Solen skinnede og vi havde leet meget sammen. Set på de forskellig turistattraktioner, man absolut skulle se når man var i et fremmede land.
   "Tror du på de gamle guder, uanset hvor i verden man er?" spurgte jeg og så på Adrian. "Guder?" spurgte han forundret og fortsatte, "Hvad mener du?" Jeg løftede et øjenbryn og så på ham. "Er du ikke troende?" Har du ikke en gud du tror på?" Han trak på sine skulder og sagde, "Jeg er døbt og konfirmeret i den kristne tro, men ellers... Jeg spekulere ikke rigtig over det." Jeg smilede til ham og sagde, "Det samme her, hvis jeg skal være ærlig." Den samtale havde vi på ved ned af nogle trin til en slags rum, der var blevet brugt som et offer rum.
   Nogle havde lagt blomster og andre, små plys hjerter, samt en del andre ting på offer alteret. Jeg smilede og gik der hen. Den eneste belysning var små lidt aflange lufthuller, en slags smalle vinduer der lagde det lille runde rum i et særlig skær. Jeg gik hen og knælede ned ved altret. I et kaotisk øjeblik, skulle jeg til at gøre lige som en katolik og lave korsets tegn for mig, men jeg tog mig heldigvis i det i tide, hvad der fik mig til, at smile over hele hoved. Jeg bøjede hoved og undskyldte lydlyst. "Dette er til Dem min herre. Jeg håber, at De vil tage i mod det?" Fra min taske tog jeg en lille æske frem. Den var lyseblå og havde små lidt utydelig sølv symboler på. "Hvad er det og hvad er der i den?" spurgte Adrian nysgerrige og så grundig på den. Han vil række ud efter den, men jeg holdet den ud for hans række vide. "Det er et minde fra min barndom af," smilede jeg lidt sørgmodig og fortsatte, "Et minde fra den første dreng jeg nogle sinde har elsket og som jeg stadig gør og altid ville gøre i alt evighed."
   Adrian trak sin hånd til sig og bøjede hoved, selvom jeg ikke helt vidste hvad den gestus skulle betyde? Men jeg lod som ingen ting. Stillede æsken på alteret og fjernede en tåre fra min højre øjnekrog og lod den falde ned på æsken.
   "Den gang i vores barndom," sagde jeg stadig med ryggen til Adrian og fortsatte, "Du forelskede dig i en ikke?" Jeg bukkede lidt for alteret, inden jeg rejste mig op og nejede derefter for det, inden jeg spurgte, "Det var ikke mig vel?" Jeg vendte mig om og så på ham. Adrian kiggede flygtig op på mig og igen ned på sine skosnuder, der tegnede cirkler i støvet på gulvet. "Jeg ved ikke hvad du mener?" sagde han, men hans stemme røbede ham. "Åh jo," sagde jeg og fortsatte, "Det var ikke mig du havde forelsket dig i, men i..." Han løftede sit hoved og skulle til at sige noget, men en anden kom mig i forløbet.
   "Det til kommer ikke dig, Wivianne De Luka at sige det."
   Adrian og jeg så os flygtig omkring, men vi kunne ikke se andre end os selv. "Hvem der?" fik jeg knap nok frem over mine læber.
   Stemmen lo bare rungende imellem kælderens hvælvingerne.
   "Adrian Von Buchwald fortæl din hemmelighed til denne unge kvinde." Adrian stod og så forlegen ud som en lille dreng der er blevet taget i noget meget, meget pinlig. "Adrian?" spurgte jeg spørgende og så rigtig på ham i lang tid og fortsatte, "Hvad er det stemmen mener?"
   Stemmen begyndte at grine. Ikke hånligt, bare fri og hjerteligt. Da Adrian ikke svarede, men stadig forsatte med at tegne cirkler i jorden med sin ene sko snude hævede jeg min stemme i en bydende tone og sagde, "Adrian?"
   Han kiggede op og vores blik mødtes i et kort øjeblik, inden han hurtig og skamfuld sænkede sit blik igen. "Svar mig," sagde jeg med den samme stemme som før. Han kiggede væk og jeg gik hen til ham, hvor jeg tvang ham til at se på mig. "Se på mig," sagde jeg og han forsøgte også, men det lykkedes ikke. "Nu ikke så hård ved ham Wivianne De Luka, for du bær også på en hemmelighed ikke?" Jeg nikkede og sagde, "Men jeg skammer mig ikke over det."
   Jeg skulle til at fortælle, men stemmen afbrød mig og sagde, "Det er ikke din tur først Wivianne De Luka, men..."
   Jeg stampende utålmodig i gulvet med min fod. "Ja ja, jeg ved det godt, men han vil jo ikke."
   Stemmen begyndte at fnise. "Giv ham tid, giv ham tid."
   'Okay,' tænkte jeg og trak mig væk fra Adrian og satte mig i skrædderstilling på den sandet gulv, med ryggen op af den del af væggen der ikke var dækket til af noget. Jeg begyndte at meditere, og alt lyd forsvandt. Hvor længe jeg sad sådan der, ved jeg ikke? Men lige med et blev stilheden afbrudt af stemmen fra før.
