Kære dagbog! 3/9-20??
Nu er alt pakket og klar, til at jeg kan tage af sted. Mit hjerte banker bare ved tanken om denne længe ventede ferie i London. En ferie for en. Det er bare mig og dejlige London. Jeg kan gøre lige hvad jeg vil, når jeg vil. Jeg har lavet en liste over det jeg skal se: Nogle af de vigtigste ting jeg skal se er Big Ben, så er der 221B Baker Street - Sherlock Holmes bopæl. London Eye, Madame Tussauds, Hyde Park og meget mere.
Nå nok om det. Nu vil jeg dobbelt tjekke om jeg har alt med:
Jeg har mit pas, min pung - med alt i, min mini ordbog, tøj, sko og jakke, og for en gang skyld lidt makeup også. Det sidste var på grund af min veninde der sagde, at jeg nok vil få brug for det på et tidspunkt. Det er ikke fordi jeg tror på hende, men jeg købte det kun, for at få hende til at holde mund. Hvad ellers er svært til tider. Hun sagde også at jeg skulle tage en kjole med, men som jeg sagde til hende, at hvis jeg skulle have en kjole på, så køber jeg den der over. Det gik hun med til, underlig nok. Det er ellers hende der har godkendt alt det jeg har pakket. Hun vil have det sidste ord i den sag og det har hun så fået. Jeg mistænker hende lidt for at få mig splejset sammen med en af de sexede Englænder der over. Ja som om det nogle sinde vil ske?
Hmm... Nu ringer det på. Jeg vender frygtløs tilbage.
Kære dagbog! 3/9-20??
Så er jeg her igen. Det var et blomsterbud. Jeg kan ikke lade være med at smile ved tanken. Blomsterne er fra Richard, min "onkel" fra England. Det er ham jeg skal over og besøge. Jeg glæder mig så meget til at se ham igen. Det er over to år siden, at jeg sidst har set ham. Jeg forstår ikke at han sender mig blomster, dagen før at jeg skal rejse, men tanken er nu sød. På kortet står der: "Until We Meet Again. Greetings Richard." Blomsterne er røde og hvid roser. De er sat sammen så de danner flaget Dannebrog.
Ham onkel Richard er noget for sig selv. Det er jo derfor at jeg kan lide ham. Hvordan vi mødte hinanden, fortæller jeg sener, for nu vil jeg i seng. Jeg skal nemlig tidlig op og af sted.
Så god nat kære dagbog. Vi skrives ved.
Kære dagbog! 3/9-20??
Nu sidder jeg i Kastrups lufthavn og venter på at de andre passager og jeg kan gå om bord. Der går lige et lille stykke tid endnu, så jeg har en chance for at beskrive nogle af de forskellige feriegæster der vader frem og tilbage foran mig. Det er godt at vi alle sammen er så forskellige, for tænk hvis vi alle sammen gik og så ens ud. Sikke et marridt det ville være, at vågne op til hver dag. Bare lige en tanke fra mig af.
Til højre for mig står en mand i et gråt jakkesæt og snakker i sin mobil. Han virker stresset, men lader som om alt er i orden. Han kigger hele tiden på sit ur og fra tid til anden står han og ser sig omkring. Det er lige til en film. Er han den god eller er han skurken? Plejer skurken i en film at virke stresset? Hmm, der er lidt at tænke over. Nu hvor jeg tænker nærmer over det, så er det måske ikke stres, denne man føler med noget andet? Skyld, måske? Føler han sig skyldig og hvis ja, i hvad så? Jeg kan ikke lade være med at ligge mit hoved lidt på skrå og betragte ham i smug. Nu ved jeg det. Han er sin kone utro. Nej om igen. Han er sin mand utro? Hvorfra jeg ved det? Jo ser du kære dagbog, der er lige kommet en yngre mand hen til ham. De står og ser lidt på hinanden, inden de give hinanden et forsigtigt kram og et hurtig genert kys. Hvor er det bare sød, men underlig og lidt irriterende at de ikke tør at vise deres kærlighed fuld offeligt. Det er så utroligt at vi lever i 20?? og at der stadig er fordomme om homoseksuelle blandt jordens befolkning verden over. Det er bare ikke til at fatte.
Nå men nok om det. Der er også andre.
