"Er det sandt, at du har et problem?" spurgte den idiotiske journalist af en mand der sad ved siden af mig. Spørgsmålet var rettet til en bestemt manden der sad oppe på podiet, sammen med en række andre skuespiller og instruktøren på den film, der lige havde haft premiere. Der blev stille i et øjeblik og alle så i vores retning. Jeg så ned på mine hænder, pinligt berørt på hans vegne. Journalist var hårdføre og tog sig ikke af det, han var jo også vandt til det, i modsætning til mig, der var uerfaren på dette felt. Jeg sad og krympede mig, og ikke kun på grund af de stirrende blikke der var rettet i mod os, men for det spørgsmål han havde startede ud med og han var ikke færdig endnu.
"Er det sandt at du er satyroman, af en art? Altså det samme som en kvindelig nymfoman?" En mummlen opstod langsomt.
"Det spurgte du bare ikke om?" Han vendte sit hoved og så på mig. "Hvad mener du?"
"Det her handler ikke om ham personlig, men om filmen han er med i." Han så surt på mig og jeg kunne ikke lade vær med, at kigge opgivende på ham.
"Du er praktikant og er kun med som observatør, ikke andet." Det skar mig i mine øre, for han fik ordnerne praktikant og observatør, til at lyde som det værste slam, man kunne falde over.
"Du har selv sagt, at jeg bare skulle sætte spørgsmålstegn, hvis jeg var i tvivl om noget og det er jeg så nu." Jeg så opgivende på ham.
"Kunne du ikke have ventet til efter...?" Jeg rystede på mit hoved uden, at lade ham fuldføre sin sætning og uden at svare mundlig. Først nu gik det om for mig, at alle lyttede med, selvom det ikke var alle der kunne forstå, hvad det var vi sagde.
"Det lader til, at vi er blevet midtpunktet nu, og det var ikke meningen." Så jeg sagde højt på engelsk, "The show must go on and it is that way." Jeg peget op mod podiet hvor skuespillerne og instruktøren sad. Jeg havde rejst mig, mens jeg havde snakket og nu banede jeg mig vej i mellem de andre journalister. "Undskyld," mumlede jeg fra tid til anden mens jeg masede mig imellem dem. Jeg så mig ikke tilbage, til trods for de mange blikke der borede sig ind i ryggen på mig. Mit blik var rettet mod døren, som jeg bare så brændende ønskede, at komme ud af, så hurtig som muligt og det kunne ikke gå stærkt nok. Der var ingen blitz fra kameraer og ingen prøvede, at holde mig fysisk tilbage. Men et sted, råbte en, men jeg var næsten døv over for det. Jeg vil bare væk og jeg var så tæt på døren, at jeg kunne række en hånd frem og trykke dørhåndtagen ned og åbne den. Det var derfor med lettelse, at jeg trådte over dørtærskel og at jeg kort tid efter hørte døren lukke sig i bag mig.