En lyd borer sig ind i Cessies ene øre og suser ikke ud gennem det andet. Vedvarende, krævende hamrer det i hendes kranie. Hun vender sig, og hendes ene arm trækker dynen op over hovedet, men det nytter ikke.
   Ungen vil have sin mælk. Nu.
   Cessie sætter sig op og rækker ned i kurven. Tager om det skrigende væsen med begge hænder og overarme. Omslutter barnet. Vugger hende lidt og får krænget natsærken så meget til side, at hun kan lægge den lille til sit bryst. Efter en kort søgen sutter den lille grådigt.
   Men stilheden sænker sig ikke. Slet ikke. Hanen galer og hønsene kagler. Fra stalden trænger Rosas brøl ind og svagt høres lyden af utilfredst gryntende grise, Hun har sovet for længe. Alt for længe. Hvad skal hun gøre? Hun kan da ikke flå Julie væk, før barnet er mæt?
   En smal stribe af dunkelt lys sniger sig ind mellem skodderne og røber at dagen gryr. Og med sollyset kommer erindringen om den forrige dag. I påtrængende glimt trænger hændelserne sig på
   Og så er der de synlige spor..
   Det banker det på døren. Febrilsk kaster hun dynen over dråberne af blod. Det er jo kun små pletter, men ikke noget andre skal se, Hun når ikke at råbe: "Kom ind," før en skikkelse, med sine træsko i hånden, nærmer sig alkoven. Det er Serafina med morgenuglet hår og nysgerrige øjne.
   Den slanke, lidt knoklede nabokone tripper. Bøjer sig ned for at rette ålene i den ene uldhose ud. Puster en smule ved den bevægelse, men retter sig så op.
   "Ja, det er jo ikke fordi, jeg vil trænge mig på," påstår konen og skæver til Julies dunede isse, der stikker frem under dynen.
   Hvad mon det så er for? tænker Cessie. Har larmen kunnet høres helt over til Serafinas hus? Der er jo dog et stykke vej.
   Gennem den infernalske larm stiller Serafina så et spørgsmål, som Cessie ikke har lyst til at svare på. Ikke lige nu.
   "Hvor er Freddy?"
   "Han - øh - æh, han er vist i stalden," får hun sagt. Og det er han vel? Det mumlede han da noget om?
   Serafina rynker panden, glatter den ud og får i stedet store øjne. Så går hun baglæns, griber sine træsko og går med hastige skridt mod stalddøren.
   Fra det lille aflukke bag skabet kommer Keith sjoskende og gnider sig i øjnene.
   "Er der ikke noget grød?" spørger han.
   "Nej, for hør her... Nu må du være en stor dreng. Kan du være sød og gå ud og fodre hønsene. Det er du jo så god til."
   Keith brummer noget om, at han er sulten, men så forsvinder han om bag skabet og kommer ud igen, nu med bukser på.
   "Du er vel nok en stor dreng," roser Cessie ham, mens hun spekulerer på, om han måske har hørt noget af det, der udspillede sig i går.
   Drengen ser et øjeblik på hende, så stikker han i træskoene og er ude af døren. Han er faktisk dygtig af sine fem år, synes Cessie. Men nu er Julie vist faldet i søvn og så er det med at lempe hende varsomt ned i kurven og håbe, hun sover videre. Hun klynker lidt, men da hun får sin sutteklud falder hun til ro.
   Hastigt krænger Cessie kjolen over særken og lister ud på bare tæer. Hun må se om drengen klarer det, og hun må slå skodderne fra. Den varme sol overrasker hende og mens hun bakser lidt med skodderne ser hun at Keith har fundet spanden og nu lirker døren til hønsenes indhegning op
   "Hvor er det godt jeg har dig, siger hun til sønnen og går ind for at koge grød.
   Hverken Freddy eller Serafina er der.
   Bør jeg gå ud og se, hvad der sker? tænker hun og svaret kommer som den næste tanke: Nej, det er vigtigst at koge grød til Keith og til vi andre.