Lidt længer væk står en lille familie der består af en mor, en far, en søn og en lille datter på få måneder. De skal syd på kan jeg se. Efter deres bagage at dømme skal de være væk i cirka to uger.
Nå nu er jeg træt af at lege Sherlock Holmes, så nu vil jeg...
Nå pyt det når jeg ikke. De kalder på os nu. Jubii, snart sidder jeg om bord på flyet til London.
Vi skrives ved i flyet.
Kære dagbog! 3/9-20??
Nu sidder jeg om bord på flyet. Det gik let og smertefrit. Hvor dejligt. Men hvorfor skulle det ikke også være det? Nå lige meget.
Det er min første rigtige flyvetur, i et passagerfly. De 10 - 15 minutter over Haderslev for en del år siden, tæller jeg ikke med.
Det er så utrolig spændene. Det er endeligt latterlig, synes jeg. Mennesker verden over tager flyet hver dag, men jeg kan nu ikke lade være. Flyet bringer mig hurtigere til London, end hvis jeg havde taget toget til Esbjerg, for så at tage Englands færgen over, for så at tage toget fra Harwich til London.
Det mest interessante er at jeg har fået en vindues plads. Det er utrolig, hvor lille en ting i den store verden kan gøre en så latterlig glad og opstemt på samme tid. Og nej kære dagbog, lad vær med at tænke i de baner. Det ligner ikke dig. Åh hold op, jeg kan ikke selv lade være med at sidder og fnise tøset, selvom det ikke ligger til mig.
Nå lad os tænke på noget andet. Jeg kigger ud af vinduet og kan ikke se mig mæt på det hele. Det er så ny og spændende det hele. Jeg nåede knap nok at sætte mig ned, før jeg begyndte at tænke på dig igen, kære dagbog. Men alt skal jo gå sin vante gang i sådan et fly.
Nu er vi så i luften og jeg har sommerfugle i min mave og der løber små kolde ilinger ned af ryggen på mig. Jeg er ved at blive nervøs nu. Ikke fordi vi fare over himmelen i mange kilometers højde, men fordi jeg er på vej mod noget nyt og ukendt. Et fremmed land og et fremmede sprog, jeg ikke behersker særlig godt. Og bare tanken om at onkel Richard er blevet forhindret i at hente mig i lufthavnen, giver mig næsten åndenød lige nu. Jeg skal tænke på noget andet, men hvad? Jeg ser mig omkring, der er ikke meget at råbe hurra for, så jeg kigger ud af vinduet. Himmelen er blå og små hvide og smukke skyer sejler forbi mine øjne. Det beroliger mig på en eller anden måde.
Kære dagbog! 3/9-20??
Hvor er det bare pinligt. Jeg faldt i søvn, da jeg sad og så på de smukke skyer. Manden ved siden af mig, vækkede mig da jeg ikke vågnede da kaptajnen sagde at nu skulle vi pakke vores ting væk og spænde vores bælter, for nu gik det ned af. Bare jeg ikke snorkede, men det gjorde jeg nok. Fniser.
Nå men vi kom ned på jorden igen og igennem paskontrollen, med baggage og det hele. Mit hjerte sad oppe i halsen på mig gennem hele denne "rutine". Mon det bliver, letter efterhånden som man prøver det et par gange?
Onkel Richard var der ikke til at tage i mod mig. Jeg kan stadig føle den hjerte banken der gennem strømmede mig krop, da jeg ikke så Richards velkendte ansigt i menneske mængden. Det var derfor jeg så vandtro på det skilt, hvor på der stod: "Freyja - Denmark - England." Tøvende gik jeg hen til manden med skiltet. Jeg pegede på skiltet og så på mig og på min bedste engelsk sagde jeg: " I think that it's me?" Manden så på mig og da vores øjne mødtes, skete der et ellers andet i mig. Noget jeg aldrig havde oplevet før. Jeg har indtil videre ikke troet på kærlighed ved første blik, men her fik jeg selv syn for sagen. Jeg ture knap nok, trykke hans hånd, da han rakte den frem i mod mig, for at præsenter sig selv. Jeg vil aldrig glemme, varme boblende fornemmelse der skød ud i alle mine lemmer og beruste mig i sådan en grad. Det var lige før at jeg besvimet, at han berøring. Det hele skete så hurtig og uventet, at jeg ikke kunne få andre ord over mine læber end: " Where is Richard?" Jeg hørte ikke mandens navn, eller hvor han sagde Richard var. Han tog bare min kuffert og førte mig ud til hans bil. Jeg kom først rigtig til mig selv igen, da vi begge sad i bilen og han startede bilen.
