Armene var svøbt i brændenælder og uanset hvor meget han svang dem over hovedet virkede det ikke til at hjælpe. Denne smerte var efterhånden blevet en tradition på denne tid af døgnet, og han kunne ikke se hvorfor eller hvad der var skylden. Måske konserves maden var begyndt at nedbryde hans krop, at de manglende vitaminer af den ene eller anden art var skyld i kroppens afvigende opførsel. Hans blæreproblemer, der tit fik ham til at vågne midt om natten med bukserne gennemblødte af pis og afføring.
   Det var som om en så kraftig psykosomatisk virkede umulig, men på den anden side, havde han hørt om folk der ubevidst havde gjort dem selv blinde ved at tilsidesætte problemerne. Hans problem dog ret håndgribeligt i og med at det var så uhåndgribeligt som noget overhovedet kunne være. Det gjorde det så simpelt, at han stod i en situation hvor intet kunne gøres for at rette op på tingene. Ingen ville kunne, ikke en gang en gud, hvor end han måtte befinde sig, og dette faktum gjorde tingene håndgribelige, for han var ingen gud, han var en kakerlak der havde overlevet i et hul i jorden, måske den sidste kakerlak på denne jord. Et insekt var ironisk nok bare mere berettiget til at befinde sig på denne planet, der efter den nukleare krig der havde udspillet sig sidst i december, tre dage efter jul, to dage før han så Joan sidste gang, havde lagt alt hen i et mørke så uigennemtrængeligt, at selv solen måtte se væk. Måske bevidst, som et bevidst væsen, der ser væk i væmmelse, som moderen der skubber barnet væk, når det vil dige ved hendes bryst, som lægen der lader morfinen fylde den gamle dames åre til der ikke er andet tilbage end en bleg krop.
   Mennesket havde udslettet sig selv, som det så tit var blevet spået fra alle omkring ham, men manden der i december havde gået med, hvad læger ville kalde, suicidal adfærd var overlevet jordens undergang, måske ikke for længe, men han levede stadig. Trak vejret som han gjorde den gang han krøb ud af hans moders skød, så lyset og mindedes Joans så lidenskabelige kys foran en Pantomime teater, følte hjertet hamre sin monotone rytme og trommerne fra orkestret fulgte takten fra dengang han stod på scenen sammen med bandet. Alt dette måtte vil betyde at han levede? At kroppen stadig eksisterede og brokkede sig var vel et godt argument, og at disse tanker sejlede rundt i hans indre.
   Ja, han levede, eller overlevede.
   Han havde ikke holdt tid trit med tiden, og vidste simpelthen ikke hvad tid på døgnet det var, eller hvilket døgn det var for den sags skyld. Han havde været for forvirret og manisk i dette rum alt for længe til at holde styr på sådanne ting, og desuden, hvis alle ure var sprunget til atomer eksisterede tiden vel ikke mere? Og når solen havde lukket sit store øje, var der vel kun nat tilbage. En lang nat, der havde sat alt i stå fra den gang i december, hvor Joan havde skreget så vanvittigt højt, at han, når der var stille i beskyttelsesrummet, stille for tordnende minder, sad tilbage med hendes voldsomme skrig. Skriget der fik ham til at krybe sammen på det støvede gulv, grædende, med smertende arme og gennemblødte bukser. Hendes blødende mund der bare skreg og skreg, og fik rust gule striber af vand til at løbe ned af væggene, og kulde trænge ind igennem de sprækkede betonmure, der omsluttede det sidste menneske i universet. Kakerlakmanden der levede af dåsemad og mørnede fotografier fra en kasse han, havde ikke kunne huske at havde taget med, smykker fra Joan, ting fra barndommen, lertøj fra datterens keramik timer, alle ting uden værdi for alle andre end ham. Et forlist skib hvis last var gamle genstande forbundne med minder om en tid før natten rullede ind.
   Han følte sig tryg her, men havde heller ingen andre muligheder, for hvis han forlod dette rum og søgte til overfladen ville han dø indenfor kort tid. Strålingen ville gennemsyre ham på sekunder, og han kunne ligge der på den støvede slette og gylpe blod indtil trommeslageren i brystet ville takke af for denne koncert – ingen ekstra numre.
   Tanken om at dø var ikke skræmmende, men mere befriende, eller nærmere alt overskyggende og et bittert ønske om frelse havde fået ham tit fundet på den ene eller anden form for at tag sig selv af dage, men altid i det afgørende øjeblik blev han svag. Den flossede konservesdåses metalkant, nåede aldrig at skære årene helt over, og han blev henlagt i et opløst ansigt indtil søvnens befriende mørke omfavnede ham, og kun lod mareridtene rulle bag hans øjne og ikke omkring ham. Joans skrig imens han falder ned i en bundløs afgrund.
   Armene blev ved at brænde og manden i det støvede beton rum, stod og slog dem mod muren indtil de blev følelsesløse. Dumpe slag mod væggen, der havde mørke striber løbende ned til gulvet. Blod fra Joans mund flød på hans fødder, ud af hans næver, skriget i hans mund var hendes og tårerne og spyttet var børnenes. Han blev ved til smerten var så lammende at han faldt omkuld på gulvet. Gråden fyldte det tomme rum, og rungede pudset af loftet, fik kassen med minder til at vælte ud på gulvet, fik betonen til at slå flere revner, og han prøvede at holde sig for munden, prøvede at kvæle gråden, prøvede at kvæle skriget, prøvede at kvæle hende en dag i december.

En høj silhuet står i en døråbning, en døråbning der har en ståldør med dørspion og store hængsler. Figuren er utydelig i det skarpe lys fra gangen, men da den træder ind i cellen tager den form efter en kvinde. Krøllet hår bliver tegnet i mørket, lang smuk hals med aftagende blå mærker kan skimtes, en funklende halskæde, bedrøvede dybe øjne.
   Bag kvinden en mand i hvidt, med utydeligt ansigt. Lyde formes i cellen, med den fastspændte mand, der ligger på en briks med bukser der våde af urin. Lydene bliver til stemmer der trænger ind i mandens hoved der svedende stirrer med vanvittige øjne op i loftet. Øjne der ser alt andet end loftet.
   - Han bliver aldrig sig selv igen vel doktor?
   Manden i hvidt sukker, og kløer sig i nakken, prøver at sige noget andet end det han gør, men han kender hende, og ved at han ikke kan lyve overfor hende.
   - Nej, Joan det gør han ikke. Han har isoleret sig fuldstændigt… Han er langt væk fra denne verden.
   Personerne forsvinder ud af døren, der stille lukkes i igen. På briksen ligger manden stadig og stirrer på loftet, og i takt med at de to menneskers skridt på gangen bliver svagere, høres, et sted i mørket, lyden af beton der flækkes.