1966. Da vi fik bil
Den stod faktisk temmelig længe ned på gaden. Kan ikke huske hvor længe. Og jeg kan slet ikke huske hvem der havde kørt den hen i vores gade, efter den var købt, for Far havde stadig ikke fået kørekort. Far dumpede vist et par gange. Mon ikke det har været Farfar, der har kørt den?
Men vi havde bil. Det var der ikke så mange der havde endnu. Den var købt brugt og meget lysegrøn, havde fire døre, den så næsten ens ud for - og bagfra. Motoren var en hæk - motor og lå bagtil. Den kørte ikke særligt hurtigt. Den var Fransk og firlurlig, som Mor sagde det. Hvad det så betyder? Den hed; Renault Dauphine.
Den lignede lidt en lille bille, en sød bille, ligesom en Mariehøne, bare en i grøn.
Der stod den så. Parkeret næsten udenfor vores gadedør. Ved Klostret 6. 2100 Østerbro. Far kunne stå i karnappen, på tredje sal og kigge ned på familiens nye statussymbol. Far var stolt af, at han var bilejer, knap så stolt af, at han ikke måtte køre i den.
En dag spørger jeg ind til Mor, om hvornår hun regner med, at vi kan komme ud og køre i vores bil. Jeg er efterhånden en lille smule utålmodig og træt af, at Allan i nummer otte, spørger om der er noget i vejen med bilen, siden den ikke kører. "Jaa ... lads nu se ... Far har travlt... Nå... det taler vi ikke højt om... Far skal nok bestå en dag". Mor kigger ind i væggen, måske står svaret skrevet der. Jenna og jeg står i køkkenet og Mor laver mad. Medisterpølse.
"Vi spiser lige straks, gå ud og vask jeres hænder", "Ja, det skal vi nok" og vi løber straks ned af den lange midtergang, for en af os vil være den første ved håndvasken.
Vores badeværelse er todelt. Man kan komme ind fra entreen, ud til toilettet. Og man kan også komme ind fra soveværelset, ud til badekarret og håndvasken. Midt mellem badet og toilettet er en skillevæg med en dør og matteret glasrude.
Jeg løber ind fra entreen og lukker døren. Jenna hyler op og må hele vejen uden om og gennem soveværelset. Jeg griner grumt til hende og vasker mine hænder.
En af hverdagens små sejre.
Vi har to stuer. En fin stue med de fine møbler og en dagligstue. Vi spiser i dagligstuen. Far har sat sig for enden af bordet. Mor sidder til hans venstre side, med lille Anne ved siden af sig. Jenna sidder til Far's højre side og jeg ved siden af.
Far får først. Han tager to stykker medisterpølse. Fire kartofler og brun sovs.
"Vil du have surt til?" spørger Mor og rækker samtidig ud efter den lille skål med agurkesalat.. "Tak" og Far får surt. Mor deler mad ud til os.
Far fortæller Mor en hel masse om sit arbejde. Far arbejder med reklame. Mor nikker. Emnet skifter. Om de ikke skal holde et lille hyggeligt selskab på lørdag, måske med Annie og Orla, hvad med Åse og Jørgen ... Mor nikker stadig og begynder at tale om maden til den aften. Far nikker anerkendende. Vi børn siger ikke så meget ved bordet, slet ikke når de voksne taler. Jeg tygger og lytter. Måske drømmer jeg og leger i hemmelighed med maden. Kartoflen er en ø midt ud i det store sovsehav. Medisterpølsen er et piratskib, der ankommer til øen. Stikker min gaffel i pølsen og fører den ind i kartoffelbugten.
"Ikke lege med maden, Poul!" Mor river mig ud af legen. Øv hun opdagede det.
Mor vender sig mod Far og overbringer ham en hilsen fra Sunniva og Poul henne i nummer 8. De var mødtes nede hos Købmand Pedersen. Far nikker og tygger et stykke medisterpølse i sig.
Jeg rømmer mig. "Far, hvornår skal vi ud og køre?". Mor ser på mig. Far holder op med at tygge. "Hvad sagde jeg ude i køkkenet ... Poul?", jeg dukker mig, "ikke mere om det!". Far ser taknemmeligt på Mor. Og spørgsmålet svæver bort.
Jenna og jeg hjælper til med opvasken. Tørrer af. Bagefter skal Far hjælpe mig med noget regning. Jeg er så ufattelig dårlig til regning. Det siger Far også. "Brug din logiske sans!", Far næsten råber det og dunker mig i hovedet. Jeg er lige ved at græde. Så er det næsten sengetid for der er en skoledag i morgen. Det er svært at gå i seng og falde i søvn, når det er så lyst udenfor.
Rene, nybørstet tænder, iført pyjamas går vi ind til Far, som lytter radioavis og ryger sig en pibe tobak, og siger godnat.
