Vinde sejler stille igennem det måneskinsfyldte landskab, stjernerne glimter som diamanter, kastet med en blød hånd ud over et sort silkeklæde, hen over marker, med korn der vokser op imod himlen, og venter på at tiden skal komme hvor det bliver høstet. Videre hen over floder der løber ud i søer og videre ud i det mørke hav, hvor bølgerne danser en stille dans opad sandstrandene. Og selv over den højeste bakke og bjerg kommer den frem. Vinden har ingen hensigt, og ingen byrde at bære, men er stadig hvileløs og bebyrdet med alt. Den kæmper sig op af de hårde skrænter og skarpe kløfter på bjerget, inden den kaster sig, som en fugl, ud fra toppen og suser frem over jorden imod en lille by. Ind imellem husene, fanger en faldende kirsebærblomst og bære den hen over det kort klippede græs inden den falder ned imellem døde visne blade og affald i en gyde uden for parken, skal denne smukke blomst ende sin tilstedeværelse i verden, vinden stødet flyver igennem gaderne og ind igennem et åbent vindue, det fanger et gardin det flagre og en gammel mand, der uden sin stok er på vej tilbage til sin seng efter endnu en tur på toilettet fanges i det, hans gamle ben kan ikke holde til hans pludselige bevægelse og han falder om på gulvet, hvor han lægger fanget og uden mulighed for at tilkalde hjælp, det eneste han kan gør, er at se op på sit natbord hvor hans telefon og alarmknap ligger.
   Han ligger bare hjælpeløs på gulvet, ingen hjælper kommer de næste par timer, han kan bare ligge her og vente, #hvem kommer mon først, døden eller hjemmehjælperen?# tallene skifter stille og roligt på digital uret, og gardinet danser frem i værelset hver gang vinden er inde og kigge om han stadig ligger der på gulvet som en skildpadde der er vent på ryggen. Kulden lister sig frem over gulvet, griber hans fødder, fortærer dem langsomt, inden den bevæger sig videre op igennem hans ben og ud og sutter på hans fingre som en pige sutter på en slikkepind. Helt ind til knoglerne kunne dens smertende tunge mærkes.
   Månen bevæger sig hen over himlen som en stor perle kastet, af samme bløde, imellem diamanterne. Et stearinlys må være væltet ned på silken, for ude i det fjerne bryder røde og orange farver frem over himlen. Det ser ud til at døden ikke komme denne gang, men han har ikke kunnet være langt borte. Han syntes at han havde kunnet høre en gå med knirkene skridt og en stok uden for hele natten. Og nu må de hjemmehjælpere gerne snart komme. Og døren gik op og en hjemmehjælper kom ind "Hvad har De dog lavet Citlali? Hvorfor har De da ikke trykket efter hjælp?" Hun stak hovedet ud af døren og kaldte efter en til at hjælpe hende. De fik ham rejst op, han var kold og stiv, alle hans led smertede efter at havde ligget på det kolde hårde gulv. Og nu skulle han høre på deres snak om at han skulle huske sin stok og huske sit nødkald, det var jo ikke nødvendigt at de fortalte ham alt dette, hvorfor skulle han ydmyges endnu mere end han allerede var blevet af at ligge hjælpeløs på gulvet som en anskudt hjort, nu skulle han også tales til som var han et lille barn. De kunne tro det skulle være løgn. "Vil i to så se at komme ud! Jeg gider ikke høre på jeres nedgørelse af mig, jeg var en stor stjerne før i blev født! Ud!" De slap ham begge og trak sig undskyldende ud af døren som de lukkede efter sig.
   Dagen går stille frem, tiden strømmer med vinden imod ruderne, men forsætter ud i den fjerne intethed, imens at regnen vasker den knuste vind ned af murene. Bag dem sidder Citlali, med sænket blik, hans liv var ved at finde sin ende, han var her alene, uden andet selskab end sig selv, "Det må være tid, i nat var et tegn, jeg skal ikke bæres ud, jeg er ikke deres affald. I morgen er alt dette slut." han hæver sit blik kigger op imod de tung sorte skyer, smiler selvsikkert, og et lyn sprænger fra det punkt hans øjne havde fæstnet sig ved i skyen. Aftenhjælperen kiggede ind til ham, men så kun hans ryg og hørte hans ja, da hun spurgte om han stadig var vågen. Så hun så ikke glæden og sejren i hans øjne. Regnen forsætter med at kaste sig ned over alt, og hamre imod de smukke lyserøde blade, på den lille blomst, henkastet imellem gamle døde blade, langt fra hvor den levede, men aldrig skal det være blandt sine kære mere.
   Lysene på gangen blev dæmpet. #Nu er det tid.# med fordoms styrke planter han hænderne i armlængde og hæver sit ansigt i magt og ære. Sammen med nøglerne, til hans lille udhus, tager han en æske tændstikker fra bordet. Ude på gangen svæver en mørk skygge ned af gangen og stanser foran døren, ind til fru. Caramella, og siver ind under døren. "Der er Du, mester Død, du skal ikke fortælle mig, hvordan jeg skal dø, jeg skal nok selv vælge min skæbne. Men vi kan følges ad som ligemænd senere."
   Hans lange sølvgrå hår hænger vådt til hans ansigt og hals. En knitrende flamme springer frem fra svovlet på tændstikken imellem han tommel og pegefinger. Flammen fænger i stearinlysets væge og det lille udhus oplyses med et flakkende skær. I lyset fra stearinlyset tager en skovlen ned fra dens plads på væggen. Han smækker døren, en regndråbe, som der var trængt ned igennem taget, faldt ned og slukkede lyset med en syden.
   Med skovlen i den ene hånd, og regnen løbende ned igennem håret, der klasker ned over den forældede ansigt. Hen over byen springer den ene lyn efter den andet. Med skovlen slæbene efter sig ned af marmor trappen, ned fra byens frihedsmonument, og ned i det bløde våde græs. Mørket omkring ham er knusene og lumsk, fyldt med intet og tomt for alt, skjuler hvad der bør ses, og viser kun hvad der bør gemmes, men uden at gøre indtryk i en sjæl der har mål. I de mange lysglimt stråler et træ i blandt de andre, mindre og mere kroget end de andre, men med smukke lyserøde og hvide blomster, der brændte sig ind i bevidstheden efter at mørket igen overtager fra lyset. "Det er et stedet, hvor jeg med ære kan begrave fortiden, nutiden og fremtiden."
   Med mange skovlfulde jord omkring sig og svenden blandet med mudder og regn graver han sin grav. En bil køre igennem gaden omkring parken, og igennem en vandpyt, og plasker beskidt vand og affald ind i et hjørne og ned over de røde blade og dræber skønheden. Et lyn springer frem fra et sted over frihedens monument og ned i et tre bag ved det smukke blomsterne træ og graven, en gren splinters og falder til jorden, og rammer Citlali, der falder om i mudderet.