"Kan du mærke, at du lever, søde?" Endnu engang kærtegnede manden hans sviende kind. En stor rød plamage havde formet sig der, hvor lussingen havde ramt. Mønsteret havde gentaget sig to gange. Først et kærtegn, så en hård lussing med højre hånd. Christopher lå stadig på den våde asfalt og stirrede på de tre mænd. To af dem stod op og betragtede ham, den anden knælede foran ham. Med en hurtig armbevægelse svingede den knælende armen endnu engang, og lod håndfladen ramme hårdt på Christophers kind. Smerten mangedobledes af de foregående slag.
   Så mange tanker for gennem Christophers hoved. Han var sikker på, at han skulle dø. Disse mennesker ville dræbe ham. Onde mennesker var de. Onde mennesker der dræbte. Hvor længe havde han ligget på jorden? Hvor lang tid var det siden, han havde forladt Crazy Daisy, fordi han skulle hjem? Han anede det ikke. Han havde mistet alt begreb om tid. Han vidste, at han ikke kunne have ligget her længe; men han kunne ikke forlige sig med tanken. Han måtte have været her altid. Alkoholen og slagene havde lagt et slør om hans hjerne. Han lukkede øjnene.

Endnu engang vågnede Christopher gispende i sin seng. Endnu engang havde han drømt om den nat. Natten der havde ændret så meget. Onde mennesker havde fundet ham. Onde mennesker der ville ham såre ham. Og han vidste, at onde mennesker ville finde ham igen, hvis han ikke gemte sig.
   Christopher trækker den svedvåde T-shirt over hovedet og smider den ned på gulvet ved siden af sengen. Ned til det andet tøj. Han kunne måske gøre rent, men rodet generer ham ikke. Han ser det som en smuk kontrast til sit liv. Hans liv er meget ordnet. Han bryder sig ikke om uforudsete hændelser. Derfor burde han heller ikke have vågnet nu. Hans vækkeur vil først ringe om tre timer. Han bliver nødt til at lægge sig til at sove til det ringer, ellers kommer der uorden i systemet. Christopher bryder sig ikke om uorden og rod.
   Han lægger sig tilbage på madrassen. Der er en stor, våd plamage midt på den. Tilpas stor til at han ikke kan undgå at ligge på den. Christopher mærker fugten og varmen fra sveden mod sit bryst. Han sover altid på maven med ansigtet vendt ud mod rummet. Han kan lide at betragte mørket. Mørket er så beroligende. Mørket er så godt for ens sjæl.
   Hans tanker kræser tilbage på drømmen, da han lukker øjnene. Tilbage på den forfærdelige nat. Han skynder sig at åbne øjnene igen. Han vil ikke tænke på det skete. Han vil ikke tænke på fortiden. Man skal leve i nuet. Hvis bare drømmen ville holde sig væk.
   Christopher knytter næven og hamrer den ned i sengen. Hvorfor vil drømmen ikke lade ham være? Hvorfor forfølger den ham. Han har ikke noget at være bange for. Han er i sin lejlighed. Døren er låst og vinduerne omhyggeligt haspede. De onde mennesker kan ikke komme ind. Han er tryg her. Hvorfor vil drømmen så ikke forlade ham? Lyset må skræmme den væk. Stille fører han hånden mod stikkontakten og trykker den ned. Hans natlampe giver med det samme lys fra sig. Han misser med øjnene og kigger rundt i sit værelse. Alt er lige som det burde. Han kigger hurtigt hen mod vinduet. Hasperne er på plads. Han skynder sig at kigge væk igen. Han er bange for pludseligt at se et af de onde mennesker kigge ind. Han ved, at tanken er latterlig. Han bor på tredje sal. De onde mennesker kan ikke komme op til hans vinduer.
   Han rejser sig op på knæene og lader dynen glide af sig. Han trænger til noget vand. Det kan måske jage drømmen væk. Han vader ud af soveværelset, ud til den lille entré og videre ud på badeværelset. Der er kun de tre rum og et køkken. Det er alt han behøver. Han har det fint sådan. Hans arbejde og indkøb klarer han pr. computer. Sådan fungerer alt bedst. Alt er ordentligt. Christopher kan ikke fordrage uorden og rod.
