Hans øjne åbnes, alt omkring ham er stille, han ligger i et helt tomt rum, tapetet hænger ned fra væggene, der er ingen vinduer i lokalet, og ingen lamper, men alligevel er der en klarhed, så han kan se hvad der er omkring ham. Det eneste der er her inde sammen med ham er en dør, træet er sprækket og malingen er skaldet af flere steder, der er noget bekendt ved den. Men det kunne jo være lige meget han kunne jo ikke rejse sig ved egen hjælp. Men vent nu lidt, hvordan var han endt her? Han var jo nede i parken og grave. Han prøver at rejse sig op på albuerne, og uden problemer kommer han op, han kan rejse sig op uden hjælp. Han lister hen til døren, han må jo være kommet ind den vej, for det er jo den eneste indgang til rummet. Der hørtes lyde der inde fra. Lyden af musik, en guitar, trommer og den stemme, den sang "Vengeance from the grave. Kills the people he once saved" #Men det kunne da ikke være!?# med en hånd på håndtaget åbnede han stille døren, og trådte ind i et værelse, han ikke havde set i mange, mange år.
   Tapetet var gammelt og beskidt, og enkle steder hullet, og fyldt med gamle plakater af musikere, hans far havde hadet dem, og endnu mere når han spillede deres musik. Så han kunne ikke være hjemme nu, for ellers ville han ikke havde ture sidde, på den udtjente felt seng, og høre det, helt alene. Hans kind var rød og fugtig af tåre, den gamle mand tog sig til kinden, den som han for mange år siden var blevet slået på af sin far, inden han var taget på værtshus, fordi han havde sagt han ville være musiker og ikke arbejde på fabrikken. #Hvordan kan det her lade sig gøre? Hvor er jeg?# med nogle forsigtige bevægelser skubbede han døren mere op, uden dog at sin barnlige skikkelse reagerede, #Der var da ikke nogle dør her den gang.# Og da han lukkede døren, blev den et med den plakat af en stor bryste, lyshåret kvinde kun iført åbentstående cowboyshorts. Han kiggede ned på sit unge jeg, og tænkte tilbage. #Ikke alt var som det burde, men du vil klare dig. Bare vent, du skal nok klare den.# Den lille dreng kiggede bare ned på sin pladespiller, uden at ænse det der heller ikke var der.
   Han satte sig ned, og kiggede på sig selv, lyttede til musikken, det var mange år siden han havde hørt den sang, #Og hvorfor dog det? Det havde været hans yndlings sang, men han havde glemt den, som alt andet.# Da han endelig havde set sig mæt i sin egen unge skikkelse begyndte han at kigge rundt på det så velkendte værelse, mørk og usselt, men der var noget der ikke kunne passe, der var en dør som ikke havde været der dengang, den var lige ved siden af den dør som altid havde været der. Uden at tænke over, hvordan han gjorde, rejste han sig. Ikke som han plejede med hjælp af stok og støtte, men som en ung og frisk mand. Han gik hen over det beskidte gulv, en kulde kom fra døren, ikke meget, men dog mærkbar, med ledt skælvende fingre rakte han frem, og greb om håndtaget og åbnede døren.
   Flere blomster, blev som uskyldige, tævet af de store brutale regndråber. En efter en, måtte de lade livet, og forlade deres hjem, og falde ned imod jorden, med eneste sidste ønske om at ende så tæt på andre døde og døende venner. De fleste landede omkring den gamle mand, og nogle lander i det stadig mørke hår, imens andre må vinke farvel til alt og bare håbe at ende et sted hvor de stadig kan nydes og ikke blandt affald.
   Lyset var kraftigt, og hans øjne sved, han stod nu midt i sit gamle klasselokale, #Men jeg har jo lige været der hjemme, hvordan er jeg kommet her over?# alle børnene stod omkring et eller andet over i hjørnet, et par rynker ændre sig i hans pande #Det er vel ikke den dag vel? Nej nej, det kan det bare ikke være!# Med løbende skridt løb han frem, og lige igennem de første borde, dog uden at lægge mærke til det, han måtte vide det. Helt inde i højnet sad en dreng lige i starten af teenage-årende, men meget lille af vækst, og hans tøj var gammelt, hans øjne var røde og opsvulmet af tåre. En af drenge der stod inden i midten af cirklen og grinede højest imens han råbende til de andre "Har i set hans mor? For det har han vist ikke selv, men selvfølgelig så kunne han jo bare havde ladet være med at være sådan en særling! Hvad er det for noget du render rundt i, og hvad er det du lytter til? Jeg forstår sgu godt din mor forlod dig! Hvordan kan din far dog holde dig ud? Når ja han drikker sig så fuld, så han ikke lægger mærke til dig, det er jo også rigtigt! Det må da kun være et spørgsmål om tid før han slår dig ihjel i sin fuldskab!"
   Den unge Citlali skubbede sig grædende ud igennem flokke, der alle vendte sig og grinede da han løb hen imod døren, men faldt på vejen, men kom hurtigt op igen, bare for at komme væk. Citlali pressede sine øjne sammen for at kæmpe imod tårnene og da han åbnede dem igen, var de igen på hans gamle værelse, hans unge jeg, sad helt oppe i hjørnet og græd han havde startet bladespilleren igen. Døren blev slået op og hans far, en stor mørk håret mand, med et arret ansigt og skægstubbe, kom ind, stærkt beruset. "Hvad tuder du for knægt!? Og har jeg ikke sagt jeg ikke vil have det musik i mit hus!?" han fumlede med nålen for at få den til at stoppe, og fik fremstammet "De andre børn, mobber mig, med at mor er væk. Hvor er hun henne?" Faren kigger, uden kærlighed eller medlidenhed i sine øjne, ned på sin søn og råber "Hvorfor fanden lader du dem gøre det?! Min knægt skal sgu ikke være sådan en tøsedreng, der har brug for sin mor! Jeg ved ikke hvor hun er henne og hun skal sku ikke komme tilbage!" Han greb fat i hans krave og løftede ham op og stirrede ham ind i øjne. "Har du forstået det knægt!?" rystende af skræk nikkede han og faren smed ham tilbage på sengen, hvor han landede halvvejs inde i væggen.
   Citlali vendte sig imod sin far, hans raseri fyldte alle dele af hans krop, de stod ansigt til ansigt selvom faren ikke kunne se ham, han slog frem, men hans hånd gik bare igennem det grusomme ansigt og han faldt om på gulvet. I nogle minutter lå han her, grædende af raseri, lyttende til sig selv græd, af frygt og ensomhed. Til sidst blev det for meget, han kiggede op der måtte da være en dør, det var der før. Og der var den. Han nærmest kravlede hen til den, der sivede en varme ud under den, og håndtaget var varmt i hans hånd.