Tabt I et hav af silhuetter.
Jeg lyner jakken op til halsen,
begraver hænderne I lommen.
Smøgen er tændt, hænger løst ud af min mund.
Jeg går ned af vejen, en kold vind møder mit ansigt.
Stjerneklar himmel, om dagen
fanget blandt kometer og løgnere.
Hører en stemme bag mig, der griner.
Min opmærksomhed tændes, som et inferno.
Skuldrene spændes.
Igen, igen igen, vender jeg mig mod lyden.
Et fremmed had bruser frem I mig med primal kraft.
Vreden bliver til paranoia, frygten overgår min forstand.
Længere nede af gaden går et venindepar, I takt.
Imens deres sko møder jorden, klik klak kan jeg hører lyden igen.
Det er lyden af afmagt, vanvid, en kafkaesque virkelighed.
Som et sort hul, opsluger det langsomt min forstand.
En fugl kvidrer, men lyden bliver til kaos.
En form for ondsindethed rettet kun imod mig.
Jeg lugter blod, retter ryggen, og går forbi dem.
Hører dem grine bagved mig, jeg ter som om det ikke rør mig.
Men indeni har jeg lyst til at dolke dem ihjel.
Det er den igen, den del der mumler skumle ting.
Som en inficerende parasit, der aldrig går.
En lille psykopat på mine skuldre, hvisker nonsens og kaos.
Videre nede af gaden bliver støjen absurd, imens lyset skifter,
hører jeg politiet komme, ud af lyskeglen,
de sir de er på sporet igen, ligesom hajer I et badekar.
Føler mig tabt, stjernerne blinker, til mig.
De kan li mig, men kun for en stund.
For hvis du beundrer nogen tar de altid hævn I sidste ende.
Ryster uden på, holder fokus på vejen frem, men en stor idiot blokere min syn.
Som en hjort I nærlyset får jeg lyst til at stoppe. Fryser abrupt.
Gør ingenting, poker face ned af gaden,
Men øjnene er fyldt med ondskaben.
Det siver ud I porerne,
jeg ved de kan lugte det.
Binære solsystemer flyver forbi mig.
Tankerne siver ud af hovedet og ned I deres mund.
Dem omkring mig der går ned af gaden ubekymret.
Deres angst er en vittighed, deres tab er patetisk.
De tror de kender til sagn, de tror de ved hvad tidløshed er.
Apati, trodsighed, og vanvid,
De gemmer børnene væk imens jeg går forbi,
Jeg vidste de kunne lugte det på mig.
Folk er klogere end jeg tror, så meget ved jeg.
Men ved de mon hvordan det er at blive opslugt?
Som en begivenhedshorisont, der drager mig nærmere.
For lyst til at flygte igen, jeg vil bare slås.
Mod dem, eller mod det indre, jeg er ligeglad.
Når smerten bliver ubeskrivelig er der ingen hjælp at hente.
Fake det hvis du kan, men ingen vil se det.
Som et usynligt sår, vil folk løbe af angst hvis de så det.
Deres ynkelige tilværelse er nok til at sætte mit blod I kog.
Hvis de kendte til sand paranoia ville de forstå det.
Men folk er så lyssky for sandheden.
Folk vil hellere kneppe deres koner, se noget flimmer og gå iseng.
Imens jeg flygter fra gadebilledet, hænger de fast I mit hoved
Jeg skulle jo bare have en pakke smøger.
Men der er ingen vej fra vanviddet, den kaotisk dal følger efter mig.
Hvor er de sølvfarvede raketter?
Hvor er de forunderlige farver, der glider over et sort lærred.
De er tabt til det tidsløse.
Som en ondsindet gestus, kan jeg mærke folkemængden grine af mig igen.
De peger fingre på gaden, og hvisker til hinanden.
Man kan ikke stole på nogen, hverken dig selv eller andre.
Som et stillbillede, fader jeg hen.
Verden er ussel og rettet imod mig,
formålsløst
Jeg er en uønsket person, enemy number 1
Hadet I landet af alle, ingen grund,
Ingen retssag,
Som en uset næve,
Som en kosmisk joke.