Han skælvede. Tørsten brede sig i svælget, som en tørke, der langsomt men sikkert drev hans liv fra legemet, som den anden død han frygtede så meget.
   Han måtte jage snart!

Ikke at det var lige til?
   Skulle han da dømme en anden til denne væren?
   Hvor mange liv havde han ikke på samvittigheden?
   Han havde da tit fortalt sig selv at han gjorde Verden en tjeneste ved at være som han var: Kold, kynisk og beregnede.
   Tanken om det varme blod efterlod ham næsten i en eufori.
   En tykfyldende fyldig livgivende varme, in medias res:
   Alverdens kompleksitet. Tanker og frem for alt liv!
   En afstandtagen fra den ubærlige smerte at skulle dø en anden og endelig død!
   Hans dødsangst var klart mere dominerende end deres.
   Det var i hvert fald det han sagde til sig selv efter hvert offer:
   Hvert hungrende måltid!

Blodrusen var mere end nok til at drukne skylden. Eller var den?
   Hvem havde dog også hørt om noget så latterligt? En vampyr med skyldfølelse?
   Han var Nosferatu og natten var hans: Hans alene!
   Hvor mange århundrede var det efterhånden?
   Han havde ikke længere tal på dem.

Mennesker var smukke for ham, fordi de havde så kort et liv.
   Det menneskelige. Det skrøbelige. Deres varmblodede natur.
   Ting som han for længst havde mistet.
   Givet afkald på for et liv in Carna. Selvom hans krop var kold som is.
   Kold som deres død!
   Tankerne var som en hvirvelvind, der flåede alt op på dens vej.
   Tankerne, Tørsten og Døden.
   Som en u-hellig treenighed.
   Han måtte lystre eller dø ─
   Han måtte jage nu!

D