Det var underligt hun forstod det ikke.
   Hvordan kunne det være at hun følte sådan, hun der ellers altid havde været så praktisk jordnær og fyldt med godt humør.
   Pludselig befandt hun sig siddende rundt om i huset, mens tårerne løb hende ned af kinderne.
   Hvad var der at være ked af? Ingenting, hun havde det absolut på alle måder godt.
   Økonomisk uafhængig, søde voksne børn, en god kæreste og omgangskreds.
   Hun tørrede forsigtigt sine kinder med køkkenrulle, mens lyset brød frem udenfor. Hun greb kaffekruset og varmede hænderne omkring det, slubrede lidt.
   Nej, det var ikke meget hun havde sovet.
   Han stod pludselig i døråbningen Jens, stor og bundsolid, med smil på læben og i øjnene:
   "Karen hvad pokker laver du her så tidligt, og så på din fødselsdag", udbrød han mens han kløede sig lidt i skægget.

Han var en forskrækkelse:
   "Ingenting, drikker kaffe", svarede hun.

"Men du skulle jo have haft kaffe på sengen", skuffelsen var tydelig i hans stemme.

"Jeg kunne ikke sove", hun rejste sig fra sin plads, og mødte ham i et kram, så hun undgik at se ham i øjnene: "Godmorgen min søde kæreste". Varmen i hans favn var som den dyne, hun havde manglet de sidste timer.

Han holdt godt fast: "Du dufter dejligt her til morgen lige til at spise, hvis det ikke havde været for gæsterne såh".

"Hvad så", nu lo hun trods alt.

"Men det ved du da godt", han strammede grebet om hendes bagdel: "Skal vi hurtigt klare det af?"

Et forpustet træt suk undslap hende.

"Nå, nå godt ord igen", han slap hende med en lille undren i blikket: "Nu skal du bare sætte dig ind i stuen, så er jeg der lige så hurtigt som jeg kan rende, med serveringen du ved".

Hun nikkede, forsøgte sig med et kys på hans kind, greb kruset med kaffe og ilede mod stuen. Her slog hun sig ned i sin gode stol. Den gamle og slidte fra morfar, den som hun altid havde elsket.
   Den passede dårligt ind til resten af interiøret, nydelige moderne møbler holdt i støvede farver, med farverige plakater der matchede gløden i de ægte tæpper og den fint ordnede bogreol ved endevæggen.
   Bøgerne var lige så vigtige som stolen. Hvor havde hun dog læst mange af dem, netop i denne stol. Men, det var jo også morfar, der havde givet hende historierne.
   Morgenmaden var en succes, han havde tænkt på det hele lige fra juicen til æggene de lune hjemmebagte boller, flere forskellige slags ost og wienerbrød
   .
   "Jens, du er bare god i et køkken" hun greb smilende hans hånd, da han satte sig overfor hende i sofaen med den frisklavede kaffe.
   Han nikkede tavst, underligt stille lagde han en lille pakke foran hende.

I stilheden lød det nærmest som om, hun råbte:" Skal jeg pakke ud nu?"

"Ja, ja".

I pakken lå et lille brev i en blå kuvert, forundret læste hun indholdet: "Kære elskede Karen, jeg ved ikke hvordan du har det. Men jeg ved hvordan jeg har det, jeg er absolut og aldeles faldet pladask for dig. Nu har vi kendt hinanden 2 år og det bliver bare bedre for hver dag, derfor vil jeg invitere dig med til Ærø. Lad os gifte os på lørdag, alt er bestilt og gjort klar. Du skal bare sige ja.
   Kys og kram fra din egen Jens"

Det ekkoede i hendes ører, gifte sig igen, nej aldrig i livet.
   Hun løftede blikket med forsigtighed og så med det samme, at han havde fanget budskabet..
   Hvordan lod det sig gøre, hvordan kunne han opfatte så hurtigt?

"Men, Jens", sagde hun: "Det ved du da godt at jeg ikke kan, jeg har været gift to gange. Jeg har besluttet, at det gør jeg aldrig mere, det har jeg da også fortalt dig".

"Jow, det har du da", han gjorde synkebevægelser: "Men, det sker man skifter mening".