Det var en glædens dag -

Jeg kom nemlig gående op af kirkegulvet i min smukke hvide brudekjole. Og der oppe ved alteret stod han, så smukt som nogle sinde. Mit hjerte sang af livets lyst, da jeg så hvordan han betragtede mig. Der kom tåre i mine øjne, men jeg nægtede at lade dem falde, for det skulle ikke ødelægge min makeup eller ramme min kjole.

Jeg nåede op til ham og han bød mig sin arm og vi vendte os mod alteret. Ceremonien begyndte og da præsten spurgte om der var nogle der havde imod dette bryllup var der stille lidt og da ingen sagde noget, fortsatte præsten med resten af vielsen.

Men lige inden vi skulle til, at give hinanden vores kys og besegle vores ægteskab, blev døren åbne med et brag og en mandestemme råbte, "Jeg protestere."

Der blev mumlede en del og præsten sagde, "De kommer for sent, vielsen er snart over."
Manden rystede på hoved og råbte op igennem skibet, "Den vielse er ugyldigt, da han allerede er gift."
Et suk gik igennem helle kirken og jeg så fra den ny tilkommende mand til ham der stod ved min side. "Er det sandt?" spurgte jeg og da han slog sit blik ned, trak jeg op i mit skørt og trådte væk fra ham.

Og som om det ikke var nok så kom der en mand hen til mig med en mobil og mimede, "Det er Dr. Hallard.
Jeg rystede på mit hoved og han sagde, "Han siger, at det er vigtig." Jeg sukkede og tog imod den.
"Hallo?" sagde jeg og sukkede.
"Petra?" spurgte Dr. Hallard.
"Ja det er mig," svarede jeg.
"Tillykke," sagde han og jeg rynkede panden og sagde, "Jeg er ikke gift og bliver det ikke lige foreløbig."
Der var stille lidt, inden han sagde, "Åh, nå ja det er rigtig, det må du undskylde, men det er ikke det."
Jeg rynkede panden igen og skulle til at spøger hvad han så mente, men tog mig i det og sagde i stedet, "Åh" og lagde min frie hånd over min mave. Jeg havde også set der ned og så, så hurtig op igen og mødtes min goms øjne, for derefter at knibe mine øjne sammen og sagde ind i mobilen, "Aldrig. Jeg vil ikke havde det."

Der på lod jeg min hånd synke. Den jeg havde mobilen i og gav slip på den, så den kunne gled ned langs min kjoles skørt. Der var stille i noget der føltes som en evighed og til sidst blev det for meget. Jeg tog et par faste tag i mit fyldige skørt og begyndte at løbe ned igennem midterskibet, som jeg for en evighed siden var kommet gående op af sammen med Sir. James, far til min gom.

Min skørt, hår og slør stod efter mig, som en to farvede slange.

Da jeg var kommet udenfor stoppede jeg op, for hvad skulle jeg nu gøre. Halv om halvt havde jeg vel håbet at Thomas, var løbet efter mig og havde forsikrede mig om, at det den fremmede mand havde sagt var forkert, men jeg havde læst sandheden i Thomas øjne, da manden havde sagt det. Men alligevel havde jeg ønskede, at Thomas var løbet efter mig, uanset hvad, men han dukkede ikke op, for inden i kirken havde folk holdt ham tilbage. Han ville nemlig være løbet efter mig, men kunne ikke få lov til det.

Scenen skifter:

Jeg bliver skygget men ved det ikke. Jeg går hen mod min læges dør og går ind. Da det bliver min tur sidder vi og snakker lidt inden vi når til sagens kerne.

"Jeg vil ikke have barnet," siger jeg og Dr. Hallard ser på mig og spøger "Hvad siger faren?"
Jeg sidder og skummer så det kan ses og siger så, "Han har overhoved ikke ret til at blande sig. Han har nemlig løjet for mig. Han var allerede gift den idiot og vil alligevel giftes med mig. Hvad havde han gang i?"

Lægen svarede ikke men sagde i stedet for "Kom vi tager hen på sygehuset, med det samme."

Scenen skifter igen:

Vi køre op foran hospitalet og stiger begge ud og går ind.
Vi fandt den bestemte afdeling og venter. Til sidst kommer der en køn rødhåret læge og hilser hjertelig på min doktormand og mig. Og jeg tænker 'Nå er der mere end det normale menneske kan se her? Eller ville se?' Jeg sidder og betragter dem og nikker for mig selv. 'Ja mon ikke. De kan lide hinanden, men tørre ikke vedstå sig det. Hvor typisk og så forkert. Der er sku da ikke noget i vejen med at to mænd kan lide hinanden.' Jeg sukker højlydt. De vender sig begge to om i mod og min doktormand spøger, "Er der noget i vejen. Har du ondt?" Jeg rystede på hoved og Dr. Hallard præsenterede mig for den ny ankommende. "Dette er Dr. Garret og det er ham der skal stå for..." Dr. Hallard gik i stå og spurgte mig så om jeg kunne underholde mig selv lidt, for de skulle lige snakke lidt sammen. Det eneste jeg gjorde var at nikke.

De gik væk, men ikke så lang, at de ikke kunne se mig hele tiden. "Hvorfor hev du mig til siden?" spurgte den rødhåret Dr. Garret og Dr. Hallard svarede, "Jeg har på en fornemmelse, at hun kommer til at fortryde og at hun allerede har gjort det." De så begge over på mig og uden at jeg var rigtig klar over det havde jeg lagt begge mine arme beskyttende omkring min mave. "Skal vi fortælle, at jeg er hendes barns grand onkel?" spurgte Dr. Garret. Min doktormand rystede på sit hoved og svarede, "Nej, det vil ikke hjælpe spor, ikke lige nu. Måske sener."
Der opstod en pause imellem dem, hvor de bare stod og lignede to forlegne teenager, og derfor blev en af dem nød til at bryde den pinlige og meget berømte stilhed.

"Hun ser ud til at kunne tude, hvornår det skal være." Dr. Garret så indgående på mig og min doktormand nikkede og sagde, "Så skal vi går over til hende?" og de begyndte, at gå hen til mig.

Jeg sad i mine egne tanker og opdaget ikke, at de var komme tilbage til mig. "Skal vi så få det overstået?" spurgte de to mænd næsten i kor. Jeg sprang op, af forskrækkelse og slyngede begge mine arme omkring min mave igen og rystede fortvivlet på hoved. "Nej jeg vil ikke. Barnet er mit. Jeg vil ikke."

Min doktormand så på den rødhåret Dr. Garret og sendte ham et lille smil, som for at sige, hvad sagde jeg?

"Hvad med faren?" spurgte den rødhåret Dr. Garret og jeg rystede på mit hoved igen. "Han skal tror, at jeg har fået det gjort og I her tavshedspligt, ikke?"¨

De nikkede begge to og jeg smilede til dem og fortsatte, "Han skal ikke vide noget, for barnet er mit til han eller hun bliver 18 år. Hvis barnet til den tid, så vil møde sine engelske aner, vil det stå ham eller hende frit for. Men ind til da er barnet mit og kun mit."

Og her slutter min drøm.