Historien om Raz og Zina
   I forrige afsnit, nævnte jeg at vores bedste venner kørte galt den 26.07.99 og at jeg ville vende tilbage til det.

Anledningen var, at jeg var på indkøbstur i Storcenteret for en månedstid siden. Pludselig fik jeg øje på Raz og stod bare stille og ventede spændt på, at han skulle få øje på mig.

For 5 år siden var Raz, hans kone Zina og deres to børn på 10 og 13 år, vores nærmeste venner. De var bosniere og vi lærte dem at kende, mens de boede i et asylcenter tæt på os. Senere, da de havde fået opholdstilladelse, fik de en lejlighed lige i nærheden af os. Det udviklede sig til et meget tæt og nært venskab.
   Vi blev nærmest som en stor familie, fejrede jul og nytår sammen og var med til hinandens familiefester. Vi mødtes for at spise sammen mindst to gange om måneden, skiftevis hos os eller hos dem.
   Deres søn Senad og min yngste søn, der dengang var 8 år gammel, hang sammen som ærtehalm.

Raz fik arbejde som elektriker og Zina ville gå videre med sin uddannelse som landbrugstekniker med speciale i økologi. I skulle bare se de grøntsager som hun dyrkede! Store flotte og frodige, dyrket helt uden sprøjtemidler.
   Deres plan var, at når de havde sparet penge nok op, ville købe et hus i nærheden af os.

Jeg havde altid haft og har stadig rigtig svært ved, at lade andre mennesker komme rigtig tæt på mig
   Jeg har mange "bekendte" men ikke så mange rigtige venner.
   Men, når først et menneske formår at komme indenfor og har vundet mit venskab for alvor, er jeg i stand til at løse op og stole på folk.

Og Zina blev en rigtig ven. Vi havde begge samme interesser og vi forstod hinanden næsten uden ord. Vi kunne tale om alting. Både om vores familier, vore mænd, vore børn, vore drømme og håb. Sorger og glæder, som vi sammen kunne le eller græde over.

Vi begyndte at planlægge en fælles tur til Bosnien og Kroatien, men Raz syntes bestemt, at vi skulle vente, indtil forholdene var mere normaliserede dernede. Selv om krigen var slut, var der stadig visse vejstrækninger, hvor der var stor risiko for snigskytter. Der var også landminer i mange af landområderne og i de grønne områder i byerne. Vi kunne tydeligt mærke på ham, at han gerne ville vise sit land fra den smukkeste side. Så derfor ville vi vente til et senere tidspunkt.

Så kom ferietiden og familien tog selv en tur sydpå i 3 uger.
   Lørdag morgen, hvor de skulle komme hjem om søndagen, fik vi et postkort fra Zina med et billede ud over det dybblå Middelhav. Der stod:
   "Det er dejligt at være på ferie, men vi glæder os også meget til at komme hjem. Kærlig hilsen - Zina."

Sidst på eftermiddagen blev vi ringet op og fik at vide, at familiens bil var blevet torpederet af en anden bil på motorvejen ved München, mens de holdt i kø på grund af et banalt uheld. Zina og det ene af børnene var dræbt på stedet.
   Ham, der ringede, vidste ikke, hvem af dem. Jeg kan bare huske, at verden stod stille. Jeg kunne slet ikke fatte, det jeg havde hørt. Det måtte være en ond drøm!

Jeg reagerede med at gå i chok - kunne slet ikke sige noget, bare græd og græd og græd. Da jeg endelig fik mig samlet så meget, at jeg kunne fortælle de andre hvad der var sket, kan jeg kun huske at min søn spontant udbrød:
   "Bare det ikke er Senad, der er død. Han er min eneste ven."

Men det var Senad og det har præget min søn siden. Han har siden haft meget svært ved at knytte sig til nogen - fordi, som han siger - enten så flytter de eller også så dør de!

Når sådan noget sker, reagerer jeg efter det første chok lige har lagt sig, med at være praktisk og ordne en masse ting. Jeg ringede til hospitalet i München og fik at vide, hvor familien befandt sig. Personalet på sygehuset var meget glade for, at jeg ringede, fordi jeg kunne tale tysk og kunne ligesom udrette noget fra Danmark. Men jeg havde allermest lyst til at tage det første fly derned, for at være der sammen med dem.

Emma og Raz var kun kommet lettere til skade og kom hjem til Danmark en uge efter sammen med kisterne. Det var bare så hårdt. Det bosniske netværk i Danmark tog herefter massivt over og vi syntes ikke rigtig, at vi ville trænge os på.
   Inden Raz og Emma kom hjem, havde jeg stillet en buket roser og et lille brev udenfor døren, med besked om, at vi gerne ville komme, hvis de havde brug for det.
   Jeg ringede til Raz næste dag og han bad os om at komme forbi med det samme.

