En enlig dreng i en tætknappet overfrakke står på stedet, hvor vejen deler sig. Et gammelt træskilt står som spaltede det vejen i to, og sender hver side ud mod en gold hedes trøstesløse, uendelige vider. Skriften på skiltet er udvisket, hærget af vind og vejr. Bogstaverne er så utydelige, at drengen ikke kan tyde, hvor de to veje fører hen. Han ved ikke, hvilken én han skal vælge.
   Vinden er bidende omkring ham. Jakken isolerer ikke ordentligt for dens styrke. Han står med armene foldet tæt om sig, og forsøger at få noget varme i sin krop. Hans ånde står tydeligt i luften for hvert åndedræt.
   Han ved ikke hvor han vil hen, så valget af vej burde være underordnet. Alligevel er der noget der siger ham, at det er vigtigt, at han får valgt den rette. Det er ikke nok at vælge den ene i blinde. Han må finde et tegn som kan vise ham, hvilken vej der er den rigtige. Han venter.

I en lænestol ved den varme kamin sad hun med et tæppe knuget om sig. Hun holdt det ikke så tæt fordi hendes krop var kold, men fordi hun frøs indvendigt. Hendes hjerte pumpede det reneste, varme blod ud i hendes åre, men når blodet kom tilbage fra venerne, var det blevet næsten helt stift og kunne knap bevæges.
   Hendes øjne var tørre og alvorlige, selvom hun følte, at hun burde græde. Hun burde rense sin sjæl ved at lade tårer flyde ned af sine kinder, og bære alt det onde ud af kroppen. Hun kunne bare ikke. Hun havde bestemt sig for, at hun ikke vil fælde en eneste tåre over ham.
   Kaminens ild knitrede og lavede lange skygger i det ellers uoplyste rum. Hun havde hevet benene op under sig og var krøbet helt op i stolen. Hun kærtegnede blidt sin ene arm med den anden. Selv hvis det ikke havde været mørkt udenfor, ville hun ikke have set, at det var begyndt at sne. Rene, hvide snefnug faldt roligt fra himlen, og lagde sig i et fint lag over husets tag og hedens græs.

"Fryser du?" en venlig stemme river drengen ud af søvnen. Han havde sat sig op af skiltet for at overveje sine muligheder; men vinden havde lullet ham hen, så han kunne dø for dens bitre kulde. Drengen kigger sig forvirret omkring. Der er ingen. Der er ingen steder hvor nogen ville kunne gemme sig, landskabet er helt fladt i flere kilometers omkreds.
   "Er her nogen?" hvisker han forsigtigt. Der er ingen grund til at råbe, for han ved, at det er der ikke. Han er helt alene. Drengen rejser sig op. Han kan ikke blive siddende. Søvnen vil betyde hans død. Han kigger tilbage på vejen han kom fra. Den verden han har forladt. Den står kun sløret, og det tiltagende mørke betyder, at han ikke kan se enden af vejen.
   Han vender sig igen om mod skiltet. Han har stadig et valg at træffe. Det kan ikke tages i hast, han må overveje det grundigt. Han begynder at hoppe på stedet med armene viklet omkring sig. Selvom hans hænder har fået et blåligt skær, våger han ikke at slippe grebet om sig selv for at puste i dem. Det er bedre hans hænder fryser end hans hjerte.

Pigen kiggede sig forvildet rundt i stuen. Hun var sikker på, at hun havde hørt en stemme. Hun havde ikke forventet at hendes hjerte ville have svaret på spørgsmålet. Men det måtte det have gjort. Der var ingen anden i nærheden, som kunne have gjort det. Hun havde frygtet sådan for, at det ville fryse til is. Det havde været så koldt, så hun havde spurgt, om det ikke frøs.
   Hun stirrede igen ind i kaminen. Det kom bag på hende, at hendes hjerte var af hankøn. Men det var en drengestemme, som havde svaret hende. Hun frygtede at tale til det igen. Det er ikke normalt, at folk taler med deres hjerter. Hun måtte være ved at blive sindssyg. Alligevel følte hun, at hun var nødt til at svare. Om ikke andet så af høflighed. Det var trods alt hende som havde talt til det først:

"Jeg er her."

