En rotte piler igennem regnen, dens brune pels er dækket af små perlende vanddråber. Den standser kigger rundt inden, den ryster sig. Vandet kastets af dens ryg. Den kigger over mod parken, tænker på om der mon er mad at finde, den kan svagt ane nogle bunker ved det gamle kirsebær træ. Den tager et skridt ud imod vejen, da en lyn oplyser parken, vej og rotten, en dyb rumlen rystede rådhustårnet over den. Rotten pillede i frygt ind i gyden ved siden af rådhuset, her inde var der læ for den værste vind og regn, der dryppede dog stadig vanddråber ned i nogle vandpytter. Rotten gik frem imellem vandpytterne, alt var gammelt, brunt og dødt her inde, der var dog noget der skilte sig ud fra alt det mørke, længst nede i gyden, der var noget, som udsendte en svag glød af varme og forår, en lille lyserød blomst, som ligger for døden i de visne blade.
   Rotten snusede forsigtigt til blomsten, den fangede ingen interesse, så den gik videre, trådte blomsten længere ned i de våde døde blade. Den fandt et lille hul i muren og smuttede ind igennem det, dens hale forsvandt, da endnu et lyn flænsede den tunge nattehimmel. Skyerne var tunge og mørke, det så nærmest ud som om de kunne falde til jorden hvert øjeblik det skulle være.
   Rottens hale var væk, men der var igen bevægelse i gyden, bladene skælvede og en sort glat krop bugtede sig frem fra sit skjul. Dens tunge spillede i luften, den snogene sig lidt længere frem og hævede sig op fra jorden, og hvislende smagte slangen igen på luften. Den piskede frem over den beskidte gyde og ind igennem hullet. Endnu et lyn og det efterfølgende tordenskrald overdøvede det voldsomme knæk fra rottens rygrad, der flækkes af slangens stærke kæber, der havde hamret imod rottens våde bløde side, inden at tænderne havde boret sig ned i det varme kød. Små svage skrig fra rottens lunger pressede sig ud med det sidste liv og det sidste glimt af verden som de døde øjne kunne se inden slangen lukkede kæberne.