Rummet han kommer ind i er lyst, væggene er dækket af avis udklip og billeder. Alle med hans ansigt på, eller stående syngende til en koncert. Den virkelige ham er henslæbt i en stol foran et stort spejl, og beundre sig selv og sin storhed. Kongen af musikken, som man kaldte ham. Rundt omkring ham vimsede unge kvinder rundt kun iført små sorte hot pants, siddende stramt om deres faste balder og lår. De flade maver er nøgne, og brysterne kun dækket af en silketynd bh i skinnende rødt. Alle tre piger med langt lyst hår, hængende løst ned over de bare skulder og helt ned og kærtegne ryggen og det bare stykke af de fyldige bryster, som hoppede i takt med deres grinende og fnider.
   Citlali gad ikke engang kigge på sig selv, eller de tøsebørn. Han stod i stedet og kiggede på et avisudklip, for de var jo ikke noget alligevel. Pigerne sad nu og redte hans hår, pudsede hans negle og den sidste sad på skødet af ham og fodrede ham med jordbær, som hun forsigtigt kærtegnede hans læber med inden hun puttede det i hans mund. *Efter mere end fire år i undergrunden, efter at de første gang var fremme med en demo, er det seks mand store metalhexagon, Art Noveau er landet. Og der er i bogstaveligste forstand dømt smæk for skillingerne på 'Anthropophagy is the hope'. Bassist Azareel og guitarist Nextlaualli aggressive riffs og dystre melodilinjer bliver meget passende akkompagneret af forsanger Citlali tekster, der kredser om død, ødelæggelse, bål og brand.
   Bandet afsluttes med Kerberos, som er de to perkussionister, Charon og Lethe og sammen med Samael på trommerne er som en torden storm, der for alt i verden prøver at blæse publikum og resten af bandet helt ud af området.
   Åbneren 'The appetizer ' er første varsel. Et accelererende inferno af guitarstøj bliver mod slutningen tilsat stortromme, for derefter brat at stoppe og lede direkte over i et af pladens højdepunkter 'The entrée '. En hæsblæsende sag, hvor Citlali desperate vokal sammen med hurtige tonstunge guitarer og den dobbelte stortromme banker nummeret sikkert i havn.*
   Et smil bedte sig om hans læber, men forsvandt da han i glasset kunne se sit unge jeg, og afskyg og vrede glimtede i hans øjne. Døren bag ham, knagede under hårde bank, og den unge Citlali arrigt råbte "Hvad fanden er der nu? Jeg har sagt jeg ikke vil forstyrres!" en stor mand, åbnede døren "Herre Citlali, der står nogle fyre her ude, der siger de kender dem, de siger De spillede i deres band." De unge, brune øjne drejede sig i spejlet inden munden svarede "Sig til dem jeg ikke er her..." Manden kiggede hen på ham, lige inden hans hånd nåede at trække i håndtaget og lukke døren, spærrede han øjne op og han var ved at falde ind i rummet en kvinde med mørkt hår, Zaria havde skubbet sig vej forbi dørmanden og stod nu, med blævrende læbe og tårerne løbe ned af kinderne. "Hvorfor gør du det her? Hvorfor gider du os ikke? Er vi, er jeg, ikke god nok til dig længere?" Han fortrak ikke en mine, men sad bare og kiggede ind i spejlet som hun slet ikke var der. "Du bør bare huske hvem der har gjort dig til det du er!" hun vente sig og løb ud af rummet.
   Med en håndbevægelse fik pigerne tegn til at genoptage deres nusserier og forkæledes af ham. Citlali stirrede på sit eget spejlbillede. Den unge mand var ham, #Har jeg været sådan?# de unge øjne bevægede sig længere op på sejlet og det så ud til de fangede de gamle som han vidste at han selv stod bag ham og betragtede ham. Men der var ingen skam eller anger i dem, men bare en overlagen nedgørelse for dem som bekymrede sig for andre end dem selv. Dette blik var nok #Hvor er den dør dog henne?! Jeg kan ikke klare ham der mere!# og døren trådte frem lige ved siden af den rigtige dør, den var dog urokkelig da hans hånd greb om håndtaget. "Men hvilken dør er det så?" Der lød et forbavset skrig fra en af pigerne, Citlali vente sig, hans unge jeg, havde rejst sig og hende, der havde siddet på hans skød var faldet på gulvet. Han greb med sin ene hånd en flaske, og hældte det gyldne indhold i sig. Lugten af alkohol spredte sig i luften.
