"Oppe i bjergene lever nogle onde og grusomme væsner, de ligner mennesker ligesom hans højhed, men hans højhed må aldrig lade sig tro de er menneskelige som Zakarerne, herrens undersåtter, her i Kouzin Zaka, for det er de ikke, de er onde. De er Nax'ni.
   Da jeg var en lille pige fik jeg fortalt en historie om dem. I mange nætter derefter turde jeg ikke sove om natten i frygt for at de ville komme og tage mig, selvom jeg godt viste at jeg var i sikkerhed bag byens murer.
   En gruppe mænd fra byen havde været på en ekspedition i Petobjergene, en nat havde de slået lejer på et klippe fremspring, de havde tændt bål og sad og varmede sig og gjorde sig klar til natten, en efter en faldte de i søvn. En ung mand kaldet Álmos, havde den først vagt. Det var hans første ekspediton og selvom det var den tredje nat på deres færd var det for første gang hans ansvar at våge over de andre. Og sikke en fejl det havde været.
   Mændende var blevet vækket ved at de blev grebet af kræftige hænder, der pressede dem hårdt ned imod stenen under dem, sejers hyl steg op fra de mørke skikkelser omkring dem og skar sig igennem mørket og blev besvaret af andre rædselsvækkende hyl et sted længere af bjerget. Endnu et skrig var blevet udstødt, men ikke fra gruppen der havde overfaldet ekspeditionen, eller fra dem neden for, men et tredje hold, længere oppe på bjerget over dem.
   Langsomt gik det op for mændende hvad der var sket, de efterretninger om at der ikke var nogle stammefolk på nordsiden af Petobjergene var ikke længere rigtig. De havde omringet dem og havde uden besvært kunne fange dem da den unge Àlmos var faldet i søvn på sin vagt.
   De var blevet bundet samme til tynde lærkestammer, så de, i gåsegang måtte følge efter Nax'ni mænden. I mange timer vandrede de igennem den mørke nat, kun med lyset fra falkerne foran dem til at spotte trærødder og huller i skovbunden med.
   Da solen begyndte at sende lyset ind over bjergene foran dem gjorde de først holdt. Mændende havde forsøgt at sætte sig, men starks var de blevet tvunget op og stå igen, imens Nax'ni krigerne havde forsynet sig med frisk vand fra en lille bæk et stykke derfra. Og de en efter en havde fået presset en flaske for munden, og vandet var blevet hældt ned i deres halse uden tanke for om de nåede at synke det hele. Enden måtte de bare drikke eller lade vandet gå til spilde uden at vide hvornår de igen ville få noget.
   Da middagssolen skinnede ned over, var de kommet frem til en mur lavet af træstammer, der var gravet ned og tilhuggede i toppen. Mændende kunne se hvordan muren strakte sig i en bue imellem to klippefremspring. Det var Nax'nimændendes lejer. Røgen steg op fra forskellige steder inde bag murværket.
   Et skrig lød fra den ene af de to mænd, der stod ved porten. Og en af mændende i følget svarede. Den første forsvandt ind igennem en åbning og der lød et dæmpet skrig og kort efter åbnede porten sig op og afslørede byen inden bag.
   Zakarerne var blevet ført ind igennem byen. Med et ophørte hytterne, og en stor plads åbnede sig foran dem. Pladsen var øde, det eneste der var at se, var en rå klippekant der skar sig op af jorden og to store stammer på hver side af den. Nax'ni manden skubbede til dem og fik dem til at gå venstre om pladsen, jo længere de kom rundt jo tydeligere blev det at klippekanten midt på den ellers åbne plads var rund. På den anden side, ind mod bjergmassivet åbnede sig en port bue.
   De blev ført ind igennem porten og kom ind i en mørk gang, der skrånede stejlet nedefter. Mændene gik ned i mørket, drejede om et hjørne og stod nu i komplet mørke, eneste lys de kunne finde var den smule der trængte med ned i gangen og endte på væggen bag dem i svinget. Men deres tilfangetager skubbede dem brutalt videre. De havde åbenbart intet problem med at gå i det totale mørke. Endnu engang måtte Zakarerne føle sig frem for hvert et skridt for ikke at falde og trække alle de andre med sig.
   Efter at være ført rundt om endnu to sving skimtede de lyset der brød ind igennem mørket rundt om endnu et sving, det var nærmest opløftende og livgivende for dem, at vide de ikke skulle ende i jordens sorte dyb.
   De blev ført ind i toppen af en stor sal. Foran dem spredte sig en halvmåne formet sal sig ud, med siddepladser hugget ud i den rå mørke klippe. For hvert tredje trin de tog ned af en af de lange trapper passerede endnu en række af siddepladser. Da de havde placeret et dusin af disse rækker stod de på bunden af salen. Endelig fik de lov til at standse op og rigtig kigge rundt, over dem var der et åbent hul op til himlen. Kantens takker kunne ses helt nede fra bunden hvor de stod, og de blev klar over at de var ført ned under pladsen de før var gået over.
