Strålende farver lyser, musik lyder fra alle sider. Latter og kvinde hvin blander sig med musikken. Solen skinner ned over det store tivoli, der dufter af candyfloss, popcorn og smørelse fra de mange store forlystelser. Citlali sidder på en bænk, lige overfor det store pariserhjul, bag ved ham, ligger en lille sø, hvor der svømmer nogle ænder rundt. På skiltet ved siden af ham er der et billede af en farvestrålende fisk, og teksten "foder kan købes på broen.".
   Ved siden af ham sidder en mand, gemt bag mørke briller og en lang frakke. Hans hår er bølget og gråsprængt. Han sidder og kigger op på pariserhjulet imens det kører rundt, hans øjne flakker rundt på de nærmeste mennesker omkring dem. Pariserhjulet standser, gør lidt og standser, et ungt par træder frem fra det lille hus foran hjulet, de grinede og holdte om hinanden. Nu kom en kvinde på omkring tredve med en pige på omkring ti til tolv år i hånden. Pigen smilede over hele ansigtet imens hun snakker til sin mor. Hendes mor smiler til hende, men smilet falmer da hendes blik fanger hendes mand, som sidder overfor på bænken.
   Pigen slipper sin mors hånd og løber hen til sin far, hun standser, hendes øjne havde opdaget skiltet med den farvestrålende fisk, og hun kaldte "Far, far.. vi skal fodre fiskene, kom!" hun greb hans hånd og trak ham op fra bænken. Kvinden var nået over til dem, "Ja kom Citla..." manden havde rejst sig og hvæssede med en finger for læberne. Panninuaq trak sin far med rundt langs hegnet for at komme ud på broen. Fantomet Citlali fulgte efter sig selv, datteren og hendes mor.
   De står et stykke tid på broen, Panninuaq sad på sine knæ og lænede sig ud over vandet. Grinede kaster hun noget mere foder ned til fiskende, der med de vidt åbne gab, helt oppe over vandoverfladen, venter på at hun kaster mad ned til dem. Efter et stykke tid begyndte hun at kede sig, og da hun ikke havde mere foder mistede fiskende også interessen og svømmede væk i det mørke vand.
   "Far! Far prøv at se, vi skal der ind!" Hendes lille hånd pegede over på en bygning med store farvede bogstaver, hængende oppe på toppen af bygningen. Bogstaverne dannede ordet "Spejlsal" hullet i p'et og i a'et var fyldt ud med spejle, der funklede og blinkede i lyset fra solen.
   De gik hen imod spejlsalen da den lille piges stemme igen lød som blid musik i luften "Moar, jeg er sulten." Zaria smilte til hende, "Gå du med far ind og kig på spejlende, så skal jeg finde noget mad til os alle tre." Hun kyssede Citlali, på kinden inden hun gik. Han kiggede efter hende. Selvom de var lige gamle, var der noget med hende, de sidste par år var det som der var sket noget med hende. Det var som om hendes sorte hår, der tidligere havde været blankt som ny pudset sølv, nu var det mat og livløst. Panninuaq hev ham i armen, og de gik indenfor.
   Der var varmt inden i den store labyrint af spejle, der gengav den kiggende i mange forskellige størrelser og former. Der gik ikke lang tid før at Panninuaq var løbet fra ham, "Panni, hvor er du?" Hendes svar hørtes svagt, stemmen blev kastet frem og tilbage af spejlvæggene. "Jeg er her far." Han kiggede rundt, men kunne ikke se hende. "Jeg går ud til mor." Igen blev hendes stemme kastet frem og tilbage omkring ham. Fantomet Citlali kunne se, hvordan koldsveden begyndte at træde frem på panden, han viste hvad der ville ske og huskede tilbage på, hvordan hans datters stemme var blevet ved med at lydes i hans hoved, ordene havde ændret sig og stemme blev ved med at gentage sætningen "Hvem er du?". Panikken tog ham, han måtte ud, nu. Han løb ned af gangen, hans fødder gled og han faldt ind igennem en mørk åbning. En susen hørtes, rummet var sort som en nat uden stjerner. Citlali kunne i mørket se sig selv ligge på, men intet andet end sig egen krop, ikke engang det gulv han lå på kunne han se. Med et klik tændtes nogle lamper. Rummets vægge, loft og gulv var lavet af spejle, hans egne øjne stirrede tilbage på ham på ham fra alle sider, alt imens stemmen fortsatte i hans hoved.
   Han huskede tilbage på den gang det havde fundet sted, han havde været sikker på at spejlbillederne havde fastlåst sig, så de alle havde stirret ondt og foragteligt på ham. Der var noget forandret ved spejlbillederne, håret, det var gråsprængt og dødt, hans hud var misfarvet og beskidt, med et skrig sprang han op og hamrede sin knyttede næve ind i ansigtet på det nærmeste spejlbillede, det knustes, blodet sprøjtede fra hans knoer, som var blevet flænget og flået af glasset. Det sidste han så, inden lyset blev slukket, var det nu hånligt grine ansigt i det knuste spejl. Efter nogle minutter, skød døren til side og lyset tændtes igen. En mand kom ind og med en arm omkring livet på ham fik han hjulpet den skælvende og blødende Citlali ud.
   Citlali stod og kiggede efter sig selv, der blev ført ud. Det udsende han huskede at have set i spejlende, var det samme som han selv havde da han var kommet væltende ind i rummet. Han nåede lige at tænke tanken til ende da døren kom til syne.