   Med slængene skidt gik han hen til døren og skubbede den op, men det var ikke en gang der var på den anden side. Det var oppe på en scene, mørket var ved at falde på, og et hav af mennesker hoppede og bevægede sig rundt ude foran. Han træder igennem døren og frem på scenen. Glæden, iveren, intensiteten strømmede op i ham, rullede igennem hans krop, følelsen af at være tilbage på scenen, med skrigene og forventningsfulde fans, der er kommet for at høre ham. Uden tanke om at det var den kolde dør, han var gået igennem, og at ingen kunne se eller høre ham gik han frem over scenen, helt ud til kanten. Mærkede stemmeningen og forventningen. "HVA SÅ AKELDAMA?!!"
   Selvfølgelig svarede de ham ikke direkte, men deres forsatte jublen, råben og skrigen, kom stadig op og fyldte ham. Alle som en mund begyndte tilskuerne at råbe, lyden af en guitar drønede ud af højtalerne. Det blev besvaret af trommer og bassen. Med Armene spredt som til omfavnelse strømmede lydene, fra fansene, deres glæde, vildskab og kamp for alle at komme tættest på ham. Med et forsvandt alt lyd omkring ham, selv lydene fra publikum blev som suget ned i jorden, "Hvad sker der? Hvorfor er de stoppet med at spille?" Med et søgende øjne på folkene på scenen fandt han årsagen.
   Frem på scenen var en meget beruset Citlali kommet væltende ind og var væltet halvvejs ude ved sin plads, og nu kæmpede han en kamp for at komme på benene. Han lå på alle fire og prøvede at rejse sig op på benene, men hver gang væltede han til først den ene og så til den anden siden inden hans ben knækkede sammen under ham og han igen lå med ansigtet ned i scenegulvet. Under hans tredje forsøg greb Azareel, der havde lagt sin bas fra sig, fast i hans flagrende arm og hjulpet ham op. Og med forsat usikre skridt gik han frem til mikrofonen, tog den og kiggede ud over publikum og begyndte at synge. "What a virtue to be sto.. hmmm.. And I Cant Beleve.. Has forsaken into fakes..." Bandet stansede med at spille, alle kiggede de væk fra ham. Han kunne se deres ansigter, de var fortrukket i skam. Med et fangende øjekast lagde Azareel igen sin bas fra sig og tog fat om sin stærkt berusede forsanger og fulgte ham med ud bag scenen, væk fra den skam han havde kastet over sig selv og sit bandt. Imens rejste trommeslageren, Samael, og gik hen frem til mikrofonen og fantomet af en ældre mand, som lige var blevet fulgt ud. "Jeg beklager dette, vi er alle lige så skuffede som i er, og vi vil med Jeres hjælp spille koncerten."
   "Hvad skete der med mig? Hvorfor stoppede ingen mig? Det er ikke min skyld, der var ingen der hjælp mig!" Citlali stod igen alene ude på scene kanten med mikrofonen. Azareel var gået tilbage til sin plads og var begyndt at spille videre på sangen. Et skarpt lys skar en sprække i scenen og en dør kom frem midt på scenen. "hvorfor kommer den her? Den kan da ikke føre nogen steder hen." Han rakte hånden frem, og lod fingerende løbe op ad karmen, gribe fat om den, mærke hvordan varmen kommer strømmende omfavnede hans fingre, som brændte træet, fra den side der vente ud imod publikum, men så blive hårdt som sten, kold som et ensomme mørke, fyldt med elendighed, på den side der vente sig bort fra alle. Metal håndtaget var dækket af rimfrost, som knagede og knustes under hans fingre da han drejede det frosne håndtag.