   De blev bundet i en halv cirkel omkring det store mørkt stenbord som var det eneste der ellers var på det nederste niveau sammen med dem. I mange timer stod de og kunne bare stirre på bordet, hinanden og op af de udhuggede siddepladser, hvor der sad enkle Nax'nier og kiggede ned på dem. Alle stammens medlemmer var brede med mørkt hår og gulbrune øjne.
   Historier fortæller at Nax'nifolket er efterkommere af en bjørn guderne havde sendt efter kvinderne i Kouzin Zaka's første dage, som straf for hor. Og de kvinder der fødte afkommet fra denne bjørns hærgen blev sendt ud af byen for at leve i bjergene. De blev fortalt at deres børn var blevet velsignet med en styrke og evne til at leve i skoven, som de måtte bruge og derfor kunne de tjene deres konge ved at bosætte sig i skovene som et ydre værn imod stammefolkene. Eller det var hvad man havde fortalt dem, i virkeligheden blev de sendt ud i skovene for at dø.

Da solens stråler, for længst var kravlet op af salens vægge og ud af åbningen i loftet. Og skyerne på himlen over dem begyndte at antage en lyserød farve. Lød der en dyb rumlen langt over dem. Den dybe tone fra et signalhorn blev kastet frem og tilbage imellem klippesiderne, der lå hele vejen rundt om byen.
   Langsomt begyndte de mørke mennesker at indfinde sig og tage plads omkring på siddepladserne. Det var efterhånden så mørkt at det var svært for fangerne at se andet end konturende af de mænd og kvinder der allerede havde sat sig til rette, og flere strømmede til fra tunnel de selv var kommet ned af.
   En stadig strøm af Nax'nier kom fra overfladen, men i takt med mørket blev dybere og dybere, var det eneste mændene rigtigt kunne se, deres øjne der nærmest glødede ondt i mørket. Overalt omkring dem skinnede de mørke gule øjne ned på dem.
   Da mørket endelig var så totalt at de ikke kunne se andet end lige hinanden bredte et lys sig højt over dem. En flamme kom til syne fra tunnelen og blev båret ned igennem salen imod dem. Salen var helt stille, eneste lyd der hørtes var fakkelbærerens fodtrin på stentrappen og deres egne åndedrag. Flammen og dens bærer kom nærmere. Han gik forbi dem og med en væsen flammede væggen bag dem op.
   Nax'nierne var begyndt at brøle triumferende ved synet af ilden der fængede bag deres fanger og oplyst bunden af salen, scenegulvet. Zakarerne kiggede rædselslagenet rundt på de vilde mænd og kvinder, hvis ansigter var for trukket i triumferende grimasser og lange hjørnetænder var flere steder blottet bag de grinende læber.
   En gruppe unge Nax'ni mænd kom ind i salen fra gangen, de kom alle ned af trappen direkte imod fangerne. De standsede op foran de bundede mænd, som nu kunne se bedre på dem, de var ikke meget mere end store drenge. Deres ansigter var glatte og skægløst, men det var tydeligt de var på tærsklen til at blive mænd.
   Nax'ni drengene trak deres skind frakker af og blottede deres brede brystkasser, hvor musklerne spillede under den solbrunede hud. Den største af dem trådte frem og manden med faklen trådte frem imellem fangerne, først nu gik det op for dem at han ikke var kommet tilbage efter at havde tændt ilden bag dem.
   Den store dreng, der var trådt frem kiggede på ham, men fortrak ikke en mine. Manden trådte de sidste skridt hen til ham, lagde en stor mørk arret hånd på hans bryst, og udbrød en dybt brøl. Salen blev helt stille. Stadig med mandens hånd på brystet svarede han brølet. Og endnu engang brød salen ud i skrig og knurrende lyde.
   Manden slap drengens brystkasse og løftede hånden op over hovedet, langsomt sænkede larmen sig endnu engang. Han udstødte nogle lyde og ord som lød som en blanding af et menneskeligt sprog og knurende lyde til masserne. Så vendte han sig om imod de tilfangetagede, og gjorde en fejende gestus med sin store hånd, hen over dem. Drengen kiggede nøje på dem efter tur, og pegede til sidst på Pleatak, den største af Zakarerne. Hans bånd blev løsnet og han blev ført frem til bordet midt imellem dem, af nogle store Nax'nikrigere, der tvang ned på bordet og fæstnede hans arme og ben til de tunge stenben.
   Stemningen steg i salen. Drengen greb til sit bælte og bladet fra en daggert blinkede i flammernes skær. Han stillede sig hen til bordet. Kiggede ned på Pleatak, hvis hud glinsede af sved. Et støn slap fra ham da drengens kolde klinge berørte hans hud, men han stak den ikke i ham. Med et forventningsfuldt smil lod han æggen glide på tværs over den glinsende hud, der blev efterladt hårløs hvor den havde været, men ingen blod løb fra kroppen.
