Det hed sig, i en lille by tæt ved havet, at kunne man klatre op til toppen af det nærliggende bjerg, så ville verdens mysterier blive åbenbaret for én af guderne. Bjerget havde med sine stejle skranter, dybe afgrunde og porøse stuktur stået og bejlet til folkene så længe nogen kunne huske. Selv i de ældste bøger stod der skrevet med ærefrygt om det majestætiske bjerg, hvis top var indhyllet i en krone af skyer. Vejen mellem to verdener. Hun kaldtes Bojanala.
   For drengen Albert havde bjerget aldrig udgjort andet end en kulisse i det fjerne. Som alle andre var han optaget af tanken om bjerget, om den indflydelse det ydede; men han forbandt sjældent tanken om Bojanala med den viskede silhuet, som selv vinden måtte krybe udenom. Vinden færdedes ellers, hvor det passede den. Gennem gader, i huse og under tage. Byens Placering nær havet gjorde vinden til en flittig og ofte påtrængende gæst, og indbyggerne så dens besøg i deres huse som lige så uundgåelige, som når de stødte på den på gaden.
   Alle hoveddøre var vendt mod bjergets skråninger, så enhver ved det første glimt af daggryet kunne skue mod det som det første, når de forlod stuen og gik mod verden. Bjerget var en konkret påmindelse om, at det højeste høje var Bojanala. Den største bedrift ville være at stå på dets top.
   Albert passede sin skole hver anden dag og hørte læreren fortælle historier fra fjerne fortider. Alle havde de forbindelse til bjerget og omhandlede modige mænds forsøg på at nå bjergets top. Læreren var en forfinet mand, der ikke lod nogen tvivl herske om, at han smed sine perler for svin. Børnene måtte lære historierne så korrekt, som de stod i bøgerne. De kunne aldrig håbe på at nå den indsigt, der var i det skrevne, så bedst var det nu, om de blot lærte historierne udenad. På den måde kunne de i det mindste skjule for andre, at de var enfoldige, som læreren pædagogisk tilføjede.
   De øvrige anden dage blev brugt med oplæringen i de centrale gøremål i landsbyen - fiskeri og landbrug. Det var opfattelsen, at drengene skulle have kendskab til begge, så man senere kunne beslutte, hvilket element de ville gøre sig bedst i. Herefter ville specialisering følge. Albert, der var klejn af sin alder, passede lige dårligt til begge. Han kunne ikke tage ordenligt fat på grund af hans størrelse, og hans arbejde vandt meget langsomt fremad.
   Møder blev holdt, hvor man diskuterede, hvad Albert dog skulle blive til. Det blev fremført, at hans mangel på højde kunne skyldes en dybtfølt kærlighed til jorden, og at han således ikke ønskede at vokse længere fra den; derfor ville landbrug være det rigtige for ham. Andre nævnte, at fiskeri kunne være godt, da han i hvert fald ikke tog den plads i båden, som var reserveret til fangsten. Andre endnu mente, at det måske ville være bedst at lade ham vokse op som kvinde. Han kunne blive en god kone for en mand senere, og så gik han ikke i vejen for andre.
   Det var alle hårde ord, og godt var det, at Albert ikke blev involveret i disse møder. Da de som sådan ikke kom ham ved, var han henvist andetsteds, mens fremtiden blev diskuteret af folk, der vidste bedre råd. Albert kunne i stedet sidde ved og skue ud over havet. En i øvrigt atypisk tanke, da de fleste i nød eller tvivl vidste at skue mod bjerget, hvor sandheden havde sit hjem. Men Albert søgte ikke sandhed; han havde længsel, ikke af visionær karakter, men en længsel efter at være en anden. Han overvejede helt at opgive det projekt, som var ham selv, og i stedet ønskede han at være en af de andre. Han kunne lukke sine øjne, mens vinden kærtegnede hans ansigt, og bølgerne spillede for ham, og han forestillede sig, at han i stedet var høj, stærk og lydhør. Alle de kvalifikationer som hans forræderiske krop havde nægtet ham.

Med pen og papir sad klassen og skrev ned, mens læreren dikterede. Det var ikke fordi, man ikke kunne udlevere bøger til børnene; men det var forstået, at det var indlæringsmæssigt fremmende, at børnene selv skrev historierne ned. Hermed kendte de dem ord for ord og havde således ikke en undskyldning for ikke at kende hver eneste del af dem.