Vi børn sover i det store soveværelse. Der er tremmer for vinduet. Så vi ikke falder ud, især Anne, som godt kan lide at sidde i vindueskarmen og se over på skolegården med de mange drenge, der går på Niels Steensens Gymnasium.
Og jeg ligger i min seng. Jeg har fået min egen krog bag om klædeskabet. Mine søstre sover i køjeseng i det modsatte hjørne ved vinduet. Bagsiden af klædeskabet er malet lys mosgrøn. På væggen har jeg hængt tegninger. Jeg har min seng, en lille væglampe og en lille kommode. På kommoden ligger en af "De 5" bøgerne. Jeg har dem alle sammen. Der er også et par Tekno biler. De andre biler står på hylden over vores fælles skrivebord. Jeg ligger og ser på mine ting til jeg endelig falder i søvn.
Et par dage efter sker det helt vidunderlige. Jenna og jeg leger i gården, sammen med de andre børn fra huset. Vi har cykelløb. Fra den ene ende af gården til den anden. Og der er langt. Det er en lang gård. I hver ende er der en vinkel, hvor vi drejer rundt.
I den ene vinkel er der sandkasse og nogle vægmalerier, som min Far har malet. En dag besluttede alle de voksne, at gården skulle friskes op, så den blev mere hyggelig for os børn.
Far har malet en masse søde dyr. Flest fugle, gæs og ænder. Der er en mor gås med rødt tørklæde på og en kurv under vingen. Hun ser sød ud. Hende kan jeg godt lide.
Mor smækker det lille køkkenvindue op. Har sikkert trukket en masse luft ind for hun magter at råbe os op, selv om vi børn står ned ved sandkassen.
"Børn ... Far har bestået!".
Jenna og jeg ser på hinanden. Hvad siger Mor, hørte vi rigtigt. Vi kigger på vores legekammerater og der bliver ikke sagt noget. Alle ved hvad det handler om.
I løbet af et sekund er vores leg glemt og alle gårdens børn følger i hælene på Jenna og mig. Vi løber skrigende gennem porten og ud af den lille portdør. Ud på Vennemindevej, rundt om Købmand Pedersens forretnings hjørne, ned ad, Ved Klostret, forbi mejeriet og møbelhandler Fledelius. Forbi nr. 12 ... nr. 10 ... nr.8 og stopper brat op, foran nummer 6, vores gadedør. Der står Far ved sin bil. Dørene er åbne, der luftes ud og hækmotorens 4 cylindre går i tomgang. Det er en stolt Far. Visevært Pullisch, som bor i vores opgang på første til højre, er lige så stolt, på vores vegne. Alle børnene ser måbende til. Jeg mærker, at dette her, er et stort øjeblik i mit liv. Søster Jenna begynder at krampe og gnider hænderne mod hinanden. Vi er stolte.
Mor træder ud af gadedøren. Elegant og fornem. Det falder lidt til jorden, da hun må vender sig om og skynde på lillesøster Anne, der tumler efter. En Dronning på vej til sin Konge og hans bil. Fliserne er som en rød løber gennem græsplænen. Far løber om og åbner galant døren for Mor. Mor får sat sig til rette. Det var så startskuddet for os unger og vi hopper begejstret ind på bagsædet.
Jeg vender mig om til vores kammerater og vinker. Stolt som en pave.
Far gasser op, lidt meget måske, fumler lidt med gearene, motoren hyler lidt. Der er små svedperler på Fars pande. Han smiler afvæbnende og nervøst til Mor, som sender ham et overbærende smil retur. "Tag det nu helt roligt, Bjarne .... helt roligt".
Og det hjælper. Den lille grønne bil rører på sig. Langsomt, men sikkert. Vi triller ned ad gaden og alle gårdens børn løber på fortovet, ned til Jagtvejen, den store vej med mange biler og Far blinker af til højre og kigger selv til venstre og tilbage igen. Mod Vibenhus Runddel. Jenna og jeg vinker til børnene er ud af syne. Far blinker igen af til højre. Nu skal vi ud ad Lyngbyvejen. Vi kører roligt og adstadigt langs Lyngbyvejens gule karré forretninger ned mod Hans Knudsens Plads.
Det er som en drøm. Jeg er helt væk og husker ikke så meget mere fra den køretur.
Pludselig er vi hjemme igen. Alt gik godt. Mor kysser Far. Far får kys af os.
Fra nu af er det slut med sporvogne og togstammer. Vi kører nye tider i møde.
Jeg er endnu ikke klar over hvad det kommer til at betyde, mærker kun stolthed og forventningens glæde.
Hver morgen på vej til Bryggervangens Skole kaster jeg et kærligt blik på vores lille bil, som er så håbefuld grøn og stadig gemmer på kilomesterlange oplevelser.
Jeg sætter i løb, for jeg er sent på den og jeg har meget længere til skole efter vi er flyttet fra Helsingborggade og hertil. Jeg har meget at fortælle til Stig og Kim. Glæder mig vildt og løber endnu stærkere.