Du var engang lyset, et hjem i mit bryst,
en stemme af varme, en søsters fornuft.
Men noget gik i stykker, et skår i din glans,
og nu står vi stille i fjendtlig en dans.
Dine ord er som nåle, din stemme så hård,
dit blik som en vinter, hvor intet gror.
Din jalousi flammer, en uslukkelig ild,
og kærligheden drukner i skygger så vild.
Kærlighed kræver respekt og en bro,
ikke giftige pile og ord uden tro.
Jeg slipper din hånd, selvom hjertet går i stykker,
for kærlighed findes i ærlige lykker.
Hvis du en dag finder tilbage til dig,
og ser i dit spejl og genkender mig,
så står jeg måske her med døren på klem.