Og foråret var på ny på vej. Varmen kom og fandt langt ind i kroppen, hvor den bredte sig og skyllede til alle afkroge med styrke fra tiden selv. Alt spirrede, alt groede, hele verden tog ny form og rystede sneen af sig. Den foregående jul havde julemanden besøgt ham for sidste gang.
   Duften af grønt græs, der lå nyklippet drysset ud over plænen. Sved på pande og overkrop efter det slidsomme arbejde. Solstrålerne farvede hans ben og arme, mens katten betragtede ham fra skyggen af rhododendronbusken. Vandet, der endnu var koldt, ville snart lokke mænd og kvinder til stranden, og fuglenes daglige, sangfulde kurmageri, ville afløses af nætter med guitarspil omkring et bål nær havet.
   Verden forandrede sig og han med den. Lommepengene steg, og det samme gjorde pligterne. Dagene blev længere, for nætterne blev kortere. Han følte frihed, vilje, styrke. Så ungt som noget kunne ønske sig at være, var han, og foråret med dets vidundere var helt og aldeles på hans side.
   Bag busken lurede øjne, bag øjnene lurede tanker. Tanker af foråret, og de kredsede om ham og forsøgte at gribe ham, mens han passede sit hverv med plæneklipperen. Trippende bag blomsterknopper, skjult af spirende blade, men mest af hans manglende opmærksomhed, stod en pige i gul kjole og blomster i håret. Naboens barn var hun, og de var vokset op sammen. I vinters havde de leget; med solens komme havde de skiltes.
   Han var snart færdig. Det havde taget knap en halv time, og græsset lå nu strøet over plænen. Han følte stolthed ved sit arbejde. Sit første, rigtige arbejde. Det skulle lede til flere, til drømme, til håb, til sejre. For i en tid som hans leder alt til fremtiden, og det var det eneste sted, han ønskede at befinde sig. Han var endnu ikke grebet af alderens nostalgi.
   Han nynnede for sig selv, mens han slukkede for maskinen. Han trak sin T-shirt over hovedet og med lukkede øjne fornemmede han forårets tilstedevær på sin krop. Det var for koldt til at gå i bar overkrop, men han insisterede så hårdt på sommerens komme, at han ikke ville indrømme det. Han mærkede solens varme, græssets duft, og fuglenes sang - og pludseligt mærkede han også hendes øjne.
   Hun var trådt frem fra busken, og stod med blikket rettet lige imod ham. Han blev flov og knugede T-shirten tæt ind til sig. Han ønskede brændende, at han aldrig havde taget den af. Klædt på og forberedt kunne han klare hendes smil, men nu følte han sig nøgen, lille og forskrækket. Alle de følelser, som han netop var vokset fra.
   Hun trådte stille hen mod ham. Roligt, vagtsomt, som man nærmer sig en kattekilling, der ikke er tam. Han skælvede en smule. Hun åbnede munden og formede ordene til den melodi, han havde nynnet. Smukt sang hun og med en stemme, der ikke længere bar barnets klang.
   Han svedte mere nu. Ikke fra solen eller arbejdet, men fra alt den forvirring, der omkransede hende. Han lod plæneklipperen blive. Han vendte sig om og satte i sprint ind i huset. Hjertet sendte blodet hurtigere rundt, og det samlede sig på steder, det ikke havde gjort før. Han stod med ryggen mod den lukkede hoveddør og hev efter vejret.
   Tilbage stod pigen. Alene i det spirende forår i en gul kjole og med blomster i håret. Hun stod i egne tanker, til hun opdagede, at hun frøs. Solen var ikke varm nok til at man kunne være i bar overkrop eller stå stille uden at arbejde. Foråret var kun på vej. Det var ikke helt kommet endnu.