   Christopher åbner hanen og folder hænderne under den. Vandet løb ned i hans hænder og han drikker det derfra. Tre store slurke. Så slukker han for vandet igen. Han kigger sig i spejlet. Der er ikke meget at se, han har ikke tændt lyset herude, så refleksion er meget mørk. Det er bedst sådan. Selvom han ved, at tanken er dum, er han bange for at finde en stor, rød håndaftegning på sin højre kind. Hvis han tændte lyset, ville der ikke være nogen. Det ved han godt. Men nu når han ved, at der ikke er nogen, så er der jo heller ingen grund til at tjekke.
   Christopher går tilbage til sin seng. Han sætter sig på den og mærker med det samme det våde lagen. Plamagen er blevet kold. Før havde han varmet den med sin krops-temperatur, men nu har luften kølet den af. Han vil ikke skifte lagen. Det skal han først på fredag. Hvad nytte ville det alligevel gøre? Sveden er løbet ned i madrassen og har gennemblødt den også. Det ville bare være et spørgsmål om tid før det nye lagen også ville være vådt, hvis han skiftede det her. Han lægger hovedet i sine hænder og gaber. Han er så ...

"... træt så må hellere gå hjem." Christopher tager den sidste slurk af fadøllen og sætter den fra sig.
   "Ej, kom nu. Du kan godt blive lidt længere. Hvad med hende pigen du havde gang i?" lyder Jonas' stemme. Jonas sidder med sin kæreste på den anden side af bordet. De var taget de tre af sted. Det var fire timer siden, de havde siddet hos Jonas til forfesten og drukket breezers. En ting der havde resulteret i, at de alle var blevet godt fordrukne, inden de var kommet frem til Crazy Daisy.
   Christopher smiler tilbage til Jonas: "Jeg ved sgu ikke lige, hvor hun blev af." Jonas griner: "Hun er sgu nok skredet efter sin lille lapdance. I fik ellers snavet igennem." Jonas vender hovedet og stikker sin kæreste et hurtigt kys på munden. Hun sidder lige ved hans side. Han har den ene arm mageligt henslængt om hendes talje. De har kommet sammen i snart et år. Hun har været god for Jonas. Han plejede at være så mut og indelukket, men Signe har virkeligt fået en ny side frem i ham. En side Christopher sætter stor pris på. Kan godt ske, at Jonas har en kæreste, men det gør ham ikke kedelig at gå i byen med.
   Christopher kan mærke trætheden i øjnene. Han har ikke fået meget søvn inden han tog til forfesten hos Jonas. Han undertrykker et gab. Han bliver nødt til at gå. Han vil alligevel ikke få mere ud af den her aften. Resten af programmet står bare på fadøl og stirren på Jonas, der har tungen i sin kæreste. Der er ingen udsigt til piger. Selvom der skulle komme en og opsøge ham, ville han være alt for træt til at få noget ud af hende. Resten af aftenen havde så skrevet sig selv, og en så forudsigelig nat, sagde ham ikke noget.
   Jonas har igen vendt hele sin opmærksomhed mod sin kæreste. Christopher ser det her som sit tegn. Han mumler et hurtigt "vi ses" og vakler hen til garderoben for at få sin jakke.

Udenfor. Den kølige vind mod hans ansigt hjælper med at opkvikke ham. Bag ham dunker bassen fra et technonummer stadig inde fra Crazy Daisy. Han begynder at spadsere ned ad gaden.
   Der er ikke mange mennesker at se. Enkelte fulde personer råber og skriger et eller andet fra sidegaderne omkring ham. Han smiler af dem. Der er noget komisk ved det at være fuld. Det at vide at disse mennesker har smidt alle hæmninger og nu har lagt deres videre fremfærd i hænderne på barmhjertige venner, er der noget nærmest filosofisk over. Man skal vel have en ret stor tillid til verden for at drikke sig fuld. Man aner aldrig, hvor man kan risikere at vågne op. Det er op til ens venner at tage kommandoen over en, hvis man når for langt ud. En fin måde at finde ud af hvem der er gode og hvem der er dårlige venner.
   Christophers skridt er vaklende. Han svajer let fra side til side og nynner stille for sig selv. Vejret er lunt, og gaderne bliver oplyst af en klar septemberfuldmåne. Han går med jakken under armen. Han forestiller sig, at hvis han falder, så vil han hurtigt kunne nå at slå den frem for sig, så han falder på den og ikke på de hårde fliser på gågaden.