   "Meget er der blevet spekuleret i, hvad der befinder sig på toppen af bjerget. Nogle siger, deroppe findes tusinde bøger, der fortæller, hvad efterlivet holder. Andre siger, at man derfra kan skue til hele verden, så langt at man kan se selve tidens begyndelse. Andre endnu siger, at på toppen af Bojanala-bjerget findes porten til alle ens dybeste ønsker. Hvad der præcis er at finde, ved ingen med sikkerhed. Dog siger det sig selv, at det er det intelligente menneskes pligt at søge mod toppen. Jeg forventer, at hver og en af jer vil gøre jeres ypperste for at nå toppen af bjergenes bjerg!"
   Det var sætninger som den sidste, der kunne få Albert til at overveje, om læreren virkeligt citerede fra en bog, som han havde lært udenad, eller om han bare fandt på, som det passede ham.
   Men passagen gjorde indtryk på Albert. Bjerget vidste selvfølgelig, hvad han kunne gøre for at overvinde sine kvaler. Hvis bjerget kendte til alle sandheder, så måtte det også vide, hvordan han kunne vokse og styrkes. For Albert begyndte idéen om Bojanala langsomt at glide sammen med bjerget i horisonten, som han kunne skue gennem det åbne vindue. Som hundrede elever havde gjort det før ham, nåede han langsomt til erkendelsen af bjerget som det ultimative svar. Med sig selv vidste han nu præcis, hvad han kunne finde på bjergets top: et nyt liv i et nyt legeme. En krop, som ikke svigtede eller var for svag.
   Ude over markerne lå bjerget i det fjerne - og her ville det altid være at finde for Albert. Lige i det fjerne.

Albert fik snart travlt med at tænke på andre ting. Hans myndighed nærmede sig, og det blev bestemt, at han ville gøre sig bedst blandt fiskerne. Han brugte derfor sine dage på at lære om fiskesteder, teknikker, fabrikationen af net, bådens styring, vandets uforudsigelighed og vinden, hvis kærlige kys på havet kunne forvandles til rasende fråde.
   Albert måtte løbe meget i starten. Han var blevet sat i båd hos en ældre skipper, der nok vidste, hvordan tingene blev gjort på den rigtige måde. Fiskeriets kundskaber lærer man sig ved øvelse, og skipperen sørgede for, at Albert fik masser af det. Især de vanskelige ærinder som at løbe ned til tobaksbutikken efter mere fyld til skipperens pibe fik han øvet godt igennem. Til sidst blev han endda helt dygtig til det, og skipperen var tilfreds med sin hjælper. Om end Albert stadig ikke havde de fysiske kræfter til rigtig at være anden nytte end stikirenddreng.
   Drengens ansvarsområde voksede støt og roligt, og han fik mere og mere at lære. Mange generationers ekspertise skulle videregives, og Albert havde besvær med at holde styr på hele den bunke af viden, der blev ham udleveret. Når han kom hjem og aftenen, var han ofte så træt, at han blot smed sig på sengen og besvimede ind i en drømmeløs søvn.
   Albert skulle lære at sætte nye sejl. Det var ikke nok, at han vidste at bruge en båd; han skulle også kende den, så han kunne reparere den, om noget måtte gå galt. Sejl kan flænges af vinden, og et flænget sejl skal erstattes. Skipperen fortalte om den lunefuldhed, vinden kunne finde på at optræde med, mens han overværede Albert folde sejl sammen på jorden. Åh jo, skipperen kendte nok til vinden. Som et kvindfolk var den, sagde han, blid og forførerisk kunne den være og lege med ens skæg; men så med ét og i næste sekund kunne den uden varsel rejse sig til den frygteligste storm. Man måtte være forsigtig med vinden. Man kunne ikke stole på den!
   Det var som om, at vinden havde hørt hele den ondsindede gang bagtalen, som skipperen havde begivet sig ud i, for den tog til i styrke og gled ind under sejlet. Albert mærkede, at sejlet begyndte at røre på sig, og han så, hvordan det foldede sig ud, som en pose, mens han holdte fast i begge dets sider. Alberts fødder flyttede lidt på sig, så lidt mere, så meget mere, og så begyndte de at løfte sig fra jorden.