De næste tre dage, var vi der så meget som vi kunne. Det var ferietid, så det kunne lade sig gøre rent praktisk. Men familien var ikke alene på noget tidspunkt i tiden fremover.
   Det var imponerende, at bosniere fra hele Danmark i løbet af de næste tre uger, kom på besøg. Der var nogen, der sørgede for, at der blev vasket tøj, lavet mad og kaffe til de mange gæster. Kvinderne opholdt sig mest i køkkenet, mens vi andre sad sammen med mændene i stuen. Hver gang jeg prøvede at gå ud i køkkenet, for at se om jeg kunne hjælpe med noget, blev jeg venligt men bestemt bedt om at gå ind i stuen til de andre. Det var en lidt mærkelig situation, ligesom at føle, at jeg havde en form for særstatus.
   Og der blev diskuteret og fortalt. Raz fortalte igen og igen om hvordan ulykken var sket. Han havde endda billeder fra ulykken med fra aviserne. Aldrig har jeg grædt så meget.

Da begravelsen skulle foregå, lykkedes det Raz's far at få visum til Danmark. Men han kom også for at få Raz og Emma med sig hjem.
   Raz havde bedt mig om at hjælpe sig, for som han sagde:
   "Jeg har ikke noget at komme tilbage til - alle mine venner er her i Danmark, jeg har mit arbejde og Emma er mere dansk end bosnisk."
   Emma klarede sig rigtig godt i skolen og ville slet ikke kunne klare sig i skolesystemet i hjemlandet. Selv om hun var 12 år gammel, ville hun skulle starte i 1. klasse, fordi hun ikke kunne tale sit modersmål så godt og slet ikke skrive det.

Jeg blev meget overrasket over at Raz's far, som noget af det første spurgte, om min mening. På en blanding af tysk, engelsk og bosnisk. Og han lyttede til mine synspunkter. Det endte med, at Raz "fik lov" til at blive. Jeg var noget overrasket over, at Raz ville have fulgt med sin far tilbage, hvis det var faderens ønske.
   Tidligere havde vi aldrig set nogen kulturforskel, men i en ekstrem situation som disse to dødsfald var, kom det frem, at der altså var en stor forskel. Selv om de havde boet i Danmark i mange år, været selvforsørgende og levede som de fleste danske familier, slog forskellen pludselig tydeligt igennem.

I tiden efter savnede jeg bare Zina rigtig meget. Jeg kunne vågne op om natten og høre hendes stemme. Selv den dag i dag, giver det et stik i hjertet, når jeg tænker på hende,
   Jeg forsøgte at tage mig af Emma, men det var svært at få lov til komme tæt på hende. Hun ville ikke snakke med nogen, om det der var sket og fik nok ikke bearbejdet ulykken før langt senere.

Vi forsøgte også at beholde den tætte kontakt med Raz, men han sagde, at der var alt for mange minder. Både når han var sammen med os, i vores hus, hvor de i perioder nærmest havde boet og i byen. Han kunne ikke klare at komme på besøg hos os og havde forfærdeligt svært med at snakke med min søn, der savnede Senad rigtig meget.. Min søn mindede Raz for meget om hans eget tab. Så samværet ebbede lige så stille ud og indskrænkede sig til invitationer til fødselsdage og julekort.
   Og vi kunne ikke gøre andet, end at lade det ske, for vi kunne jo ikke være sikre på, at Raz ønskede at have kontakt med os. Det måtte også være lidt op til ham selv.

Vi havde ad omveje hørt, at Raz var blevet gift igen for et ½ år siden, 3 år efter ulykken og det glædede os utrolig meget.
   Og så dukkede han altså pludselig op lige foran mig i Storcenteret for nylig - glad og sprudlende.

Han fik endelig øje på mig - stod først helt stille og så kom han! Jeg fik et dejligt, varmt, spontant knus. Noget han aldrig havde gjort før.
   "Du skal hilse på min kone," sagde han så.
   Og frem kom en sød, ret genert kvinde, som tydeligvis ikke rigtig vidste, hvad hun skulle gøre ved sig selv.
   "Du kan snakke med hende på bosnisk, engelsk og tysk," sagde Raz med verdens største smil.
   "Men du kan da ikke tysk," svarede jeg.
   "Jo," sagde han, "når hun hvisker søde ord i mit øre om natten, så kan jeg!!"

Og det lyste ud af dem begge to, hvor glade de var for hinanden. Hun var en del yngre end ham, så hvem ved - måske kommer der også en familieforøgelse på et tidspunkt. Det håber jeg inderligt for dem.
   Vi snakkede også om at genoptage kontakten med hinanden, men det må tiden så vise om det kan lade sig gøre.

Når vi er i Århus tager vi ofte forbi kirkegården, hvor Zina og Senad er begravet. Lægger lidt blomster og sørger for at det ser pænt ud. Jeg snakker lidt med Zina og føler lidt, at hun stadig er her et sted.

Men døden var ikke færdig med at banke på for denne gang, så historien fortsætter endnu en gang...