   Med et ryk standser han, et guitarhoved svævede lige foran hans ansigt, men ikke længe det blev drejet væk. Rummet han var kommet ind i var mørkt, svagt lys afslørede unge kvinder dansende rundt i frækt undertøj og plyskanin øre og midt imellem dem, væltede hans berusede jeg rundt, med en flaske brænde grøn absint for munden og med en guitar imellem benene, pegende rundt på pigerne, med liderlighed i blikkende. Kærtegnede den, fingrene glidende frem og tilbage over halsen, giver den lette klem flere steder jo længere de kom ud imod hovedet. Hans ansigt blev langsomt mere og mere fortrukket i nydelse, løsrivelse og et stille råb, der bliver kvalt i strømmen af grønne dråber væltende ud over hans ansigt og ned over hans bryst. Hans øjne åbnes, spilles mere og mere op, de ellers spejlblanke øjne bliver matte og han vælter bagover, hans hoved rammer gulvet, med et hult dunk, pigerne stopper op, kigger ned på ham.
   Citlali's ansigt var blevet mere og mere blegt og ved lyden af sit eget hoved der sloges i stykker imod gulvet, vænner hans mave sig, og med ætsende smerte væltede mavesyre og raster af mad op ud over hans tænder, ned over hagen og ned på gulvet og sprøjter op på hans sko, inden han faldt sammen med begge knæ ned i den lille pøl af bræk, der allerede havde ramt gulvet. Da han blev færdig og kiggede op, kunne han se sit eget matte ansigt, med blod løbende fra baghovedet, og med en svag sitren om munden. Der blev voldsommere og gik ud i hele kroppen, til kramper inden at brækket væltede ud af hans halvt åbne mund og blandede sig med blodet.
   Døren blev åbnet op, og to mænd i uniformer kom ind, lige da de begge var kommet igennem døren sprang en mand med et kamera frem i åbningen og blitzen oplyste rummet flere gange inden at den ene af de uniformerede mænd fik smækket den i. Da de havde samlet ham op fra gulvet og lagt ham på en båre, havde Citlali fået spyttet det sidste bræk ud af munden og rejst sig op. Døren smækkede bag dem og han var nu alene med de skræmte piger.
   Stadig med brækket om fødderne kiggede Citlali rundt i rummet, pigerne var begyndt at samle deres ting sammen, og forsvandt ud af døren en efter en, men ingen ny dør dukkede op. Uden for vinduet begyndte et gulligt lys at skinne op i det mørke rum. #Hvad nu? Jeg kan ikke klare mere, hvorfor skal jeg se alt det her igen? Og hvorfor kommer der ikke en dør? Jeg vil ud af det her!# Med opgivende skridt og med ligegyldigheden i hvert bump i gulvtæppet gik han hen til vinduet. Med et alt for hårdt stød slog han vinduet op så det ramte muren og knustes.
   Glasskårene faldt ned i mørket, ned i den dybe kløft imellem højhusene, ned imod de lysende pletter nede på gaden. En stille vind kom strømmende op langs den hårde beton, der kom noget svævende med vinden, en lille lyserød blomst sejlede igennem den knuste rude, lavede et lup og svævede igen igennem vinduet, denne gang blev den dog flæset af et langt glasskår der strakte sine skarpe sider op imod himlen. Den lille blomst begyndte at falde. Dens blade der havde holdt den oppe var ødelagt og den var nu dømt til at falde til jorden.
   Lige neden for vinduet var der en lysende firkant. Den var så langt nede at han ikke kunne nå den. "Skal jeg hoppe for at komme væk fra det her sted? Men hvad nu hvis jeg ikke rammer?" Han stod der længe med øjne fæstnet til den lysende firkant, endelig da den samme tanke var kørt nok rundt i hans hoved valgte han. "Det er den eneste vej ud! Og hvis jeg ikke rammer dør jeg i faldet, men hvis det forsætter sådan her er det vel også det bedste?" Han kravlede ud af vinduet, vendte sig. Nu stod han på den smalle kant, hans fødder stak ud over kanten. Hans knoer blev hvide, så hårdt holdte han om vindueskarmen, han trak vejret dybt, og kiggede en sidste gang på firkanten og de små lys nede på gaden. Så hoppede han.
   Vinden susede i hans hår, kærtegnede hans krop. Følelsen af at endelig havde han fundet frem og var kommet ud af det her helvede overvældede ham, men med et var den kølige natteluft væk, og bag hans lukkede øjne kunne han fornemme noget lyset.