Igen lød stemmen. Den lader til at komme inde fra ham selv. Han træder et par skridt baglæns, men træder i sin egen frakke, så han får overbalance og vælter bagover. Han sætter sig op og ømmer sig. Han har ikke kunne tage af for faldet fordi han havde armene svøbt omkring sig.
   Selvom hans ryg nu smerter, kan han ikke ømme den, han må blive ved med at varme sit hjerte. Det er ikke første gang, det har talt til ham. Før når han ikke vidste hvad han skulle gøre, havde det fortalt ham hvad der var rigtig. Derfor er han ikke bange for stemmen, men alligevel er han påpasselig med sine sætninger. Han har en følelse af, at hans hjerte må være noget utroligt skrøbeligt, og ikke kan tåle at få hvad som helst at vide.
   Modsat pigen har han ikke nervøsitet i stemmen, da han svarer:

"Jeg har brug for dit råd."

Pigen var overrasket over de ord. Skulle hun guide sit hjerte? Hun havde søgt trøst hos det, men nu måtte hun hjælpe det, i stedet for omvendt. Men hvordan skulle hun kunne hjælpe noget så rent og storslået? Hun ønskede virkeligt at hjælpe det, for hun vidste bedre end nogen anden, at det var i fare for at briste. Det havde været igennem så meget og set så meget ondskab, at hun virkeligt var bange for, at det skulle fryse til is. Hun spurgte nervøst:

"Hvad skal jeg hjælpe dig med?"

Drengen e forberedt på det spørgsmål, selvom det undrer ham, at hjertet ikke selv kan regne ud, hvori hans problem ligger:

"Du skal hjælpe mig med at vælge den rigtige vej."

Endnu engang var pigen forbavset over hjertets ord. Hvor skulle et hjerte dog finde vej hen? Det måtte være en spøg.
   Pigen vidste godt, at det kunne det umuligt være. Hjertets stemme havde været så bedende og hjælpeløs, at det måtte mene alt havde det sagde. Hun tænkte tilbage på sine biologitimer. Hun kunne hjertets cyklus udenad, hun vidste hvordan blodet løb til og fra. Men alt det burde hjertet også vide. Det var dets job, dets funktion i hendes krop. Det kunne ikke bare have glemt det.
   Og dog, hun havde jo selv mærket, hvor koldt hendes blod var blevet. Måske havde hjertet virkeligt glemt, hvordan det skulle sende blodet rundt. Hun måtte fortælle det, hvordan det skulle finde rundt i kroppen. Det kunne kun blive fra venstre forkammer:

"Du skal vælge venstre."

Drengen smiler da han hører disse ord. Endeligt ved han, hvordan han skal komme videre. Han hvisker et hurtigt tak med ansigtet vendt mod sin brystkasse, og begynder at løbe ad vejen mod venstre. Han kan mærke, hvordan han langsomt bliver varmere af at løbe. Hans åndedræt er heftigt og den kolde luft som glider ned i hans lunger, skærer ham i halsen.
   Det generer ham ikke længere. Han ved, at han er på rette vej. Han har fulgt sit hjerte.


* * *

Som alle nok ved, kan hjertet slet ikke tale. Derfor kan drengen umuligt have fulgt sit hjertes råd. Dette kunne han kun have gjort, hvis han havde truffet sin egen beslutning. Han fulgte rådet fra en tilfældig pige, der ikke engang kendte hans situation, men kun gættede på hvad der skete. Om drengen derfor valgte den rigtige vej, er svært at sige. Det skulle være et tilfælde om pigens råd var det rigtige. Man kan kun håbe for ham, at dette - hans livs allervigtigste beslutning - blev taget af en god gætter. Havde drengen kigget dybt ind i sig selv, ville han have fundet svaret på, hvilken vej han skulle gå. Det rigtige svar som hans eget hjerte ville have givet ham.