   Christopher opdager pludseligt, at den sang han har gået og nynnet, er det nummer, han dansede med pigen til. Han kan ikke huske, hvad hun hed. Hendes udseende står kun meget svagt for ham. Hvis han mødte hende nu, er han ikke sikker på, at han vil kunne genkende hende.
   Smuk. Han kan huske, at hun var smuk. Set i bakspejlet, kan han ikke forstå, hvor han havde fået modet til at score hende fra. Han havde stået i den lange gang mellem dansegulvet og toilettet og hængt op ad en mur. Hun var lige kommet ud fra toilettet og var på vej fordi ham. En stor fyr passerede Christopher samtidigt med hende, og da han gik uden om hende langs den anden væg, måtte hun klemme sig imellem ham og Christopher. Hun havde vendt ryggen mod den anden fyr, og gned sig op af Christopher på vej fordi. Han kunne mærke hendes bryster stryge mod sin arm. Det var nok det, der havde givet ham modet. Han havde rakt armen frem og spærret hendes rute. Hun kiggede op på ham, først med et blik der afslørede en intention om at skælde ud, men bagefter med kærlige øjne, da han sendte hende et varmt smil. Han fastholdt øjenkontakten, mens han bukkede sig frem for at presse sine læber mod hendes. Mens de kyssede, lagde han først en arm om hendes talje og flyttede den så længere ned. Snart stod de midt i den smalle gang mellem dansegulvet og toilettet og snavede. Tænk, at det kunne være så let.
   Christophers tanker blev afbrudt, da hans vej pludseligt er blokeret af tre mænd. De står alle tre med let spredte ben og hænderne i siden. Bemærkelsesværdigt synkroniseret.
   "Hej, søde" siger manden til venstre. Stemmen klinger tydeligt i gågadens stilhed. Den lyder munter, men med en skjult klang. En undertone der dirrer af forventning. Hans ansigt er skjult i skyggen fra en cap, han har på hovedet.
   "Kender jeg jer?" Christophers stemme lyder fordrukken, og han fortryder med det samme, at han har talt. Mændenes intention er ikke til at tage fejl af. Man passer kun folk op midt om natten for at slås. Mændene virker fuldstændig ædru, og nu har Christopher lige åbenbaret for dem, at han er tydeligt beruset.
   Den midterste mand går frem mod Christopher og stiller sig lige foran ham. Ansigt til ansigt står de. Christopher betragter hans træk. Fyldige læber, klare, blå øjne, stor næse. Ingenting at hæfte sig ved. Han ligner præcis alle andre.
   Det manden gjorde nu, kom komplet bag på Christopher. Han lænede sig forover og kysser Christopher blidt på munden. Christopher når ikke at opfatte hvad der sker, han når ikke at reagere på kysset, før en pludselig smerte skyder op i hans skridt. Han vaklede og faldt. Manden havde samtidigt med kysset smækket det ene knæ lige op mellem Christophers ben.
   Christopher krympede sig på fliserne. Hans venstre overarm og albue smerter. Godt nok havde han jakken over venstre skulder, men den havde ikke taget meget af for faldet.
   Manden sætter sig på hug ved Christophers side. De to andre samler sig om dem.
   "I nat vil du lære at leve," sagde den knælende: "I nat vil du lære, at du ikke skal tage livet for givet, søde." Christopher bare kiggede på ham. Han var pludseligt blevet fuldstændig ædru. Smerten og angsten havde bragt hans fornuft tilbage.
   Manden aede blidt Christopher over håret, han lod fingrene glide gennem en lok og lod den falde igen. Så løftede han hurtigt armen, og en lussing smældede mod Christophers kind. Hårdt og præcist ramte den og efterlod en glødende smerte. Christopher gennemgik den ene paniske tanke efter den anden i sit hoved. Han kunne ikke gøre modstand. Hans skridt smertede for meget. Han måtte prøve noget andet, han måtte finde en anden mulighed:
   "Jeg vil ikke slås med jer. Bare tag min pung og gå, men lad mig være i fred." Christopher lod forsigtigt højre hånd glide ned mod sin bukselomme. Det smertede voldsomt i hans mellemgulv. Bukserne sad for stramt til at han kunne få mere end et par fingre ned i lommen. Han hejsede sit bækken fra jorden for at få mere plads og trak forsigtigt pungen op. Han rakte den til den knælende mand.