   "Vågn op, vågn op du skønne mø." Han begyndte at fnise igen.
   "Okay din grinebider," sagde jeg og fortsatte lidt sur, "Hvad er det lige du har gang i?"
   Han begyndte at grine igen og jeg rullede med mine øjne af det og sukkede højlydt. Jeg rejste mig op og så mig omkring. Adrian havde stillede sig over i et hjørne.
   Jeg spurgte, "Hvorfor kan du ikke acceptere dig selv som du er?" Jeg gik hen og stillede mig foran ham. Han så væk og jeg rakte en hånd ud i mod ham. Han trådte tilbage, men jeg gav mig ikke. Jeg gik efter ham og tog fat om hans hoved. "Så gør det dog," sagde jeg og borede forsigtig mine negle ind i hans tindinger. Han prøvede at komme væk fra mig, men jeg gav ham ikke lov. "Se på mig," sagde jeg og fortsatte, "Se mig ind, i mine øjne."
   Han prøvede, at ryste på sit hoved og mine hænder fulgte med, mens jeg prøvede at stoppe hans bevægelser. "Så er det nok," tordnede jeg og pressede lidt mere på hans hoved. "Se så på mig, din tøsedreng." Han gjorde som jeg sagde og vores øjne mødtes. Han sukkede overdrevet, synes jeg. "For pokker da også tøs, det er jo din bror jeg har elsket hele tiden." Jeg var så målløs at jeg straks slap ham og ikke nok med det, så kunne jeg ikke lade vær med at se ned af mig selv, for til sidst at slynge begge mine arme omkring mig selv.
   Stemmen begyndte at grine igen og sagde drilagtig, "Så er det din tur til at fortælle din hemmelighed Wivianne De Luka."
   Jeg sukkede og løftede mine hænder i vejret som hvis jeg vil overgive mig. "Okay," sagde jeg igen og sukkede og fortsatte så, "Min bror har godt nok en søster, men det er ikke mig."
   Den irriterende stemme begyndte at grine igen.
   Adrian så forundret på mig, med et løftede øjenbryn, der var lige ved at få mig til at grine, men jeg tog mig i det. "Hvad mener du?" spurgte Adrian til sidst og nu var det mig der så væk. Jeg sukkede og sagde, "Jeg er min søsters bror." Adrian så nu forvirrede på mig og jeg kunne bare ikke får mig selv til, at se på ham. Så nu var det hans tur til, at række begge sinde hænder ud og gribe fast om mit hoved. "Vil det sige, at du er...?"
   Heller ikke Adrian, måtte slutte sådan en sætning for grinebideren afbrød også ham med at sige, "Det til kommer ikke dig, Adrian Von Buchwald at sige det."
   Jeg smilede et lille genert smil og sagde, "Ja, jeg er William De Luka. Den dreng du åbenbart forelskede dig i den gang vi begge to var teenager." Der var stille lidt, inden stemmen sagde, "Hvor dejligt. Hvor dejligt. Nu kender I begge to hinandens hemmeligheder, hvad skal der så ske nu?"
   Der blev stilhed igen og lige med et dunkede mit blod i årene på mig og hjertet i mit bryst. Adrian havde lænede sig frem imod mig og plantende sine læber imod mine. Først forsigtig og da han mærkede at jeg tog imod, blev hans kys mere lystige og til sidst grådige. Adrian trak sig blidt væk fra mig og spurgte, "Var det mig, den blå æske?" Jeg nikkede og en rødmen skød op i mine kinder. "Hvorfor har du lavet dig om?" spurgte Adrian og jeg svarede, "Jeg kunne lide dig den gang, og det generede mig, at du så efter min søster den gang." Adrian gjorde store øjne og spurgte, "Så du gjorde for min skyld?" Hans stemme var hæs da han havde spurgt. Jeg nikkede og lagde mit hoved mod hans brystkasse. "Eller delvis," sagde jeg og fortsatte med min næse mod hans skjortekrave, "Siden vi skiltes har jeg tit følt mig så forkert. Du ved at jeg ikke passede i den krop, jeg havde været født i og da min søster døde, overtog jeg delvis hendes plads. Ikke med hendes navn, kun hendes udseende. Jeg blev lavet om til en kvinde, med den undtagelse, at jeg ikke kan føde børn."
   Adrian lagde sine arme omkring mig og sagde, "Åh Will, hvor jeg dog elsker dig." Jeg gengældte hans kram og kys og den munter stemme jublede begejstrede og nu lød der også klapsalmer.
   "Flot. Flot mine kære venner. I klare det så godt, så flot." Hans stemme fortonede sig og jeg sagde, "Tak min Herre fordi De tog imod min gave. De har gjort mig en meget, meget stor ære."
   Stemmen grinede igen og sagde så som noget af det sidste, "Det har været mig en stor glæde og ære, at tjene dig, unge dame."