Jeg blev jagtede af to ulve, der lige havde fået min færd. Det var en prøve, af ene eller anden slags. Der var også andre, der blev jaget af hver deres to ulve. Jeg fandt frem til en borg, der var halv bebolig og halv en ruin. Jeg sneg mig ind i ruinen og der fandt jeg en flok soldater, der sad omkring et tændt bål. De sad og snakkede højlydt. Jeg lagde mig ned i skjul, så de ikke kunne se mig. Derfor hørte jeg ikke en af mine ulve, der havde listede sig ind på mig. Det var først da den begyndte at snerre af mig, at jeg opdaget den. Jeg vendte mig om i mod den og aldrig i mit liv havde jeg set så smukt et dyr. Den var hel hvid fra snude til halespids. Selvom jeg viste at mit liv 'ikke' var i fare, kunne jeg ikke lade være med at sukke af betagelse. Jeg sad bare og kigget betaget på den. Lige pludselige stoppede den med at snerre af mig og satte sig ned. Den stirrede nu tilbage på mig. Sådan sad vi bare i et stykke tid, til ulven igen rejste sig op og begyndte at snerre igen. Jeg kiggede undrende på den og opdaget at det ikke var mig den snerrede af, men en bag mig. Jeg vendte hoved og opdaget en soldat med et gevær. Han sneg sig langsom frem, med geværet rettet i mod ulven. "Bare rolig Frøken. Forhold Dem bare rolig," sagde soldaten og lagde an til skud, da han var inde for skudvide. Jeg sprang op og skreg, "NEJ" da skuddet gik af. Inden alt blev sort for mig, så jeg en anden ulv, angribe soldaten. Den var sølvgrå og havde grønne øjne.