   Manden åbnede pungen og tog sygesikringsbeviset ud. Han kiggede kort på det, smilede og stak det i sin jakkelomme. Pungen smed han på jorden.
   "Så du hedder Christopher" konstaterede manden: "Ved du hvad, Christopher? Jeg synes, at du virker som en fornuftigt fyr. Så du må forstå, at alt der sker i aften, sker for din skyld. Forstå du det, søde?"
   Manden lod en kærlig hånd løber over Christophers kind, og så slog igen hårdt på kinden med håndfladen. Det gav et højt smæld og smerten blussede op igen med fornyet styrke.
   "Christopher, der er utroligt meget ondskab i denne verden. Jeg kan da selv heller ikke sige mig helt fri fra at gøre onde ting. Jeg regner med, at du har det på samme måde ..." manden sendte Christopher et spørgende blik og Christopher stirrede tilbage på ham. Manden lænede sig ind over Christophers ansigt, så tæt at deres næser rørtes, og stirrede ham lige ind i øjnene: "Når jeg spørger, så vil jeg havde et svar! Har du det på samme måde?" hvæsede manden. Christopher kunne mærke spyt der fløj ud af mandens mund ramme sine læber. Han nikkede forfærdet som svar på mandens spørgsmål.
   "Godt. Så er vi ens du og jeg. Men så er spørgsmålet: Hvem kan svare på, hvad ondskab er? Ingen af os to er jo onde hele vejen igennem. Ondskab er det modsatte af godhed. De hænger sammen, forstår du nok. Så jo mere ondt man har oplevet, desto mere godt vil man se. Det lærer os at leve. Kan du mærke, at du lever, søde?"
   Endnu et kærtegn, endnu en lussing. Christopher begyndte at ane et mønster. Hver eneste gang manden brugte ordet "søde" ville han slå ham. Det var et varsel. Dumt gjort i grunden. Hvis det var noget konsekvent, kunne Christopher nu forudse slagene. Det ville være det samme "søde", kærtegn, slag. Det hang sammen.
   "Christopher, jeg har så meget at lære dig om godt og ondt. Og ved du hvad? Vi har hele natten til det. Har du set de mennesker der går forbi os? De blander sig ikke. De ved godt, at jeg er ved at forklare dig, hvad ondskab er, så dit liv kan blive meget bedre"
   Christopher kunne ikke tro, at han havde ret. Men det var rigtigt, hvad han sagde: De folk der var gået forbi længere nede af strøget på vej mod dem, havde pludseligt ændret retning og havde taget en anden gade. Måske var det virkeligt, fordi disse mænd var engle og folk ikke ville afbryde deres seance.
   "Du har meget at lære, søde" Christopher mærkede et sug i maven ved den sætning. Nu skulle det vise sig, om han havde ret. Manden lænede sig over ham og lod tungen løbe over Christophers kind. Lige der hvor alle lussingerne havde ramt. Christopher klemte øjnene hårdt i. "søde" og kærtegn var kommet - nu ventede han bare på smerten. Og smerten kom. Et voldsomt stød i hans side da en af de andre mænd sparkede ham i nyreregionen.
   "Der er ingen mennesker i denne verden du kan stole på, Christopher. Tag nu bare dine venner. Hvorfor har de ladet dig gå alene hjem? De vidste jo, at der er onde mennesker herude. Måske er de ligeglade."
   Christopher missede med øjnene. Hans hjerne var blevet omtåget igen. Men enkelte klare tanker stod frem. Manden havde jo ret, var det ikke det, Christopher selv havde tænkt for max en halv time siden? Rigtige venner passer på hinanden. Hvorfor fik han ikke hjælp fra sine venner, og hvorfor kom der ikke hjælp fra folk på gaden. Var det de onde mennesker?
   "Du virker forvirret, søde" - kærtegn - smerte.

Christopher strækker sig. Han må være faldet i søvn igen. Udenfor vinduet synger fuglene. Ingen onde mennesker. Han rejer sig op i sengen og tørrer sig om næsen. Han må have fået sig en forkølelse i løbet af natten.
   Han sætter sig op i sengen og gaber. Han kigger på vækkeuret. Der er fem minutter til det skal ringe. Det går nok. Hans tidsplan er ikke så intolerant som mange andre menneskers, han kan godt skubbe den fem minutter engang imellem. Han rejser sig op og går ud på badeværelset. Han kigger sig ind i spejlet og ser det velkendte ansigt kigge tilbage på ham. Et af de få ansigter han kan stole på.
