På kanten

Oktober 2004. Valby.
   Er vågnet sent, omkring kl. 12:00. Efter en våd aften. Først hos en kollegas fødseldags party og derefter hos en ven. Kom hjem kl. 5:00 morgen. Mobil telefonsvarer aflyttes.

I forvejen var min krop så træt efter aftens og nattens promille indtagelse. Huskede pludselig, at på et tidspunkt ringede mobil telefonen. , men da var jeg så træt, var stort set ikke tilstede i denne verden, så den ringede ud og modtog besked. Jeg er stadig iført skjorte og bukser, så træt var jeg, da jeg væltede omkuld i sengen.
   "Hvor er min brille?" mumler jeg og roder rundt i de mange papirer der ligger på skrivebordet. For tiden arbejder jeg på noget computer grafik og mange print ligger over det hele. Det er kunstprint med titler, nummer og hele molevitten er blevet lakeret. Nu skal de blot rammes ind. Jeg kigger på et par stykker. Har lavet mange motiver og er godt tilfreds.
   Brillerne er slet ikke her. Dem finder jeg på stolen i soveværelset. Det er heller ikke til at huske alt i den misrable tilstand.
   "Nå..der er i!" Siger jeg til brillerne.

Der er en besked.
   Ringer telefonsvareren op.
   En stemme...det er Fars kone...hun taler i et roligt tonefald ... men så knækker den over.
   Beskeden er kort og meget kontant... ord som blodprop... virker larmende.

Øjeblikket står stille.
   Lige nu er det der larmer mest, er min egen hjertebanken. Så kan jeg mærke at panikken breder sig. Jeg drejer rundt... en gang til...vander lidt rundt i stuen...uden af stand til noget...hvor skal jeg begynde...hvordan skal jeg handle?

Jeg ringer til min Mor.
   "Mor... har du hørt?"
   Og det har hun, fra hans søster i Hillerød.
   "Hun gør det altid så dramatisk, så hvor meget er der om snakken?", siger hans mor i en let spydig tone.
   Sandt, så skal nyheder fra søsteren tages med et gran salt. Snakken går lidt frem og tilbage...så må jeg vide mere.
   "Mor jeg ringer senere". Samtalen afsluttes.

Ringer til alle de numre som Far og hans kone har. lejligheden på Frederiksberg, sommerhuset og deres mobiler. Men de bliver ikke taget. Panikken breder sig yderligere.
   Så ringer jeg desperat til Fars kones bror, men det er hans kone der tager den.
   "Er det dig Poul...ja, tag det helt roligt, han har det godt...det skete torsdag aften...men vi fik først besked i dag ... hun har jo prøvet det før...så hun var jo en del forskrækket".

En sten falder fra mit hjerte. Ringer op til Helsingør Hospital.

"Jo, han er skam her, vil De tale med ham selv?" siger den søde sygeplejerske.

Og hans Far er i telefonen.
   "Hvad bestiller du der", siger jeg dumsmart.
   Far har aldrig været verdensmester i telefon samtaler. De er altid korte og han taler så hurtigt og samtalen er altid kort og røret bliv lagt i samme sekund som han siger farvel.

Men Far lever. Det var hans stemme og mere behøves ikke i denne omgang. Her er det kort og godt.

Jeg græder.