   Drengen førte daggerten ned over Pleataks mave, spidse af bladet gled ned i hans mave, og med et stød fra drengen sendt et højt smertens skrig ud over Pleataks læber, der blev kastet rundt i grotten og gjorde rædslen endnu stører. Drengen trak forsigtigt op i kniven så maveskindet blev løftet op, og langsomt begyndte at dele sig ned på hver side af bladet.
   Pleataks muskler var hårdt spændt og han prøvede febrilsk at komme fri, imens drengen åbnede hans bug. Med to hurtige snit langs de nederste ribben åbnede han maven, hvor tarmene lå som en blottet slangerede, hvor slangerne lå viklet ind i hinanden. Drengen lagde kniven fra sig. Og med et koncentreret blik rakte han hånden ind i Pleatak, ind under hans ribben. Pleataks skrig steg markant da han så, hvad drengen var i færd med. Med et stoppede hans skrig, og drengens ansigt ændrede sig fra sine koncentrerede folder til glæde. Musklerne strammede sig i hans blod indsmurte overarm og med et hårdt ryk var hans hånd igen ude af Pleatak der lå helt stille, drengen rakte hånden i vejret.
   Jublen, skrigene og brølene fra forsamlingen fik klippevæggene til at ryste, og små sten raslede ned fra loftet. I mellem drengens blodige fingre var Pleataks hjerte. Blodet sivede stadig fra det. Drengen tog det ned til munden og med en luns af det. Slugte det besværet og brølede, hvilke kun hidsede de andre Nax'nier ydereliger op.

Seancen forsætter for hver af drengene, som udvalgte en af Zakarerne, åbnede hams mave og rev hans endnu bankende hjerte ud af brysthulen. Álmos var den eneste tilbage som stadig stod bundet hvor han var blevet efterladt for flere timer sammen med sine kammerater. Kammerater der nu lå døde og hjerteløse for fødderne af ham.
   Manden der havde startet det hele, med faklen og havde lagt sin hånd på hver af drengene, signalerede op imod hullet og to tykke reb blev sænket ned igennem salen. De kom stille og roligt ned til ham og standsende lige inden de nåede helt ned til blodet der dækkede gulvet.
   Vagterne der har løsnet den udvalgte Zakarere, for at fører ham til offerbordet, løsnede Álmos og førte ham frem, de holdte ham fast imellem sig imens de bandt rebet fast om hans ankler og hænderne sammen bag hans ryg.
   Med et ryk. Blev benene revet væk under ham og hans hoved ramte det blod indsmurte gulv og han blev slået bevidstløs. Da han vågnede igen han oppe imellem de to stammer over åbningen på tovet. Med dunkende hoved kiggede han sig omkring. Selvom natten stadig var over himlen var pladsen badet i lys fra store bål og fakler. Som han kiggede rundt kunne han over bålende se noget der blev stegt, langsomt bevægede stegen sig rundt om lige der fik han øje på Pleataks brændte ansigt.
   En skærende smerte skar sig igennem hans lår og rev ham ud af hans bevidstløshed. En pil havde boreret sig ind igennem stoffet i hans bukser og blodet løb stille ned af hans ben imod hans mave. Bålende brændte stadig, men Nax'nierne var væk. Skrig og brøl kunne hørers, men det lød ikke som dem der var kommet hverken da de blev overfaldet eller nede i grotten under ham.
   Med et dunk borede en ny pil sig ind i stammen. Álmos kiggede over på den. Den lignede ikke de pile han havde set i Nax'nikrigernes kogger, og de lignede heller ikke dem fra Kouzin Zakas bueskytter. En anden stamme var i gang med at angribe byen.
   Et kraftigt ryk sendte Álmos ned efter, han kiggede forskrækket op imod pilen der stadig sad i stammen, den havde næsten kløvet rebet der holdte ham oppe. Og i det knækkede rebet og han faldt ned efter, men et voldsomt ryk i hans ben fortalte ham at det andet reb stadig var fuldt funktionsdygtigt.
   Stille og forsigtigt prøvede han at dreje sig så meget at hans bagbunde hænder kunne nå den pil der sad i hans lår. Med det yderste af fingrene kunne han nå den. Under stor smerte fik han løsnet den og kunne knuge den i sin hånd. Dette kunne være hans chance. Stille og forsigtigt begyndte han at skærer i rebet om hans håndled. Et par gange smuttede spidsen og da han endelig havde fået sine hænder fri, løb blodet fra en hel række små sår.

I turmulten fra kampen slap han ud igennem porten der var ødelagt, og med smertende krop løb Álmos ud i mørket. Mange dage senere nåede tilbage til Kouzin Zaka, hvor han nåede at fortælle hvad der var sket inden han døde af sine kvæstelser og udmattelse.
   Så den unge herre kan nok forstå han altid skal være på vagt overfor Nax'nierne, for ingen ved hvor de holder til eller om de blev udslettet den nat."