Det var der jeg fandt dig frem igen kære lille elskede dagbog. Dig kan jeg nemlig fortælle alt, uden at du griner af mig. Jeg fandt dig frem, for at fortæller dig det her med det samme. Det kunne jeg bare ikke vente med. Det virker måske lidt uhøfligt at sidde og skrive sådan, men det er også for at jeg kan koncentrer mig om andet end manden der sidder ved siden af mig. Han skæver til mig engang i mellem, og jeg kan ikke lade være med at smile. I ny og næ ser jeg også op og ud af vinduet, hvor jeg suger alt til mig. Fjerde eller femte gang jeg ser op, gisper jeg højt. Jeg havde ikke lige spekuleret i hvilken siden vi kørte i. Manden kigger på mig og siger: " Something you quickly get accustomed to." Jeg sidder bare med store øjne, og med et hjerte der endnu en gang sidder oppe i halsen på og truer med at hoppe ud af munden på mig. Jeg trækker knap nok vejret og manden holder ind til siden.
...
Du min kære dagbog røg på gulvet.
Da bilen holdte stille, vendte han sig om i mod mig og sagde: " Breathe." Han rørte mig blidt på skulderen og jeg for sammen. Han trak hurtig sin hånd til sig. "Sorry, I will not ...?" sagde han og jeg ser væk, men jeg rystede på mit hoved. Der var stille lidt, men undtagen motoren der stadig er, var gang. "Are you sweet to drive on?," spurgte jeg. Uden et ord, satte han bilen i gang igen og kort efter holdte vi foran Richards hus.
Først der åndede jeg lettede op og det var også først der, at jeg opdagede at du lå på gulvet, kære dagbog. Nogle af dine sidder, er bøjet nu, men hvad gør det? Det giver dig bare en beder karter, synes jeg.
Nå men nu er jeg eller vi hos onkel Richard, men han er ikke hjemme. Det var nok det manden i bilen prøvede at fortælle mig i lufthavnen, men der kunne jeg jo lige som ikke koncentrer mig om noget som helst. Host host. Det er min egen skyld. Det er da også fjollet.
Manden viste mig rundt i huset og viste mig også hvilken værelse Richard havde valgt til mig. Derefter gav han mig en nøgle, og sagde at Richard først er hjemme i morgen aften, og at han selv vil komme forbi med noget mad til mig, lidt sener.
Inden han gik, gav han mig også et brev, som Richard havde skrevet til mig. Der i forklarede han mig, hvor ked af det han var, fordi han ikke selv kunne komme og hente mig i lufthavnen. Men at han vil gøre alt godt igen, når han kom hjem igen.
Jeg nåede lige at spørge manden inden han gik, hvad han hed.
"Martin," sagde han og smilede til mig, " That's what I said at the airport." Jeg kiggede ned af forlegen hed og mumlede: " sorry but I didn't hear it." Han smilede og sagde farvel kort efter og så var han væk. Og det er så nu at jeg sidder og skriver alt det her.
Han sagde at han snart ville komme tilbage, med noget mad og godt for det, for jeg er hunde sulten. Jeg har ikke en gang pakket mine ting ud endnu. Jeg sidder bare her og skriver i dig, så det må jeg hellere holde op med.
Nu vil jeg pakke mine ting ud.
Vi skrives ved.
Kære dagbog! 3/9-20??
Nu har han været her med maden. Vi spiste sammen og han spurgte om jeg vil med ud og se byen. Jeg havde så meget lyst til at sige ja, men kunne ikke få mig selv til det, desværre. Sikke en kylling jeg er. Min første dag og så bure jeg mig selv inde. Jeg sagde, at måske i morgen. Jeg skulle lige finde mig til rette og så vider. Han virkede lidt skuffet, men jeg kunne ikke sige ja til ham. Så nu sidder jeg her igen og skriver i dig. Det er snart aften og jeg vil gå tidlig i seng, så jeg kan stå tidlig op.
Så jeg vil slutte nu kære dagbog. Ha det godt, til vi ses igen.