Natten ligger tung som et blytæppe,
et kald river mig ud af drømmens greb.
Blå lys danser på de mørke gader,
sirener skærer gennem mørkets stilhed.
Stål mod stål, et skrig i vinden,
togets hjul har stoppet tiden.
Kollisionspunktet - et åbent sår,
tavsheden efter kaos råber i kor.
Jeg træder frem med hænder, der ryster,
en hjelm, der skjuler mit blik.
I skyggerne af knust metal,
søger vi liv i nattens skær.
Glas og blod, en efterladt sko,
tiden står stille, men vi må gå.
Min makker hvisker: "Der er intet mere."
Men pligten kræver, at vi fortsætter her.
Vi bærer historier i vores hænder,
fragmenter af liv, som ingen kender.
Et sidste farvel i en hjerteløs nat,
hvor togets skinner er skrift i asfalt.
Når morgenen gryer og tågen letter,
vender vi hjem, men intet bliver bedre.
For skyggerne følger med hver en brandmand,
men vi står op, hver nat og dag,
bærer lyset i hjertet, trods mørkets slag.