Cessies hjerte hamrer mod ribbenene, som en fange, der i desperation banker på tremmerne .Hendes læber føles tørre som svedent græs, og hun føler på dem med tungespidsen. Serafinas ord hænger i luften mellem dem. Hvad mener Serafina mon om det, der er gået for sig?
   "Nåh," siger Cessie og er udmærket klar over, hun virker ret dum. Måske også ufølsom, men hvad har han nu gjort det for?
   Serafina har en en ekstra rynke i panden og hun klør sig i det ene øre. Så ser hun direkte på Cessie og spørger:
   "Hvem i alverden har pryglet ham så grundigt?"
   Tid til at gå til bekendelse. Men bør hun forsvare sig? Han var jo selv ude om det. Det mener Serafina sikkert også, når hun hører, hvad han har gjort.
   "Det har jeg," siger hun og ser et kort nu hen mod stalddøren, hvor en edderkop pludselig hænger i en tynd tråd. Hun fugter sine læber. Igen. Og prøver at puste sig op, så hun kan retfærdiggøre sig. Måske endda få nabokonen til at mene, det var godt klaret?
   Men det var det jo ikke, protesterer en indre stemme.
   Hun kan ligesom ikke se på Serafina. Og slet ikke hen mod Freddy.
   "Hvor mange opiumsdråber har han taget?" spørger hun og følger edderkoppens vej mod en tagbjælke.
   "Ikke så mange. Han ville bare sove, så han kunne være udhvilet og tage sig af dyrene, sagde han, da jeg fik rusket liv i ham. Jeg har givet dyrene, men koens yver svulmer. Du må se af at få den malket inden kalven drikker det hele og revner. Jeg har skyllet sårene med koldt vand, men du må hellere koge noget vand og så vaske igen. Jeg tror ikke, han får sårfeber, men der er sprunget gamle sår op, så hold lidt øje med ham."
   "Det skal jeg nok," lover Cessie og ønsker sig langt væk.
   "Godt! Fortæl mig så, hvad der er sket." opfordrer Serafina. Stemmen er skarp og det er mere en kommando end bare en opfordring. Hvorfor er hun så sur? I aftes brokkede hun sig da over ham
   Du ved - i går, ikke," begynder Cessie, "da jeg kom hjem ovre fra dig, så hørte jeg nogle høje hyl. Jeg skyndte mig ind. Lille Keith sad i et hjørne og hans hyl var gledet over i hulk. Freddy sad foran ham og sagde et eller andet - og i kurven vrælede Julie. Jeg tog Keith op til mig, men blev nødt til at sætte ham ned igen og holde hans ene hånd, mens jeg trøstede Julie. "Han smed mig ind i væggen," fortalte Keith mellem hulk og snøft. Han rystede over hele kroppen og jeg blev simpelthen så vred. Freddy sagde, at Keith havde ville slå Julie med ildrageren, og derfor havde han (Freddy altså) taget fat i ham, fordi han ville give ham en endefuld, men da Keith så løb, bragede han ind i væggen. Jeg - øh, måske passer det, men jeg blev så vred. Og så alt det, du sagde om ham "
   " Aha," mumler Serafina, og ser ud som om hun tænker så det knager. I hvert fald virker hendes øjne store og den ekstra rynke i panden virker dybere.
   "Men hvordan...?" begynder Serafina.
   "Hvad mener du?" spørger Cessie og ser på nabokonens næse. Hun kan jo ikke blive ved med at stirre på edderkoppen, og den er der vist heller ikke mere.
   "Ja, jeg har fattet at du brugte birkeris, men altså - du er en lille spinkel kvinde, og knægten er trods alt femten år, og har gode kræfter, så hvorfor smed han ikke bare dig hen i en krog ?"
   Cessie trækker på skuldrene. Orker ikke at forklare det nærmere lige nu.
   Serafina sukker opgivende.
   "Gå nu ud og malk den ko," siger hun. "Så ser jeg efter både Freddy og Julie. Keith er vel stadig ude i haven? Ham må jeg også lige se efter.
   "Ja - ja selvfølgelig," siger Cessie og tilføjer et mumlende tak. Straks efter sidder hun på malkeskamlen. Hun føler sig fuldkommen tom i hovedet, mens hendes hænder som af sig selv arbejder med yveret. Bagefter trækker hun koen udenfor. Kalven følger med og danser kådt. I den lille indhegning er der stadig græs tilbage, men det er snart gnavet ned. Hun sukker og skynder sig tilbage, for Serafina skal vel hjemad.-Ja, der står hun, klar til at smutte i træskoene. "Vi tales ved senere," siger Serafina, og et sært sil spiller om hendes smalle læber.
   Julie sover heldigvis stadig. Det gør Freddy også. Han vånder sig lidt. Hun lister tættere til alkoven. Keith følger hende med øjne på stilke. Forsigtigt stryger Cessie nogle fingre hen over Freddys krøller.
   "Vi lader ham sove," siger hun til Keith, "lad os gå ud i haven sammen."