I min baggård står der en skraldespand,
Blandt støv, gamle kasser og min punkterede cykel.
I den skraldespand sidder der en lille, sort negerpige.
Jeg satte hende derud i går.
Hun er meget syg, og kan derfor ikke arbejde længere.
Jeg kan jo altid få en ny.
Når jeg åbner låget, sidder hun og smiler op til mig.
Jeg skynder mig altid at ligge låget på igen.
Så jeg ikke behøver, at se på hende længere, nu hvor hun alligevel er nytteløs.
Hun er ikke alene i skraldespanden.
Ved hendes side sidder flere af hendes slags.
De smiler alle til mig.
Det er ikke kun små, sorte negerpiger.
Der er også store, stærke rokkere med motorcykler og fuldskæg.
De passede ikke længere ind i min stue.
Jeg har lige fået et nyt fjernsyn, og de matchede det ikke.
Jeg kan jo altid få nogle nye, der passer meget bedre sammen med fjernsynet.
Rokkerne truer af mig, når jeg løfter låget på skraldespanden.
De kan vist ikke lide dagslys.
Derfor skynder jeg mig altid at ligge låget på igen, så solen ikke generer deres øjne.
Der er flere ting i min skraldespand.
Ikke bare små, sorte negerpiger og store, stærke rokkere.
Der er også brune, tilhyllede muslimer.
De sidder med strenge blikke, og ser op på mig, når jeg løfter låget.
Det var en selvfølge, at jeg smed dem ud.
De skulle ombetrækkes, men det ville de ikke.
Desuden rodede de i mine ting, og fandt en masse i et Ikea-katalog, som de ville have, at jeg købte.
Det kunne jeg ikke gå med til.
Derfor smed jeg dem i skraldespanden. De passede ikke ind i min stue længere.
Når jeg løfter skraldespands låget, prøver nogle af dem, at kravle op.
Derfor bliver jeg nød til at smække låget i hurtigt, så de ikke slipper ud.
Der er flere ting i min skraldespand.
Ikke bare små, sorte negerpiger, store, stærke rokkere og brune, tilhyllede muslimer.
Der er også unge, gravide teenagepiger.
Når jeg åbner låget, kigger de på mig med bedende øjne.
Men jeg vil ikke hjælpe dem.
De havde en flot plads i min stue, men så ødelagde de alt for sig selv.
Jeg kan ikke tolerere, at de lavede en stor fejl, og tilmed ikke ville rette op på den.
Derfor fik de en plads i min skraldespand.
Jeg kan ikke tåle synet af deres tilstand, derfor skynder jeg mig altid, at ligge låget på igen.
Der er flere ting i min skraldespand.
Ikke bare små, sorte negerpiger, store, stærke rokkere, brune, tilhyllede muslimer og gravide teenagepiger.
Der er også dovne, skæve narkomaner.
Jeg kan ikke bruge dem længere. De yder ikke noget for at blive i min stue.
Det eneste de tænker på er deres narko.
Forstår de da ikke, at min stue er en symbiose.
Et fælles projekt.
Alle må yde en indsats for at være der.
Når jeg løfter låget, og ser ned på dem, kigger de ikke igen.
De sover.
Jeg kan ikke klare synet af deres dovenskab.
Det var en lykke, at smide dem ud af stuen.
Jeg holder så vidt muligt skraldespandens låg lukket.
Men engang imellem er jeg tvunget til at åbne det.
Så ser jeg deres store smil, deres truende hænder, deres strenge blikke, deres bedende øjne og deres utrolige dovenskab.
Hver gang fyldes jeg med foragt.
Det var i sandhed et held, at jeg fik dem ud af min stue.
Nu er der bare et problem tilbage:
Hvornår kommer der mon en skraldemand, og tømmer min skraldespand?