Der er bestemt heller ikke meget sul på dig".
   Jeg ser måbende på hende. Fatter mig. Ser pludselig den hyggelige stemning i stuen. Levende lys, et bord er dækket og Mozart spiller lystigt fra grammofonen. Jeg lader mig føre ind i den smukke stue. Der er kunst, mange bøger, smagfulde møbler og dejligt smørrebrød. Jeg er overrumplet og føler mig en anelse forført.
   Jeg lader mig forføre. Langsomt. Spiser med glubende appetit. Rødvinen smager godt. Hun ser på mig, intenst. Og snakken går, først lidt usikkert og trægt, men jeg falder til ro og nyder hendes selskab. Hun er smuk og klog. Vi taler om livet, kunsten og musikken.
   Hun hælder snaps op. Klokken er blevet mange. Vi griner. Hun kysser mig og siger jeg er dejlig og smuk. Jeg æder det råt.

Cykler hjem meget tidlig lørdag morgen. Uden mit værktøj.

Skal på arbejde. Meget træt men ikke udbrændt. Jeg får endda kasseapparatet til at ringe, ganske voldsomt. Har en meget købelysten kunde, køber næsten den halve butik. Jeg slæber varer ud til hans store bil, takker og ønsker god weekend.

Lukketid. Har ikke tid til en snak med kollegaerne. Jan, Klaus og Steen ser måbende ud.
   "Hvorfor så travlt?" Men jeg er allerede på vej.