   Han trækker boksershortsene af og stiller sig ind under bruseren. Det varme vand falder over ham og skylder nattens mareridt bort. Han nynner for sig selv, samtidigt med at han hele tiden har et øje på uret, som hænger på væggen. Hans rundstykker kommer snart. Direkte leveret fra Dagli' Brugsen.
   Da der er kun et kvarter til leveringstid, skynder han sig ud af badet og tørrer sig. Han får hurtigt noget tøj på og får sat sit hår. Nøjagtig til tiden står han ved døren og venter.
   Der går tre, fem og ti minutter. Budet er her ikke. Hvad er der sket? Hvorfor er hun her ikke til tiden. Hvad er gået galt? Er det en sammensværgelse. Måske har de onde mennesker taget hende. Måske er det en plan for at få fat i ham. Forvirring. Hvad kan der være sket? Hvorfor er hun her ikke til tiden. Hvad er gået galt? Sammensværgelse. Hvorfor er hun her ikke til tiden?
   Tre korte slag på døren river ham ud af sine tanker. Det er hende. Pigen fra Dagli' Brugsen. Hun er her med hans rundstykker.
   "Jeg kommer lige om lidt!" råber han. Han skal lige have pulsen ned, før han kan åbne døren. Det var fjollet at gå i panik over sådan noget. Det ved han godt. Derfor bliver han også nødt til at tage sige sammen, så hun ikke aner uråd. Hun skal ikke vide, at han går i panik over noget så dumt.
   Han åbner forsigtig døren, men lader stadig kæden sidde på. Bare for en sikkerheds skyld. Man ved aldrig, hvilke tricks de onde mennesker kan finde på at bruge for at komme ind til ham.
   "Her er Deres rundstykker" siger hun og smiler. Han kigger mistroisk på hende, men slår så kæden fra og åbner døren. "Tak skal du ha'" mumler han: "Hvorfor tog det dig så lang tid. Du er meget forsinket." Hun kigger vurderende på ham. Hun lader ikke til at kunne forstå, hvor meget hun nu har ødelagt hans tidsplan. Det er fem minutter siden han skulle have begyndt på sin morgenmad. Han kan ikke skyde sin tidsplan fem minutter to gange på én dag.
   "Det må De undskylde, men trafikken var meget tæt. Det er heller ikke mere end ti minutter, søde."
   Det giver et sæt i Christopher. "Søde". Hun sagde "søde". "Søde" lig med kærtegn. Kærtegn lig med smerte. Smerte! Der kommer smerte. Grusom smerte. Han træder et skridt tilbage. "Nej," hvisker han. Hun er en af dem, det ser han nu. Hun er et af de onde mennesker. Smerte. Han afventer smerten. Han smækker døren i og trækker kæden for. Låser den ved nøglen.
   "FORSVIND!" skriger han: "KOM ALDRIG IGEN!" Smerte. Der kommer smerte. Hvornår? Hvordan? Vil smerten den her gang betyde hans død? Forvirring. Panik. Han kigger rundt over alt. Den grusomme ventetid. Smerten er ikke kommet endnu. Hvor bliver den af? Hvorfor leger de med ham? Dette må betyde, at de denne gang vil dræbe ham. Så længe har de tortureret ham. Så længe har de holdt ham hen. Nu skal han have dødsstødet.
   Det skal blive løgn. Han vil komme dem i forkøbet. De skal ikke have den fornøjelse at dræbe. Han kigger desperat rundt i rummet. Der må være noget. Et eller andet så han ... Vinduet! Han accelererer. Han når i spurt på ingen tid og hopper frem mod vinduesruden. Med et hårdt brag rammer han ruden og slår revner i den. Han falder ned på gulvet. Termoglasset har sørget for, at han ikke gik igennem.
   Han ligger med åbne øjne og føler den overalt. Smerten. Smerten som hun har sendt ham, ved at bruge det bandlyste ord. Den forbandede, lille tæve. Aldrig mere skal han handle i Dagli' Brugsen. De onde mennesker har den i deres kontrol, ser han nu. De har bare ventet til dette øjeblik med at slå til. De ville vinde hans tillid. Men han snørede dem. Det gik ikke.
   Han er stadig i live, selvom de forsøgte at dræbe ham. Der er ingen tvivl om det, smerten bekræfter ham i, at han er i live.