   Heldigvis er der lidt mælk fra i går. Hun pøser det i gryden og hælder grynene i. Så lukker hun hånden om det fornemme strygestål, som hun nu har vænnet sig til. og sætter det mod kvaset i brændestablen, som Freddy har lagt parat. Der kommer ingen flamme og hun mærker nervøsiteten. Irriteret trykker hun en gang til. Og igen. Fjerde gang lykkes det. Hun puster for en sikkerheds skyld til de ulmende gløder, før hun rejser sig og begynder at røre i gryden. Det må ikke brænde på. Det må det bare ikke.
   Det pusler ude fra stalden. Hvad mon der foregår? Er Freddy frisk og i gang med at fodre? Eller er Serafina gået i gang? Hvis de ikke er kommet ind, når grøden er færdig, må hun gå derud. Så - nu kommer Keith ind.
   "Er den ikke engang færdig?" mugger han og slår sig ned på bænken, griber sin slev og giver sig til at tromme mod bordet med den..
   Omsider bobler grøden som en sump og i det samme går stalddøren op. Der er han. Bleg og med rande under øjnene, der er rødsprængte.
   "Jeg kunne ikke sove," mumler han mod hende og svajer lidt.
   Bag ham dukker Serafina op. Hun ser bister ud.
   "Over i alkoven med dig!" kommanderer hun. Et kort øjeblik tror Cessie, at det er hende Serafina mener, men da Freddy lydigt sjosker derover og Serafina skubber dynen til side, forstår hun, at det er en skør tanke. Hun er bare glad for at hun fik hevet de blodstænkede lagen til side og skubbet det ind under alkoven (antyd det tidligere. Tak) At det slidte stribede bolster med det takkede hul så er synligt er der jo ikke noget at gøre ved.
   Freddy ligger på siden. Han vender ryggen til dem. Serafina trækker dynen omkring ham. Cessie ser det, mens hun holder den tunge gryde, som hun lige har taget af krogene. Sådan kan jeg ikke blive stående, tænker hun og sætter gryden på bordet. Keith stikker omgående sin slev ned i den.
   "Husk at puste!" formaner Cessie ham, for grøden er jo rygende varm.
   Serafina står midt på gulvet, mellem alkove og bord. Hun purrer lidt op i sit uglede hår, anbringer hænderne mod sin hofte og stiller et spørgsmål, der faktisk ikke er et spørgsmål, men en kraftig opfordring:
   "Må jeg SÅ få at vide, hvad her er gået for sig!"
   Cessie slår ud med hånden mod Keith. Drengen skal ikke høre, hvad der gik for sig , efter han var faldet til ro.
   Serafina ser fra den ene til den anden. Keith sluger noget grad og ser ned i bordet.
   Serafina dumper ned på bænken.
   Tavsheden mellem dem føles tung. Koen brøler stadig, men hønsene er rolige og Julie sover.
   "Hvis du er mæt, kan du gå ud og plukke blade til kaninerne," siger Cessie til Keith. Drengen sluger det sidste grød, lyser op i et smil og piler udenfor.
   "Freddy har taget opiumsdråber," oplyser Serafina i samme øjeblik døren smækker i efter Keith..
   "Har han taget opium?" spørger Cessie.
   Nabokonen vrisser: "Det har jeg jo lige sagt."
   Cessies hjerte hamrer mod ribbenene, som en fange, der i desperation banker på tremmerne .Hendes læber føles tørre som svedent græs, og hun føler på dem med tungespidsen. Serafinas ord hænger i luften mellem dem. Hvad mener Serafina mon om det, der er gået for sig?
   "Nåh," siger Cessie og er udmærket klar over, hun virker ret dum. Måske også ufølsom, men hvad har han nu gjort det for?
   Serafina har en en ekstra rynke i panden og hun klør sig i det ene øre. Så ser hun direkte på Cessie og spørger:
   "Hvem i alverden har pryglet ham så grundigt?"
   Tid til at gå til bekendelse. Men bør hun forsvare sig? Han var jo selv ude om det. Det mener Serafina sikkert også, når hun hører, hvad han har gjort.
