#Mit sind er fyldt med smerten fra mine valg, mine handlinger har skabt min smerte. Jeg har selv skabt disse forfærdelige episoder. Hverken min kone, min lille datter eller mine venner forlod mig. Jeg forlod dem, skubbede dem ned fra min tinde. Jeg har været Isak, der skulle ofre sin første fødte til Gud, men Gud standsede ham. Jeg ofrede ikke mine til Gud, ikke en gud som ville standse mig lige inden at jeg drev sværdet i dem og tog deres liv. Nej jeg ikke bare jo sværdet i dem, jeg stak dem først steder hvor døden ikke ville tage dem. Jeg torterede dem, og den som modtog mit ofre, da jeg endelig havde overskåret deres hjerte, var en utaknemmelig gud, en gud som gav mig en mulighed for at drive mit talent til mere, til sprut, stoffer og lystige kvinder. Jeg ofrede dem for at jeg skulle kunne kigge i spejlet og kun se, hvad jeg ville se, og ikke hvad de sagde man så i virkeligheden. Aldrig troede jeg på at det var mit eget ego, mit hang til fester, groupier, alkohol og stoffer, der var skyld i min paranoia, mine dårlige koncerter og fejlende projekter.
   Hvorfor indser jeg det først nu? Hvis jeg bare havde erkendt det for så mange år siden. Nu er jeg ikke længere sikker på at jeg er klar til at tage af sted endnu.#
   Citlali havde lige set sig selv forkaste alle sine venner og families bønner om at lade dem hjælpe ham ud af alle de problemer med stoffer og alkohol. En efter en var de gået, til sidst havde der kun været hans datter tilbage. Hendes mor havde prøvet at få hende til at på med da hun gik ud igennem døren med tårerne løbende ned af sine kinder. Panninuaq havde været omkring tolv år. Hun havde grædende tryglet ham om at lytte til dem.
   Han havde taget og sat en flaske Xenta for munden og ladet den grønne væske fylde sin mund og svælg. Hun havde slået den ud af hans hånd, den hånd der havde holdt hendes så mange gange da hun var mindre, og grædende sagt "Vil du ikke nok lade være far?! Vil du ikke nok?!" Inden flasken nåede at ramme gulvet havde han svinget hånden og slået sin egen datter i gulvet. Som havde det været i slowmotion, havde Citlali set hendes øjne blive spilet op og af forbløffelse og smerte, både den indre og ydre, og bare kigget op på ham imens hun faldt tilbage imod gulvet. Hendes lille krop ramte gulvet samtidig med at flaskens bund ramte gulvet med et hårdt bump. Han havde vendt ryggen til hende for at finde flasken og så slet ikke at hun løb ud igennem døren uden at kigge sig tilbage. Det var sidste gang han havde set hende.
   Ved synet af at han havde slået sin egen datter i gulvet og været ligeglad med hende fik det til at vende sig i ham, endnu en gang kunne han mærke, hvordan hans brækrefleks rørte på sig. Hans mave snørede sig sammen og sortgrøn galde løb op i hans mund. Det brændte og sved. Han spyttede det ud på gulvet, men det føltes stadig i hans mund. #Det må stoppe!# Han borede tænderne ned i hans blottede håndled, men intet skete, intet varmt blod flød og fyldte hans mund, ingen smerte, slet ingen ting skete over hovedet.