Der er noget fascinerende ved en telefon, som ringer. I selve opkaldet, før nogen har trykket på knappen for at svare, findes hele uendeligheden i muligheder. Den komplette frihed. Mens den muntre melodi, som man efter nøje planlægning har valgt som den, der bedst karakteriserer den idealmanifestation, man har af sig selv, spiller, kan det være hvem som helst, der ønsker at nå én. Præsidenter, konger, ambassadører, Hogwarts, hende pigen, eventyr, glæde og triumfer. Hele verden samlet i ét øjeblik. Ingen kan udelukkes - det er først, når man tager telefonen til sit øre og svarer, at alt bliver indskrænket. Først her banker livets trivialitet på og spørger, 'har du glemt mig?', og man må gøre sit bedste for ikke at lyde skuffet, når man påbegynder en samtale, der alt for sjældent er med en præsident eller angående ens nylige udtrækning til et landshold.
   Derfor lader han den ringe. Han bliver liggende på sengen med hænderne bag nakken og vedbliver at kigge på loftet. Der er selvfølgelig en vis statement-værdi i den handling - eller mangel på handling. Ved ikke at tage telefonen forklarer han ganske høfligt verden, at den simpelthen ikke kan byde ham noget, der er interessant nok til, at han vil besvare dens forsøg på interaktion. Selv hvis det var en præsident, så måtte han pænt vente, til det nu engang passer vores unge mand at ringe tilbage. Og det kan tage tid. Oh, hvor kan det tage tid.
   Han drejer hovedet mod sengebordet. Telefonens display blinker og lyser periodisk op i rummet. Den skriver '1 Ubesvaret opkald'. Det er ikke noget, han kan se; men han kender den godt nok til at vide, at det er præcis, hvad den kan finde på at skrive i sådan en situation.

Hvorfor han selv bare ligger på sin seng med persiennerne trukket for, er en helt andet spørgsmål. Et kort oprids af hans dag vil være, at han stod op blot for at gå i seng igen. Han vågnede, gik i bad, tog tøjet på, spiste, trak tiden, og nu ligger han altså ovenpå sin seng fuld påklædt; mens plasticstrimler agerer dørmænd med specifikt bud på ikke at lukke sollys ind.
   Det skal siges, at sollyset som sådan ikke har gjort noget forkert, men det har en vanemæssig tendens til at invitere til handling, og som vi netop har set, så er der ikke blevet skemalagt 'handling' i dagsprogrammet. Mørket er en meget bedre kammerat, når man er fuldt ud tilfreds med at ligge helt alene og spille lidt kostbar.
   Den unge mand kigger på ny op i loftet. Hans øjne er fjerne, munden en streg, og næseboerne vibrerer let under hans åndedræt. Skulle man lave en samlet beskrivelse af ansigtet, ville man kaldende det neutralt - hvilket er det samme som at sige, at det gør sit allerbedste for ikke at findes. Ansigtet vil ikke vise noget med sig selv, men er i den beklagelige situation, at det ikke kan lade være. Selv en mund, der forsøger at gøre sig selv smal, udsender stadig en besked om en sindstilstand. Paradoksalt nok ville ansigtet skjule sig selv meget bedre, hvis det frøs sig fast i en grimasse, det bestemt ikke kunne stå inde for. Et grin eksempelvis.
   Han tager en dyb indånding gennem næsen, suger luften helt ned i lungerne, holder den der, og puster den så hårdt ud igennem næsen med en lyd, som pudsede han den. Han blinker, stadig med øjne, der ikke har udtryk.
   Den unge mand er helt i sine egne tanker. Af samme grund er lokalet så handlingsforladt - det er slet ikke her forløbet udspiller sig. Forestillingen foregår i en hel anden sal, og her sidder vi med popcorn og sodavand og glor på et tæppe, der simpelthen ikke vil gå op. Vi kan se på hinanden og tænke, 'det er altså mærkeligt det her', samtidigt med at vi kan høre dæmpede latterbrøl og klapsalver fra lokalet ved siden af. Man kan insistere på, at man er gået rigtig, og det nok bare er det dårlige vejr, der har afholdt alle andre inklusiv skuespillere fra at komme; eller man kan falde til patten, rejse sig fra sit sæde og begive sig ind ved siden af.

Den unge mands tanker kredser en smule tømmermændsombrust om en situation, der forløb dagen forinden. En stue, seks mennesker, tomme og fulde flasker på sofabordet, musik fra et stereoanlæg. Den behagelige fornemmelse af lædersofaens ryglæns bløde, glatte skin mod nakken. En varm følelse af en hånd, der bliver lagt på hans lår:
   "Danser du ikke i aften, Michael?" Camilla smiler til ham. Havde det været andres tænder, kunne man pointere, at de har en smule gul nuance, og at en bøjles disciplinære favntag kunne gøre underværker for deres positur; men i hendes mund er de perfekte. Perlehvide.