   "Det har jeg," siger hun og ser et kort nu hen mod stalddøren, hvor en edderkop pludselig hænger i en tynd tråd. Hun fugter sine læber. Igen. Og prøver at puste sig op, så hun kan retfærdiggøre sig. Måske endda få nabokonen til at mene, det var godt klaret?
   Men det var det jo ikke, protesterer en indre stemme.
   Hun kan ligesom ikke se på Serafina. Og slet ikke hen mod Freddy.
   "Hvor mange opiumsdråber har han taget?" spørger hun og følger edderkoppens vej mod en tagbjælke.
   "Ikke så mange. Han ville bare sove, så han kunne være udhvilet og tage sig af dyrene, sagde han, da jeg fik rusket liv i ham. Jeg har givet dyrene, men koens yver svulmer. Du må se af at få den malket inden kalven drikker det hele og revner. Jeg har skyllet sårene med koldt vand, men du må hellere koge noget vand og så vaske igen. Jeg tror ikke, han får sårfeber, men der er sprunget gamle sår op, så hold lidt øje med ham."
   "Det skal jeg nok," lover Cessie og ønsker sig langt væk.
   "Godt! Fortæl mig så, hvad der er sket." opfordrer Serafina. Stemmen er skarp og det er mere en kommando end bare en opfordring. Hvorfor er hun så sur? I aftes brokkede hun sig da over ham
   Du ved - i går, ikke," begynder Cessie, "da jeg kom hjem ovre fra dig, så hørte jeg nogle høje hyl. Jeg skyndte mig ind. Lille Keith sad i et hjørne og hans hyl var gledet over i hulk. Freddy sad foran ham og sagde et eller andet - og i kurven vrælede Julie. Jeg tog Keith op til mig, men blev nødt til at sætte ham ned igen og holde hans ene hånd, mens jeg trøstede Julie. "Han smed mig ind i væggen," fortalte Keith mellem hulk og snøft. Han rystede over hele kroppen og jeg blev simpelthen så vred. Freddy sagde, at Keith havde ville slå Julie med ildrageren, og derfor havde han (Freddy altså) taget fat i ham, fordi han ville give ham en endefuld, men da Keith så løb, bragede han ind i væggen. Jeg - øh, måske passer det, men jeg blev så vred. Og så alt det, du sagde om ham "
   " Aha," mumler Serafina, og ser ud som om hun tænker så det knager. I hvert fald virker hendes øjne store og den ekstra rynke i panden virker dybere.
   "Men hvordan...?" begynder Serafina.
   "Hvad mener du?" spørger Cessie og ser på nabokonens næse. Hun kan jo ikke blive ved med at stirre på edderkoppen, og den er der vist heller ikke mere.
   "Ja, jeg har fattet at du brugte birkeris, men altså - du er en lille spinkel kvinde, og knægten er trods alt femten år, og har gode kræfter, så hvorfor smed han ikke bare dig hen i en krog ?"
   Cessie trækker på skuldrene. Orker ikke at forklare det nærmere lige nu.
   Serafina sukker opgivende.
   "Gå nu ud og malk den ko," siger hun. "Så ser jeg efter både Freddy og Julie. Keith er vel stadig ude i haven? Ham må jeg også lige se efter.
   "Ja - ja selvfølgelig," siger Cessie og tilføjer et mumlende tak. Straks efter sidder hun på malkeskamlen. Hun føler sig fuldkommen tom i hovedet, mens hendes hænder som af sig selv arbejder med yveret. Bagefter trækker hun koen udenfor. Kalven følger med og danser kådt. I den lille indhegning er der stadig græs tilbage, men det er snart gnavet ned. Hun sukker og skynder sig tilbage, for Serafina skal vel hjemad.-Ja, der står hun, klar til at smutte i træskoene. "Vi tales ved senere," siger Serafina, og et sært smil spiller om hendes smalle læber.
   Julie sover heldigvis stadig. Det gør Freddy også. Han vånder sig lidt. Hun lister tættere til alkoven. Keith følger hende med øjne på stilke. Forsigtigt stryger Cessie nogle fingre hen over Freddys krøller.
   "Vi lader ham sove," siger hun til Keith, "lad os gå ud i haven sammen."