   Albert ville give slip, men der var allerede for langt ned. Vinden bar ham via sejlet op over jorden og væk fra havet. Han steg, mens han klamrede sig til sejlet. Havde han været større, ville han kunne tvinge det ned med sin vægt; men en lille fyr som ham, må blot lade sig føre af vinden, og lige i retning af Bojanala-bjerget.
   Bjerget, som altid blot havde befundet sig i horisonten, kom nu tættere og tættere. Det voksede, mens han så på. Stort og majestætisk knejsende fyldte det efterhånden hele hans synsfelt. Han kunne ikke længere overskue det uden at bevæge nakken. Stort blev meget større lige for øjnene af drengen.
   Vinden, som efterhånden måtte have taget ved lære af erfaringen og vide, at den ikke kunne bære drengen gennem bjerget, begyndte at bære ham mere opad. Højere og højere mod skydækket om bjergets krone. Albert var med nervøs spænding nervepirrende bevidst om, at han havde kurs lige mod Bojanala-bjergets top.
   Op gennem skydækket, totalt omkranset af det reneste hvide, fløj Albert. Det slog ham, at dette - netop her - var grænsen mellem gudernes og menneskenes verden. Dette var en portal til den renhed og sandhed, som guderne færdedes i, ukendt med menneskenes beskidte mørke.
   Albert steg videre ud af skyerne og kunne nu se klart igen. Vinden løjede af og lod ham blidt dale ned på bjergets top.

Hvad end Albert havde forestillet sig, så var det ikke dette. Bjergets top var et lille plateau, stenfyldt og tomt. Planterne ville ikke besvære sig selv med liv på dette sted, og havde holdt sig langt væk. Udsigten var både opad og udover kanterne kun til hvide, dunlette skyer.
   "Her er koldt," tænkte Albert. Så længe havde han ønsket sig, at han kunne nå bjergets top, nu var hans eneste tanke, hvorledes han skulle komme ned igen. Han turde ikke træde ned langs kanterne. Skydækket kunne være beregnende og dække over ukendte farer.
   Den eneste sikre måde at komme ned, tænkte han, ville være at tage samme vej, som han kom op. Han bredte sejlet ud på ny, og vinden, som havde den blot ventet på dette, greb fat i det og løftede drengen igen. Den havde skiftet fra på- til fralandsvind og bar ham stille og roligt tilbage mod landsbyen. Albert var mindre nervøs denne gang; han følte sig i kyndige og sikre hænder.
   Det siger sig selv, at vinden ikke bare ville sætte Albert ned hvor som helst. I stedet førte den ham med venlig, men bestemt hånd til den, der af alle bedst forstod at anerkende hans oplevelse: den gamle skolelærer.
   Læreren stod udenfor sit hus, mens Albert dalede ned i hans have. Læreren kiggede alvorligt på ham: "Du har været på toppen." Om det var et spørgsmål eller en konstatering, var Albert usikker på, så han svarede blot, "ja"
   Læreren nikkede, men svarede ikke. Albert trippede lidt - han havde forventet, at læreren ville være mere begejstret. Måske hvis han kendte til sandheden: "Det er mærkeligt, toppen var helt ... "
   "Fortæl mig ikke om det," afbrød læreren ham: "Fortæl ikke nogen om det. For alle ville det være bedst, om ingen havde set den. Hvorfor vinden besluttede sig for at vise dig den, ved jeg ikke; men du må for evigt tie om din opdagelse. Kun sådan kan vi sikre, at alle kan længes mod den top og gøre sig mål at nå den."
   havde været en klog mand, for han havde ret i sin beskrivelse af vinden: Den er temperamentsfuld som en kvinde. Pludseligt greb den fat i læreren, løftede ham højt op, mens Albert så til med forbavsede øjne. Læreren dinglede et kort øjeblik i luften med et forvirret udtryk, inden han blev slået hårdt ind i husets lille skorsten og brækkede sin nakke.
   Albert var som frosset til jorden. Rædslen stod som et klart udtryk i hans ansigt - et udtryk der aldrig senere i hans liv helt ville forsvinde. Aldrig kom han sig over det mord, han netop havde overværet.
   Måske var Albert i bund og grund en enfoldig dreng, for alt hvad han nogensinde lærte sig fra den dag, var at frygte vinden.