   "Ikke lige nu. Jeg er slet ikke fuld nok." Hun smiler stadig, nu lidt mere anstrengt. Han trækker lidt undskyldende på skulderne. Noget, der gerne skulle signalere, at han egentligt gerne vil danse med hende; men at han desværre ikke selv mener, at han besidder de nødvendige kvaliteter i forhold til det. Det kommer sig alt sammen af, at han engang da han var 7, var blevet ledt ind på en danseskole for standartdans med sin mor i hånden, hvor han var blevet placeret sammen med en pige, der havde udøvet dansen, siden hun var 4. Musikken havde spillet til jive, og instruktøren havde forklaret, hvorledes de skulle gribe den sag an. Han havde forsøgt at følge hendes '1-og-2, 3-og-4, tilbage-frem', men hans krop havde gjort synlig motorisk modstand. Hans dansepartner havde høfligt fundet sig i det; men hendes øjne så drømmende mod de mere øvede drenge. Dem, der havde rytme og kunne føre. Han havde skammet sig. Ærgret sig over, at han ikke bare kunne være et naturtalent. Der var ikke nogen, der sagde noget, da timen var forbi; men han var overbevist om, at de alle ville mødes for at diskutere ham. Lave hæslige parodier og grine højt af hans utilstrækkelighed. Han viste sig ikke siden på danseskolen.
   Han er udmærket klar over, at Camilla er en smule fuld, så det er ikke helt sikkert, at hun kan tolke denne fulde mening af skuldertrækket.
   "Ser du ellers nogen?" Hendes spørgsmål er stillet så henkastet, at han afviser, at det kan være flirt. Hans mod synker efter denne erkendelse. "Nej, ikke rigtig. Der var en pige, som jeg så engang imellem, men ikke længere." Hun kigger opmærksomt på ham. Hendes hånd er stadig på hans lår: "Hvad skete der da?" Han er lidt i tvivl om, hvad han bør svare. Havde der været en pige, ville sandheden selvfølgelig have været den letteste løsning, men nu må han kreere: "Jeg tror bare ikke, vi passede sammen." Diplomatisk. For at undgå flere spørgsmål, returnerer han i stedet: "Hvad med dig, ser du nogen?" Hun ryster på hovedet: "Lidt. Jeg har da set en fyr engang imellem; men jeg ved ikke rigtig ... " Åh, så hun noget kørende med en anden. Et kort stik af smerte. Som et smølfespark lige under navlen. Det er vel også fint; der var aldrig noget mellem dem alligevel. Sådan må det være: "Jeg er egentligt heller ikke interesseret i en kæreste overhovedet. Jeg har det fedt alene." Hun nikker forstående og trækker sin hånd til sig.
   Slørede billeder. Ligegyldige episoder med grin, løse samtaler, råb, alkohol. Han står med Bjørn ude på terrassen. De taler om - guderne må vide hvad. Fodboldkampen den efterfølgende dag sikkert. Han har en cigaret i hånden. Vinden er kold, og han har løftet skuldrene højt inde under frakken. Samtalen interesserer ham ikke.
   "Her er fandeme koldt. Skal vi se at komme indad?" Han er usikker på, om det er ham selv eller Bjørn, der har stillet spørgsmålet. De smider hver deres halvrøgne cigaret på terrassens fliser. De gløder stadig, da de to drenge møder et par i hoveddøren. "Hvor skal I hen?" der er noget drillende i Bjørns måde at spørge på.
   "Jeg har lige ringet til min far. Han kommer snart og henter os," svarer Jonas, som havde han håbet på det spørgsmål. "Nå, ser man det!" Bjørn griner. Han giver Jonas et kærligt slag på skulderen, og Jonas kigger tilbage på ham med et smørret smil. Han er ikke typen, der ofte finder sig en pige. Faktisk kunne det meget vel være første gang, det lykkes ham at erobre en. Så godt kender de ham heller ikke - han er bare en fyr, der dumper forbi til fester engang imellem, et af Bjørns perifere bekendtskaber.
   Jonas har armen om hendes skuldre i et solidt greb. Han virker nervøs for, at hun vil stikke af. Som om samtalen når som helst kan udmunde sig i, at hun løber fra ham og gemmer sig i en busk; som om selve tiden er hans fjende. Jo før, han kommer videre, desto sikre er han. Det er ham mod verden, mens han fører sin dyrebare last.
   "Det var rigtig hyggeligt, drenge. Jeg tror, vi går ud på vejen og venter." Jonas smiler stadig, og han går med pigen ned mod indkørslen til grunden. Bjørn, som er en rigtig spydig fyr, råber betænksomt efter dem: "Husk nu kondomet, ikk'!" Han griner ved sig selv.
   Vores unge mand ser en smule oprørt ud. Han vil også gerne hjem nu. Festen har fuldstændigt tabt hans interesse.
   "Skrider du også bare nu? Så kan jeg være alene med Anne og Peter. Det er sgu' pænt af dig." Bjørn er mindre irriteret, end han giver sig ud for. Men når folk vil forlade en fest så pludseligt, så kræver det bare, at man giver dem lidt teatralsk modspil:
   "Okay, så smut. Men vi ses i morgen til kampen, ikk'? Jeg ringer lige til dig, når vi skal af sted."