Træder op fra Nørreport station, sneen slår mig i ansigt. Kigger ud i det trøsteløse byggeri. Sjappen slår op om mine sko på vej hen imod Frederiksborggade. Træder direkte ud på Nørre Voldgade, ingen biler eller busser. Byen er tom omkring mig. Det eneste der er her er snefnugende, vinden og mig. Skutter mig, trykker hænderne længere ned i lommerne og bevæger mig ud på kultovet. Klokkerne slår tre slag over fra Den Fransk Reformerte Kirke på Tornebuskgade.
   Ved ikke hvor jeg er på vej hen, mine fødder fører mig igennem gaderne med de strålende butiksvinduer, som flyder med vare, de bare venter på at blive købt og lagt under juletræet og blive pakket op igen. Men gaderne er tomme, jeg er den eneste som bevæger mig igennem byen.
   Stopper ved et vindue, kigger ind. Den kjole er så smuk, det hvide stof lægger sig ned om mannequinens faste plastikkrop. Som lyset fanger havfruesnittet har den nærmest et pink skær. Den ville virkelig have klædt hende, ser det mørke filtrede hår i rudens refleksion, det hænger ned om et mørkt ansigt, øjne er hårde og døde. Snefnug lander i hårets bugtninger. Vender mig bort.
   Mærker hvordan min krop skubbes rundt da jeg går forbi døren i en tøj butik, sneen sprøjter omkring mig, fumler bare videre, direkte ind i noget hårdt. Med hænderne for jeg famlet mig uden om den usynlige forhindring og min målløse vandring kan fortsætte.
   Under hjerterne går jeg uden et selv, helt alene i en kold verden. Kigger op på dem, de udstråler en varme, en varme jeg ikke har følt siden den dag. De skærer i mig, har ikke lyst til de skal være der. Hvorfor skal de overhovedet være der? Det er jo lige meget alt sammen.
   Samler en klump sne op, kaster den imod hjertet overfor mig. Rammer plastikken med et klask, det gynger lidt. Men varmen forsvinder ikke fra det. Ikke som det var forsvundet fra mit, og det endda i sommerensvarme. Vinden griber om mig, kaster mig frem, kan ikke holde balancen om tumler om i sneen foran Rundetårn.
   Sneen føles ikke kold imod min bare hud, den er der bare. Bare våd og ikke andet, den bliver mindre og mindre våd, for til sidst at følelse som sandet da hun var væk. Tankerne drøner rundt, eller de vil gerne, men de overskuer det ikke. "vi gør dig forvirret om lidt, vi skal sidde ned et øjeblik."
   Trækkes op, ikke mit valg. Taget slipper mig ikke, begynder bare at gå, jakken strammer sig om mine overarme, for til sidst at slappes og bare hænge om mine arme. Drejer ned imod Vor Frue Kirke. Hvor skal jeg gå hen? Ved det ikke, mine fødder går bare, har intet mål, hverken nu eller i fremtiden, alt er væk. Hun tog det. Kirken rejser sig, en gang ville den nok havde givet mig anledning til glade tanker, nu, alt det jeg ikke får. Eneste den kan give mig er et ensomt farvel. Måske.
   Klokken slår, tre dybe slag og to høje. Det er lige meget, hvor mange den slår, verden er tom, og jeg er ligeglad med, hvad klokken er.
   Dumper ned på en stol, varmelampen sender sine stråler af varme ned over mig. Stirrer bare på snefnugende der lægger sig og langsomt smelter på bordet, et vindpust tager kort fat om mig, men slipper igen. En kop stilles foran mig, dampen stiger op fra den. Ved ikke hvorfra den er kommet, løfter den, holder den op til næsen, dufter til den, suger dens varme ind i mig, en pige sidder der. Smiler. Jeg blinker og alt liv ved bordet overfor er igen væk.
   Kaffen ligger i min mave, spreder en varme ud. jeg kan ikke lide det, igen og igen ser jeg smilet, hvorfor? Det er jo lige meget, er alene, kan ikke finde ud af at møde nogen, hvem skulle ville havde mig. Kigger tilbage af Fiolstræde, sneen brænder som små gløder på min hud. Kan ikke længere se bordet, hvor jeg efterlod den tomme kop. Et snefnug rammer ind i mit øje, gaden er fyldt af mennesker. Unge mennesker med hinanden i hænderne, teenagespiger med stramme bukser og poser på armene, børn der trækker deres forældre hen til vinduerne. Blinker snefnugget væk fra mit øje og gaden er igen tom. Hvad skete der?
   Begynder at gå hurtigere ned imod Nørreport Station. Kæmper mig igennem den tomme perron, hvor luften skubber mig frem og tilbage. Kaster mig ind i det første tog. Sætter mig ind i den tomme kupe. Lænder hovedet ind imod ruden, lukker øjne. Mærker hvordan toget sætter sig i gang med et ryk. Noget puffer til mig. Slår øjne op igen. Kan se refleksionen i vinduet, toget er stadig tomt. Noget rører ved min hånd. Blinker og kigger ned. En hånd. Blinker igen. Den er væk, men noget blankt hvidt papir sidder imellem mine fingre.
   Tager det op foran ansigtet. Det er et billede. Der er en pige på det. Men ikke hende. Kender ikke pigen, hun virker dog så bekendt. Håret er lyse brunt, som karamellerne hun altid spiste, øjne store og et sted imellem blå og grønne, så ulig hendes. Der er et glimt i dem som går igen i smykket i hendes næse. Håret er bølgende, livligt, det ligger sig rundt om hendes ansigt, leder mine øjne til hendes mund. Den smiler, smiler den til mig? Trækker øjne ud fra pigens læber, ser hele hende, hun er smuk. Men der er noget. Bogstaver. "RING" vender billedet, et navn og telefon nummer. Hvorfor? Sænker billedet.
   Toget er fyldt med mennesker, på pladsen ved siden af mig er en kraftig mand ved at sætte sig. Overfor sidder en gammel dame og smiler til mig, hvorfor? "Jeg syntes du skal gøre det, hun så sød ud." hvad mener hun?
   Vinden er isende kold, da jeg tumler ud på den næste station, ved ikke hvor jeg er, men der er mennesker overalt. Hvem er pigen? Duften af kaffe fra en mand i en uldfrakke rammer mig. Det er hende! Pigen fra cafeen. Men hvorfor og hvordan?
   Hænderne ryster da nummeret står på skærmen, trykker på det grønne rør. Løfter den til øret, kan hører den ringe. Ringet afbrydes brat, støj og så en dunblød stemme. "Hallo?"